Hjælpemenu

Hovedmenu

Dokumenter


  • Europaudvalget
  • Statusblade

Resumé af møde i Europa-Parlamentet om WTO 10-11/4 01

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget
(Info-note I 144)
(Offentligt)

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Resumé af møde i Europa-Parlamentet om WTO

Som opfølgning på Info-note I 117 og I 122 vedlægges resumé af seminar i Europa-Parlamentet tirsdag den 10.-11 april 2001 om "Udenrigshandel, udvikling og demokrati: den nødvendige reform af WTO".

Fra Erhvervsudvalget deltog Pia Larsen (V) og Ole Vagn Christensen (S), mens Europaudvalget efter et afbud ikke deltog.

 

Parlamentarikere fra WTO’s medlemslande var inviteret til seminaret for at drøfte mulighederne for at forbedre udviklingslandenes integration i WTO’s multilaterale handelssystem samt for at give systemet en parlamentarisk dimension. Blandt hovedtalerne var generaldirektør for WTO Mike Moore, og under aftenens middag talte EU’s handelskommissær Pascal Lamy.

Som nævnt i Info-note I 52 fra samlingen 1999-2000 blev der i forbindelse med den 3. WTO-ministerkonference i Seattle den 2. december 1999 afholdt et uformelt møde for de deltagende parlamentarikere. På dette møde var der almindelig tilslutning til et amerikansk forslag om at oprette et parlamentarikerforum. Under debatten henviste Jacob BUKSTI til det forslag, som den danske regering i september 1999 havde fremsat om oprettelse af en parlamentarisk forsamling i tilknytning til WTO, sådan som man kender det i NATO og i Europarådet. Den danske regerings notat herom af 8. september 1999 blev lagt frem på mødet i Europa-Parlamentet den 10.-11. april 2001 og er optrykt i nærværende Info-note som bilag.

 

Med venlig hilsen

Camilla Hjermind

 

 

Kortfattet resumé:

Parlamentarikerne var grundlæggende enige om, at signalet fra Seattle havde været, at den demokratiske legitimitet i de multilaterale handelsforhandlinger skulle styrkes, og at udviklingslandene i højere grad skulle sikres lige adgang til forhandlingerne, samt at der var behov for en mere ligelig fordeling af goderne ved frihandelen.

Med hensyn til formen for parlamentarikernes inddragelse blev det fra forskellig side, herunder af Generaldirektør for WTO Mike Moore og EU’s Handelskommissær Pascal Lamy, understreget, at WTO er en international organisation, der som sådan hovedsagelig holdes ansvarlig over for folket gennem deres regeringer. Åbne og demokratiske procedurer i medlemsstater var således afgørende for legitimiteten af handelspolitikken og WTO. Mike Moo ordrede medlemsstaterne til at udvikle passende interne procedurer for parlamentarisk kontrol med regeringerne. Parlamentarikerne kunne ligeledes fungere som brobyggere mellem WTO og vælgerne ved for eksempel at afholde høringer om WTO. Fra EU’s side sagde Pascal Lamy, at EU gerne ville drøfte mulighederne for at etablere en rådgivende parlamentarisk forsamling i WTO, og han fremhævede, at EU gerne så regelmæssige konsultationer m ’er.

Også fra andre blev etablering af en rådgivende parlamentarisk forsamling anset for væsentlig i etableringen af større demokratisk legitimitet, om end dens udformning ikke blev nærmere præciseret. Fra fransk side blev det dog anført, at fremfor at etablere endnu en international parlamentarisk forsamling kunne IPU varetage den rolle.

Fra tredjelande blev inddragelse af udviklingslandene og hensynet til deres interesser understreget. Visse tredjelande og NGO’er anførte endvidere, at øget demokratisk inddragelse i WTO kun tjente til at legitimere et system, som grundlæggende skulle reformeres til fordel for udviklingslandene, hvoraf mange havde brug for udvikling, før de kunne deltage i den internationale handel.

 

Viceformand i Europa-Parlamentet Renzo IMBENI bød velkommen til seminaret og bemærkede, at titlen "handel, udvikling og demokrati: behovet for en reform af WTO" antydede en kritik af WTO’s nuværende funktionsmåde.

