Notat om KOM's grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser

Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 32)
(Offentligt)
_____________________________________________
REU, Alm. del - bilag 155 (Løbenr. 2614)

Til

1. Hvad er formålet med grønbogen?

Kommissionen udsendte den 28. september 2001 en grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser. Grønbogen fokuserer på erstatning fra staten og redegør indledningsvis for, hvilke muligheder ofre for forbrydelser i EU har i dag for at få erstatning fra staten. Grønbogen undersøger herefter, hvordan ofrenes muligheder for at opnå erstatning fra staten kan forbedres gennem et fællesskabsinitiativ, herunder hvor dan det kan gøres lettere for ofre for forbrydelser at opnå erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemsstater.

./. Denne note gennemgår nogle af de væsentligste spørgsmål, som grønbogen rejser. Der hører følgende 3 bilag til noten:

Bilag 1: Oversigt over de 15 spørgsmål til debat, som er indeholdt i grønbogen.

Oversigt over de 15 spørgsmål til debat, som er indeholdt i grønbogen.

Bilag 2: Kort redegørelse for den danske ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Kort redegørelse for den danske ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Bilag 3: Skematisk oversigt på baggrund af oplysninger i grønbogen over de forskellige ordninger for erstatning til ofre for forbrydelser i de 13 medlemslande, der har en generel ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Skematisk oversigt på baggrund af oplysninger i grønbogen over de forskellige ordninger for erstatning til ofre for forbrydelser i de 13 medlemslande, der har en generel ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Justitsministeriets grundnotat om Kommissionens grønbog om ofre for forbrydelser forelå endnu ikke på udgivelsestidspunktet for denne note.

 

1. Hvad er grønbogens formål?

Formålet med grønbogen er at iværksætte en bred høring om, hvordan man kan forbedre erstatningen fra staten til ofre for forbrydelser i EU. Det ses som et led i at virkeliggøre målsætningen om, at alle EU-borgere skal kunne udøve deres ret til at bevæge sig frit overalt i EU på sikre og retfærdige vilkår. Målsætningen om at forbedre ofrenes stilling med hensyn til opnå else af erstatning fra staten er bl.a. indeholdt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere i 1999 (pkt. 32).

Ofrenes muligheder for at opnå erstatning fra gerningsmanden behandles derimod ikke i grønbogen. Rådet vedtog den 15. marts 2001 en rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager, som bl.a. forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofre for forbrydelser som led i straffesagen kan opnå en retsafgørelse om erstatning fra gerningsmanden.

Selvom det altså primært er gerningsmanden, der har pligt til at yde erstatning til ofret for forbrydelsen, er det i realiteten ofte svært eller umuligt for ofre at opnå erstatning fra gerningsmanden, fordi denne f.eks. ikke pågribes eller ikke kan betale. Mange medlemsstater har derfor indført nationale regler om erstatning fra staten som en slags sikkerhedsnet for ofrene, der ellers risikerede at være dårligere stillet en andre grupper, der lider skade eller tab af forskellig art (sygdom, arbejdsløshed, m.v.).

Som det fremgår af bilag 3 til denne note er de nationale ordninger imidlertid meget forskellige. To personer, der bliver ofre for en forbrydelse under identiske omstændigheder, men i forskellige medlemsstater, kan således modtage vidt forskellige erstatningsbeløb for samme skader. Disse virkninger er ifølge Kommissionen utilfredsstillende i relation til målsætningen om at gøre EU til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle.< /P>

På baggrund af en summarisk gennemgang af de eksisterende ordninger i medlemsstaterne (for en oversigt – se denne notes bilag 2) konkluderes det i grønbogen, at mulighederne for at få erstatning i EU som offer for en forbrydelse "lader meget tilbage at ønske". Grønbogen er en første undersøgelse af grundlaget for indførelsen af en fælles ordning for alle medlemsstater.

I Europarådets regi er der vedtaget en konvention om erstatning til ofre for voldsforbrydelser. Konventionen trådte i kraft i 1988 og er undertegnet af tolv medlemsstater, men den er kun trådt i kraft for de 9 af medlemsstaterne i EU, der også har ratificeret konventionen. Konventionens bestemmelser omfatter personer, der som direkte følge af en forsætlig voldsforbrydelse har lidt alvorlig, varig skade på legeme eller helbred, samt personer der har mistet en forsørger, der er afgået ved døden som følge af en sådan forbrydelse.

