Hjælpemenu

Hovedmenu

Dokumenter


  • Europaudvalget
  • Statusblade

Resmume af PARLOPOL konferencen den 15.-16. oktober 2001

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget
(Info-note I 29)
(Offentligt)

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Resumé af PARLOPOL konferencen
den 15. - 16. oktober 2001 i Bruxelles

 

 

Per Kaalund (S) deltog i konferencen som Retsudvalgets og Europaudvalgets repræsentant.

Konferencen blev organiseret af Chambre des Representants de Belgique (underhuset i Belgien) og skal ses som en opfølgning af Europol-konferencen afholdt d. 7. - 8. juni 2001 i Haag (jf. Info-note I 193 af den 7. juli 2001). Formålet med konferencen var at formalisere oprettelsen af PARLOPOL og dermed forstærke den parlamentariske kontrol af Europol i medlemsstaterne.

Sammenfatning:

På Haag-konferencen d. 7.-8. juni 2001 blev der vedtaget en resolution, som opfordrede nationale parlamenter og Europa-Parlamentet til at oprette et parlamentarisk netværk, hvis formål er at udveksle information samt koordinere de nationale parlamenters kontrol af Europols arbejde - under navnet Parlopol. På opfølgningskonferencen i Bruxelles blev udviklingen af Europol skitseret, mens arbejdet i forbindelse med oprettelsen af Eurojust også blev diskuteret. Som le d i Parlopols funktion som et forum, hvor de nationale parlamenter kan udveksle "best practices" i forbindelse med kontrol af Europol, blev den belgiske model også introduceret og konkretiseret. Endeligt blev der vedtaget en resolution om de nationale parlamenters regulering af Europol.

Konferencens indstilling:

Konferencen vedtog en resolution, hvor der blev fremhævet, hvor nødvendig de nationale parlamenters kontrol/regulering af Europol er. Der blev opfordret til oprettelse af en arbejdsgruppe med deltagelse af Sverige, Belgien, Spanien (trojkaen) og Nederlandene, hvis formål er at fremsætte konkrete forslag til, hvordan en forstærket kontrol af Europol kan realiseres. Forslagene vil derefter blive meddelt de nationale parlamenter med henblik på parlamentarisk debat. D et forudsiges, at arbejdet med oprettelse af Parlopol kan tilvejebringes under det spanske formandskab.

Nærværende notat er ikke et udtømmende forhandlingsreferat af konferencen, men derimod en summarisk gennemgang af konferencens vigtigste bidrag.

 

Dag 1

Herman De Croo, formand for Belgiens underhus, bød deltagerne velkommen og fremhævede betydningen af arbejdet udført på mødet i Haag. Han bemærkede, at oprettelsen af et interparlamentarisk organ, som kan udøve en demokratisk kontrol af Europol, er ønskelig set fra et belgisk perspektiv. Han påpegede, at den belgiske model for kontrol af politiet kan være en mulig kilde til inspiration i forbindelse med Parlopols overvejelser i forho ld til Europol.

Tony Van Parys, tidligere justitsminister og medlem af det belgiske underhus, fremhævede også resultaterne fra Haag og tilføjede, at situationen efter den 11. september (og efterfølgende antiterror-pakke m.m. fra EU) vil medføre en større rolle for Europol i fremtiden. Derfor er der nu endnu større grund til at inddrage de nationale parlamenter i Europols arbejde. Derefter hilste han dagens foredragsholdere velkommen.

Christian De Valkeneer, Examining Magistate (anklagemyndighed) og lektor fra Université Catholique de Louvain, analyserede internationalt samarbejde inden for retlige og indre anliggender ud fra hans erfaringer som græsrodsarbejder.

Han begyndte med at fastslå, at kriminalitet er international, og derfor er juridisk samarbejde nødvendigt. Til gengæld skal de fornødne redskaber til bekæmpelse af international kriminalitet stadigvæk udvikles. Derefter gennemgik han de forskellige typer af juridisk samarbejde, som EU og dens medlemsstater kan anvende.

Uformel gensidig retshjælp imellem stater er den form for juridisk samarbejde, som sikrer staternes suverænitet bedst, da staterne til enhver tid kan opsige samarbejdet. Men den uforpligtende karakter af gensidig retshjælp er også dens største svaghed, da staterne kan nægte at videregive relevante oplysninger, og da forbindelser mellem aktørerne imellem staterne ofte er meget svage.

