Orientering om møde i IPU om en parlamentarisk dimension i WTO

Herudover fremhævede Mike More det nødvendige i, at alle befolkninger fik glæde og fordele af international handel. Han henviste således til, at såvel studier som erfaringer viste, at lande, der var åbne over for samhandel, voksede hurtigere end de, der ikke var det, idet de havde mindre fattigdom, bedre jobs, bedre hospitaler og bedre skoler.

Han argumenterede i tilknytning hertil for den fjerde Ministerkonference i Qatar den 9. til 14. november 1001, som han betragtede som nødvendig, men også som en stor udfordring. Udviklingslandene har behov for vækst for at komme ud af fattigdommen, og handel er nøgle til væksten. At stå stille er det samme som at gå tilbage.

Han syntes også, der er mange positive tegn. EU har gentagne gange efterspurgt en ny runde. Også USA’ administration har prioriteret en ny runde højt. De transatlantiske relationer, der jo er en nøglefaktor, synes også at blive bedre. Også udviklingslandene er blevet mere realistiske, og mange af dem har opgivet deres tidligere modstand mod en ny runde.

Mike Moore afsluttede med at understrege vigtigheden af, at IPU som et worldwide forum kunne hjælpe med et omfattende og sammenhængende parlamentarisk ansvar for udfordringerne ved international governance. Han håbede at IPU’s deltagelse kunne bidrage til større åbenhed, retfærdighed, balance og forudsigelighed ved international handel.

De øvrige oplæg vedrørte primært udviklingen inden for mere specifikke områder samt opfordringer til at påbegynde en ny runde ikke mindst af hensyn til udviklingslandene. Herudover blev behovet for transparens og ansvarlighed fremhævet, og parlamentarikere og de enkelte samfund blev opfordret til i større grad at spille en mere aktiv rolle, end de har gjort hidtil. Udfordring om forøget transparens, ansvarlighed og udvidelsen af deltagerkredsen b ør WTO snarest tage højde for ved den institutionelle struktur.

Ambassadør Sergio MARCHI, Canada, permanent repræsentant i WTO, der var enig i det ønskelige i en øget parlamentarisk involvering, fandt det nødvendigt at gøre opmærksom på, at parlamentarikernes rolle i den forbindelse også var at holde befolkningen orienteret og "oversætte" disse til tider komplicerede aftaler til lokale målbare størrelser.

En af WTO’s vicegeneraldirektører, Miguel Rodríguez MENDOZA, kom ikke så meget ind på parlamentarikernes rolle i WTO-regi, men lagde i stedet vægt på den løbende debat i mange fora om formen, omfanget og dagsordenen for de forestående nye forhandlinger i WTO’s regi blandt såvel industrilande som udviklingslande.

Han supplerede med at understrege, at netop udviklingslandene som aldrig før har stor indflydelse på dagsordenen. Han var således ikke enig med de kritikere, der mente, at udviklingslandene havde meget at tabe og intet at vinde.

Han koncentrerede sig herefter i sit indlæg meget om kritikken af WTO og udviklingslandenes rolle, herunder kom han navnlig ind på diskussionen om, hvorvidt der overhovedet er behov for en ny runde og for en udvidelse af WTO’s områder specielt i relation til udviklingslandene. Han tilbageviste kritikken bl.a. under henvisning til den almindelig udvikling inden for handel, f.eks. e-commerce, og til at mange af udviklingslandene allerede havde arbejdet meget på at komme videre ation til WTO.

Til belysning af interessen blandt udviklingslandene for WTO henviste han til, at 3/4 af WTO’s medlemsstater er udviklingslande, og at der siden 90’erne er optaget yderligere 14 udviklingslande. Hertil kommer at der p.t. forhandles om optagelse af ca. 30 nye medlemmer.

Med hensyn til WTO’s berettigelse tilføjede han, at Kina i den nærmeste fremtid ville blive medlem efterfulgt af Taiwan, Rusland, Saudi Arabien, Algeriet o.a.

Afslutningvis fremhævede han, at et overvældende flertal af WTO-medlemstaterne ønskede fremskridt inden for så forskellige områder som industriafgifter, e-commerce, transparens inden for offentlig udbud og bedre vilkår for samhandel, mens andre er interesseret i investeringspolitik, konkurrencepolitik, handel og miljøbeskyttelse. Andre igen vil have revideret WTO’s regler om anti-dumping og subsidier.

Han kunne herefter konkludere, at der var mange emner til debat i WTO’regi og at alle ville blive taget med ind i overvejelserne på vejen til Doha.

En lidt anden indgang til hele problematikken om forholdet mellem udviklingslandene og industrilandene repræsenterede medlem af parlamentet i Namibia, Mr. P. YAFRANCE.

Han understregede i sit indlæg at handel mere generelt og forhandlinger inden for handel traditionelt er faldet uden for det parlamentariske område, men udviklingen med et stadig stigende krav om demokratisering af samfundet har bevirket, at det ikke længere alene er et regeringsanliggende. Globaliseringen i sig selv kræver ikke parlamentarisk indblanding, idet globalisering sagtens kan eksistere uden demokrati, men udviklingen i retning af bredere deltagelse i beslutningsprocesse n har gjort det nødvendigt med parlamentarisk medvirken. Den parlamentariske funktion skal foruden deltagelse i beslutningsprocessen omfatte overvågning af implementering af handelsaftaler og opfølgning herpå.

