Resume af COSAC-møde i Stockholm 20-22/5 01

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Resumé af resumeet

Den svenske statsminister Göran Persson lagde i sit indledende oplæg om det svenske formandskabs prioriteter og Fremtidens Europa vægt på, at der bliver en bred offentlig debat om de helt grundlæggende spørgsmål vedrørende EU-samarbejdet forud for regeringskonferencen 2004.

Udenrigsminister Anna Lindh gennemgik status for udvidelsesforhandlingerne, som hun mente var inde i en god gænge. Under debatten kritiserede repræsentanter for ansøgerlandene de EU-lande, som ønsker lange overgangsordninger for arbejdskraftens fri bevægelighed.

I debatten om de nationale parlamenters rolle var der enighed om, at denne bør styrkes, og flere af talerne var inde på, at man må skelne mellem parlamenternes rolle over for deres egne regeringer og deres kollektive rolle, f.eks. i COSAC. Det vigtigste argument for en stærkere rolle var, at de nationale parlamenter er nærmere borgerne og derved bedre kan inddrage borgerne og dermed overvinde den skepsis, mange nærer over for EU.

Det særlige emne på dette COSAC-møde var miljø, hvor der kom oplæg fra miljøminister Kjell Larsson og miljøkommissær Margot Wallström.

I forbindelse med det bidrag, som COSAC vedtog at sende til det kommende topmøde i Göteborg, var det eneste punkt, der gav anledning til heftig debat, hvordan man skulle stille sig til ideen om, at der til forberedelse af regeringenskonferencen i 2004 blev nedsat et konvent med deltagelse fra regeringerne, EP, Kommissionen og de nationale parlamenter. Det endte med, at man anbefalede nedsættelse af et konvent. Bidraget er optrykt som bilag 1.

Den 24. konference for Europaudvalg i EU-landenes parlamenter, Europa-Parlamentet og repræsentanter for ansøgerlandenes parlamenter, kaldet COSAC, fandt sted i Stockholm den 20.-22. maj 2001.

Fra Folketingets Europaudvalg deltog Claus LARSEN-JENSEN (S) formand, Elisabeth ARNOLD (RV) næstformand, Knud Erik HANSEN (SF), Charlotte ANTONSEN (V), Lene ESPERSEN (KF) og Kristian THULESEN DAHL (DF). Deltagerne fra de øvrige lande fremgår af bilag 2.

Formanden for EU-nämnden i den svenske riksdag, Sören LEKBERG, var ordstyrer på konferencen.

Nedenfor er drøftelserne på mødet resumeret, idet hovedvægten er lagt på de emner og indlæg, der har særlig interesse set fra et dansk synspunkt.

Den svenske statsminister Göran PERSSON lagde i dagens første tale vægt på, hvordan forberedelserne af EU’s regeringskonference i 2004 om "Unionens fremtid" skal foregå. Specielt spørgsmålet om, hvordan borgerne bedst inddrages, lå ham meget på sinde. Men også debatten om nedsættelse af et særligt åbent forum eller konvent tog han for alvor hul på. I talen berørte den svenske statsminister desu ere andre vigtige emner såsom den svenske førsteprioritet EU’s udvidelse samt miljø og krisestyring inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Persson talte dog ikke meget om udvidelsesforhandlingerne, idet han overlod det til den svenske udenrigsminister Anna Lindh at gøre rede for disse.

Om forberedelserne til den næste regeringskonference om Unionens fremtid sagde Persson, at han først ønsker en bred offentlig debat om helt grundlæggende spørgsmål vedrørende EU-samarbejdet. Debatten skal, ifølge den svenske statsminister, ikke begrænse sig til de fire institutionelle spørgsmål, som stats- og regeringscheferne forudså behandlet på regeringskonferencen i 2004, men bør i princippet være hel t åben. Persson fandt det i den forbindelse vigtigt at tage emner med, som interesserer borgerne, og som påvirker dem i deres hverdag, såsom beskæftigelsen, social sikkerhed og fødevarersikkerhed. Ellers opnår EU ikke den ønskede folkelige opbakning.