Formel gensidig retshjælp - I slutningen af 1950'erne begyndte stater at underskrive formelle bilaterale retsinstrumenter om gensidig retshjælp. Denne form for samarbejde var en forbedring i forhold til uformel gensidig retshjælp, da formelle strukturer og direkte forbindelser mellem aktører blev oprettet. Samtidig bibeholdt staterne suverænitet på området, da også denne form for samarbejdet kunne opsiges efter eget ønske. Dermed kan denn e form for samarbejde også blive svækket på grund af parternes manglende vilje til at samarbejde.

Harmonisering af regler - Inden for denne form for samarbejde bliver reglerne omkring retlige og indre anliggender harmoniseret, således at der kan forekomme direkte udførelse af retlige handlinger (f.eks. udstedelse af bindende arrestordre mm.). Her bliver staterne nødt til at afgive suverænitet, da de bliver nødt til at overgive regulering på området til myndigheder uden for landet. Ulempen med denne form for samarbejde er, at udførelsen stadig væk er afhængig af nationale myndigheder, og derfor er staternes (og nationale myndigheders) vilje til at samarbejde også afgørende.

Harmonisering sammen med direkte udførsel - Inden for denne form for samarbejde bliver reglerne omkring retlige og indre anliggender vedtaget internationalt, mens udførelsen af afgørelserne også bliver fortaget af internationale myndigheder ved at give f.eks. Europol operative beføjelser i medlemsstaterne. Christian De Valkeneer mener, at denne form for samarbejde er den mest effektive, selv om det indebærer en meget høj grad af harmonisering og afgiv else af suverænitet.

Oprettelse af internationale samarbejdsorganer er den femte form for samarbejde, som Christian De Valkeneer nævnte. Denne form for samarbejde indebærer oprettelse af koordinationsorganer (såsom Europol), som kan støtte efterforskning ved at bidrage med ekspertviden og ved at koordinere efterforskning mellem medlemsstaterne ved at fungere som formidlingsagenter. Problemet med udførelsen er ikke aktuelt indenfor denne form for samarbejde, da det ikke er meningen, at d e internationale samarbejdsorganer skal have operative beføjelser. Derfor bibeholder medlemsstaterne suverænitet på dette område.

Oprettelsen af et fælles juridisk område - Denne model er baseret på en federalistisk løsningsmodel, hvor juridisk samarbejde bliver fuldstændig harmoniseret og centraliseret, således at udstedelsen af regler samt udførelsen af afgørelserne bliver fortaget af supranationale myndigheder. Christian De Valkeneer påpegede, at et sådant system har store ulemper som følge af for megen centralisering og kan forekomme skræmmende s et ud fra et nationalt synspunkt. Alligevel kan det vise sig nyttigt inden for nogle bestemte områder såsom økonomisk kriminalitet.

Michéle Coninsx, National Magistate (anklagemyndighed) og formand for Pro-Eurojust, talte om Eyurojusts muligheder for at udøve kontrol med Europol. Hun startede med at skitsere, hvordan fundamentet for både Europol og Eurojust nu er på plads, og at er mulighederne for en "kontrol" af Europol dermed er til stede.

På Det Europæiske Råds møde i december 2000 (Nice) blev der oprettet et midlertidigt samarbejdsorgan bestående af 15 magistrates (anklagemyndigheder) fra medlemsstaterne under navnet Pro-Eurojust (Provisional Eurojust). Eurojust holder møder 3 gange ugentligt, og organisationens opgaver blev vedtaget allerede på det Europæiske Råds møde i Tammerfors. Eurojust skal først og fremmest beskæftige sig med juridisk samarbejde omkring o rganiseret kriminalitet, som forekommer i mindst to medlemsstater, og derudover skal Eurojust fremme juridisk samarbejde ved at gøre det mere effektivt.

Medlemmer af Eurojust skal være uafhængige, og arbejdsprocesserne er meget enkle. Medlemmer at Eurojust starter møderne med at udveksle oplysninger fra medlemsstaternes statsadvokater og politimyndigheder. Derudover bliver ca. 145 grænseoverskridende "sager" overvåget af Eurojust. Eurojust består yderligere af ca. 250 "contaktpoints" fordelt over EU, hvor samarbejdet foregår lokalt.

