Resumé af møde med Pierre Chevalier og Philippe Mahoux 1/10 01

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Resumé af resumeet

Pierre Chevalier og Philippe Mahoux, som er udvalgsformænd i det belgiske parlament, havde fået til opgave forud for topmødet i Laeken at udarbejde en rapport om status for debatterne om Unionens fremtid i de enkelte medlemslande og ansøgerlande. På deres rundrejse besøgte de Folketinget, hvor Claus Larsen-Jensen og Knud Erik Hansen fortalte om Europaudvalgets arbejdsform og deltagelse i den danske EU-debat, ligesom de redegjorde for Europaudvalgets syn på akt uelle debatemner som det kommende konvent, national kontrol af regeringernes EU-politik, de nationale parlamenters samarbejde i et nyt andetkammer eller et udbygget COSAC, kompetencekatalog til afgrænsning af, hvad EU skal blande sig i, Kommissionens størrelse, et føderalt Europa og samarbejdet med Europa-Parlamentet.

Som nævnt i Info-note (2000) I 226 havde Europaudvalget mandag den 1. oktober 2001 besøg af Pierre Chevalier, som er formand for Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, og Philippe Mahoux, som er formand for Europaudvalget i det belgiske parlament (fælles for de to kamre). De to parlamentarikere havde til opgave at samle materiale til en rapport, de skal udarbejde til det belgiske formandskab vedrørende status for debatterne i de enkelte lande om Unionens fremtid. I den anledning skulle de besøge regeringerne og parlamenterne i samtlige medlemslande og ansøgerlande. Den generelle disposition for deres udspørgning er optrykt som bilag. Da mødet fandt sted i forbindelse med en arbejdsfrokost, gik man ikke spørgeskemaet igennem punkt for punkt, og drøftelsen havde mere karakter af en samtale.

Under besøget i Folketinget var de ledsaget af Jan Luykx, som er vicekabinetschef i det belgiske udenrigsministerium, og ambassadør Baudoin de la Kethulle de Ryhove. Fra Europaudvalget deltog formanden, Claus Larsen-Jensen (S), og Knud Erik Hansen (SF).

Claus LARSEN-JENSEN fortalte, hvordan Europaudvalget arbejdede – herunder hvordan man arbejdede sammen med fagudvalgene, med Det Udenrigspolitiske Nævn og med de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet – og kom ind på de høringer, man havde gennemført for at få EU-spørgsmålene til at blive en integreret del af den politiske debat i Danmark. Han nævnte specielt den tv-transmitterede høring om Europas fremtid, som havde fundet s september 2001. Han nævnte ligeledes de planer, Europaudvalget har om møder med arbejdsmarkedsorganisationer, ØSU og Regionsudvalget, og det forslag, man har stillet om bevilling af 70 mio. kr. over de næste tre år til oplysning om EU for at fremme den offentlige debat om EU-spørgsmål.

Et af de spørgsmål, der interesserede de belgiske parlamentarikere mest, var Folketingets holdning til den nærmere udformning af det konvent, der skal nedsættes til at forberede den næste traktatændring på regeringskonferencen i 2004. Claus LARSEN-JENSEN og Knud Erik HANSEN var positive over for nedsættelse af et sådant konvent, men pointerede, at der bør være mere end to deltagere fra hvert af de nationale parlamenter. Det skyldes & oslash;nsket om, at så mange som muligt får medejerskab til resultatet, og da der er otte partier i Folketinget, vil to repræsentanter ikke kunne dække tilstrækkelig bredt. Pierre CHEVALIER konkluderede, at man altså opfatter konventsmedlemmerne som et bindeled mellem befolkningen og EU, hvilket de danske deltagere bekræftede, idet de tilføjede, at man for yderligere at styrke denne forbindelse har planer om på nationalt plan at etablere et Europæ isk Forum, hvor der vil være en bredere repræsentation, både fra regeringen, fra Folketinget og fra andre, herunder NGO'er. Dette Europæiske Forum kan også fungere som en "baggrundsgruppe" for de danske konventsdeltagere.

Mht. kommissoriet for konventet lagde Knud Erik HANSEN vægt på, at konventet skal lægge op til en åben debat og derfor skal præsentere forskellige scenarier eller optioner.

Ambassadør de RYHOVE henviste til de gode resultater, der var kommet ud af det konvent, som havde udarbejdet EU's charter for grundlæggende rettigheder, og spurgte, hvorfor man fra dansk side ønskede en pause mellem afslutningen af konventet og begyndelsen af regeringskonferencen. Claus LARSEN-JENSEN var ikke helt sikker på, at man uden videre kunne overføre erfaringerne fra konventet – hvor debatterne i høj grad blev ført mellem professionelle juriste il det kommende konvent, som har en bredere opgave. Fra dansk side ønsker vi, at der under konventet og efter afslutningen af konventets arbejde skal være tid til den offentlige debat og den nationale politiske beslutningstagning, inden regeringskonferencen begynder. Under alle omstændigheder er det jo regeringskonferencen, som skal træffe beslutning om den nye traktat, og denne skal ratificeres i medlemslandenes parlamenter.