Et af de spørgsmål, som skabte mest debat på COSAC-mødet, var, om EU-landenes stats- og regeringschefer skal overlade det til et åbent forum eller et konvent (á la det man brugte til udarbejdelsen af EU’s grundrettighedscharter) at forberede regeringskonferencen i 2004. Europa-Parlamentet, den tyske Forbundsdag og andre har længe presset hårdt på for at fremme denne idé.

COSAC-mødet var i den henseende ingen undtagelse. Den svenske statsminister var tøvende over for idéen. Som Persson sagde: " Selv tror jeg ikke, at nogen enkelt metode opfylder alle behov. Det bliver nødvendigt med en kombination af forskellige metoder. På visse områder bliver det formentligt nødvendigt at benytte os af tekniske eksperter på et tidligt tidspunkt". Persson støttede dog, at man nedsætter "et åbent forum& quot;, der skal inddrage repræsentanter fra de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet, regeringerne og Europa-Kommissionen. Ifølge den svenske statsminister skal forummets opgave være at anbefale en dagsorden for regeringskonferencen samt fremlægge alternative løsningsforslag til de forskellige spørgsmål, der behandles. Det "åbne forum" skal, ifølge Persson, afslutte arbejdet inden udgangen af år 2002. Resultatet af d ette arbejde skal derefter drøftes i de nationale parlamenter og i offentligheden, hvorefter en gruppe af repræsentanter for regeringerne skal bearbejde anbefalingerne fra "det åbne forum". Til sidst skal det hele vedtages på en traditionel regeringskonference.

Signalerne fra den svenske statsminister mødte nogen kritik fra specielt tysk side. Friedbert PFLÜGER (CDU) fra den tyske Forbundsdag afviste Perssons model. Han understregede, at konventets arbejde ikke må kunne fejes af bordet af stat- og regeringscheferne på en regeringskonference. "Konventets opgave skal være at udarbejde et udkast til en forfatning eller forfatningstraktat for Europa. De nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skal her inddrages stærk t for at sikre resultatet den nødvendige demokratiske legitimitet", erklærede Pflüger. Han understregede samtidig, at de tyske partier i Forbundsdagen ikke vil kunne ratificere en EU-traktat, der alene er forhandlet på en regeringskonference.

Jürgen MEYER, der ligeledes er fra Tysklands forbundsdag, foreslog, at det nye "konvent" skal kunne træffe beslutninger med flertalsafgørelser. Dog skal der gøres plads for mindretalsudtalelser. Meyer advarede samtidigt mod, at man spiller COSAC ud mod et sådant konvent.

David MARTIN fra Europa-Parlamentet lå på linje med Pflüger og Meyer. Martin understregede, at konventet ikke må blive endnu en snakkeklub, men bør have en højere status. Han lagde specielt vægt på, at regeringerne bliver repræsenteret og involveret i konventet. Martin mente, at arbejdet fra et konvent vil blive taget mere alvorligt end COSAC.

Elisabeth ARNOLD takkede Persson for et visionært og engageret indlæg. Hun sagde, at hun delte hans synspunkter med hensyn til betydningen af inddragelsen af offentligheden i debatten. Men hun understregede, at det er vanskeligt at skabe én bred offentlig debat i Europa, idet der ikke eksisterer én europæisk offentlighed. "Vi har i stedet 15 + 12 nationale opinioner i EU-landene og ansøgerlandene", sagde Arnold. Det er derfor vigtigt, at repræsentant erne fra de nationale parlamenter går hjem og engagerer sig i den daglige debat, så den kan rodfæste sig i befolkningen. Arnold opfordrede til, at man sender den samme opfordring til regeringernes repræsentanter i Göteborg