Michéle Coninsx bemærkede, at selv om Europols arbejde er baseret på Europol-konventionen fra 1995, er organisationens opgaver sammenfaldende med Eurojusts opgaver. Michéle Coninsx mener, at der skal oprettes et samarbejde mellem Eurojust og Europol vedr. organiseret kriminalitet, især set i lyset af begivenhederne den 11. september.

På møde i Rådet den 20/9 (Retlige og indre anliggender) blev det besluttet, at bilateralt samarbejde inden for bekæmpelse af terrorisme er nødvendigt, mens to forslag til retsakter blev fremsat. Sidenhen har Eurojust organiseret et møde med alle europæiske statsadvokater, hvis formål er at udarbejde en oversigt over alle efterforskninger forbundet med terrorisme.

I forbindelse med Eurojusts mulige regulering (kontrol) af Europols arbejde giver art. 31 TEU (efter Nice-traktatens ikrafttrædelse) Eurojust mulighed for at fremme efterforskningen i kriminalsager vedr. grænseoverskridende kriminalitet. Det kan ske i praksis ved at give Europol operativ vejledning, ved at overvåge efterforskningsarbejdet og ved at bidrage med juridisk viden og erfaring.

Erfaringen indtil videre er meget begrænset, især da Nicetraktaten endnu ikke er ratificeret. Fordelen ved et samarbejde mellem anklagemyndigheder og Europol er meget stor, og derfor er det Michéle Coninsx vurdering, at et øget samarbejde mellem de to organisationer er nært forestående.

Spørgetid

Paula Kokkonen (Det finske parlament) spurgte til Christian De Valkeneer og Michéle Coninsx syn på forbindelserne mellem Europol og Eurojust i fremtiden.

Michéle Coninsx svarede, at procedurer og opgaver vil blive defineret i fremtiden. Formålet skal være at udveksle oplysninger. Et informationsnetværk skal oprettes med et specifikt formål og struktur, mens diskussionerne udenfor mandatet bør undgås.

Christian De Valkeneer sagde, at hovedspørgsmålet er ansvarlighed. Han forklarede, at han ikke havde noget imod, at der oprettes centrale europæiske organer, men at disse organer skal være ansvarlige for de opgaver, som de udfører.

G.S.W. Van Oven (Det nederlandske parlament) spurgte nærmere til den femte form for juridisk samarbejde som Christian De Valkeneer nævnte, nemlig oprettelsen af internationale samarbejdsorganer. Han spurgte også Michéle Coninsx om, hvordan det praktiske arbejde mellem Europol og Eurojust skal organiseres.

Christian De Valkeneer svarede, at Europol skal gøres i stand til at tage initiativer i forbindelse med efterforskning. Han påpegede også, at Europol ikke kan bygges fra oven, men derimod skal bygges op af dem som arbejder med juridiske spørgsmål.

Michéle Coninsx gentog, at Eurojust ikke i dag har hjemmel til at kontrollere Europol, men fastslog at Eurojust kan oplyse mere om sig selv og dermed gøre sig selv mere synlig. Eurojust har kun eksisteret i nogle få måneder, og kendskabet til Eurojust i Europa er meget ringe.

Lusiano Magnalbo (Det italienske Senat) udtrykte sin fortvivlelse over samarbejdet. Overførsel af ansvar er meget kompliceret især i forbindelse med datasikkerhed.

Italiens løsning i forbindelse med bekæmpelse af mafiaen har været at oprette et nationalt direktorat. Kunne man ikke overveje at gøre det samme på europæisk plan? Han påpegede, at ansvaret skal ligge der, hvor det er i dag, men at samarbejde på linie med Italiens antimafia-direktorat kan være en model for Eurojust.