De deltagende stater forpligtes til at etablere statslige ordninger for erstatning til ofre, der som minimum skal sikre, at der ydes erstatning for tab af indkomst og for medicin- og hospitalsudgifter, samt at der ved dødsfald ydes erstatning for begravelsesudgifter og tab af forsørger. Konventionen indeholder ikke herudover regler om, hvilke erstatningsposter der skal kunne kræves erstattet, eller om hvordan erstatningsbeløbene skal udmåles.

2. Målsætningerne for en fælles EU-ordning

Grønbogen opstiller følgende tre målsætninger for en eventuel EU-indsats:

• etablering af et "sikkerhedsnet" i EU, så ofre for forbrydelser sikres mulighed for at få erstatning fra staten i EU
• begrænsning af de urimelige virkninger, der kan blive resultatet af de store forskelle mellem medlemsstaternes erstatningsniveauer og som i praksis afhænger af ofrets bopælsstat, eller hvor i EU den pågældende bliver offer for en forbrydelse,
, der kan blive resultatet af de store forskelle mellem medlemsstaternes erstatningsniveauer og som i praksis afhænger af ofrets bopælsstat, eller hvor i EU den pågældende bliver offer for en forbrydelse,
• lettere adgang til erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i sager, der involverer flere medlemsstater, dvs. at ofrenes adgang til erstatning fra staten ikke bør være væsentligt påvirket af, hvor i EU forbrydelsen begås.
fra staten til ofre for forbrydelser , dvs. at ofrenes adgang til erstatning fra staten ikke bør være væsentligt påvirket af, hvor i EU forbrydelsen begås.

• Skal der indføres minimumsstandarder eller harmonisering?

Indledningsvis drøftes det i grønbogen, hvilken form en eventuel fælles ordning for erstatning til ofre for forbrydelser bør have. Valget står reelt mellem indførelsen af minimumsstandarder og en traditionel harmonisering.

Jo større harmonisering, der kan opnås, des mindre er risikoen for, at forskelle mellem medlemsstaterne skal få urimelige virkninger. Kommissionen foreslår dog selv indførelsen af minimumsstandarder, da erstatningsniveauer varierer meget mellem medlemsstaterne pga. forskellige holdninger eller prioriteringer, men også som følge af forskelle i levestandard mellem medlemsstaterne. Desuden er erstatningsniveauerne ofte knyttet til niveauet for de øvrige na tionale erstatningsordninger, som på mange områder ikke er blevet tilnærmet mellem medlemsstaterne.

Kommissionen mener derfor heller ikke, der kan blive tale om at indføre ensartede erstatningsniveauer målt i penge, men at man bør fastsætte ensartede principper for, hvilke former for tab der skal dækkes.

Minimumsstandarderne skal følgelig primært angive, hvilke begrænsninger for erstatning fra staten til ofre de enkelte medlemsstater bør have mulighed for at fastsætte. En medlemsstat skal dog frit kunne opretholde eller indføre regler, der stiller ofrene bedre end efter en fælles minimumsstandard.

• Hvilke typer forbrydelser og skader skal være dækket af en EU-ordning?

Efter EF-domstolens praksis er det klart, at muligheden for erstatning som minimum skal gælde alle EU-statsborgere på samme betingelser, som gælder for statsborgere i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået.

Kommissionen foreslår endvidere, at denne mulighed udvides til alle personer, der er lovligt bosiddende i en EU-medlemsstat, herunder statsborgere fra lande uden for EU. Indirekte ofre bør også være omfattet (personer, som et offer, der er afgået ved døden, havde en forsørgerpligt over). Definitionen af, hvilke slægtninge der skal være omfattet som indirekte ofre, kan enten fremgå af minimumsstandarderne eller over lades til medlemsstaterne.

