Resume af udvalgsrejsen til Cypern, Grækenland og Tyrkiet 1-7/4 01

Europaudvalget
(Info-note I 197)
(Offentligt)

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Resumé af Europaudvalgets rejse til

Cypern, Grækenland og Tyrkiet

Resumé af resumeet:

En af de væsentligste grunde til studierejsen var, at Europaudvalget ønskede at få et førstehåndsindtryk af alle parters holdning til Cypernspørgsmålet, som utvivlsomt bliver et af de vanskeligste problemer i forbindelse med den kommende udvidelse af EU. Nedenfor er resumeret de to parters helt modstridende synspunkter. Græsk-cyprioterne ønsker hele Cypern optaget i EU og finder det urimeligt, hvis de skal lide under, at den nordlig e tredjedel af øen siden 1974 har været besat af tyrkiske tropper. Tyrkerne opfatter det som en fredsbevarende operation til beskyttelse af den tyrkiske befolkning på øen og ønsker anerkendelse af to stater på Cypern eller en konføderation bestående af to ligeværdige delstater, en græsk og en tyrkisk.

Samtalerne på Cypern drejede sig først og fremmest om optagelsesforhandlingerne med EU. Fra græsk-cypriotisk side gør man alt hvad man kan for at rydde de substantielle problemer ad vejen og tilpasse sig EU’s regler, således at de, som nødigt ser Cypern optaget, ikke har en knage at hænge deres hat på.

I Grækenland drøftede udvalget udover udvidelsen også Europas fremtid med den alternerende udenrigsminister Elissavet Papazoi og med Europaudvalget i det græske parlament. I modsætning til Danmark ser grækerne ingen problemer i at opgive deres nationale valuta, drakmen, til fordel for euroen, men er tværtimod stolte over, at det er lykkedes dem at komme med i Euroland. De støtter også aktivt det øgede sikkerhedspolitiske arbejde i EU. Det græske Europaudvalg håber at få en mere konsultativ status, idet de i øjeblikket som regel først bliver orienteret om regeringens beslutninger i EU, når sagen er afgjort.

På det tidspunkt, da Europaudvalget besøgte Tyrkiet, var liraen netop devalueret med 40 pct., og landet gennemlevede en alvorlig økonomisk krise, udløst af et offentligt skænderi mellem præsidenten og premierministeren om korruption og forstærket af befolkningens tab af tillid til banksektoren. Udvalget havde bl.a. et møde med økonomiminister Kemal Dervis, som regeringen havde hentet hjem fra Verdensbanken, for at han kunne redde la ndets økonomi.

Indholdsfortegnelse

Cypernspørgsmålet 4

Historie 4

Det græske synspunkt 4

Det tyrkiske synspunkt 5

Besøget på Nordcypern, som ikke blev til noget 6

Cypern 8

Parlamentsformand Spyros Kyprianou 8

Udenrigsminister Ioannis Cassoulides 9

Cyperns chefforhandler George Vassiliou 10

Parlamentets udvalg for udenrigs- og EU-forhold 12

Nicosias borgmester Lellos Demetriades 13

Grækenland 15

Alternerende udenrigsminister Elissavet Papazoi 15

Europaudvalget i det græske parlament 16

Tyrkiet 20

Vicepremierminister Mesut Yilmaz 20

Departementschef i Udenrigsministeriet Faruk Logoglu m.fl. 22

Parlamentets EU-komité 23

Menneskerettighedskomiteen i Tyrkiets parlament 24

EU-sekretariatschef Volkan Vural 25

Statssekretær Kemal Dervis 27

Bilkent Universitet 29

NGO’er 30

 

 

Europaudvalget gennemførte den 1.-7. april 2001 en studierejse til Cypern, Grækenland og Tyrkiet. Deltagerne var: Claus Larsen-Jensen (S) formand, Jens Peter Vernersen (S), Jytte Andersen (S), Charlotte Antonsen (V), Eva Kjer Hansen (V), Svend Erik Hovmand (V), Gitte Lillelund Bech (V), Knud Erik Hansen (SF), Susanne Clemensen (CD), Keld Albrechtsen (EL) og Frank Dahlgaard (UP).

En af de væsentligste grunde til studierejsen var, at Europaudvalget ønskede at få et førstehåndsindtryk af alle parters holdning til Cypernspørgsmålet, som utvivlsomt bliver et af de politiske spørgsmål, det bliver vanskeligst at løse i forbindelse med afslutningen af de igangværende optagelsesforhandlinger. Udvalget fik et detaljeret kendskab til parternes holdninger. Da der var meget stor overensstemmelse mellem de holdninger, der kom til udtryk fra græsk/cypriotisk og græsk side, og da der tilsvarende var stort sammenfald mellem de – helt modsatte – holdninger, der blev givet udtryk for fra tyrkisk side, er Cypernspørgsmålet behandlet i et kapitel for sig, hvor de to modstående synspunkter er forsøgt sammendraget. I tilknytning hertil er redegjort for det besøg på Nordcypern, som aldrig blev til noget.

I de efterfølgende kapitler er der for hvert af de tre lande, udvalget besøgte, resumeret nogle af de hovedsynspunkter, der kom frem ved de enkelte samtaler. I overensstemmelse med normal praksis er de spørgsmål og synspunkter, de danske deltagere i samtalerne kom med, ikke refereret, idet vægten er lagt på de oplysninger og tilkendegivelser, der kom fra udvalgets samtalepartnere.

I forbindelse med besøgene blev udvalget ledsaget af de danske ambassadører, henholdsvis ambassadør Gunnar Riberholdt i Nicosia, ambassadør Hans Grunnet i Athen og ambassadør Michael Bendix i Ankara. Ambassadørerne gav også udvalget nogle meget interessante briefinger om den aktuelle situation i landene og de samtaleparter, udvalget skulle møde. Disse briefinger er i overensstemmelse med sædvanlig praksis ikke refereret i dette resumé, men de var medvirkende til, at udvalget fik fuldt udbytte af samtalerne, og er en del af baggrundmaterialet for info-noten.

 

Cypernspørgsmålet

Historie

Cypern har gennem tiderne været under syrisk, persisk, makedonsk, ægyptisk, romersk og veneziansk herredømme. I perioden 1571-1878 herskede ottomanerne, der bragte kolonister med fra det tyrkiske fastland. De var forfædrene til Cyperns nuværende tyrkisk-cypriotiske samfund. I perioden 1878-1960 herskede englænderne på øen. I 1955 begyndte en frihedskamp mod de britiske kolonistyrker. I 1960 opnåede Cypern selvstændighed og fik en grundlov, som indebar, at der skulle være en græsk-cypriotisk præsident og en tyrkisk-cypriotisk vicepræsident, idet ca. 80 pct. af befolkningen var græsk og 20 pct. tyrkisk. Ærkibiskop Makarios blev valgt til præsident og Faxil Kücük til vicepræsident. Den fredelige sameksistens mellem de to befolkningsgrupper blev imidlertid aldrig til noget. I de følgende år kom til det en politisk og senere en væbnet konflikt. Britiske tropper etablerede en demilitariseret zone, som delte øen og hovedstaden Nicosia i to. Det er den "grønne linie", som den dag i dag deler øen. I juli 1974 gennemførte den daværende græske junta et statskup, som tog sigte på at indlemme øen i Grækenland, præsident Makarios flygtede til Storbritannien, og tyrkiske tropper invaderede Cyperns nordlige del. Tre dage efter brød juntastyret i Grækenland sammen. De tyrkiske tropper er imidlertid for blevet på Nordcypern, hvor der nu er ca. 35.000 tyrkiske soldater. I en årrække blev den demilitariserede zone bevogtet af FN-styrker – bl.a. fra Danmark – men nu er det kun briterne, der opretholder en fredsstyrke i zonen.