Alberto Maritati (Det italienske Senat) sagde, at han havde været medlem af antimafia-direktoratet og derfor delte sin kollegas synspunkter. Men han påpegede, at modellen for antimafia direktoratet ikke er i overensstemmelse med kritikken som de to foredragsholdere har skitseret. Formålet med koordinering er at konkretisere juridisk handling. I lyset af internationale kriminelle handlinger, bliver nye udfordringer taget op alt for langsomt. Han tilføjede, at spørgsm ålet om suverænitet ikke er vigtigt, da det vil være en skandale at gemme sig bag suverænitet. Han konstaterede, at Europols fælles analyseenheder er på vej, og derfor skal medlemmerne af Parlopol bede deres nationale parlamenter om at sørge for, at analyseenheder bliver oprettet.

Christian De Valkeneer forklarede, at han kun havde et begrænset kendskab til Italiens antimafia-direktorat, men tilføjede, at det er muligt at problemerne i Italien er nemmere at håndtere, da der kun er tale om forhold inden for et land. I forhold til terrorisme er problemet mere broget, men spørgsmålet om ansvar er vigtigt. F.eks. hvilket ansvar vil en fransk anklagemyndighed have i Belgien? Derfor skal der oprettes en ordentlig struktur.

Michéle Coninsx forklarede, at hun var glad for at eksemplet fra Italien blev fremhævet. Erfaringer fra Italien viser, at brugen af databaser er vigtig, og at koordinering betyder, at anklagemyndigheder skal samles om ét bord.

Fremlæggelse af den belgiske model

André Vandoren, formand for Den Stående Politi Kontrol Komité, præsenterede arbejdet i denne komité (komité P), som blev oprettet i 1991. Formålet med komité P er at gennemse og dermed regulere politiets arbejde. Komité P skal aflægge rapporter til det belgiske parlament, regeringen og politimyndigheder. Komitéen består af fem medlemmer samt en efterforskningsenhed. Udgangspunktet for komité P’s arbejde er kre, at borgernes rettigheder er overholdt, samt koordinere arbejdet mellem Belgiens politimyndigheder.

Alle medlemmer af komité P er udpeget af underhuset for en fem års periode (med mulighed for forlængelse i 2 år). Komitéens formand er en statsadvokat (magistrate), mens de andre medlemmer er specialister inden for bestemte områder. Komité P udpeger efterforskningsenhedens ansatte fra politiets eller Justitsministeriets egne rækker.

Komité P og i nogle tilfælde efterforskningsenheden kan tage initiativ til at starte en efterforskning eller kan blive bedt om at gøre det af underhuset, senatet, relevante politimyndigheder, en minister eller andre kompetente myndigheder. En sag kan også tages op som følge af en klage fra en borger.

Der skal afgives rapport om alle påbegyndte efterforskninger. Disse rapporter er fortrolige, indtil de er tilgået underhuset. Relevante ministre skal rapportere tilbage til komité P om, hvilke handlinger de vil iværksatte på baggrund af disse rapporter.

Efterforskningsenheden overvåger og regulerer arbejdet i politiet inden for rammerne af dens mandat. Alle klager fra private borgere undersøges, ligesom samtlige politienheder kan undersøges, såfremt enheden finder det nødvendigt. Formålet er ikke at undersøge bestemte forhold, men derimod at undersøge generelle forhold med hensyn til politiets arbejdsmetoder.

Efterforskningsenheden kan kræve vidneudsagn fra enkelte politiansatte (uanset grad) og kan også indkalde ekspert vidner. Derudover har enheden også kompetence til at udføre ransagninger mv.

Komité P udsteder anbefalinger efter afslutning af en efterforskning. Den har også beføjelser til at afslutte sager, som den har fundet "ubegrundede" .

Komité P’s kontrolbeføjelser er et supplement til ministeriel, judiciel og parlamentarisk kontrol af landets politimyndigheder.

Gil L. Bourdoux, Rådgiver til Komité P, uddybede "den belgiske model" ved at tale om komité P's daglige aktiviteter. Han begyndte med at påpege, at selv om komité P blev oprettet af parlamentet for at kontrollere politiet, er det hverken en del af parlamentet eller en selvstændig klageafdeling af politiet. Komité P er en selvstændig institution, som skal overvåge politiets handlinger og derefter afrapportere til parlamentet.

Udover direkte behandling af sager har komité P i de senere år oprettet et samarbejde med landets General Inspektor (som er en del af Justitsministeriet), der kan aflaste komité P ved at undersøge enkelte klager mv.

Parlamentets begrundelse for at oprette komité P var at overvåge politiet, og samtidig bibeholde en stor grad af gennemsigtighed.