Persson virkede i talen forbeholden over for de spørgsmål, der skal drøftes på regeringskonferencen i 2004. Ganske vidst støttede han idéen om at forenkle de i forvejen komplicerede traktater, men samtidig vurderede han, at det kan blive vanskeligt at gøre det uden samtidig at ændre på indholdet af traktaterne. Også planen om at fastlægge en klarere afgrænsning af EU’s og medlemsstaternes kompetence fik kun forbeholden lash;tte fra Persson, idet han advarede mod, at det kan føre til, at EU afgiver kompetence, som det europæiske samarbejde kan få brug for i fremtiden. Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken status EU’s grundrettighedscharter skal have i fremtiden, advarede Persson mod, at man vælger en model, der kan føre til en underminering af den europæiske menneskerettighedskonvention. Den svenske statsminister støttede også en styrkelse af de nationa lamenters indflydelse i EU, men gjorde opmærksom på, at parlamenterne i medlemslandene har vidt forskellige forfatningsmæssige ordninger, der kan komplicere dette. Han kom ikke nærmere ind på, hvordan en styrkelse af parlamenterne kan ske.

Sammenfattende understregede han, at det er nødvendigt med et stabilt institutionelt system i EU for at sikre EU’s legitimitet og borgernes opbakning. Man skal derfor ikke lave om på hele EU’s struktur, hver gang man afholder en regeringskonference. Samtidig understregede Persson, at han var sikker på, at selv om den seneste tids debat om Unionens fremtid har præsenteret nogle temmelig radikale idéer, er der bagved retorikken en stærk vilje til at st&arin ationalstatens rolle i europapolitikken.

Hovedtemaet i den svenske udenrigsminister Anna LINDHs tale på COSAC-mødet var udvidelsesforhandlingerne med de 12 ansøgerlande. Lindh var optimistisk med hensyn til forhandlingerne, som hun mente var inde i en god gænge. F.eks. havde man afsluttet forhandlingerne om en række vigtige kapitler om miljø og energi med Slovenien og fri bevægelighed for kapital med Cypern.

I øjeblikket stod kapitlet om den fri bevægelighed for personer i centrum. Tysk og østrigsk nervøsitet for billig arbejdskraft fra de østeuropæiske nabolande havde dog skabt visse vanskeligheder. Lindh mente, at Rådet havde fundet frem til en "fleksibel løsningsmodel", der både tog højde for den tyske og østrigske nervøsitet samt ansøgerlandenes skepsis over for restriktionerne på deres arbejdskrafts be vægelsesfrihed. Ifølge Lindh gør modellen det muligt for de mest åbne lande at byde arbejdskraften fra de nye lande velkommen fra udvidelsens første dag, mens mere "bekymrede" lande som Østrig og Tyskland kan vente i op til 7 år. Modellen er dog stadig ikke accepteret af ansøgerlandene under forhandlingerne.

Lindh slog til sidst fast, at Sverige vil presse på for at få vedtaget en mere præcis tidsplan for afslutningen af udvidelsesforhandlingerne på Gøteborg-topmødet. Hun mente, at EU efterhånden skylder ansøgerlandene dette, idet de har gjort sig enorme kraftanstrengelser for at vedtage de store mængder EU-lovgivning. Samtidig forekommer der en stigende skepsis over for EU blandt landenes befolkninger. Lindh frygtede, at et langsommeligt forhandlingst empo fra EU’s tide risikerer at styrke den folkelige skepsis i landene over for EU yderligere.

Generelt var der stor tilslutning til udvidelsen blandt EU-landenes repræsentanter. Flere (Spanien, Frankrig, Portugal) mindede dog om, at det kan blive nødvendigt med flere midler til EU’s budget. Andre (bl.a. Storbritannien) mente, at der også må tages hensyn til de største bidragsyderes bekymringer (for at betale for meget til EU-budgettet). Nogle understregede, at man skal have en ny finansiel pakke for strukturfondene og den fælles landbrugspolitik, f& ;r udvidelsen kan gennemføres, mens andre advarede mod at belaste udvidelsesprocessen med nye problemer (Tyskland). Endelig var der folk som Elmar BROK fra Europa-Parlamentet og Phillipe MAHOUX fra Belgien, der mente, at man heller ikke er færdig med den nødvendige reform af institutionerne.