 

Det græske synspunkt

• Cypern (dvs. hele øen Cypern) er en selvstændig stat, som blev oprettet i 1960 efter en frihedskamp mod englænderne. Cypern har en lovligt valgt, demokratisk regering og er anerkendt af FN og af alle europæiske stater. (Tyrkisk-cyprioterne er også repræsenteret i parlamentet, men de boykotter det og møder ikke op.)
• Problemet er, at de tyrkiske invasionstropper, som i 1974 invaderede Nordcypern og besatte en tredjedel af øen, fortsat befinder sig dér. I realiteten er der tale om et tyrkisk diktatur.
• Befolkningens levestandard i de okkuperede områder er under en tredjedel af, hvad den er i de græsk-cypriotiske dele af øen.
• Tyrkerne har lavet kirker om til moskeer og omdannet hellige steder til moteller.
• Invasionstropperne fordrev de fleste græsk-cyprioter fra den nordlige region. Samtidig flyttede de fleste tyrkisk-cyprioter til Nordcypern eller emigrerede til andre lande.
• Den tyrkiske regering har fuldendt denne etniske udrensning ved at tvangsforflytte en masse fattige tyrkere til Nordcypern, herunder mange subsistensløse og analfabeter fra Anatolien.
• Græsk-cyprioterne ønsker, at besættelsestropperne trækkes tilbage, at græsk-cyprioterne får lov at vende tilbage til de landsbyer, de boede i før 1974, og at de får deres ejendomme og sommerhuse på Nordcypern tilbage.
• Cypern (dvs. hele øen) søger optagelse i EU. EU bør ikke straffe Cypern for, at der findes fremmede besættelsestropper på en del af øen, ved at kræve en politisk løsning af Cypern-problemet, før Cypern kan optages. Tværtimod vil en optagelse af Cypern lægge et pres på Tyrkiet til at gå med til en fredelig løsning af konflikten.
• Cypern ønsker en fredelig politisk løsning på konflikten og deltog derfor i de "proximity-talks", som FN’s generalsekretær Kofi Annan satte i gang. Den nordcypriotiske præsident Denktas har imidlertid afbrudt disse samtaler og stillet det urealistiske krav, at modparten på forhånd skal anerkende Norccypern som en selvstændig, ligeværdig stat.
• Grækenland stiller som betingelse for, at landet vil gå med til en udvidelse af EU, at Cypern optages i 1. runde. (Grækenland har ligesom alle andre medlemslande vetoret over for nye medlemmer.)

 

Det tyrkiske synspunkt

• Ved London-aftalen fra 1960 overdrog Storbritannien Cypern til cyprioterne, både de græske og de tyrkiske, og aftalen blev undertegnet af 5 parter: Storbritannien, tyrkisk-cyprioterne, græsk-cyprioterne, Grækenland og Tyrkiet.
• Delingen af Cypern er ulovlig, idet aftalen fra 1960 definerede Cypern som et hele. Problemet opstod, da græsk-cyprioterne i 1963 ensidigt besluttede at ændre forfatningen, så øen blev delt. Præsident Denktas har foreslået, at man organiserer Cypern som en konføderation bestående af to ligeværdige delstater, som kun optræder som en helhed i udenrigspolitiske spørgsmål. Derved kan hele Cypern optages i EU.
• Når tyrkisk militær kom til Nordcypern i 1974, var der tale om en fredsbevarende operation, som havde til hensigt at beskytte den tyrkiske befolkning på øen og undgå, at det græske oberststyre indlemmede hele øen i Grækenland. Under samtalerne med den tyrkiske parlamentskomité blev det udtrykt sådan: "Soldaterne er der for at forhindre, at græsk-cyprioterne igen skal massakrere tyrkisk-cyprioterne."
• Cypern er meget vigtig for Tyrkiets sikkerhed; derfor må man opretholde en militær tilstedeværelse på Nordcypern – også for at beskytte de tyrkiske borgere, der bor på Nordcypern.
• Den embargo for varer fra Nordcypern, som EU-landene opretholder, skader den nordcypriotiske økonomi og forringer levestandarden for indbyggerne dér. Samtidig nægter EU-landene at anerkende de pas, der udstedes til indbyggerne på Nordcypern. Nordcypern er ikke en del af Tyrkiet, og indbyggerne dér har deres eget pas, men med det pas kan de ikke rejse til f.eks. Danmark. Derved undertrykker man nordcyprioternes menneskerettigheder. Disse forhold forklarer, at levestandard en på Nordcypern er lavere end på Sydcypern. Under samtalerne med parlamentskomiteen blev det for øvrigt sagt, at levestandarden slet ikke er så lav endda, idet praktisk talt alle har en mobiltelefon, og der er en bil for hver to personer.
• Tyrkiet ønsker en løsning, men den må findes gennem bilaterale forhandlinger mellem Grækenland og Tyrkiet, hvor EU ikke på forhånd bør alliere sig med Grækenland.
• Grækenland har som medlem af EU i årevis forhindret EU i at opfylde sine forpligtelser over for Tyrkiet mht. etableringen af en toldunion. Derfor opfatter man ikke EU som en upartisk part i Cypernspørgsmålet, men satser mere på FN og USA.
• Myndighederne på Sydcypern indtager en meget fjendtlig indstilling over for den tyrkiske befolkning på Nordcypern, og man sender daglig propagandaudsendelser i tv.
• Tyrkiet ønsker at medvirke til tillidsskabende foranstaltninger, men fra græsk-cypriotisk side er der ikke nogen reel vilje hertil på nuværende tidspunkt, idet man regner med at stå stærkere, hvis Cypern bliver medlem af EU. Kritikken af præsident Denktas, som bl.a. går på, at han forlod de indledte "proximity talks", finder man uretfærdig. Man synes ikke, den slags forhandlinger er den rigtige metode til at finde en løsning.
• Cypern er én ø, men ikke én nation. Den ligeværdighed, som aftalen fra 1960 opererede med, blev ødelagt af grækerne. Tyrkiet ønsker en løsning baseret på ligeværdighed for de to befolkningsgrupper, der lever på øen. Det kunne være en konføderation, hvor beslutninger kun kan træffes i enighed mellem de to "delstater".
• Hvis EU optager den græske del af Cypern, uden at der i forvejen er tilvejebragt en politisk løsning på Cypernspørgsmålet, vil EU være ansvarlig for delingen af øen. Det vil ikke give nogen manøvrefrihed for de forhandlinger mellem de to samfund på øen, som er nødvendige for at opnå en varig løsning. Det vil også give store praktiske problemer, bl.a. mht. hvad man skal stille op med de mennesker, der lever på ; Nordcypern. Hvis EU derimod optager Sydcypern og Tyrkiet samtidig, vil problemet efter tyrkisk opfattelse være løst, idet der så bliver tale om en landegrænse mellem to EU-lande – med fri bevægelighed for varer, personer og kapital.

 

Besøget på Nordcypern, som ikke blev til noget

I forbindelse med planlægningen af udvalgsrejsen ønskede Europaudvalget at besøge såvel den sydlige som den nordlige del af Cypern, og gennem ambassadør Gunnar Riberholdt – som er ambassadør i Rom, men som samtidig er akkrediteret i Nicosia som ambassadør på Cypern – søgte man at få en aftale i stand om at besøge repræsentanter for myndigheder på Nordcypern. Da det ikke lykkedes at få svar fra pr&ae enktas’ kontor, måtte man imidlertid opgive denne del af besøget. Programmet blev derfor revideret, således at det kun kom til at omfatte samtaler med repræsentanter fra Sydcypern.

Under drøftelserne i Ankara sagde højtstående embedsmænd fra det tyrkiske udenrigsministerium, at det måtte bero på en misforståelse, at præsident Denktas ikke ville mødes med det danske udvalg.