Kontrol og regulering forgår selvfølgelig også internt – dvs. at politiet kan kontrollere sig selv. Fordelen med denne form for kontrol er, at den allerede er institutionaliseret i Belgiens tre politienheder (federale, regionale og lokale), og at oplysninger ofte vil være lettere tilgængelige, da efterforskerne kender mere til miljøet. Ulempen med denne form for kontrol er, at det kan være "for tæt på", og at undersøgerne ogs& mangler objektivitet.

Overtrædelser som komité P undersøger kan enten være arbejdsrelaterede (dvs. overtrædelse af interne regler hos politiet), eller der kan være tale om misbrug af en politibetjents autoritet i form af fysisk eller psykisk magtmisbrug. Disse overtrædelser kan være vanskelige at opdage, da det typisk vil kræve, at en borger indgiver en klage.

Komité P’s kontrol og regulering af politiet er ekstern. Ekstern kontrol af politiet har udgangspunkt i den parlamentariske kontrol af den udøvende magt. Ekstern kontrol udføres derefter af myndigheder, som ikke nødvendigvis har et indgående kendskab til den pågældende politienheds arbejdsmetoder. Eksterne efterforskninger plejer at være generelle og tematiske og kan dermed bruges af parlamentet til at give et overblik over en sag.

Over for offentligheden skal komité P’s arbejde være gennemsigtig, men der skal samtidig være balance mellem offentlighedens indsigt i komité P’s arbejde og komitéens behandling af følsomme oplysninger. Gennemsigtighed skal i hvert fald ikke forhindre komité P’s arbejde, men skal derimod sikre offentlighedens tillid.

I opsummering skal Komité P:

  • være uafhængig;
  • afrapportere sine resultater direkte til parlamentet;
  • udøve en ekstern kontrol og dermed ikke erstatte eksisterende interne mekanismer for kontrol;
  • eksistere som en varig og integreret struktur;
  • offentliggøre sin resultater (efter de er tilgået parlamentet).

Spørgetid

Paula Kokkonen (Det finske parlament) spurgte, om der findes statistik over komité P’s arbejde.

Andre Vandoren svarede, at komité P har et websted og har udarbejdet en pjece i et oplæg af 10.000 eksemplarer. Derudover bliver statistik over komité P’s arbejde også sendt til parlamentet.

Gil L. Bourdoux tilføjede, at siden sidste år blev samtlige sager behandlet af komité P analyseret, og resultaterne blev offentliggjort i en årsberetning. Langt de fleste dokumenter fra komité P er offentliggjort i henhold til regler om gennemsigtighed.

Hugo Coveliers sagde, at samtlige parlamentariske dokumenter er offentlige tilgængelige.

G.S.W. Van Oven (Det nederlandske parlament) bemærkede, at det belgiske modul viser, hvordan et nationalt parlament kan kontrollere politiet, men at oprettelse af en overnational politimyndighed måske alligevel er uundgåelig. Derefter spurgte han, om komité P’s årsberetning er tilgængelig og om der eksistere konflikter imellem den interne og eksterne kontrol af politiet.

Hugo Coveliers svarede, at begrundelsen for oprettelsen af komité P og efterforskningsenheden skal findes i de problemer, Belgien havde med at bekæmpe terrorisme i 1980’erne. Erfaring med terrorbekæmpelse viste, at der var et behov for en reform af politiet i Belgien, og det virkede logisk, at der også skulle indføres parlamentarisk kontrol af politiets arbejde.

Gil L. Bourdoux bemærkede, at Komité P ikke er en ny politimyndighed, men derimod et kontrolorgan. Konflikter mellem intern og ekstern kontrol er begrænset, da der opereres med fortrolighed, imens efterforskningen er i gang.

Tony Van Parys tilføjede, at politiets aktiviteter er stigende, og derfor bør reguleringen af politiet også stige. Han mener, at den belgiske model passende kan overføres til Europol.

G.S.W. Van Oven spurgte om, hvordan anbefalinger fra komité P bliver behandlet i parlamentet.

Hugo Coveliers svarede, at anbefalinger bliver videresendt til de relevante ministre, som derefter har mulighed for at svare. Medlemmer af Parlamentet kan derefter lægge et pres på regeringen ved at stille spørgsmål i underhuset mv.