Knud Erik HANSEN fra SF kritiserede EU for ikke at have gjort sit hjemmearbejde i forbindelse med udvidelsesforhandlingerne. Han fandt dette uacceptabelt, idet EU selv har været meget striks med at kræve, at ansøgerlandene skal overholde EU’s acquis communautaire. Han opfordrede EU til at lave en køreplan for en afklaring af, hvad man kan tilbyde ansøgerlandene på strukturfonds- og landbrugsområdet.

Ansøgerlandenes repræsentanter støttede det svenske rådsformandskabs idé om, at EU fastlægger en mere konkret tidsplan for afslutningen af udvidelsesforhandlingerne på Gøteborg-topmødet. I det hele taget indkasserede det svenske EU-formandskab megen ros fra ansøgerlandene for dets vilje til at skubbe udvidelsesforhandlingerne fremad. Ansøgerlandene advarede dog samtidig mod, at EU gør medlemsskabet for uatråvæ rdigt for borgerne i ansøgerlandene. Europa- Kommissionen måtte i den forbindelse lægge ryg til den sædvanlige kritik fra ansøgerlandene for langsommelighed i forhandlingerne. Etvins INKENS fra Letland kritiserede Kommissionen for at komme til møder uden forhandlingspositioner. Med en slet skjult reference til den franske "tomme stols politik" i 1965 under præsident de Gaulle kaldte Inkens Kommissionens forhandlingspolitik for "det tomme bords forh andlingspolitik".

Også Tysklands og Østrigs ønske om lange overgangsordninger, før arbejdskraften fra ansøgerlandene kan tage arbejde i EU, blev mødt med kritik. Tibor SZANYI fra Ungarn fandt det helt unødvendig med de lange overgangsordninger. Szanyi understregede, at den region i Ungarn, som grænser op til Østrig, næst en ingen ledige har (6 pct.), og at man i forvejen har problemer med at få arbejdskraft fra regioner i Ungarn med høj arbejdsløshed til at flytte til denne region. Frantisek SEBEJ fra Slovakiet advarede også mod lange overgangsordninger. Som han udtrykte det: "Der er næppe mange, der vil benytte sig af den fri bevægelighed til at tage arbejde i et andet land; til gengæld vil lange overgangso rdninger forgifte sindene hos millioner af borgere i ansøgerlandene". Han bad derfor Rådet om at genoverveje sin holdning til en overgangsordning for arbejdskraftens fri bevægelighed.

Sören LEKBERG gennemgik indledningsvis den måde, hvorpå det svenske formandskab havde forberedt diskussionen af dette emne, nemlig gennem udsendelse af et debatoplæg og afholdelse af et arbejdsgruppemøde den 8.-9. april i Stockholm, hvori der deltog én repræsentant fra hvert kammer. (Elisabeth Arnold havde repræsenteret Europaudvalget ved dette arbejdsgruppemøde.) På arbejdsgruppemødet havde lektor Andreas Maurer pr& aelig;senteret en forskningsrapport med titlen "National Parliaments after Amsterdam: Adaptation, Re-Calibration and Europeanisation by process". Efter arbejdsgruppemødet var udsendt et revideret debatoplæg, som dannede grundlag for drøftelsen på COSAC-mødet.

Alle talere gik ind for at styrke de nationale parlamenters rolle, men de fleste var ikke ret konkrete mht. hvad de nationale parlamenters rolle var, og hvordan den skulle styrkes.

Claus LARSEN-JENSEN nævnte den danske model, hvor Europaudvalget giver ministrene mandat, og pegede på, at den vigtigste rolle for de nationale parlamenter er at påvirke deres regering. Han tilføjede, at man også bestræber sig på at integrere EU-politikken mere i fagudvalgenes arbejde i Folketinget. Som målsætning for de nationale parlamenters øgede rolle nævnte han:

Han tilføjede, at det var hans fornemmelse, at man fokuserede for meget på punkt 4 og overså, at en række nationale parlamenter endnu har meget at opnå mht. indflydelse ved at sætte ind på de første tre punkter. I stedet for at flytte et antal nationale parlamentarikere ind i et nyt europæisk kammer skulle man hellere flytte EU-politikken ind i de nationale parlamenter, som har en tættere kontakt til befolkningen. Han opfordrede til, at man ta ger sig tid til en ordentlig diskussion med befolkningen og ikke jager for meget på med at sætte nye ideer på dagsordenen.