Dette blev fulgt op ved det møde, udvalget havde fredag den 6. april med det tyrkiske parlaments EU-komité, hvor formanden, Mehmet Arslan, oplyste, at han netop havde haft en telefonsamtale med præsident Denktas' kabinetschef og af denne havde fået at vide, at man aldrig havde fået overbragt det danske ønske om et besøg på Nordcypern. Arslan tilbød at arrangere et møde samme dag eller dagen efter med præsident Denktas samt parlaments formanden og premierministeren på Nordcypern. I givet fald ville man flyve udvalget til Nordcypern i et militærfly.

Efter en kort drøftelse mellem delegationens medlemmer meddelte Europaudvalgets formand, at han beklagede, at besøget på Nordcypern ikke var blevet til noget, da man som nævnt havde ønsket at høre begge parters synspunkter, mens man var på Cypern, men på nuværende tidspunkt, hvor udvalget havde et fuldt program for resten af besøget i Tyrkiet, kunne det desværre ikke lade sig gøre at imødekomme den nu fremkomne invitatio n.

Efterfølgende fik Europaudvalget en skriftlig invitation fra præsident Denktas til at besøge Nordcypern. Det er ikke normal dansk diplomatisk praksis at skrive breve til myndigheder på Nordcypern, da Danmark ligesom alle andre lande i verden – bortset fra Tyrkiet – ikke anerkender Nordcypern. Men gennem det danske Udenrigsministerium har udvalgsformanden svaret, at man vil have invitationen i erindring, når man igen måtte komme til Middelhavsområdet gner man ikke med vil ske i den nærmeste fremtid.

 

 

Cypern

Parlamentsformand Spyros Kyprianou

Spyros Kyprianou har på ledende poster personligt været involveret i Cyperns hisorie siden 2. verdenskrig. Han oprettede the National Union of Cypriot Students, mens han studerede økonomi i London i 1940'erne, hjalp i 1950'erne ærkebiskop Makarios i dennes bestræbelser på at få englænderne til at oprette et selvstændigt Cypern, blev cypriotisk udenrigsminister, da Cypern i 1960 blev selvstændigt, og forhandlede som såd an med FN's generalsekretær om en løsning af Cypernspørgsmålet. I 1972 gik han af efter en strid med militærjuntaen i Athen. I 1976 dannede han det Demokratiske Parti, og da det kom ind i parlamentet og fik 21 af de 35 pladser, blev han parlamentsformand. Efter Makarios' død i 1977 blev han præsident for republikken Cypern. Siden parlamentsvalget i 1996 har han igen været parlamentsformand.

På den baggrund var det naturligt, at samtalen med Kyprianou først og fremmest drejede sig om den historiske baggrund for Cypern-spørgsmålet. Men parlamentsformanden havde også nogle interessante betragninger om Tyrkiets medlemskab af EU. Egentlig troede han slet ikke, Tyrkiet ønskede at være medlem af EU, når det kom til stykket, men man forhandlede for at få en aftale med EU, som kunne give Tyrkiet økonomiske fordele. Strengt taget syntes Kyprianou ikke, Tyrkiet hørte hjemme i Europa, men han accepterede, at det nu havde fået status af kandidatland, og han ville sådan set heller ikke have noget imod, at det engang blev fuldt medlem, forudsat at det opfyldte betingelserne herfor, såvel Københavnerkriterierne vedrørende demokrati og menneskerettigheder som de økonomiske betingelser.

Geopolitisk anskuede Kyprianou først og fremmest relationerne til Tyrkiet i et militært og magtpolitisk perspektiv. USA har af strategiske grunde brug for Tyrkiet, men Tyrkiet har også brug for USA og for Europa. For Tyrkiet er det først og fremmest USA, der som den eneste tilbageværende supermagt spiller en rolle.

Parlamentsformanden forventede ikke store ændringer ved det valg til parlamentet, der skulle finde sted om to måneder, og fremhævede, at alle partier var enige om Cyperns ansøgning om medlemskab af EU.

 

Udenrigsminister Ioannis Cassoulides

Ioannis Cassoulides har en uddannelse som læge og har haft forskellige tillidsposter i det Demokratiske Parti – som formand for partiets ungdomsbevægelse og som regeringstalsmand – før han i 1997 blev udnævnt til udenrigsminister.

Han fortalte, at han senere på dagen skulle rejse til USA, hvor han over for den nye amerikanske udenrigsminister Powell ville understrege, at Cypern er et vestligt land, som ønsker at bidrage til

stablitet i Mellemøsten. Cypern ligger 5 minutters flyvning fra Tel Aviv.

Samtalen drejede sig først og fremmest om de igangværende optagelsesforhandlinger. Udenrigsministeren regnede med, at man ville løse de udestående problemer, således at Danmark ikke ville få problemer med Cyperns optagelse under vort formandskab i 2. halvår af 2002. Cypern vil høre til blandt nettobidragyderne, og den fri bevægelse for arbejdskraften vil ikke give EU-landene problemer, idet lønningerne på Cypern er så høje , at meget få forlader landet. Tværtimod er der en vis tilvandring til republikken.

Blandt de "knaster", der skal klares i de igangværende forhandlinger, nævnte udenrigsministeren:

• Kapitalbevægelser. Der er foregået en del illegale pengetransaktioner, men regeringen gør nu en indsats for at bekæmpe disse transaktioner, og man har inviteret IMF til at undersøge pengesystemet. I forbindelse med de illegale pengetransaktioner nævnte udenrigsministeren, at han netop havde været i Beograd, hvor man havde påskønnet Cyperns samarbejdsvilje mht. at give oplysninger om Milosevics økonomiske transaktioner, som havde medvirket t il at han blev arresteret.
• Maritim sikkehed. Der var en del plimsollere registreret i det cypriotiske skibsregister, men regeringen er i færd med at løse problemerne, og antallet af cypriotiske skibe, som bliver tilbageholdt i havne rundt omkring i verden, er på det seneste blevet halveret.
• Off shore sektoren. Cypern har tiltrukket mange selskaber, som driver off shore virksomhed, idet det har haft en særlig lav beskatning for sådanne selskaber (4,5 pct.). Man er klar over, at EU's regler ikke tillader dette, og derfor er man nu i færd med at ændre lovgivningen, så der bliver den samme sats for al selskabsbeskatning. Men det er teknisk meget kompliceret og kræver nogle overgangsordninger.

I forbindelse med en drøftelse af demokratiet på Cypern nævnte udenrigsministeren, at man ligesom i USA har et præsidentielt system, hvorefter regeringen udnævnes af præsidenten og ikke er afhængig af flertallet i parlamentet. Parlamentet har dog aldrig nedstemt et finanslovsforslag. Den cypriotiske forfatning tillader ikke folkeafstemning, så man regner med, at Cyperns optagelse i EU vil blive ratificeret med 2/3 flertal i parlamentet.

 

Cyperns chefforhandler George Vassiliou

George Vassiliou, som er uddannet økonom, var republikkens præsident fra 1988 til 1993. Som chefforhandler i forbindelse med de igangværende optagelsesforhandlinger har han også ansvaret for at koordinere den tilpasningsproces, der foregår i Cypern med at harmonisere lovgivningen, så den svarer til EU's regler, acquis communautaire.

 

Samtalen drejede sig naturligvis først og fremmest om detaljerne i de igangværende optagelsesforhandlinger, som Vassiliou er særdeles godt inde i. Man har allerede lukket 18 kapitler, og chefforhandleren regnede ikke med, at de resterende kapitler ville indebære alvorlige problemer. I det hele taget var det tydeligt, at alle politiske instanser på Cypern er indstillet på at yde de nødvendige ofre, sådan at alle praktiske og økonomiske problemer bl iver løst under forhandlingerne, så de kræfter, som nødigt ser Cypern optaget i EU, ikke får en knage at hænge deres hat på.

På spørgsmål fra medlemmer af Europaudvalget uddybede Vassiliou nogle af de "knaster" i forhandlingerne, som udenrigsministeren havde været inde på. Efter hans opfattelse var det problem, der var vanskeligst at løse, nok virksomhedsbeskatningen, herunder off shore beskatningen. Det var som at løse cirklens kvadratur. Men han var klar over, at man måtte løse det problem, og pointerede, at det var et internt problem.