Alberto Maritati (det italienske parlament) sagde, at han stadigvæk var lidt forvirret over komité P’s mandat. Han spurgte om komité P havde beføjelser til at intervenere i politiets arbejde. Derefter bemærkede han, at han var usikker på, om et sådant system kunne overføres til Europol, da politisk regulering ikke burde blandes ind i konkret efterforskning.

Gil L. Bourdoux svarede, at komité P’s primære arbejdsopgave er kvalitetskontrol og koordinering, og dermed intervenerer komité P ikke direkte i politiets arbejde og efterforskning.

Andre Vandoren tilføjede, at juridiske og administrative myndigheder bruger komité P, netop fordi komité P er uafhængig og pålidelig.

Walter De Smedt (fra komité P) tilføjede yderligere, at komité P ikke er en stående parlamentarisk komité, men derimod et eksternt kontrolorgan.

Andre Vandoren bemærkede, at komité P fremover vil bestræbe sig på at arbejde proaktivt, især set i lyset af konklusionerne fra EU-mødet efter terror angrebet den 11. september.

Paula Kokkonen (Det finske parlament) fortalte, at komité P ikke er unik. I Finland findes der en parlamentarisk ombudsmand med de samme kompetencer.

Jordi Pedret (Det spanske parlament) tilføjede, at Spanien også har en ombudsmand efter nordisk model. I henhold til Jordi Pedret burde kontrol af politiet, foregå direkte igennem en parlamentarisk kontrol og ikke igennem et organ som komité P.

Hugo Coveliers bemærkede, at der bliver stillet mange spørgsmål om kontrol af politiet, men ingen omkring anklagemyndigheden. Derefter forklarede han, at efter grundig undersøgelse var man blevet enige om, at det vil være svært for parlamentet at kontrollere politiet. Derfor var det nødvendig at oprette en komité med speciel viden og mandat.

Tony Van Parys tilføjede, at man skal skelne imellem domstolens og parlamentets regulering af politiet. Imens domstolen (anklagemyndigheder) er interesseret i om efterforskningsregler er overholdt, er parlamenter mere interesserede i, om de love og regler, der er blevet vedtaget i forhold til politiet, bliver overholdt.

Hugo Coveliers forklarede, at komité P ikke tager sig af enkelte sager, men derimod skal kontrollere politiets overordnede struktur. Komitéen blev skabt, fordi de eksisterende strukturer ikke virkede, og det var nødvendigt og ønskeligt med en demokratisk kontrol af politiet.

Andre Vandoren bemærkede, at forespørgsler til komité P ikke udelukkende kommer fra parlamentet, men også fra domstole og andre myndigheder.

Gil. L Bourdoux sagde, at anklagemyndigheder og domstolen burde benytte sig af komité P i højere grad. I Belgien er der tegn på, at politivolden er stigende, men der er ingen som har overblik over situationen.

Per Kaalund (Folketinget) spurgte om, hvilken rolle pressen havde, samt om borgerne har tillid til komité P.

Andre Vandoren svarede, at pressen har dækket komité P’s aktiviteter korrekt og neutralt. M.h.t. borgernes tillid til komité P kan man bare se på statistikken, som viser et stigende antal klager fra offentligheder. Det kan tolkes som et tegn på tillid. Der har været en stigning på 200 klager om året siden komité P’s oprettelse.

Gianclaudio Bressa (Det italienske parlament) efterlyste en kobling mellem formiddagens diskussioner om Europol og Eurojust og eftermiddagens gennemgang af komité P. Han tilføjede, at han er tilhænger af fælles europæiske strafferammer. Begivenhederne siden den 11. september viser tydeligt, at bekæmpelse af terrorisme er nødvendigt. Derfor bør man nu begynde at se på, hvordan man kan regulere internationale politimyndigheder (såsom Eu ropol).

Andre Vandoren bemærkede, at udover Europol og Eurojust kan man også tilføje EAFO, som også er et europæisk samarbejde mellem anklagemyndigheder. Disse tre organisationer bliver ikke reguleret i øjeblikket, og derfor bør man se på, hvordan man kan organisere en kontrol af samtlige organer.