 

Vedrørende hvilke typer forbrydelser, der skal dækkes, er der forskellige muligheder. Man kan f.eks. dække alle forbrydelser og begrænse adgangen til erstatning ved at indføre specifikke restriktioner. F.eks. kan man undtage skader efter trafikforseelser, uforsætlige lovovertrædelser (det kan dog udelukke f.eks. uagtsomt manddrab), eller kun dække "alvorlige forbrydelser", m.v. (sidstnævnte er dog svært a t definere). En anden mulighed kunne være kun at dække voldsforbrydelser, så man undgår at skulle sondre mellem forsætlige og uforsætlige skader.

Med hensyn til hvilke skader, der skal dækkes, kunne erstatningen begrænses til fysisk og psykisk personskade og udelukke tingsskade, da tingsskade ofte er noget, som man kan forsikre sig imod. På den anden side kan tingsskader også have alvorlige negative virkninger, f.eks. hvis vedkommende ikke har råd til forsikring eller mister effekter, der er nødvendige for at tjene til livets ophold. Dækning af tingsskade kunne i stedet begrænses til t ab med direkte tilknytning til en voldsforbrydelse, f.eks. beskadigelse af personlige ejendele som briller, ødelagt tøj, m.v.

Fremfor at begrænse dækning til "alvorlige skader" som det kendes i nogle medlemsstater, foreslår Kommissionen at indføre en bagatelgrænse for erstatningsbeløb. Under alle omstændigheder er det ifølge grønbogen vigtigt at undgå alt for restriktive kriterier, og den foreslår, at en minimumsstandard i hvert fald bør dække personskade forårsaget ved forsætlige forbrydelser.

• Skal udgifter til lægebehandling, erstatning for invaliditet og immateriel skade (tort, svie og smerte, m.v.) være omfattet og skal disse defineres nærmere?

I de fleste medlemsstater ydes der erstatning for udgifter til lægebehandling (inkl. psykologisk rådgivning og psykiatrisk behandling) og hospitalsophold, tabt arbejdsfortjeneste samt evt. begravelsesudgifter og tab af underhold i de tilfælde, hvor der er efterladte, som ofret havde forsørgelsespligt over for. Disse poster bør ifølge grønbogen også være dækket af en fælles EU-ordning.

Der bør også ydes erstatning for permanent invaliditet, selvom det kan være vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse for, hvilke tab der skal ydes erstatning for under denne post. Kommissionen foreslår, at erstatning til ofre for forbrydelser for invaliditet blot ikke må afvige væsentligt fra almindelig praksis i medlemsstaterne inden for den nationale erstatningsret i øvrigt eller erstatning fra andre kilder såsom pr ivat forsikring.

 

Spørgsmålet om, hvorvidt ordningen også skal dække såkaldte "immaterielle skader" (svie og smerte, tort m.v.) er mindre klart, da omfanget af dækningen af sådanne skader varierer meget i medlemsstaterne. Grønbogen minder dog om, at ordningen skal tage hensyn til ofrets behov og mener derfor, at sådanne skader må dækkes i et eller andet omfang. De psykologiske virkninger af forbrydelsen kan nemlig være langvarige og alvorligt belastende både for ofret og dets pårørende. Praksis i nogle medlemsstater viser da også, at erstatning for denne form for tab i virkeligheden er det vigtigste element i erstatningen, hvad beløbsstørrelsen angår.

Spørgsmålet er dernæst, om minimumsstandarderne skal forsøge at indføre en fælles definition af begrebet immaterielle tab. Som absolut minimum foreslår grønbogen at indføre et generelt princip om, at erstatning også bør dække svie og smerte og andre immaterielle skader og derudover lade medlemsstaterne definere de "øvrige immaterielle skader" nærmere efter, hvad der ellers gælder i den nationale erstatningsret. I grønbogen erkendes det dog, at man derved ikke ville opnå ret meget med hensyn til en mere ensartet anvendelse, da der som nævnt er store forskelle i medlemsstaternes nationale erstatningsregler på dette punkt.

• Fastsættelsen af erstatningsbeløbet og fradrag i erstatningen, m.v.