På miljøområdet var der problemer, men Vassiliou ville betegne dem som "mindre". F.eks. tillader EU's regler ikke fuglefangst med net, som man har været vant til på Cypern i tusind år. Der var problemer med CO₂ udslippet fra kraftværket. Her havde man forsøgt at argumentere med, at der i virkeligheden var tale om to skorstene, som blot var omsluttet af en ydre kappe, og hver af skorstenene opfyldte EU’s grænseværdier den argumentation blev ikke accepteret. Derfor var man nu i færd med at finde en løsning, som EU kunne acceptere. Der skal gøres en indsats for udviklingen af landsbyerne. I den forbindelse nævne Vassiliou, at han som præsident havde bedt Verdensbanken om støtte til sin plan for landsbyudviklingen. Vassiliou var klar over, at implementeringen af acquiset på miljøområdet vil koste mange penge, men han betragtede det som en fordel, idet et ordenligt mi ljø også ville komme Cypern til gode.

Han mente, Cyperns økonomi vil være i stand til at klare konkurrencen i det indre marked. Befolkningen er veluddannet, og kun 26 pct. lever af industri og landbrug. I øvrigt er cypriotisk landbrug præget af små brug, hvis produktion ikke konkurrerer med, men er komplementær til europæisk landbrugsproduktion. Produktionen på de mange små brug nærmer sig økologisk produktion. De store indtægtskilder er turisme og tjenesteydelser, he runder økonomiske tjenesteydelser.

Under drøftelsen af Tyrkiets medlemskab pegede Vassiliou på, at mens industrien i Tyrkiet er for medlemskab, er der en udbredt modstand i befolkningen, som ikke er indstillet på at opfylde EU's krav på menneskerettighedsområdet. Han mente, beslutningen om tyrkisk medlemskab vil blive truffet i Tyrkiet, og at den ville hænge sammen med, hvad der skete med Cyperns medlemskab.

Som præsident havde han truffet beslutning om, at det cypriotiske pund skulle følge euroen, og det havde været tilfældet siden 1992. Cypern regner med at blive nettobidragyder. Dette bidrag betragtede Vassiliou som en forsikringspræmie. Inflationen er lav. Budgetundeskuddet havde været et problem, men det var nu under 3 pct.

Momssatsen på Cypern er på 10 pct., men i realiteten skal hertil lægges en forsvarsskat på 3 pct., og Vassiliou regnede med, at der ikke ville blive større problemer med at hæve momssatsen med de 2 pct., der skulle til for at komme op på de 15 pct., der gælder som minimumssats i EU, idet man ville kompensere over indkomstskatten.

På arbejdsmarkedet nærmer forholdet mellem kvinder og mænd sig til 50:50, så her kan man næsten tale om skandinaviske forhold.

 

Parlamentets udvalg for udenrigs- og EU-forhold

Formanden for det stående udvalg, Tassos Papadopoulos, praktiserer som advokat. Han har bestridt forskellige ministerposter i 12 år og er nu parlamentarisk leder af centerpartiet. Han begyndte sin politiske karriere som aktivt involveret i frihedskampen mod englænderne, og derfor var det naturligt, at han i sin historiske indledning først og fremmest lagde op til en drøftelse af Cypernspørgsmålet, som også blev hovedemnet for samtalen med udvalget.

Mht. Cyperns ansøgning om medlemskab fremhævede han, at alle partier var enige herom, men at der kunne være forskellige opfattelser af, på hvilken måde man skulle tilpasse de cypriotiske love til EU's regler. I den forbindelse nævnte han en detalje som reglerne for bundmaling på skibe. Han kom også ind på, at ejendomspriserne på Cypern stadig er lave i forhold til andre Middelhavslande, og derfor kan der blive problemer med sommerhuse, nå r de kapitalstærke europæere får adgang til det marked. Gennemsnitsindkomsten er for høj til, at Cypern kan få støtte fra EU's strukturfonde.

Panayiotis Demetriou fra det højreorienterede parti DISY bekræftede den politiske enighed om Cyperns medlemskab og forklarede uenigheden vedrørende implementeringen med, at der var forskellige ideologiske opfattelser af, hvor meget staten skulle blande sig i.

Papadopoulos fortalte, hvordan udenrigs- og EU-udvalget følger med i optagelsesforhandlingerne. Fra de sædvanlige 9 medlemmer er udvalget blevet udvidet til 18 medlemmer. Alle partier er repræsenteret ved deres ledere. Udvalgsformanden bliver informeret løbende om optagelsesforhandlingernes forløb fra udenrigsministeren og chefforhandleren, og derefter drøfter han sagerne med de politiske partiers ledere, og der er også en diskussion i udvalget. Der er prakti sk talt ingen offentlig debat om Cyperns medlemskab af EU, hvilket Papadopoulos beklagede. Vælgerne følger på det punkt deres partis anbefaling.

Mht. kontakten til Nordcypern blev det oplyst, at politiske ledere fra de to dele af Cypern mødes af og til på et hotel i ingenmandsland, men til disse møder kommer der ingen repræsentanter fra præsident Denktas’ parti. Det var Keti Cleridou, som er medlem af udvalget, der tog initiativ til det nævnte spæde samarbejde med politikere fra Nordcypern.

De cypriotiske politikere forventede, at den kommende valgkamp ville blive præget af de ideologiske modsætninger mellem kommunisterne på den ene side og de højreorienterede partier på den anden side. Begge fløje kritiserer regeringen for at have gjort alt forkert. Af konkrete emner i valgkampen nævnte de narkotikabekæmpelse, uddannelsessystemet og økonomien. Papadopoulos tilføjede, at selv om der er valgkamp, er der stadig gode kontakter mel lem politikerne fra de forskellige partier, og der holdes stadig møder i parlamentet.

 

Nicosias borgmester Lellos Demetriades

Lellos Demetriades havde være borgmester i 30 år og var altså borgmester, før byen i 1974 blev delt af "den grønne linie", som den mur, der adskiller øen, kaldes. Det er nok baggrunden for, at det er lykkedes at bevare et godt forhold til den nordlige del af Nicosia, selv om myndighederne de to steder ikke gensidigt anerkender hinanden. De to borgmestre mødes helt uformelt o g drøfter på tomandshånd de fælles problemer.

Et eksempel på dette praktiske samarbejde er byens kloaksystem, som drives fra Nordnicosia, mens Sydnicosia bidrager økonomisk. Et andet eksempel er byplanlægningen, som fortsat foregår med henblik på at byen en dag igen vil blive forenet, selv om det giver mange problemer, at der er en række blinde gader, og at det ikke er muligt at køre igennem byen eller bruge omfartsvejen. Bystyret er i gang med at restaurere de huse, som ligger på den grønne l inie og derfor er forladt af beboerne. Gadebelægningen i gågaden er den samme på de to sider af muren, så den dag den grønne linie åbnes, vil det ikke tage lang tid, før man kan genetablere de gamle trafikmønstre og byen igen kan komme til at fungere som én by.

Nicosias kommunale økonomi er baseret på lokale skatter, som ikke er egentlige indkomstskatter, men "kopf-skatter", som f.eks. er større for folk inden for de akademiske professioner end for arbejdere. Desuden får bystyret indtægter fra parkeringsafgifter og gebyrer for forskellige offentlige serviceydelser såsom restauranttilsyn og levering af elektricitet.

 

 

Grækenland

Alternerende udenrigsminister Elissavet Papazoi

 

Elissavet Papazoi, der er uddannet som civilingeniør, har som alternerende udenrigsminister ansvaret for Europaspørgsmål. Under svarrunden blev hun suppleret af professor Kimides, som er rådgiver for regeringen i Europaspørgsmål, og udenrigsministeriets generalsekretær samt andre højtstående embedsmænd.

