Resume af møde med udvalgsformænd, udvalgssekretærer etc.
Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 86)
(Offentligt)
_____________________________________________
ERU, Alm.
del - bilag 203 (Løbenr. 8557)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Møde med udvalgsformænd, næstformænd og udvalgssekretærer om behandlingen af EU-sager
Vedlagt fremsendes resumé af mødet med udvalgsformænd, næstformænd og udvalgssekretærer den 19. februar 2002.
Deltagerliste vedlægges.
Med venlig hilsen
Anne-Sofie Jensen
Claus LARSEN-JENSEN fremhævede indledningsvist, at formålet med mødet er at drøfte, hvorledes EU-politikken integreres bedre i fagudvalgene samt sikre, at fagudvalgene kommer tidligere med i processen.
Claus Larsen-Jensen orienterede om den nye EU-enhed, som endnu ikke helt har fået fastlagt den daglige forretningsgang. Herudover orienterede han om de mange tiltag, der forventes sat i gang i forbindelse med det danske EU-formandskab herunder fagudvalgenes deltagelse heri.
Herefter ville Claus Larsen-Jensen gerne høre de enkelte udvalg om, hvordan de synes, at samarbejdet med Europaudvalget fungerer.
Formanden for Sundhedsudvalget Birthe SKAARUP (DF) sagde, at sundhedsudvalget ikke har mange EU-sager, men hun mente, at det selvfølgelig er vigtigt, at fagudvalgene kommer tidligt på banen, når der er EU-sager på deres områder.
Formanden for Kommunaludvalget Poul NØDGAARD (DF) mente, at fagudvalgene bør vise større forståelse for Europaudvalgets ønske om, at de bliver inddraget i processen. Poul Nødgaard tilføjede, at fagudvalgene må gøre op med sig selv, om de ønsker at deltage i EU-politikken, men han stillede samtidig det spørgsmål, om Europaudvalget kan styre det, hvis fagudvalgene kommer mere på banen.
Hertil svarede Claus LARSEN-JENSEN, at det vil lette arbejdet i Europaudvalget, hvis fagudvalgene deltager mere, fordi fagudvalgene sidder med den specifikke faglige viden på det enkelte fagområde.
Formanden for Erhvervsudvalget Erik LARSEN (V) oplyste, at Erhvervsudvalget har deltaget i flere fælles høringer. Udvalget har desuden forud for økofinrådsmøder samråd med ministeren. I Erhvervsudvalget udpeger man de EU-sager, man ønsker at følge tæt og kalder så ministeren i samråd efter behov.
Erik Larsen tilføjede, at en revision af den procedure, man følger i Er
hvervsudvalget i relation til EU-sagerne, er på vej under hensyn til en del nye medlemmer i udvalget og under hensyn til det danske formandskab. Han sagde samtidig, at han dog ikke tror, at Erhvervsudvalget vil gå så langt som Miljø- og Planlægningsudvalget, som jo næsten afgiver mandat på linje med Europaudvalget.
Formanden for Forskningsudvalget Hanne SEVERINSEN oplyste, at Forskningsudvalget holder samråd med ministeren om EU-sager efter behov, og desuden får de et halvårligt statusnotat om formandskaberne.
Derudover har udvalget regelmæssig kontakt med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der beskæftiger sig med forskningssagerne. Forskningsudvalget vil tillige efter inspiration fra Miljøudvalget forsøge at etablere kontakter i andre medlemslande med deres søsterudvalg her.
Formanden for Skatteudvalget Kristian JENSEN (V) henviste til, at der er kommet mange nye medlemmer i udvalget, og at man i Skatteudvalget vil tage proceduren for EU-sager op om et halvt års tid, men man har ikke nogen ambition om at gå Europaudvalget i bedene. I Skatteudvalget holder man efter behov samråd med ministeren forud for økofin rådsmøderne.
Kristian Jensen tilføjede, at skatteudvalgets medlemmer løbende får oversigtsnotater om EU-sagerne fra administrationen, hvilket er til stor nytte. Samtidig er der ikke i Skatteudvalget noget ønske om at indlede et samarbejde med skatteudvalg i andre EU-medlemslande.
Claus LARSEN-JENSEN tilføjede afslutningsvist, at EU-administrationen også skal servicere fagudvalgene, og at hvis der er et ønske om det, vil man arrangere en gennemgang af EU-området for fagudvalgene.
Claus Larsen-Jensen foreslog herefter, at det næste møde mellem Europaudvalget og fagudvalgene finder sted i maj eller juni, og altså inden det danske formandskab begynder.