Ved fastsættelsen af erstatningsbeløbet anbefaler Kommissionen, at der som udgangspunkt ydes fuld erstatning for de faktisk dokumenterede tab. Hvis man endvidere indfører faste satser til beregning af erstatning har det den fordel, at det forenkler administrationen af erstatning fra staten og kan betyde, at ofret hurtigere modtager erstatning. På den anden side kan det føre til urimelige resultater i individuelle tilfæld e, selvom man baserer satserne på de faktiske udgifter til lægebehandling og hospitalsophold, særligt i tilfælde, der involverer flere medlemsstater. Kommissionen lader dog spørgsmålet stå åbent.

I praksis vil det ifølge Kommissionen dog være umuligt at opstille rimelige fælles retningslinier for fastsættelsen af erstatningsbeløbet for immaterielle skader som svie og smerte m.v. Kommissionen foreslår i stedet, at fastsættelsen af erstatning for immaterielle skader overlades til medlemsstaterne, evt. med krav om sammenhæng med de skalaer, der anvendes ved fastsættelsen af socialsikringsydelser m.v.

Kommissionen overvejer endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der skal fastsættes et fælles minimums- og maksimumsniveau for erstatningen, men kan trods de fordele det ville give ud fra et budgetmæssigt synspunkt ikke anbefale dette. Dog kan det overvejes at operere med en "maksimal minimumsgrænse" og en "mindste maksimumsgrænse."

I samtlige medlemsstater, der har indført en national ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, kan erstatning nedsættes eller helt bortfalde under visse omstændigheder. Grønbogen stiller derfor det spørgsmål, om der også bør være mulighed for fradrag i erstatningen i følgende situationer:

1. Skal der være mulighed for at tage stilling til ofrets økonomiske situation ved vurdering af, om erstatningskravet er berettiget og ansættelsen af størrelsen på erstatningen?

Det giver dog en risiko for urimelige virkninger i sager, der involverer flere medlemsstater, hvis den enkeltes indkomstniveau som følge af højere levestandard i en medlemsstat ville give ret til erstatning i denne, men ikke i en anden, hvor levestandarden og "gennemsnitsindkomsten" er lavere. Kommissionen kan derfor ikke anbefale, at man indlægger et "trangskriterie".

2. Skal ofrets handlemåde før, under eller efter forbrydelsen have en betydning, dvs. hvis ofret via provokation eller lignende delvis selv er skyld i forbrydelsen?

Kommissionen er tilhænger af, at en sådan vurdering indgår.

3. Skal ofrets eventuelle deltagelse i en kriminel aktivitet eller medlemskab af en kriminel organisation uafhængigt af den forbrydelse, han har været udsat for, have betydning?

Her er det snarere hensynet til den almindelige retsfølelse, der er på spil, men dette kriterium findes ifølge grønbogen ikke i erstatningsretten i alle medlemsstaterne. En mere bred henvisning til den almindelige retsfølelse eller offentlige orden som grundlag for at nægte erstatning er Kommissionen heller ikke tilhænger af.

4. I hvilket omfang skal ofret først søge erstatning fra andre kilder?

Skal ofret være forpligtet til først at søge erstatning fra gerningsmanden, evt. privat forsikring, m.v.? Grønbogen forslår en tærskel, der tilsiger at ofret i "rimeligt omfang" skal have udtømt andre muligheder for erstatning først, da det giver mulighed for at tage særlige hensyn til ofre, hvor forbryderen ikke er fundet eller vedkommende åbenlyst ikke kan betale m.v.

5. I hvilket omfang skal erstatning fra andre erstatningskilder fratrækkes?

• Skal der være et krav om anmeldelse af forbrydelsen til politiet, ansøgningsfrister, mulighed for udbetaling af forskud, m.v.?

Kommissionen foreslår, at der i overensstemmelse med praksis i det fleste medlemsstater indføres et krav om, at ofret skal have anmeldt forbrydelsen til politiet, men vil ikke anbefale, at man sætter en bestemt frist for anmeldelse.

Derimod anbefales det i grønbogen, at man fastsætter tidsfrister, inden for hvilke der skal indgives en ansøgning om erstatning fra staten. Tidsfristerne bør på baggrund af hidtidige erfaringer være rimelig lange og f.eks. løbe fra det tidspunkt, hvor en eventuel straffesag er afsluttet. I visse situationer skal ofret kunne søge erstatning flere år efter forbrydelsen, f.eks. børn, der har været ofre for seksuelle overgr eb, hvorfor alle tidsfrister bør indeholde undtagelsesregler, der tager højde for sådanne situationer.