Papazoi pegede i sin indledning på en væsentlig forskel på den danske og den græske holdning til EU. Mens Danmark er et meget tøvende medlem og har en række undtagelser, går grækerne ind for alt, hvad EU vedtager, og er begejstrede for at være kommet med i euroen. De ser det ikke som opgivelse af suverænitet, idet de selv frivilligt har valgt at have et tæt samarbejde med EU. Grækenland hænger sig ikke så meget i, hvilke institutionelle former man vælger – om det skal være en konføderation eller et federalt Europa – men er mere interesseret i, hvordan vi ønsker at indholdet af det europæiske samarbejde skal være om ti år.

Grækenland har etableret et tæt samarbejde med Bulgarien og Rumænien. Der er ikke tale om "Røde Kors virksomhed", men om handelsmæssigt samarbejde og økonomisk støtte. Naturligvis vil det vare lang tid, før Bulgarien kan blive medlem af EU, men landet er på rette vej mht. gennemførelse af de nødvendige økonomiske reformer. I det hele taget arbejder Grækenland for, at man på Balkan i stedet for ødelægge nde krige som i Kosovo vælger demokratiets vej og respekterer menneskerettigheder og eksisterende grænser.

Grækenland ser gerne et forsvarssamarbejde inden for EU, men det har lange udsigter. I øjeblikket drejer det sig om et sikkerhedspolitisk samarbejde, som Grækenland støtter aktivt.

Grækenland har haft stor glæde af støtte fra EU's strukturfond, men udenrigsministeren erkendte, at der fra år 2006 ikke længere vil være mulighed herfor.

Indvandring er et stort problem for Grækenland. Man har omkring 700.000 indvandrere, hvoraf de fleste er kommet illegalt til landet, især via Albanien. Det er svært at bevogte de græske grænser, da man har så mange øer. På den baggrund støtter Grækenland en fælles indvandringspolitik og vil gerne have hjælp til at håndhæve den.

Grækenland ser gerne, at EU's charter om grundlæggende rettigheder får juridisk status som en del af traktaten, men går ikke ind for, at traktaten får karakter af en forfatning, idet man er tilfreds med den nuværende magtdeling mellem regeringerne, Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Under en drøftelse af EU's fremtidige landbrugspolitik sagde udenrigsministeren, at man må gennemføre ændringer heri på en afbalanceret måde, hvorunder man tager hensyn til de små brug og fattige bønder i bjergområder samt fremmer den økologiske produktion. Man må huske på, at der ikke kun er tale om landbrugspolitik, men også om socialpolitik og miljøpolitik. Hvis udvidelsen fører til øgede udgifter p& aring; EU's landbrugsbudget, må man udvide indtægtsgrundlaget, idet det nuværende loft på 1,27 pct. af BNP ikke er særlig ambitiøst.

I anledning af, at Europaudvalgets næste møde i Athen skulle være med det græske Europaudvalg, sagde udenrigsministeren spøgende, at nu måtte vi ikke fortælle dem alt for meget om den danske praksis med at give mandat til ministrene, for det ville give ministrene alt for meget arbejde. Ganske vist sender regeringen alle papirer til Europaudvalget, men det reagerer heldigvis sjældent på dem.

 

Europaudvalget i det græske parlament

Formanden for udvalget, der tog sig af såvel Europaspørgsmål som udenrigs- og forsvarsspørgsmål, er Konstantinos Vrettos, der samtidig er næstformand for parlamentet. Han er uddannet som mineingeniør og har været viceminister for landbrug og industri.

På mødet og under den efterfølgende middag var der en livlig udveksling af synspunkter, hvori de fleste af de græske udvalgsmedlemmer deltog.

I forbindelse med en drøftelse af de nationale parlamenters indflydelse nævnte flere af de græske deltagere, at de håbede, deres udvalg ville blive mere involveret i drøftelserne om udvidelsen og drøftelserne om Europas fremtid, herunder de fire punkter der var opregnet i Nicetraktaten. Hidtil havde forholdet været det, at udvalget som regel først var blevet informeret af regeringen, efter at beslutningerne var truffet i Bruxelles. Man håbede fremtidig at få en mere konsultativ rolle.

Den græske befolkning er meget positiv over for EU og er stolte af, at landet nu er kommet med i euroen. Spørgsmålet har været diskuteret i forbindelse med de to seneste valg, og 87 pct. af befolkningen gik ifølge meningsundersøgelser ind for at opgive drakmer til fordel for euro.

Under drøftelsen af EU's udvidelse støttede de græske deltagere det danske ønske om en stor udvidelse i første omgang, idet de dog var klar over, at det ville tage lang tid, før Rumænien og Bulgarien kom med. De fremhævede, at Cypern og Malta nok er de mest velforberedte, men var parate til at acceptere i hvert fald to baltiske lande. Den store polske landbrugssektor blev nævnt som et problem.

En væsentlig del af diskussionen vedrørte EU's landbrugspolitik. I dag har Grækenland de samme økonomiske muligheder som andre europæiske lande og er en aktiv medspiller i den økonomiske udvikling i Euroland. Derfor erkendte man, at strukturfondstøtten vil spille en mindre rolle i fremtiden. Vrettos forsvarede som tidligere landbrugsminister den græske regerings landbrugspolitik, som ikke kan ændres fra dag til dag. Det må foregå i et roligt tempo, så de sociale omvæltninger ikke bliver for voldsomme. Grækenland har stadig det problem, at 20 pct. af befolkningen lever af landbrug, men der er mange små bedrifter, og markedsføringen af landbrugsprodukterne er ikke særlig god. Flere medlemmer, som repræsenterede fattige landdistrikter, gjorde opmærksom på den betydning, landbrugsstøtten har for befolkningen dér. Hvis den falder væk, fordi alle pengene skal bruges til de nye medlemslande, vil man få en afvandring fra landdistrikterne, hvilket vil give sociale problemer. Ganske vist er landbrugsbedrifterne små, men de har stor betydning, når det drejer sig om at bevare arbejdskraften i regionen.

Af de 10 millioner, der bor i Grækenland, er cirka 1 million indvandrere. På den ene side er det en belastning for den traditionelle græske gæstfrihed og giver den type problemer, man kender i så mange andre lande med indvandrere, der har en anden kulturel og religiøs baggrund. På den anden side har den ekspanderende græske økonomi brug for arbejdskraften, og de penge, indvandrerne sender hjem til deres familie, f.eks. i Albanien, er med til at frem me den økonomiske udvikling på Balkan. I den forbindelse blev det nævnt, at netop økonomisk fremgang er et vigtigt led i bestræbelserne på at få rolige forhold på Balkan og fredelig sameksistens mellem landene i regionen.

Under drøftelsen af fremtidens Europa forestillede professor Securos sig et demokratisk Europa, hvor de nationale parlamenter nok kommer til at spille en vigtig rolle, men hvor de centrale beslutninger kan træffes hurtigt i Bruxelles, ligesom det er tilfældet i forbundsstaten USA. Han mente, et federalt Europa ville være bedre i stand til at konkurrere med USA og Japan.

 

Tyrkiet

Vicepremierminister Mesut Yilmaz

Mesut Yilmaz, som tidligere har været premierminister, er formand for det mindste af de tre regeringspartier (ANAP) og har det politiske ansvar for gennemførelsen af det nationale program, som kort før udvalgets besøg var blevet godkendt af regeringen (jf. Europaudvalgsbilag Det er Tyrkiets svar på tiltrædelsespartnerskabet med EU, som man har arbejdet med siden Tyrkiet på Det Europæiske Råds mø de i Helsinki i december 1999 opnåede kandidatstatus, og dermed regeringens bud på, hvordan Tyrkiet kan opfylde de kriterier, som medlemskab af EU forudsætter, både mht. økonomi og mht. menneskerettigheder mv. Samtidig er det et program for den økonomiske genrejsningspolitik, som er nødvendig efter en længere årrække, hvor den årlige inflationsrate lå på 60-100 pct.

