Høringsnotat om grønbog og integreret produktpolitik

udvalgenes medlemmer og stedfortrædere

Kommissionen fremlagde den 7. februar 2001 en Grønbog om en integreret produktpolitik. Grønbogen skal stimulere en offentlig debat om strategien for en integreret produktpolitik og ikke mindst hvordan den kan gennemføres.

Kommissionen stiller undervejs i Grønbogen en række spørgsmål til brug for

./. debatten. Disse spørgsmål er samlet i bilag I til dette notat.

Dette notat gennemgår kort Kommissionens forslag til en integreret produktpolitik og midler til at gennemføre politikken. Derefter skitseres 4 væsentlige debatpunkter i forbindelse med Grønbogens forslag.

En integreret produktpolitik er en del af miljøpolitikken, og handler om, hvordan produkter kan gøres mere miljøvenlige i hele deres livscyklus, dvs. fra design, udvinding af råvarer, produktion og distribution til brug og bortskaffelse. Formålet er at reducere produktets samlede miljøbelastning ved at inddrage miljøhensyn på alle trin i produktets livscyklus.

Spørgsmålet er herefter hvordan det mest effektivt sikres

1) at der udvikles renere produkter og

2) at forbrugerne køber dem.

I Grønbogen bliver de væsentligste aktører i den forbindelse identificeret som producenterne, der har ansvaret for og indflydelsen på miljørigtigt design af deres produkt og forbrugerne, der skal købe og ikke mindst skal anvende produkterne miljørigtigt.

En integreret produktpolitik skal sikre, at der på alle trin tænkes på og tages ansvar for miljøbelastningen i hele produktets livscyklus i stedet for blot at "klare sin del af opgaven" og derefter skubbe miljøbelastningen over på et andet trin i produktets livscyklus.

Tjenesteydelser bør ifølge Grønbogen ikke udelukkes fra den integrerede produktpolitik, selv om de ikke er det primære mål. Delebil-ordninger nævnes som eksempel på en tjenesteydelse, der erstatter produkter (nemlig et antal privatbiler) og derved reducerer miljøbelastningen.

Kommissionen lægger i Grønbogen op til, at miljøvenlige varer og tjenesteydelser i størst mulig udstrækning skal fremmes ved udnyttelse af markedskræfterne. Varens pris skal fastsættes ud fra princippet om at "forureneren betaler". Det betyder, at prisen skal afspejle varens samlede miljøbelastning i hele livscyklus. Der skal desuden fokuseres på at stimulere både en grøn efterspø rgsel og et grønt udbud.

I Grønbogen nævner Kommissionen en række midler til at implementere den

./. integrerede produktpolitik. I bilag III findes en oversigt over de vigtigste virkemidler og aktioner, som kort kan opsummeres således:

De offentlige myndigheders rolle i den integrerede produktpolitik skal være at lette indsatsen ("facilitator") frem for at gribe direkte ind. Den integrerede produktpolitik skal fastlægge målene og give de øvrige aktører midler og tilskyndelser til at nå målene.

Lovgivning skal alene anvendes som virkemiddel, f.eks. hvis en frivillig indsats ikke har givet de forventede resultater, eller hvis der er behov for lovgivningsmæssige rammer for frivillige instrumenter som miljømærker, skal lovgivning anvendes. Når lovgivning anvendes i den integrerede produktpolitik, skal den såkaldte "nye metode" i vidt omfang anvendes.

Den "nye metode" er i virkeligheden fra 1985 og har i en årrække været anvendt til teknisk harmonisering og standarder. Metoden går ud på, at direktiver alene specificerer de væsentligste krav, som produkterne skal opfylde, når de sendes på markedet. Direktiverne anviser derimod ikke, hvordan kravene teknisk skal opfyldes – det overlades til producenterne og ikke mindst til de europæiske standa ingsorganisationer. Disse organisationer fastsætter fælles europæiske standarder, som opfylder direktivets væsentlige krav. Det er frivilligt for producenterne at anvende disse standarder, hvilket dog ofte vil være lettere end selv at skulle godtgøre, at produktet opfylder direktivets væsentlige krav.

Metoden har især været anvendt i forbindelse med sundheds- og sikkerhedsaspekter i en lang række produktgrupper (legetøj, byggematerialer, maskiner, terminaludstyr til telekommunikation m.v.). På miljøområdet har metoden kun været anvendt i forbindelse med emballagedirektivet og der er bred enighed om, at erfaringerne ikke er ubetinget gode. Kommissionen kommer derfor i Grønbogen med en række forslag til hvordan de n "nye metode" kan anvendes til at stille krav til miljørigtigt design uden at møde de samme problemer, som er opstået med emballagedirektivet. Kommissionens forslag fremgår af bilag

./. II til dette notat.