Kommissionen rejser endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der skal kunne udbetales forskud på erstatningen fra staten i erkendelse af, at erstatning ofte først udbetales flere år efter forbrydelsen, selvom udgifter til f.eks. hospitalsophold samt tabt arbejdsfortjeneste gør sig gældende umiddelbart efter forbrydelsen. I sager, der vedrører flere medlemsstater kan det være ekstra tidskrævende for et offer at opnå erstatning. Omvendt vil der være sager, hvor det ikke er givet, at den pågældende vil kunne opnå erstatning, ligesom det kan inddrages i overvejelserne, at ofret har mulighed for at sikre sig omgående bistand ved at tegne en rejseforsikring, når sagen vedrører en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat. Kommissionen giver ikke noget klart bud for sin evt. præference.

• Hvordan skal ordningen indrettes vedrørende erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemslande (hvor en borger fra et medlemsland er offer for en forbrydelse i en anden medlemsstat end bopælsstaten)?

Dette spørgsmål vedrører den situation, hvor en EU-statsborger bliver offer for en forbrydelse i en anden medlemsstat end den, hvori den pågældende har fast bopæl. Ifølge EF-retten skal de muligheder, som en medlemsstat giver sine egne statsborgere med hensyn til erstatning fra staten, også gives til alle andre EU-statsborgere, der bliver ofre for en forbrydelse på denne stats område. Dette gælder dog som nævnt t idligere ikke tredjelandsstatsborgere, der ellers lovligt opholder sig i en medlemsstat og bliver ofre for en forbrydelse i en anden.

I sager, der involverer flere medlemsstater, kan der være særlige hindringer, som gør det ekstra vanskeligt at få erstatning fra staten, som f.eks. sprogproblemer, vanskeligheder ved at fremskaffe den nødvendige dokumentation, ukendskab til den gældende procedure, etc. Det kan endvidere være en særlig økonomisk belastning at sørge for den nødvendig oversættelse af ansøgningen og den vedlagte dokumentation. Ofret vil derfo r måske opgive at søge en retmæssig erstatning. Derfor skal der ifølge grønbogen findes en ordning, der i princippet giver ofre i sådanne sager lige så let adgang til at få erstatning fra staten i andre medlemsstater som i bopælsstaten.

Grønbogen redegør for følgende to valgmuligheder, som dog ikke er de eneste mulige løsninger:

1. Ofrene gives ret til assistance fra myndighederne i den pågældendes bopælsstat til at søge erstatning i en anden medlemsstat.
2. Ofrene kan frit vælge, om de vil søge erstatning i bopælsstaten eller den stat, hvor de blev ofre for en forbrydelse.

I Danmark ydes der erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (kaldet "voldsoffererstatningsloven"). Loven giver som hovedregel ofre et retskrav på erstatning, når lovens betingelser er opfyldt. Justitsministeriet har i henhold til loven nedsat et uafhængigt nævn vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, der behandler ansøgninger om statslig erstatning af person- og tingsskade forvoldt under en forbrydelse. Nævnet består af en formand, der skal være dommer, og to medlemmer udpeget af henholdsvis socialministeren og Advokatrådet.

Den danske stat yder for det første erstatning for personskade forvoldt under en forbrydelse, der er omfattet af straffeloven. Kravet om, at forbrydelsen skal være omfattet af straffeloven udelukker derved skader forvoldt under f.eks. trafikforseelser eller andre brud på særlove, selvom de måtte indeholde strafsanktioner. Erstatning ydes også for tøj, briller og andre "sædvanlige" personlige ejendele, der måtte bli ve beskadiget i forbindelse med personskaden. Endvidere erstattes kontantbeløb op til kr. 1.000,-

Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke personer der kan kræve erstatning for personskader, så ordningen omfatter også politiet og personale på kriminalforsorgsinstitutioner, m.v. Voldsofre i familieforhold, f.eks. ægtefæller og børn er også omfattet. Hvis ofret afgår ved døden, kan de pårørende få erstatning for rimelige begravelsesudgifter. Endvidere ydes erstatning til personer, som blev forsørget af ofret (§ 2).