Yilmaz gennemgik hovedpunkterne i det nationale program og beskæftigede sig især med reformerne

• på det retlige område, herunder menneskerettigheder og en ændring af grundloven,
• på det økonomiske område, hvor programmet tilstræber at give en solid basis for en velfungerende markedsøkonomi og også indebærer strukturreformer og reformer i banksektoren, samt
• på lovgivningsområdet, hvor der på mange felter skal ske en tilpasning af den tyrkiske lovgivning til acquis communautaire.

Målet for den tyrkiske regering er fuldt medlemskab af EU. I den forbindelse betegnede Yilmaz det som lidt skuffende, at Tyrkiet ikke var inkluderet blandt ansøgerlandene, men kun blev omtalt som "kandidatland". Tyrkiet var det første land, som EF indgik en associeringsaftale med – allerede i 1963 – og i 1996 havde EU indgået en toldunionsaftale med Tyrkiet, hvad man i øvrigt ikke har med nogen af ansøgerlandene. På den baggrund er der i Tyrkiet e stro til, om EU mener det oprigtigt, når man taler om tyrkisk medlemskab af EU.

Tyrkiet har været med i NATO siden 1952 og har i den periode bidraget aktivt til forsvaret af den vestlige verden og har ydet ofre i den forbindelse. Derfor er man skuffet over, at Tyrkiet kun kommer med som observatør i den forsvarsmekanisme, man er i gang med at opbygge inden for EU. Og man forstår ikke, hvorfor Tyrkiet mht. medlemskab bliver overhalet indenom af lande som Ungarn, Polen og Bulgarien, som var blandt de fjendelande, Tyrkiet gennem sit NATO-medlemskab var med til at for svare Europa mod.

Vicepremierministeren erkendte, at Tyrkiet for tiden gennemlever en økonomisk krise, og at store dele af landet er underudviklet, men samtidig fremhævede han, at Tyrkiet med sine 69 millioner indbyggere og en kraftig økonomisk vækst har potentiale til at blive en god samarbejdspartner som medlemsland. Adspurgt om tidsperspektivet sagde Yilmaz, at han regnede med, at Tyrkiet ville være klar til at begynde optagelsesforhandlinger om 3 år, og at disse forhandlinger m&ar ing;ske ville tage 5-7 år. Han erkendte, at man ikke kan nå at opfylde de politiske Københavnerkriterier for medlemskab – herunder menneskerettighedskriterierne – i løbet af det, der i det nationale program kaldes kort sigt, dvs. 1 år, men hvorfor skulle man også gøre det, når medlemskabsperspektivet er år 2010 ?

Tidsperspektivet "mellemlang sigt" i den nationale plan definerede vicepremierministeren som 5 år. Det punkt, der vil blive vanskeligst at gennemføre, er nok landbrugsreformerne, idet 25 pct. af Tyrkiets bruttonationalprodukt stammer fra landbruget. Problemet er altså endnu større end Polens. Det politiske klima i de tyrkiske landdistrikter gør det ikke muligt at gennemføre hurtige reformer på landbrugsområdet.

I forbindelse med en drøftelse af, hvornår Tyrkiet regner med at have opfyldt de politiske dele af Københavnerkriterierne, blev Yilmaz spurgt, hvorfor man ikke ophævede dødsstraffen allerede nu. Han henviste til, at man i næsten 20 år havde måttet kæmpe mod terrorister og kurdiske nationalister, som i virkeligheden ønskede at oprette en selvstændig stat, selv om de nu kun talte om etniske og kulturelle rettigheder.

 

Departementschef i Udenrigministeriet Faruk Logoglu m.fl.

Udover departementschefen deltog flere afdelingschefer fra Udenrigsministeriet, bl.a Akin Alptuna, som er vicecepartementschef med ansvar for EU-spørgsmål.

Faruk Logoglu kendte de danske forhold godt, idet han havde været ambassadør i København. Han var klar over, at Tyrkiet skulle opfylde Københavnerkriterierne om demokrati og menneskerettigheder, og bedyrede, at Tyrkiet ville opfylde sit løfte herom. I den forbindelse henviste han til, at man allerede havde taget mange initiativer til ny lovgivning på området.

Han omtalte den bedring, der var indtrådt i forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet, og tilskrev det ikke alene det forhold, at de to landes udenrigsministre kan godt sammen, men også at følelserne mellem det tyrkiske og det græske folk var blevet mere venlige. Som eksempler på fremskridtene nævnte han, at man havde underskrevet en aftale om at fjerne miner fra hinandens havne, og at der nu var kontakter mellem folk på alle niveauer, herunder NGO'er.

Under drøftelserne fremhævede embedsmændene fra det tyrkiske udenrigsministerium de gode bilaterale relationer, der eksisterer mellem Danmark og Tyrkiet, og nævnte de besøg, de tidligere danske udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen havde aflagt i Ankara, samt de gode handelsmæssige forbindelser, der var mellem de to lande, og de mange danske turister, der besøgte Tyrkiet.

I forbindelse med en drøftelse af sikkerheds- og forsvarspolitik gav fru Sanivar Kizildeli, som har ansvaret for sikkerhedspolitiske spørgsmål, udtryk for, at hun ikke forstod, hvorfor Danmark ønsker at stå uden for det forsvarssamarbejde, man er ved at opbygge i EU. Tyrkiet ønsker at komme med i dette forsvarssamarbejde, idet man opfatter det som noget, der vil fremme den politiske integration i Europa. I den forbindelse nævnte hun, at Tyrkiet ligger i et om råde af Europa, hvor der let kan opstå kriser, og bl.a. derfor har landet opbygget en stærk militær kapacitet, som man stiller til rådighed for NATO

 

 

Parlamentets EU-komité

Formanden for parlamentskomiteen, Mehmet Arslan, fortalte om komiteens oprettelse og sammensætning. Den har 12 medlemmer og skal holde møde to gange om året, men den plejer derudover at holde yderligere 2-3 møder om året. Den samarbejder med det EU-sekretariat, regeringen har oprettet med henblik på at harmonisere den tyrkiske lovgivning til EU-reglerne. Arslan lagde ikke skjul på, at der er tale om en meget besv&ae lig;rlig proces, og han forudså et langvarigt forløb, idet der bl.a. er tale om en vanskelig juridisk øvelse.

Med det nationale program, der blev fremlagt i marts, var der ifølge medlemmerne af parlamentskomiteen indledt en ny epoke i relationerne mellem Tyrkiet og EU. Ganske vist er nogle af formuleringerne, især af målene på mellemlang sigt, ret vage, men det er fordi der er tale om et politisk kompromis, og man forventede, at de med tiden vil blive udformet som mere præcise lovbestemmelser.

I forbindelse med en drøftelse af, hvad Tyrkiet gør for at bringe deres menneskerettighedslovgivning i overensstemmelse med de gældende normer i EU-landene, kom man man ind på de bestemmelser i den tyrkiske lovgivning, der diskriminerer kvinder. Ali Texin erkendte, at der var enkelte bestemmelser om arveret og efternavn, der diskriminerer kvinder, men pointerede, at i almindelighed har kvinder de samme sociale og økonomiske rettigheder som mænd, og regeringen arbejd er på at tilbyde pigerne samme uddannelse som drengene, så de har et valg mellem at gifte sig eller forblive enlige. Problemet er ikke så meget lovgivningen som traditionerne, specielt i landdistrikterne.

Under diskussionen om dødsstraf blev det oplyst, at ganske vist rummer den tyrkiske lovgivning mulighed for dødsstraf, men der har ikke være eksekveret dødsstraf siden 1984. Om dødsstraffen skal ophæves er et kontroversielt politisk spørgsmål i Tyrkiet. Det kræver en ændring af grundloven, og måske skal der være en folkeafstemning herom.