Guenter GLOSER fra Forbundsdagen pegede ligesom Claus Larsen-Jensen på vigtigheden af at påvirke sin egen regering. Han udtrykte det på denne måde: "Når de hører, at vi sidder og diskuterer de nationale parlamenters rolle, spørger borgerne med rette: Hvorfor presser de ikke deres rettigheder igennem over for deres egen regering?"

Ben FAYOT (Luxembourg) opfordrede til, at man sondrede mellem de beføjelser, de nationale parlamenter har på nationalt plan over for deres regeringer, og den rolle, de eventuelt kan spille på europæisk plan.

David MARTIN, som er næstformand i Europa-Parlamentet, så ikke Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter som rivaler, men som partnere. Han accepterede, at de nationale parlamenter er tættere på befolkningen og derfor skal have en væsentlig rolle, når det drejer sig om at fostre ideer vedrørende Europas fremtid. Når det drejer sig om at udarbejde formelle forslag til traktatændringer, mente han, et konvent ville være det rette forum, idet han understregede vigtigheden af at have regeringsrepræsentanterne med. I forbindelse med ratifikationen spiller de nationale parlamenter igen en unik rolle. Derfor skal de være med i hele processen.

Bogdan BAROVIC (Slovenien) pegede på, at ønsket hos befolkningerne i ansøgerlandene om at komme med i EU ikke var så stærkt som tidligere. På den baggrund gik han ind for, at de nationale parlamenter, som har til opgave at forklare befolkningen, hvad der sker i EU, fik styrket deres rolle. I den sammenhæng slog han til lyd for et tættere samarbejde mellem udvalgene i Europa-Parlamentet og udvalgene i de nationale parlamenter.

Antonis SKYLLAKOS (græsk kommunist) mente, de nationale parlamenter ville miste indflydelse i takt med at man bevægede sig hen imod en mere føderal opbygning af Unionen, som i stigende grad var præget af profitinteresser og kun tænkte på konkurrenceevne, ikke på at forbedre forholdene for de fattige.

Der var almindelig enighed om det ønskelige i at inddrage borgerne, og de fleste så de nationale parlamenter som det bedste instrument hertil, idet de er nærmere borgerne (underforstået: end regeringerne og Europa-Parlamentet).

Maria ARSENI (Grækenland) udtrykte det på denne måde: "Der er et svælg mellem borgerne og Unionens institutioner. Der er de nationale parlamenters opgave at være forbindelsen mellem borgerne og EU’s institutioner."

Outi OJALA (Finland) mente, det demokratiske underskud først og fremmest skyltes, at borgerne ikke kunne følge med i alt det, der skete i EU, fordi medierne ikke var interesseret i at referere de reelle drøftelser i EU’s institutioner.

Maria Eduard AZEVEDO (Portugal) ønskede at styrke de nationale parlamenters dialog med borgerne, idet det gjaldt om, at befolkningen tog aktiv del i beslutningerne og involverede sig i arbejdet.

Silvio CERVAN (Portugal) tog udgangspunkt i det, Elisabeth Arnold havde været inde på i formiddagens diskussion, nemlig at der ikke findes én europæisk union, men 15 forskellige nationale opinioner. Netop derfor er det vigtigt, at debatten om fremtidens Europa finder sted mellem de nationale parlamentarikere og deres vælgere, mens såvel et konvent som COSAC er noget meget fjernt for borgerne. Som et bevis herpå nævnte han, at kun 1-3 pct. af portugiserne a ner, at der holdes møde i COSAC.