G.J.W. Van Oven (Det nederlandske parlament) sagde, at kernen i problemet er at kontrol og regulering af politiet er problematisk på grund af magtdeling mellem domstol, parlament og den eksekutiv branche (regeringen).

Gil. L. Bourdoux nævnte, at komité P’s problemer stammer fra kvaliteten af de klager, som bliver modtaget. Komité P kan ikke efterforske samtlige sager, men kan kun undersøge de mest alvorlige overtrædelser (såsom dødsfald).

Géraldine Pelzer-Salandra (Belgien) tilføjede, at som medlem af det belgiske parlament kan han bekræfte, at komité P rapporter er meget værdifulde. Han mener, at Komité P burde være model for et fælles europæisk kontrolorgan.

Jan Olof-Nyholm (Europol) bemærkede, at Europol og Eurojust ingen operative beføjelser har. Derfor bør kontrol ske i medlemsstaterne, imens der arbejdes for at gøre de to institutioner mere gennemsigtige.

Hugo Coveliers svarede, at hvis Europol får yderligere beføjelser fra stats- og regeringslederne, vil det være nødvendigt at øge kontrollen med Europol.

Gil L. Bourdoux tilføjede, at regulering af bestemte myndigheder er nødvendigt, men at det er også nødvendigt at diskutere politiets funktion "generelt".

Hugo Coveliers forklarede, at en bredere diskussion af politiets rolle kan være meget nyttigt, men at tiden desværre var udløbet.

Dag 2

Willy Bruggeman, Europols direktør, talte om international politisamarbejde generelt og specifikt om regulering af Europols arbejde. Han begyndte med at slå fast, at politisamarbejde er nødvendigt, da politiets overtrædelser af beføjelser kan føre til demokratiske problemer. Derefter forklarede han, at samtlige medlemsstater er ramt af organiseret kriminalitet, som bliver mere og mere nuanceret og fleksibelt. En kriminel økonomi er ved at blive danne t, især i den finansielle sektor.

Politimyndigheder står overfor et stigende antal forbrydelser, som de ikke har ressourcer eller viden til at bekæmpe. Samtidig skal politiet opfattes som værende tæt på borgerne.

Internationalt er det et spørgsmål om at få systemet til at virke effektivt, da der pt. ikke findes fælles regler på området. Politisamarbejde og juridisk samarbejde skal struktureres, således at der oprettes forbindelser mellem lokale og internationale myndigheder. Derudover skal man ikke arbejde inden for snævre rammer (f.eks. ikke kun inden for pengehvidvaskning), fordi de kriminelle er begyndt at sprede deres aktiviteter meget bredt - fra narkosmugling til pengehvidvaskning og andre aktiviteter. Oprettelsen af databaser er også et vigtigt element i dette øjemed.

Regulering af Europol kan forgå nationalt igennem parlamentarisk kontrol eller ved en blanding mellem parlamentarisk og intern regulering (ligesom den belgiske model). Demokratisk kontrol af Europol fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet eksisterer allerede i dag, selv om den er meget begrænset. En sådan regulering burde oprettes i forhold til Eurojust.

I forhold til Europols udvikling skal man huske, at Europols mandat vil blive udvidet den 1. januar, og at Europols database også forventes at være klar i begyndelsen af året. Derfor kan en øget national regulering være nødvendig.

Frem for at have flere kontrolsystemer i medlemsstaterne, vil det nok være en fordel at oprette et enkelt system til regulering af Europols arbejde. Europol-konventionen skal alligevel ændres i begyndelsen af næste år (med vedtagelse af en protokol under det spanske formandskab). Da ændringer i Europols mandat (regler) ikke er vedtaget regelmæssigt, vil det være oplagt at indføre et nyt system for parlamentarisk regulering ved denne lejlighed.

Til sidst bemærkede Willy Bruggeman, at han er overbevist om behovet for en demokratisk kontrol af Europols arbejde.

Spørgetid

Gianclaudio Bressa (Det italienske parlament) spurgte, om der allerede eksisterede et samarbejde mellem Eurojust og Europol.

Willy Bruggeman svarede, at der er blevet afholdt et møde imellem Europol og Eurojust, hvor det blev aftalt, at de to institutioner vil holde hinanden underrettet om deres aktiviteter. Hvor meget Europol skal understøtte Eurojust og omvendt skal diskuteres i fremtiden.