Undertrykkelsen af det kurdiske sprog var et af de emner, der blev drøftet i forbindelse med en diskussion om kulturelle rettigheder. Det tyrkiske synspunkt var her, at de juridiske barrierer for anvendelse af kurdisk blev fjernet i 1991. Men der er så mange kurdiske dialekter, at de ikke kan forstå hinanden. Det officielle sprog i Tyrkiet er tyrkisk, og derfor skal børnene lære tyrkisk i skolen. Der udgives aviser på kurdisk, og man må gerne tale kurdisk, hvil ket mange gør i den sydøstlige del af landet, men friheden hertil må ikke udnyttes til separatistisk propaganda. I øvrigt er de to befolkningsgrupper integreret, de gifter sig med hinanden, og i parlamentet sidder de ved siden af hinanden.

 

Menneskerettighedskomiteen i Tyrkiets Parlament

Formanden for menneskerettighedskomiteen, Huseyin Akgul, redegjorde for arbejdet i menneskerettighedskomiteen, idet han gjorde opmærksom på, at man også arbejder med dette spørgsmål i andre organer, bl.a. i et organ under premierministeren og i regionale menneskerettighedsråd. Tyrkiet gør hvad det kan for at leve op til de europæiske standarder for menneskerettigheder, både hvad angår lovgivning og hvad angår implementeringen heraf lokal t. Men det er en proces, der tager tid, og det kræver uddannelse på mange niveauer at ændre gendarmernes og befolkningens holdning.

I anledning af det, der havde været skrevet i pressen om, at den tidligere formand for menneskerettighedskomiteen havde udarbejdet nogle rapporter, som var kritiske over for regeringen, og derfor var blevet skiftet ud, pegede den nye formand på, at alle partier er repræsenteret i komiteen, og at rapporterne er udarbejdet i enighed.

Formanden for udenrigsudvalget, som også er medlem af komiteen, kædede spørgsmålet om menneskerettigheder sammen med Tyrkiets ønske om medlemskab af EU og beklagede sig over, at mens 80 pct. af den tyrkiske befolkning går ind for medlemskab, er der i EU-landene en udbredt modstand mod Tyrkiets medlemskab, hvilket han bl.a. tilskrev den ensidige behandling i den europæiske presse af forholdene i Tyrkiet på menneskerettighedsområdet og mht. religion.< /P>

Spørgsmål om, hvordan komiteen så på de bestemmelser om menneskerettigheder, der findes i det nationale program, blev besvaret med, at det var noget, Retsudvalget tog sig af.

Spørgsmål om fængslerne i Tyrkiet blev besvaret med, at den sultestrejke, der havde været omtalt i pressen, i virkeligheden skyldtes, at man var gået over til et bedre fængelssystem, hvor de forhærdede forbrydere ikke længere kunne "uddanne" nyindsatte til at blive vaneforbrydere. Derfor havde de forhærdede forbrydere arrangeret sultestrejker i fængslerne. Huseyin Akgul nævnte det besøg, en delegation fra hans kommission havde afla gt for at undersøge fængselsforholdene i Danmark, og sagde, at standarden i de tyrkiske fænglser var bedre end i Danmark, hvor fangerne sad indespærret i eneceller uden bad og toilet og kun kunne komme på toilettet ved at tilkalde en fængselsbetjent.

 

EU-sekretariatschef Volkan Vural

 

Volkan Vural er chef for et sekretariat, der sorterer direkte under præsidenten, og som har til opgave at sørge for, at den tyrkiske lovgivning bliver harmoniseret til EU-lovgivningen – herunder at de tiltag i den retning, der er beskrevet i det nationale program, bliver gennemført til tiden. Sekretariatet har 45 medarbejdere og 25 eksperter.

I de seneste uger havde man drøftet gennemførelsen af det nationale program med en række NGO'er. Man havde bl.a. drøftet bestemmelserne om talefrihed og forsamlingsfrihed. I første omgang lagde man vægt på de politiske målsætninger, men man glemte ikke de økonomiske målsætninger, idet man var klar over, at en opfyldelse af disse var en absolut nødvendighed for, at Tyrkiet kunne komme i en situation, hvor man opfylder EU's konvergenskriterier.

Volkan Vural mente, der var bred opbakning til det nationale program både blandt partierne, hos NGO'erne og i befolkningen. De kortsigtede mål regnede man med at nå inden for ét år, mens de mere langsigtede mål gerne skulle være opfyldt inden for 2-3 år.

I relation til ligestillingsspørgsmålet var Vural stolt over, at de fleste af medarbejderne i hans sekretariat var kvinder. Man gjorde meget for at oplyse befolkningen, bl.a. gennem tv og ved at rejse rundt i landet, men det er ikke nemt at trænge igennem til den del af befolkningen, der bor i små landsbyer og følger det traditionelle familiemønster.

Mht. økonomien troede man indtil for nylig, at den nye regerings politik fungerede fremragende, idet inflationen var kommet ned under 10 pct., samtidig med at budgetunderskuddet var reduceret. I november 2000 kom der imidlertid en krise i banksystemet. Det hang sammen med, at bankerne havde strakt sig langt mht. at finansiere investeringer i landbrugsproduktion og mindre industri, hvortil kom, at der var problemer med korruption i nogle private banker. Den 19. februar opstod der en alvorlig politi sk krise, som blev udløst af et offentligt skænderi mellem præsidenten og premierministeren om korruption efter et møde i det nationale sikkerhedsråd. Den politiske krise førte til en alvorlig økonomisk krise, hvor tilliden til bankerne forsvandt. Det største økonomiske problem i øjeblikket var bankernes insolvens og liraens kraftige fald, som havde ruineret mange forretningsmænd og havde bevirket, at mange arbejdere og offentligt ansa tte havde fået deres realløn forringet drastisk. Realøkonomisk var den tyrkiske økonomi imidlertid sund og dynamisk, og sekretariatschefen regnede med, at man ville komme over krisen, hvis det lykkedes at genoprette tilliden til banksystemet gennem reformer af det.

Volkan Vural oplyste, at på nuværende tidspunkt var den nationale plan kun et regeringsdokument, men parlamentet ville blive involveret, når bestemmelserne i planen skulle gennemføres i form af lovgivning. Planen var et kompromis mellem de tre regeringspartier og bar præg heraf.

Man ville sikre ytringsfriheden ved at ændre artikel 312 i den tyrkiske straffelov, således at Tyrkiet på det punkt ville kunne leve op til menneskerettighedskonventionen.

Mht. individuelle rettigheder havde man haft et problem med tv-udsendelser og undervisning i andre sprog end tyrkisk i skolerne. Kompromiset var blevet, at enhver havde mulighed for at tale sig eget sprog, og der blev også udgivet aviser og bøger på andre sprog end tyrkisk. Men formelt var der stadig visse restriktioner, som Vural forklarede med, at Tyrkiet i 50 år havde lidt under terrorisme, som udenlandske kredse stod bag. Derfor var man meget på vagt over for separatism e.

En del af diskussionen drejede sig om det nationale sikkerhedsråd, som er en særegen tyrkisk institution, hvor forsvarschefen er formand, og hvor der sidder repræsentanter for de forskellige værn sammen med præsidenten, premierministeren og forskellige ministre. Vural fortalte, at man ville ændre reglerne for det nationale sikkerhedsråds sammensætning, så der kommer flere civile med. Han pointerede, at det blot var et rådgivende organ, som ikke kan træffe nogen beslutninger, hvis ikke præsidenten er enig heri. Han forsvarede eksistensen af det nationale sikkerhedsråd med, at det er nødvendigt for Tyrkiet at lægge stor vægt på sin sikkerhed, idet man nabo til ustabile diktaturer i Iran og Iraq, og terrorisme udgør en reel trussel i regionen. I øvrigt gjorde Vural opmærksom på, at forsvaret nyder stor respekt hos befolkningen, og at meningsmålinger viser, at tyrkerne næ rer større tillid til hæren end til politikerne.