I forbindelse med drøftelsen af de nationale parlamenters rolle kom mange talere også ind på COSAC’s rolle. Der var almindelig enighed om, at COSAC er vigtig som et forum, hvor repræsentanter fra de nationale parlamenters Europaudvalg kan udveksle synspunkter om aktuelle EU-spørgsmål og om, hvordan man bærer sig ad med at få størst mulig indflydelse på sin nationale regerings politik. Flere kom derudover ind på, om der er et k enceforhold mellem COSAC og det konvent, som skal forberede den traktatændring (eller vedtagelse af en europæisk forfatning), der er lagt op til på den regeringskonference, som skal finde sted i 2004.

Senator Andrea MANZELLA fra Italien gik ind for, at der skulle etableres et permanent råd, bestående af landenes Europaministre, som skulle mødes i Bruxelles hver uge, og gik ligeledes ind for flere møder i COSAC, som han betegnede som hjørnestenen for de nationale parlamenters samarbejde og gerne så gjort til en permanent institution med et fast sekretariat.

Bernard DURKAN (Irland) slog til lyd for, at man opgraderede COSAC ved at holde flere møder, såvel i hele COSAC som i arbejdsgrupper.

Liviu MAIOR (Rumænien) opfordrede til, at man inden for COSAC styrkede forbindelserne mellem de nationale parlamenter i ansøgerlandene og i medlemslandene.

De fleste gik ind for, at der som forberedelse af regeringskonferencen i 2004 skal nedsættes et konvent med repræsentation for regeringerne, de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Forbilledet er det konvent, der udarbejdede Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Nedsættelse af et nyt konvent blev allerede taget op af statsminister Göran PERSSON ved konferencens begyndelse og diskuteret i den forbindelse, jf. foran i dette resumé side 3-4.

Giorgio NAPOLITANO, som er formand for det institutionelle udvalg i Europa-Parlamentet, fremførte det argument for et konvent, at herved kan man sikre, at det ikke er regeringerne, der bestemmer det hele.

Professor Jürgen MEYER fra Bundestag, som havde været et fremtrædende medlem af det konvent, der var nedsat i forbindelse med charteret for grundlæggende rettigheder, og som netop havde udgivet en bog om forhandlingerne i det konvent, gik ind for nedsættelse af endnu et konvent. Han fremhævede imidlertid, at det denne gang skulle kunne stemme, og at meningen ikke var, at det skulle komme med en færdig løsning, men analysere problemstillingerne og komme med alternative løsningsforslag eller mindretalsudtalelser.

Lars TOBISSON (Sverige), som også havde været medlem af det forrige konvent, var ikke sikker på, man kunne kopiere den model, idet han gjorde opmærksom på, at der denne gang er tale om en meget bredere opgave. Blandt problemerne nævnte han vanskeligheden ved at opnå tilstrækkelig bred politisk dækning, når der kun er to med fra hvert parlament, og at nogle af deltagerne i henhold til de nationale forfatningsmæssige traditioner ikke kan m&o slash;de frem med et mandat fra deres parlament. I øvrigt mente han ikke, et konvent ville kunne udarbejde egentlige artikler i en ny traktat; det må være en opgave for regeringskonferencen.

Ben FAYOT (Luxembourg) pegede på, at mens COSAC er et debatforum med skiftende repræsentanter for de nationale parlamenter, har et konvent en meget specifik opgave, som defineres af dets kommissorium, det består af de samme personer hele tiden, og det skal fuldføre sit arbejde inden for en bestemt tidsfrist.

Claus LARSEN-JENSEN var noget reserveret i relation til ideen om nedsættelse af et nyt konvent, idet han ikke var overbevist om, at den form, man havde anvendt i forbindelse med charteret, egentlig gav den politiske merværdi og den folkelige inddragelse, som man kunne ønske sig.

Senator Hubert HAENEL fra Frankrig mente ikke, man bare skulle overføre den konventsmodel, man kendte fra arbejdet med charteret. Han pegede på, at COSAC og konventet har forskellige opgaver, og mente ikke, et konvent ville gøre COSAC, som beskæftiger sig med mange forskellige politiske sager, overflødigt.

Knud Erik HANSEN beskæftigede sig med de erfaringer, man havde fra det sidste konvent, og pegede på, at et kommende konvent vil få en meget større opgave. Derfor var han skeptisk over for, om konventsmetoden ville være den rigtige, når det drejer sig om at diskutere fremtidens Europa og EU’s struktur. Nogle ønskede gennem et konvent at flytte noget indflydelse fra nationalstaterne på regeringskonferencen over til konventet. For ham at se var det pro isk at flytte beslutningskompetencen fra nationalstaterne over til et organ, hvis mandat ikke var klart. Man kunne godt bruge et konvent som et forum, som kunne igangsætte en diskussion og få en dialog med borgerne, men beslutninger måtte overlades til staterne på regeringskonferencen. Det kræver, at der er åbenhed om konventets arbejde, og at konventet ikke skal have som mål at opstille ét forslag til ny traktat, men at fremlægge forskellige synspunkte r. To repræsentanter for hvert land er for lidt, idet det drejer sig om at få inddraget mange forskellige politiske synspunkter og forskellige nationale interesser. Hertil er COSAC måske bedre egnet. På den baggrund opfordrede Knud Erik Hansen til, at man diskuterer sammensætningen af konventet og dets arbejdsmetode – herunder afstemningsregler, som giver mulighed for flertals- og mindretalsindstillinger – inden man giver sig til at nedsætte et konvent.

Elmar BROK havde som observatør for Europa-Parlamentet fulgt arbejdet i de to regeringskonferencer, som førte til Amsterdamtraktaten og til Nicetraktaten, nøje. Han mente ikke, regeringerne havde gjort deres forarbejde godt nok. Det havde været langt bedre i det konvent, som det var lykkedes at blive enig om charteret. Derfor mente han, den kommende traktatændring burde forberedes i et konvent. I øvrigt kritiserede han, at man har en institution, nemlig Ministerr&a ring;det, som træffer beslutning om lovgivning på lukkede møder. Det burde alle parlamentsmedlemmer protestere imod.

Maurice LIGOT fra den franske Nationalforsamling beskæftigede sig med de nationale parlamenters kollektive rolle og kom i den forbindelse ind på det franske forslag om oprettelse af et andetkammer med repræsentanter fra de nationale parlamenter. Han fandt den nuværende sammenblanding af de lovgivende og udøvende beføjelser på EU-plan ulogisk og undrede sig over, at det direkte valgte Europa-Parlament ikke har de lovgivningsbeføjelser, der normalt er et særkende for et parlament.

Ideen om et andetkammer fandt ingen støtte hos de øvrige deltagere i debatten. F.eks. anførte Fientje MOERMAN fra Belgien, at et sådant andetkammer – som i realiteten ville blive et tredjekammer – ville forøge afstanden til borgerne og forringe gennemskueligheden i de europæiske beslutningsprocesser.

Flere af deltagerne fra ansøgerlandene, bl.a. senator Krzysztof MAJKA fra Polen, argumenterede for, at repræsentanter for ansøgerlandenes parlamenter skulle deltage på lige fod, såvel i selve regeringenskonferencen 2004 som i forberedelserne hertil i et konvent.

Dette synspunkt fandt støtte hos flere repræsentanter fra medlemslandenes parlamenter, bl.a. Jürgen MEYER fra Bundestag og senator Hubert HEANEL fra Frankrig.

Miljøminister Kjell LARSSON indledte med at citere tidligere statsminister Olof Palme: "Tro på fremtiden er drivkraften for tiltag i det politiske arbejde". Dette var specielt tilfældet på miljøområdet, hvor arbejdet i EU og på verdensplan kræver tro på, at det kan blive bedre i fremtiden.

Miljøministeren nævnte følgende emner:

Det var et alvorligt problem med USA´s ændrede holdning, både politisk og miljømæssigt. Det er vigtigt at holde liv i aftalen, og EU og formandskabet vil gøre alt for, at det bliver muligt. Han håbede, at Kyoto-aftalen kan ratificeres næste år.

Kommissionens forslag indeholdt en god prioritering af indsatsen på miljøområdet. Rådet vil supplere med mere konkrete målsætninger. Han forventede en beslutning i juni måned i år og takkede Europa-Parlamentet for et konstruktivt samarbejde.

Miljøministeren fandt, at bevisbyrden for ikke-skadelighed burde flyttes over til virksomhederne, og at der burde gives bedre oplysninger til forbrugerne om indhold og virkning. Dette prioriteres højt i Sverige.

Ministeren fandt det vigtigt, at der udarbejdes en integreret politik, der indeholder en strategi for bæredygtighed. Det er ikke nok at vurdere de enkelte stoffer for sig, de må ses i sammenhæng og i den helhed, hvori de optræder i naturen. Han håbede på konkrete beslutninger herom på topmødet i Göteborg. I den forbindelse nævnte miljøministeren specielt 4 sektorer:

Miljøministeren sluttede med at referere til et nyligt besøg i Kenya. Det store problem er her ørkendannelse, som viser koblingen mellem miljøproblemer og fattigdom. Han håbede på, at mødet i Johannesborg næste år vil kunne mindske uenigheden mellem u- og i-lande og løse nogle af de presserende problemer.

Kommissæren rejste spørgsmålet om, hvorledes vi skal leve op til de ambitiøse miljømålsætninger, der er nødvendige. Der må føres en ny slags miljøpolitik, og hun mente, at forslaget til 6. miljøhandlingsprogram var udtryk herfor. Der havde været mangler i 5. miljøhandlingsprogram, og gennemførelsen i landene havde ikke været optimal. Miljøproblemerne har ændret karakter: Fra specifikk e miljøproblemer er de nu blevet mere generelle som følge af ændringer i forbrugs- og produktionsmønstre. Hun nævnte et eksempel fra Danmark, hvor dioxinudslip i videre udstrækning kommer fra privates afbrænding i egne haver end fra de store forbrændingsanlæg.

Kommissæren nævnte også de stigende affaldsproblemer som følge af en stigende vækst. Dette bevirkede bl.a. øget transport. 15 pct. af al transport i EU er med affald.

6. miljøhandlingsprogram gav mulighed for nye arbejdsmetoder og nye instrumenter i miljøbeskyttelsen. En holdbar udvikling kræver ændrede livsmønstre, i produktionsledet og hos forbrugerne. Det vil være nødvendigt at ændre folks hverdag, men medens det kan være enkelt at ændre love, er det meget vanskeligere at ændre folks vaner. Dette kræver en bred mobilisering og information, specielt til børn og unge. Der må bl.a . gennem undervisningen skabes en bevidsthed om bæredygtig udvikling, og landene må her lære af hinanden.

Det vil også være nødvendigt at styrke de økonomiske styringsmekanismer i kampen for et bedre miljø, sagde kommissæren. Dette kan blive et effektivt værktøj, men for at være effektivt må det kunne mærkes på forbrugernes tegnebøger. Der skal skiltes på varerne, således at forbrugerne kan vælge "grønt" og være bevidste herom. En mulighed er en fælles energiskat i EU. Med Nicetra ktaten vil det være muligt for 8 lande at gå foran på dette punkt.

Om udvidelsen sagde kommissæren, at der på miljøområdet mangler vanskelige kapitler i forhandlingerne. Det drejer sig om mere end 200 retsakter, og kandidatlandene skal fremlægge planer om opfyldelse af kravene og finansieringen heraf. Man er kommet langt, og det er et gennembrud i forhandlingerne, at miljøkapitlet er lukket med Slovenien. Der kan ikke blive tale om generelle overgangsordninger, men om konkrete ordninger på investeringstunge områder.

Hun sluttede med håbet om, at begrebet bæredygtig udvikling vil blive grundlaget for visionen for fremtiden, og bad om parlamenternes støtte til et godt resultat på topmødet i Göteborg.

Der blev herefter stillet spørgsmål til kommissæren.