Som det fremgår af bilag 1, er der mange debatpunkter i forbindelse med forslaget til integreret produktpolitik. I betragtning af den begrænsede tid, der vil være til debat på høringen, kunne nedenstående fem punkter muligvis tjene som oplæg til debatten:

Der henvises derudover til bilag I, som indeholder Kommissionens talrige debatspørgsmål.

Kommissionen lægger meget vægt på, at offentlige myndigheder skal gå foran og købe miljørigtigt ind. Efter Kommissionens opfattelse kan dette ske inden for rammerne af EU’s nuværende udbudsdirektiver, som Kommissionen er ved at skrive en fortolkende meddelelse om.

Miljømærkning opdeles i 3 typer; tredjepartskontrollerede miljømærker, selvdeklarerede miljøpåstande og miljøvaredeklarationer.

Hvidbogen kritiseres fra en del kanter for at mangle sammenhæng til andre miljøpolitikker og strategier, eksempelvis forslaget til integreret produktpolitik og hele Cardiff-processen, der går ud på at integrere miljøhensyn i EU’s sektorpolitikker.

Med venlig hilsen

Anja Trier Wang

Bilag I: Kommissionens debatspørgsmål i Grønbog om Integreret Produktpolitik (overskrifterne henviser til afsnit i Grønbogen)

Nedenstående er ment som praktisk inspiration til en debat om, hvordan problemerne med at anvende den nye metode i emballagedirektivet kan undgås i fremtidig lovgivning om miljørigtigt produktdesign.

Som erfaringerne fra emballagedirektivet viser, er det vanskeligt at få en klar, entydig definition af væsentlige krav og standarder, som kan bruges til at afgøre om produkterne overholder dem. Det kan derfor være en god ide at rette de væsentlige krav mod beslutningsprocessen i designfasen i stedet for at stille konkrete krav til slutproduktet, som det kan være svært at kontrollere. Krav til designprocessen kan f.eks. indføres p&a ring; grundlag af miljøledelsessystemer som ISO 14000 / EMAS og/eller retningslinjer for miljødesign.

I stedet for at træffe beslutning om et færdigt produkts overensstemmelse kan myndighederne forhandle direkte med producenterne, når produkternes miljøegenskaber kan forbedres. Disse emner kan eventuelt også sættes til bredere diskussion i brancheorganisationer eller forelægges myndighederne, som så de kan træffe beslutning om den mest hensigtsmæssige opfølgning.

Forbedringen af produkternes miljøegenskaber bør være en løbende proces. Det kunne derfor være hensigtsmæssigt at tilpasse miljøstandarderne til den teknologiske udvikling tiere, end det er muligt, hvis procedurekravene til udstedelse af formelle standarder skal overholdes. En sådan lynprocedure kunne tage form af "nye standardiseringsprodukter". "Nye standardiseringsprodukter" kunne i første omgang udarbejdes som workshop aftaler. Når de så har vist sig brugbare kan de opgraderes til formelle standarder, der kan benyttes som bevis på overensstemmelse. Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at den gør det muligt at udbrede sådanne konsensusaftaler. På andre områder i hurtig udvikling, f.eks. informationsteknologi, er der udviklet tilsvarende fremgangsmåder.

Miljømærkede produkter har særlig positive miljøegenskaber. Derfor er det kun logisk, at man automatisk formoder, at disse produkter stemmer overens med forskrifter om miljørigtigt produktdesign.

Der findes to variationer af denne fremgangsmåde: I den første afklares det, hvilke centrale indikatorer der findes for de pågældende produkters miljøpræstationer, før de væsentlige krav defineres; dette afspejles direkte i formuleringen af kravene. I den anden formuleres de væsentlige krav temmelig fleksibelt som udgangspunkt; derefter skabes der ved en eller anden mekanisme konsensus om nøgleindikatorer for milj&osl ash;præstationer, som så senere kan være til nytte under en eventuel formulering og anvendelse af standarder. Denne fremgangsmetode forudsætter, at der identificeres gyldige indikatorer, som kan anvendes i hele den pågældende produktgruppe.

Ovenstående muligheder og den klassiske fremgangsmåde ved lovgivning efter den nye metode behøver ikke nødvendigvis være uforenelige. En mulighed kunne f.eks. være at definere entydige krav - bestået/ikke bestået - til produkters miljøegenskaber i væsentlige krav, standarder og/eller workshopaftaler, hvor dette er muligt. Retningslinjer for miljødesign kan så bruges til andre aspekter af samme lovgivning. Det ville desuden være hensigtsmæssigt at supplere direktiver efter den nye metode med traditionel lovgivning, især for politisk følsomme emner, hvor det er vanskeligt at finde en løsning i konsensusstyrede organisationer som standardiseringsorganer.

(Bilaget er optrykt i Kommissionens Grønbog om en integreret produktpolitik)

(Bilaget er optrykt i Kommissionens Grønbog om en integreret produktpolitik)