Man drøftede, hvorvidt civilsamfundet, herunder NGO'er, skulle repræsenteres i selve konventet eller på en eller anden måde skulle tilknyttes det, f.eks. gennem et internetforum eller ved at man parallelt med konventet havde et civilsamfundsforum. Fra dansk side så vi gerne, at der kom repræsentanter for NGO'er med i selve konventet, men var klar over, at det kunne det blive vanskeligt at opnå tilslutning til. I den forbindelse nævnte Claus LARSEN-JENSEN, at det ikke var nødvendigt med et særlig stort antal observatører, hvis man nøjedes med at medtage de NGO'er og interesseorganisationer, som er organiseret på europæisk plan.

Pierre CHEVALIER sagde, at han ofte havde oplevet, at premierministre og udenrigsministre lagde mere vægt på, at de var ansvarlige over for deres egne parlamenter, og ikke lagde så stor vægt på, hvad man mente i Europa-Parlamentet. På den baggrund ville han gerne høre lidt mere om, hvordan det danske parlament kontrollerede den danske regerings EU-politik. Claus LARSEN-JENSEN redegjorde nærmere for, hvordan de danske ministre skal have godkendt deres f orhandlingsoplæg i Europaudvalget, før de tager til møder i Ministerrådet. Knud Erik HANSEN tilføjede, at han hellere vil udtrykke det sådan, at de nationale parlamenter, som repræsenterer folket, er med i udformningen af Europapolitikken, og at de ministre, der deltager i drøftelserne på rådsmøderne, repræsenterer deres parlamenter.

På spørgsmål om, hvad den danske statsminister og udenrigsminister mente, når de talte om et "Nationernes Råd", svarede Claus LARSEN-JENSEN, at han ikke opfattede det som en ny institution, men som "COSAC ++", altså en udvikling af COSAC, som skulle erstatte det nuværende COSAC. I den forbindelse skulle man måske overveje at udstyre det med eget sekretariat, finansieret af de nationale parlamenter, således at man ikke blev for afhæ ;ngig af Europa-Parlamentets hjælp på det administrative område. Claus Larsen-Jensen nævnte også de danske ideer om at udbygge COSAC-samarbejdet med regelmæssige møder mellem fagudvalg fra de nationale parlamenter.

De belgiske parlamentarikere var klar over, at Danmark ikke var begejstret for ideen om et kompetencekatalog, og spurgte, hvordan vi så ville gribe spørgsmålet om afgrænsning af EU's kompetence an. Claus LARSEN-JENSEN gjorde opmærksom på, at nogle danske partier gerne så et kompetencekatalog etableret, mens andre var mere betænkelige, bl.a. fordi det risikerede at låse situationen fast, således at man ikke kunne tilpasse sig til den udvikli ng, der foregik. Alle var dog interesseret i på en eller anden måde at begrænse, hvad EU skulle blande sig i. Knud Erik HANSEN tilføjede, at det drejer sig om at tage subsidiaritetsprincippet alvorligt.

Under drøftelsen af Kommissionens fremtidige arbejdsform og størrelse fremhævede Claus LARSEN-JENSEN betydningen af, at alle lande – også de kommende nye medlemslande – får et medlem af det organ, som har initiativretten. Det synspunkt havde Pierre CHEVALIER forståelse for og tilføjede, at han aldrig rigtig havde troet på, at Frankrig i realiteten ville opgive at have en fransk kommissær. Det ville også være svært ansøgerlandene, at når de blev medlemmer, kunne de ikke regne med at få en repræsentant i "bestyrelsen".

Under drøftelsen af, hvordan Den Europæiske Union på længere sigt skal indrettes, pegede Knud Erik HANSEN på, at al den snak om en forfatning fik EU til at minde om en stat, hvilket mindskede den folkelige tilslutning til ideen. Claus LARSEN-JENSEN tilføjede, at vi nok opfatter ordet "føderal" forskelligt. I Belgien og i andre lande, der er opbygget som føderale stater, betyder det, at man har aftalt en magtdeling mellem enkeltstaterne og forbundsst aten, men for mange i den danske befolkning betyder det, at vi skal opgive noget af vor hidtidige nationale suverænitet og reduceres til en brik i et større system. Han ville foretrække, at man parlamentariserede EU og fik en grundtaktat, som regulerer samarbejdet inden for Den Europæiske Union. Ideen om at parlamentarisere EU fik tilslutning fra Pierre CHAVALIER, der så det som en måde at styrke Unionen på.

Samarbejdet med Europa-Parlamentet

Pierre CHAVALIER spurgte, om de danske medlemmer af Europa-Parlamentet

ikke kunne deltage i møderne i Europaudvalget, sådan som de belgiske MEP'er har mulighed for. Claus LARSEN-JENSEN begrundede den danske holdning på dette punkt med, at det ville sammenblande to selvstændigt valgte parlamenter med hver deres kompetence og komme i karambolage med mandatgivningen, idet MEP'erne derved ville få dobbelt indflydelse.

Resumé: Bjørn Einersen