 

Statssekretær Kemal Dervis

Regeringen havde for få måneder siden hentet Kemal Dervis hjem fra New York, hvor han var vicepræsident for Verdensbanken, for at han skulle redde den tyrkiske økonomi fra den alvorlige krise, der var opstået. Ministeren kom lige fra et møde med statsministeren om krisen, som var på sit højeste, mens Europaudvalget besøgte Ankara, og var forsidestof i alle tyrkiske og flere udenlandske aviser. Samtalen drejede sig derfor naturligt først og fremmest om, hvordan den nye nationale plan skal overvinde krisen, bringe Tyrkiet ind i den globale økonomi og dermed på længere sigt muliggøre et medlemskab af EU.

 

 

Kemal Dervis erkendte, at landets situation er kritisk, men han troede på, at det ville lykkes at gøre Tyrkiet til en del af Den Europæiske Union, og sagde spøgende, at landet såmænd nok ville komme med i euroen før Danmark. Han pegede på, at over 60 pct. af landets handelsrelationer er med Europa, og at Tyrkiet betyder meget mere for EU-landens økonomi end f.eks. Ungarn og mange af de andre ansøgerlande i Øst- og Centraleuropa.

På baggrund af sine erfaringer fra Verdensbanken opdelte Dervis landene i tre grupper:

1. Lande, der ikke har nogen udvikling og er uden dynamik.
2. Dynamiske lande, der kan komme ud for "trafikuheld" – som f.eks. Mexico, Brasilien, Thailand og Tyrkiet.
3. Dynamiske lande, der ikke kommer ud for "trafikuheld" – som f.eks. Danmark.

Et af problemerne i den globale økonomi er, at pengene strømmer hurtigt ind, når det går godt, og forsvinder hurtigt igen, når det går dårligt. Kapitalen er meget mobil, mens arbejdskraften ikke er det. Derfor er det meget vanskeligt at bekæmpe kriser og samtidig tage sociale hensyn, og derfor er der en tendens til, at omkostningerne ved økonomiske kriser bliver båret af de fattige.

Kemal Dervis skønnede, at der var brug for 12 mia. US dollars i yderligere kreditter til Tyrkiet i løbet af 2001. Derfor forhandlede man nu med Verdensbanken og private investorer herom.

Inflationen i Tyrkiet havde i de seneste 10 år været mellem 60 og 100 pct. om året. Man havde forsøgt at bringe den ned i 2000, og et af midlerne hertil havde været faste vekselkurser. Denne politik var brudt sammen i forbindelse med den økonomiske krise, som opstod i februar. Resultatet var en devaluering på 40 pct., som havde skabt panik og ruineret mange forretningsdrivende.

Det vigtigste er at få genskabt tilliden. Så har Tyrkiet gode eksportmuligheder, idet virksomhederne er meget konkurrencedygtige, og turisterne vil strømme til på grund af de lave priser. Som et eksempel på, hvor godt det kan gå, nævnte økonomiministeren, at Korea allerede året efter sin krise havde en økonomisk vækst på 11 pct.

Hidtil havde banksystemet fungeret sådan, at de enkelte sektorer i økonomien havde deres egne banker, som ydede dem store lån. Ministerierne havde også deres egne banker, hvor politikerne havde indflydelse på ledelsen og långivningen. Et af programpunkterne i den reform med en liberalisering af banksektoren, man er i gang med, lyder derfor: "Ikke flere telefonopringninger". Det vil sige, at ministeren ikke kan ringe til bankdirektøren og lægge et godt ord ind for lån til sine politiske venner.

Når man skal bekæmpe en økonomisk krise, undgår man naturligvis ikke at se på, om de offentlige udgifter kan skæres ned. Der er et vist spild, men økonomiministeren mente ikke, der var de store muligheder for at hente pengene dér, idet han nævnte, at en sygeplejerske på et tyrkisk hospital kun tjener omkring 1.200 kr. om måneden.

Den tyrkiske forfatning indeholder et forbud mod at give monopoler til udenlandske virksomheder. Ikke desto mindre prøvede Dervis at overbevise sine kolleger om, at man skulle liberalisere de store offentligt ejede selskaber i telesektoren og luftfartssektoren. Der skal ikke alene ske en privatisering, men også gennemføres en deregulering, idet der f.eks. i dag er priskontrol på indenrigsflyvninger.

I forhold til landets størrelse og økonomiske potentiale tiltrækker Tyrkiet meget få udenlandske investorer. Det skyldes både den makroøkonomiske usikkerhed og et besværligt bureaukrati. Regeringen arbejder på at nedbringe bureaukratiet og er også i færd med at opstille regler, som gør det muligt at give de udenlandske investorer nogle juridiske garantier. Dervis var imidlertid ikke tilhænger af, at man også gav kommerciell e garantier, idet det må være de store multinationale selskaber og ikke den tyrkiske statskasse, der skal dække den kommercielle risiko, som er forbundet med investeringer.

Når den økonomiske krise er overvundet, håbede økonomiministeren, at man kunne genindføre en fast vekselkurs, sådan at liraen fulgte euroen. Samtidig kunne man "stryge nullerne", hvormed han hentydede til, at 10 mio. lira svarede til 1 US dollar.

Der er flere landmænd i Tyrkiet, end der er i USA og EU tilsammen, så man har ikke råd til at yde landbrugsstøtte på det niveau, der gælder i EU. Det drejer sig om gennem regional støtte at animere til en rationel drift i landbruget og en øget industriproduktion samt ekspansion i servicesektoren, idet Dervis tilføjede, at han kun ville give overgangsstøtte til økonomisk sunde projekter. Han var klar over, at det er vanskeligt at genn emføre regeringens reformpolitik, idet man samtidig må bede befolkningen om at yde ofre. Et modstykke hertil kunne være at give dem en vis jobsikkerhed. Det arbejder man på, men det er vanskeligt.

 

Bilkent Universitet

Europaudvalget blev vist rundt på Bilkent Universitet og havde derefter en samtale med formanden for bestyrelsen, professor Ihsan Dogramaci, som havde oprettet universitetet som det første private universitet i Tyrkiet, og som havde ladet sin store formue og sin private villa indgå i den fond, som driver universitetet. Til universitetet er knyttet et internationalt børnecenter, og man har også en menneskeretsafdeling. Al under visningen foregår på engelsk. Man optager kun studenter med høje karakter. Tyrkiske studerende betaler for at få undervisning, men langt mindre end den koster. Udenlandske studerende betaler et større beløb, men stadig mindre end undervisningen koster. Dette er muliggjort af, at den fond, der ejer universitetet, samtidig ejer en række virksomheder, hvis overskud går til driften af universitetet. De fleste af lærerkræfterne er udenlandske, og de evalueres hvert år efter et amerikansk system, sådan at de lærere, der ikke er gode nok som undervisere eller ikke producerer tilstrækkeligt mange artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter, fyres. Mange af kandidaterne finder ansættelse i udlandet, bl.a. i den amerikanske IT-industri.

 

NGO'er

På udvalgsrejsens sidste dag havde ambassadør Michael Bendix inviteret repræsentanter for en række "Non Government Organizations" til at mødes med delegationens medlemmer. Mødet fandt sted i forbindelse med en brunch på ambassaden, og de danske deltagere fordelte sig ved de små runde borde efter interesser, således at samtalen ved de enkelte borde koncentrerede sig om forskellige emner.

Man fik indtryk af, at så længe der ikke er tale om separatistbevægelser – som regeringen ser som en trussel mod den nationale sikkerhed – er der mulighed for at organisere sig, også i fagforeninger og interessegrupper, som er kritiske over for regeringen, f.eks. når det gælder dennes behandling af menneskerettighedsspørgsmålet, kvinders ligestilling o.lign.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen