Kommissionens Grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid

udvalgenes medlemmer og stedfortrædere

Kommissionen fremlagde den 20. marts 2001 en Grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid. Formålet med Grønbogen er at starte en offentlig debat om fremtiden for den fælles fiskeripolitik, som skal revideres i løbet af 2002.

Kommissionen skød selv debatten i gang med en offentlig høring den 5. – 7. juni 2001, hvor bl.a. en repræsentant fra Fødevareudvalget deltog. Kommissionen havde til høringen forberedt en række spørgsmål, som blev brugt i debatten. Disse spørgsmål er - i egen oversættelse fra engelsk – vedlagt som

./. bilag 1.

Grønbogen kan opdeles i fire dele, nemlig

Hovedpunkterne i Grønbogen gennemgås kort nedenfor, efterfulgt af et oplæg til nogle af de mest centrale debatpunkter i forbindelse med Grønbogen.

Kommissionen påpeger, at en række fiskebestande er overfiskede, fordi

Overfiskningen er altså en trussel både for fiskeressourcerne og havmiljøet samt for beskæftigelsen i fiskeriet og i forarbejdningsindustrien.

Kommissionen angiver flere årsager til overfiskning af fiskeressourcerne, bl.a.

Havundersøgelsesråd)

Som mulige løsninger peger Kommissionen på

Kommissionen ser ikke på nuværende tidspunkt noget presserende behov for at ændre radikalt på princippet om relativ stabilitet i adgangen til ressourcer og farvande (dvs. bl.a. tildeling af kvoter). Princippet om relativ stabilitet er en fordelingsnøgle for TAC’ernes opdeling i nationale kvoter, som blev besluttet i 1983 for at sikre medlemslandene et relativt stabilt fiskeri.

Indenfor 12-sømil fra kysten har det siden 1972 alene været tilladt at fiske med mindre fartøjer. Begrundelsen er et ønske om at beskytte fiskeressourcerne og samtidig beskytte det traditionelle fiskeri i kystsamfundene. Kommissionen har ikke planer om at ændre på reglerne om 12-sømilezonen.

Fiskerirestriktionerne i Shetlandskassen foreslår Kommissionen opretholdt, da fiskebestandene fortsat ikke er store nok til at øge fiskeriindsatsen.

Adgangen til Nordsøen bliver frigivet pr. 31. december 2002. Fiskeriet i Nordsøen vil dog fortsat blive reguleret af kvoter m.v., så det kun er flåder med kvoter hertil, der får adgang til Nordsøen. Her vil princippet om relativ stabil-

./. itet få stor betydning. Som bilag 2 vedlægges artikel fra Jyllands-Posten, som beskriver spanske fiskeres pres for at få adgang til Nordsøen.

Miljøhensyn skal fremover i højere grad integreres i fiskeripolitikken som i alle EU’s øvrige politikker. Kommissionen fastslår, at det er vigtigt at forsøge at finde en rimelig balance mellem miljøinteresser og fiskeriinteresser. Derfor er det væsentligt at få tilvejebragt mere viden om hvordan de marine økosystemer fungerer og hvordan fiskeriet påvirker dem. Samtidig pointeres det, at problemerne i havmiljø e alene skyldes fiskeriet, men også skyldes forurening, klimaændringer og den kombinerede virkning af fiskeri og anden aktivitet, f.eks. turisme.

Kommissionen er i gang med at beskrive en strategi for integration af miljøhensyn i den fælles fiskeripolitik og vil desuden starte en debat om frivillig øko(miljø)mærkning af fiskevarer. En økomærkeordning skal sikre forbrugerne objektive og verificerbare oplysninger om fiskeprodukter og være med til at skærpe deres miljøbevidsthed.

Kommissionen fastslår, at den nuværende flåde er alt for stor og samtidig bliver den på grund af ny teknologi stadig mere effektiv. Der er behov for en reduktion af flåden, som skal være mere effektiv end den reduktion, som er sket som følge af de flerårige udviklingsprogrammer (FUP’er). FUP III (1992-1996) reducerede flåden med ca. 15% i tonnage (vægt) og ca. 10% i maskinkraft. Den nuværende FUP IV (1997-2001) sigter på s ; beskeden en reduktion af flåden som 3% i kapacitet og 2% i aktivitet over den 5-årige periode – disse mål var for EU-flåden som helhed nået for hele perioden allerede ved vedtagelsen af FUP IV i 1997!

De nuværende tilskud til bygning og modernisering af fartøjer modvirker desuden indsatsen for reduktion af fiskeriflåden.

Kommissionen fremlægger ikke noget konkret forslag til en fremtidig flådepolitik, men peger på en række væsentlige hensyn og overvejelser herom.

Kommissionen forestiller sig en mere enkel og effektiv fremtidig flådepolitik, som skaber en balance mellem flådekapacitet og udnyttelsesgrad i overensstemmelse med langsigtede mål. Reduktionssatserne skal tage hensyn til de udnyttelsessatser, der fastsættes ved de fremtidige flerårige TAC’er. Samtidig skal reduktionssatserne være så høje, at de modvirker effekten af nye højteknologiske og effektive fartøjer og redskaber ffentlig støtte må fremover ikke bidrage til at øge fiskeriindsatsen og skal på langt sigt afvikles helt.

Kommissionen skitserer to mulige fremgangsmåder for etableringen af en fremtidig flådepolitik, som opfylder ovennævnte mål.

Den første fremgangsmåde er en ordning med kvantitative mål, som skal nås inden for en bestemt periode og omfatter

Kommissionen forestiller sig bl.a. en justeret "tilgangs-og afgangsordning", som betyder, at der hver gang flåden tilføjes ny kapacitet, udtages endnu større kapacitet.

Den anden fremgangsmåde er helt at opgive faste mål for perioden frem til 2006 og i stedet indføre en mekanisme, der sikrer gradvis og automatisk reduktion af flåden over perioden. Dette kunne f.eks. gøres ved en yderligere skærpelse af "tilgangs- og afgangsordningen".

Kommissionen påpeger, at den eksisterende beslutningsproces er for langsommelig, når det pludselig bliver nødvendigt med hurtig indgriben, f.eks. hvis en bestand er truet. Samtidig føler fiskerierhvervet sig ikke i tilstrækkelig grad involveret i væsentlige beslutninger, hvilket underminerer deres tillid til beslutningernes rigtighed.

Kommissionen foreslår oprettelse af regionale rådgivende udvalg, der skal inddrage de berørte parter på en mere effektiv måde. Udvalgene skulle beskæftige sig med regionale forvaltningsområder eller bestemte bestande og skulle rådgive Kommissionen før Kommissionen fremsætter forslag til forvaltningsbeslutninger.

Derudover kunne der ske en decentralisering til medlemsstaterne af visse lokale bevarelsesforanstaltninger inden for territorialfarvandene, dog vil Kommissionen bevare initiativretten i krisesituationer.

Samtidig bør der være en tættere forbindelse mellem de videnskabelige rådgivere og beslutningstagere og øvrige aktører i fiskeriet.

Medlemslandenes kontrol med overholdelsen af kvoterne og sanktionspraksis opleves af Kommissionen (og fiskerierhvervet) som alt for uensartet og utilstrækkelig. Der er behov for en klar afgrænsning af henholdsvis Kommissionens og medlemsstaternes ansvar for overvågning og kontrol. Medlemsstaterne bør efter Kommissionens opfattelse påtage sig den centrale rolle ved gennemførelsen af regionale overvågningsordninger.

Efter Kommissionens opfattelse er der behov for en bedre koordinering af medlemsstaternes politikker, harmonisering af sanktioner, åbenhed i opfølgning af overtrædelser og nærmere afgrænsning af medlemsstaternes og Kommissionens ansvar overfor de farvande, der forvaltes af regionale fiskeriorganisationer.

Det bør i den forbindelse overvejes som en mulighed at etablere en fælles EU-kontrolstruktur, der skal koordinere medlemsstaternes og EU’s kontrolpolitik og –aktiviteter og medvirke til en stramning af de nuværende overtrædelsesprocedurer.

Endelig bør det overvejes, hvordan sanktionerne bliver mere afskrækkende, f.eks. administrative sanktioner som tab af fiskekvoter, inddragelse af licenser eller krav om tilbagebetaling af finansiel støtte.

Kommissionen fastslår, at fiskeripolitikken har stor økonomisk betydning i EU, bl.a. i form af prisstøtte og toldbeskyttelse samt tilskud til investeringer i flåde og forarbejdningsanlæg. Samtidig har fiskeriet især i visse regioner meget stor beskæftigelsesmæssig betydning, både i fiskeriet og i forarbejdningsindustrien.

Kommissionen påpeger, at det er medlemsstaternes ansvar at fastlægge en økonomisk strategi for fiskerisektoren. Efter Kommissionens opfattelse forfølger medlemsstaterne meget forskellige og undertiden indbyrdes modstridende mål på dette område. Derfor er der stort behov for en afklaring af de fælles politiske mål for fiskerisektoren.

Der har de seneste år været en støt nedgang i beskæftigelsen indenfor fiskeriet. Kommissionen fastslår, at det i den nuværende situation ikke er vejen frem at forsøge at redde arbejdspladser ved at give økonomisk støtte til sektoren.

De ovenfor beskrevne problemer med overfiskning og for stor flådekapacitet m.v. betyder, at der skal ske en større strukturel tilpasning af fiskeriet i de kommende år. Dette vil have både økonomiske og sociale konsekvenser for både fiskere, akvakultursektoren og forarbejdningsindustrien.

Strukturpolitikken indenfor fiskeriet skal rettes imod en reduktion af flåden, herunder bør det overvejes at udfase investeringsstøtte til fiskerflåden. Omskolings- og uddannelsesprogrammer bør også overvejes som en del af den strukturelle tilpasning af fiskeripolitikken.

Samtidig lægger Kommissionen op til at undersøge nye mulige løsninger, herunder eksempelvis:

Kommissionen opstiller i Grønbogens kapitel 4 en række mål for den fremtidige fælles fiskeripolitik:

Der er mange debatpunkter i Kommissionens Grønbog og det vil være for omfattende at forsøge at beskrive dem alle. I det følgende beskrives 6 punkter, som forhåbentlig kan tjene som oplæg til en debat om fremtiden for EU’s fiskeripolitik.

Med venlig hilsen

Anja Trier Wang/Lene Broberg

Er et flerårigt forvaltningssystem, primært baseret på TAC’er (samlede tilladte fangstmængder), kvoter og tekniske foranstaltninger, tilstrækkeligt til at garantere fiskeriets bæredygtighed i EU eller bør andre fremgangsmåder overvejes?

Hvordan kan miljøhensyn blive integreret i den fælles fiskeripolitik, når sektorens økonomiske og sociale "begrænsninger" tages i betragtning?

Hvordan kan fiskeriindsatsen tilpasses de tilstedeværende marine ressourcer?

Forøgede ressourcer og/eller politisk vilje: Hvordan kan et rimeligt og effektivt kontrolsystem blive fastlagt?

Hvordan kan Middelhavet blive bedre integreret i den fælles fiskeripolitik og især hvordan kan områdets specifikke problemer (utilstrækkelig kontrol, manglende harmonisering af tekniske foranstaltninger, illegalt fiskeri…) håndteres?

Hvordan kan gennemsigtigheden og troværdigheden af den videnskabelige rådgivning blive forbedret blandt fiskerne og hvordan kan det sikres, at deres erfaringer bliver taget i betragtning af videnskabsfolkene?

Hvordan kan man sikre et forvaltningssystem, som svarer bedre til regionale vilkår og øge involvering af de berørte parter uden at bringe fællesskabskarakteren ved den fælles fiskeripolitik i fare?