Afslutningsvis kom Mr. YaFrance ind på en ganske fri beskrivelse af det hidtidige forhold mellem industri- og udviklingslandene. Han påpegede i den forbindelse, at udviklingslandene i meget lang tid havde eksporteret alle deres produkter i præfabrikeret form til industrilandene, der herefter havde færdigproduceret produkterne, hvorefter udviklingslandene havde importeret disse varer, som nu var mærket "made in X-country". Uanset udviklingslandene havde modtaget han delskonsessioner, kreditter og bistandshjælp havde dette kun hjulpet minimalt til at udvikle en økonomisk uafhængighed. Behovet er derfor udviklingsbistand i form af opbygning af kompetence, en intensiv træning og forbedring af uddannelsessystemet. Således skal industrilandene hjælpe udviklingslandene med at udvikle fabriks- og industriel kapacitet.

Fra dansk side kom Claus LARSEN-JENSEN i sit indlæg ind på den danske procedure. Således nævnte han, at den danske regering altid præsenterede sit forslag for parlamentet forud for WTO-møder og WTO-ministerkonferencer, så parlamentet kunne drøfte, hvilke retningslinjer og formål regeringen skulle arbejde efter i de pågældende fora. Herudover fremhævede han, at regeringen også holder møder med NGO’erne, og at rege inviterer både repræsentanter fra NGO’erne og det danske parlament med til WTO-ministerkonferencerne.

Claus Larsen-Jensen omtalte endvidere specielt regeringens forpligtelse til hvert halve år at orientere Europaudvalget om de væsentligste sager, der forventes behandlet i WTO-regi, herunder i WTO’s komiteer, samt regeringens forpligtelse til i øvrigt at forelægge WTO-sager for Europaudvalget efter samme kriterier som EU-sager.

I øvrigt talte Claus Larsen-Jensen for, at man i overensstemmelse med det oprindelige danske forslag fra september 1999 etablerede en rådgivende parlamentarisk forsamling i tilknytning til WTO. Som et fortsat skridt i denne retning fandt han, at IPU burde afholde et parlamentarikermøde i anledning af WTO’s ministerkonference i Doha i november måned senere på året.

I et senere indlæg efterlyste Claus Larsen-Jensen mere konkrete oplysninger af praktisk karakter om, hvordan IPU ville udvikle arbejdet med parlamentarisk involvering, herunder hvilken kapacitet IPU har til at følge op på WTO-spørgsmål.

Claus Larsen-Jensen blev efter sine indlæg i debatten kontaktet af flere deltagere, herunder den franske, der alle var interesserede i at få flere oplysninger om den danske model, ligesom flere talere fandt anledning til at fremhæve den danske model.

Som bilag 9 er optrykt Dr. Najma HEPTULLA’s resume af debatten. Navnlig de sidste 5 afsnit i dette resume omtales vejen frem. Ifølge formanden er der således stor enighed om at bygge en parlamentarisk dimension til forhandlinger og aktiviteter inden for international handel. I den forbindelse skal der som også nævnt i deklarationen være fokus på transparens og menneskelig relateret udvikling. Ifølge formanden er det næste skridt i den ikling at organisere et uformelt parlamentarisk møde i forbindelse med WTO’s fjerde Ministerkonference i Qatar til november 2001.

Formanden tager ikke stilling til spørgsmålet om etablering af en parlamentarisk forsamling i WTO-regi, men hun står inde for, at man fra

IPU’s side vil overveje de fremkomne forslag om at etablere et uformelt forum i IPU regi, bl.a. til brug for informationsudveksling m.m., og vil informere om overvejelserne i Doha senere på året.

Det er forsat usikkert, om der vil kunne indledes en bred runde på WTO’s fjerde ministerkonference i Doha, Qatar den 9. – 13. november 2001, men der har på det seneste været en vis optimisme at spore, bl.a. i forbindelse med OECD ministermøde den 16. – 17. maj, FN’s konference om de mindst udviklede lande i Bruxelles den 14. – 20 maj og bilaterale kontakter mellem EU og USA.

Hovedproblemerne består fortsat i en kløft mellem industri- og udviklingslande, der er kendetegnet ved, at udviklingslandene er tilbageholdende over for emner, der ikke hører til den klassiske handelspolitiske dagsorden, såsom miljø, arbejdstagerrettigheder og forbrugerbeskyttelse.

Fra EU’s side ønsker man en bred dagsorden, der også omfatter disse nye emner. Det gør EU ud fra det synspunkt, at alene inddragelsen af alle emner kan sikre vedtagelse af en samlet pakke med fordele for alle parter. Hvorvidt en ny runde vil kunne sættes i gang i Doha afhænger derfor bl.a. af, om industrilandene i tilstrækkelig omfang vil imødekomme udviklingslandene, herunder vedr. øget markedsadgang, acceptere længere overgangsordninger, i e anti-dumping i rundedrøftelserne samt yde øget bistand på handelsområdet. I denne sammenhæng vurderes EU’s beslutning den 26. februar 2001 om at give verdens 49 mindst udviklede lande fri adgang for alle varer med undtagelse af våben ("Everything BUT Arms") at have haft positiv indvirkning på bestræbelserne på at sætte en ny runde i gang.

Også mellem EU og USA har der været uenighed om bredden af dagsordenen for en ny runde. USA har hidtil ønsket en smallere dagsorden end EU, men man afventer for øjeblikket et konkret udspil fra den amerikanske administration. USA har foreløbigt udtrykt accept af, at arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn er legitime handelspolitiske emner. Der kan i den forbindelse henvises til fælleserklæringen fra EU/USA-topmødet den 14. juni 2001 i G&osl ash;teborg, hvori det blev meddelt, at man ville tage initiativ til en ny ambitiøs runde i Doha. Det efterfølgende G7-topmøde i Genova den 20. – 22. juli 2001 vil ligeledes være betydningsfuldt for afklaringen af de ledende industrilandes positioner frem til Doha.