Luciano Magnalbo (Det italienske parlament) spurgte, hvordan Europol vil bekæmpe illegal indvandring og penge forfalskning.

Willy Bruggeman svarede, at Europols opbygning er baseret på en meget stiv struktur baseret på nationale enheder, som kan vanskeliggøre samarbejdet. Harmonisering af standarder imellem medlemsstater er nødvendig for at komme problemet til livs.

 

Andre Vandoren tilføjede, at der findes et traditionelt samarbejde mellem Europol og nationale myndigheder, og spurgte derefter om der eksisterer en slags konkurrence imellem myndigheder på dette felt.

Willy Bruggeman svarede, at det var et svært spørgsmål. Samarbejde er nødvendigt, men konkurrence mellem f.eks. forbindelsesofficerer kan opstå. En ansvarsfordeling mellem myndigheder er nødvendig.

Andre Vandoren spurgte, om der verserer forslag (i øjeblikket) om ændring af Europol-konventionen m.h.t. regulering af Europols arbejde.

Willy Bruggeman svarede, at der eksistere nogle mekanismer i forvejen, men at der ikke verserer forslag til nye reguleringsredskaber. Derimod er Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter velkomne til at tage nogle initiativer på området.

Vedtagelse af resolutionen

Hugo Coveliers fremlagde et forslag til resolution til vedtagelse af konferencens deltagere.

Forslagets tekst


Uofficiel udgave

  1. Parlopol-konferencen består af parlamentariske repræsentanter fra EU's 15 medlemsstater og mødte i det belgiske parlaments underhus d. 15. og 16. oktober 2001.
  2. Konferencen erindrer om beslutningerne vedtaget på konferencen i Haag d. 7. og 8. juni 2001, hvor Parlopol-netværket blev oprettet.
  3. Konferencen bekræfter nødvendigheden at fortsat integration af Europol og Eurojust, især fordi grænseoverskridende kriminalitet ikke er faldet, men derimod stigende.
  4. De seneste begivenheder, som har rystet USA, og den fare som magtfulde internationale terrorister nu udgør for verdenssamfundet, kan kun betragtes som organiseret kriminalitet, og derfor kræves der øget samarbejde imellem de europæiske lande. Samtidig skal koordinering og overvågning foretages af Europol.
  5. Konferencen bekræfter, at organisering af en fremtidig kontrol af politiet først og fremmest skal sikre politiets position i henhold til demokratisk vedtagne love.
  6. Inden en formaliseret regulering af politiet kan blive organiseret, skal politiets egen status fastsættes. Konferencen ønsker, at Europols og Eurojusts placering i den europæiske struktur bliver fastlagt, og samtidig at forbindelserne mellem politiet og anklagemyndighederne fra medlemsstater bliver klart formuleret.
  7. Konferencen ønsker, at den interne regulering af Europol bør foretages af politimyndigheder, mens den eksterne regulering bør foretages af de nationale parlamenter, af EU-medlemsstater og/eller Europa-Parlamentet. Ekstern regulering i denne kontekst betyder procedurer til at forsikre politiets placering i et demokratisk samfund, mens overholdelse af borgernes grundlæggende rettigheder og principperne fra menneskerettigheder og FN-pagten om civil og politiske rettigheder overho ldes.
  8. Konferencen kræver, at Rådet tager de nødvendige midler for at gennemføre denne form for regulering snarest.

Efter forslagets fremsættelse var der en ideudveksling i salen, hvorefter der kunne opnås enighed om følgende:

  • Konferencen bekræfter, at regulering af Europol er nødvendig. Denne regulering bør foretages af de nationale parlamenter.
  • Konferencen opfordrer til oprettelse af en arbejdsgruppe med deltagelse af Sverige, Belgien, Spanien (trojkaen) og Nederlandene, hvis formål er at fremsætte konkrete forslag til, hvordan en forstærket kontrol af Europol kan realiseres. Disse forslag vil derefter blive meddelt de nationale parlamenter med henblik på parlamentarisk debat.
  • Konferencen ønsker, at arbejdet med oprettelse af PARLOPOL kan tilvejebringes under det spanske formandskab.

 

Med venlig hilsen

Mongin Forrest