Personskader som følge af uagtsomhed, hvor dette er kriminaliseret i straffeloven (f.eks. uagtsomt manddrab) er også omfattet. Det er uden betydning for erstatningsspørgsmålet, om skadevolder eller ofret er danske statsborgere eller udlændinge.

I særlige tilfælde kan der også ydes erstatning for skader, der forvoldes ved handlinger begået i udlandet, hvis ofret har bopæl i Danmark, dansk statsborgerskab eller den pågældende er udsendt for en dansk udenrigsrepræsentation. Der gives dog ikke normalt erstatning til almindelige turister. Erstatning kan også under visse omstændigheder ydes til personer med bopæl i Danmark, der bliver ofre for en forbrydelse under udf& oslash;relsen af deres arbejde i udlandet. Denne bestemmelse beskytter personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt udsatte for vold under deres erhvervsudøvelse i udlandet, f.eks. langtidschauffører. Kravet er dog, at skaden skal være sket under "erhvervsudøvelsen."

Egentlige tingsskader uden for de personlige effekter, der som nævnt ovenfor dækkes ved beskadigelse under personskade, dækkes i det omfang, at de er forårsaget under en overtrædelse af straffeloven i Danmark af personer som er tilbageholdt med henblik på fængsling eller anbragt i visse psykiatriske eller sociale institutioner. Erstatning kan gives til både fysiske som juridiske personer, dog ikke til offentlige myndigheder. Hvis skaden begå ;s af en person, der har fået tiltalefrafald, en betinget dom eller er prøveløsladt, er erstatning efter voldsoffererstatningsloven også udelukket. Skader begået af personer, som kun er tilbageholdt for en tidsbegrænset periode, f.eks. almindelig detention, er heller ikke omfattet.

Erstatning ydes også, hvor skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, er under 15 år eller utilregnelig. Handlede skadevolderen i nødværge el. lign., udelukker dette derimod erstatning.

Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde efter danske rets almindelig regler, f.eks. når ofret har medvirket til skaden eller "accepteret risikoen" for skaden. Hvis man søger erstatning for tingsskade (§ 3) gælder i øvrigt den regel, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis man har undladt at "træffe sædvanlig sikkerhedsforanstaltninger" som f.eks. at tegne en forsikring.

Erstatning fra staten er subsidiær i et vist omfan. Hvor skaden i stedet godtgøres af skadevolderen eller dækkes af skadevolderens eller ofrets forsikringer eller andre ydelser, der har karakter af "virkelig skadeserstatning," ydes der således ikke erstatning fra staten. Svie og smerte kan dog ikke antages at være dækket af nogen forsikring.

Offeret har omvendt pligt til at udnytte alle foreliggende muligheder for at få dækket skaden fra den side, inden der søges om erstatning fra staten hos erstatningsnævnet. I modsat fald kan det føre til et afslag på erstatning fra staten, f.eks. hvis en person ikke rettidigt får anmeldt en skade til sit forsikringsselskab og dermed afskærer sig selv fra at få skaden dækket af sin private forsikring. Nævnet kan endvidere kræve ti lbagebetaling af allerede udbetalt erstatning, hvis ofret senere opnår dækning for skaden et andet sted fra.

Det er en betingelse for at få tilkendt erstatning, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet "uden unødigt ophold", hvilket i praksis vil sige inden ca. 24 timer, men der gøres undtagelser i særlige tilfælde, både mht. overskridelse af fristen og kravet om politianmeldelse. Endvidere skal ofret have søgt erstatning fra skadevolderen under en eventuel straffesag. Hvis der rejses straffesag mod skadevolderen, kan der derfor norma lt ikke ydes erstatning fra staten, før sagen er afgjort ved dom, i hvert fald i 1. instans. Erstatningsnævnet kan dog i særlige tilfælde yde forskud på erstatningen fra staten.

Den almindelige frist for indgivelse af en ansøgning om erstatning til nævnet er to år efter, at lovovertrædelsen er begået, men der kan gøres undtagelser i særlige tilfælde.