Renzo Imbeni mente, at der efter sammenbruddet i Seattle var en bred erkendelse af, at en reform af WTO var nødvendig, hvis WTO skulle kunne fungere. Han henviste til Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2001 om WTO, hvori Europa-Parlamentet blandt andet opfordrede Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at opnå større gennemsigtighed i WTO, herunder især for i højere grad at inddrage udviklingslandene i WTO’s arbejde, og for at indf& ;re en demokratisk kontrol med WTO blandt andet ved høring af organisationer, etablering af en parlamentarisk dimension inden for selve WTO og større inddragelse af NGO’er. Han mindede om IPU’s møde den 8.-9. juni 2001 om international trade med temaet "for et frit, retfærdigt og lige multilateralt handelssystem: skabelse af en parlamentarisk dimension", der som dette seminar afspejlede, at åbenhed og demokrati skulle karakterisere WTO i fremtiden.

Kobsak CHUTIKUL parlamentsmedlem fra Thailand sagde i sin åbningstale, at den begyndende globale recession havde sat fornyet fokus på WTO og skabt håb om, at en ny frihandelsrunde kunne blive lanceret på den fjerde Ministerkonference i Qatar til oktober. Han påpegede, at ændringen i de multilaterale handelsforhandlinger fra at nedbryde toldbarrierer til at vedrøre de internt politisk fastsatte barrierer for frihandel naturligt havde ført til et stø rre behov for intern konsultation med alle berørte parter. Samtidig forhindrede den hurtigere spredning af information via Internettet tidligere tiders hemmelige handelsforhandlinger.

Kobsak Chutikul påpegede, at man i drøftelsen af demokrati og åbenhed i WTO skulle huske, at WTO er et forhandlingsforum af suveræne stater baseret på konsensus, men udgangspunktet måtte efter hans opfattelse være, at de fattige lande ikke var godt nok repræsenteret i forhandlingerne. Han tilsluttede sig UNCTAD’s generaldirektør Rubens Ricuperos udtalelse om, at en international organisations legitimitet afhænger af tre faktorer:

  1. universelt medlemskab og adgang til medlemskab
  2. deltagende og effektive beslutningsprocedurer
  3. en fair fordeling af systemets gevinster

Hertil sagde Chutikul, at optagelsesforhandlingerne var for tunge, og påpegede, at der skulle findes en passende balance mellem inklusivitet – højt medlemstal – og effektivitet. Efter hans opfattelse lå det virkelige problem imidlertid i forbindelse med punkt tre, idet der var en udbredt opfattelse af, at der ikke var en fair fordeling af resultaterne af frihandelsaftalerne. Han mente, at parlamentarikere kunne spille en aktiv rolle i at skabe en forståelse for handel og sikre regeringerne mere holdbare forhandlingsmandater. Demokrati var det muliges kunst, hvor en Rådgivende Gruppe af højtstående embedsmænd måske var for snævert, mens skabelsen af en Rådgivende Parlamentarisk Forsamling under WTO måske var for bred. En kombination i form af en Rådgivende Gruppe af Parlamentarikere som bredt repræsenterede medlemmerne af WTO kunne fungere som en tovejs forbindelse mellem WTO og det nationale og internationale c ivilsamfund. Det kunne skabe den nødvendige "goodwill" for det, Chutikul kaldte en "udviklingsrunde"

Derefter talte generaldirektøren for WTO, Mike MOORE, som indledningsvist sagde, at demokrati var kommet højt på dagsordenen som følge af det stigende antal problemer, som krævede global handling. Han understregede, at han anså parlamentarikerne snarere end NGO’er og andre lobbygrupper som civilsamfundets repræsentanter. Globalisering og øget international styring havde imidlertid fundet sted uden en tilsvarende udvikling i den polit ontrol, men WTO var efter han opfattelse i centrum i debatten om at få det internationale samarbejde til at fungere til glæde for almindelige mennesker. Mike Moore fremdrog eksempler på, hvilke gevinster frihandel havde haft i forhold til vækst og bekæmpelse af fattigdom, og henviste til data, som viste, at lande, som er åbne for handel, har en større vækst end lukkede lande.

Mike Moores hovedspørgsmål var: betaler vi for de uomtvistelige fordele ved WTO med et uacceptabelt tab af demokrati"? og hans svar var nej. Han henviste til, at alle WTO-aftaler indgås med enstemmighed og efterfølgende i de fleste lande ratificeres af valgte parlamentarikere, samt det upartiske WTO-konfliktløsningspanel ved manglende overholdelse af indgående aftaler. Han understregede, at WTO er en international organisation, der som sådan hovedsageligt holdes ansvarlig over for folket gennem deres regeringer, men han pointerede, at WTO også blev holdt ansvarlig af medierne, civilsamfundet, NGO’er, lobbyister og parlamentarikere.

Mike Moore understregede, at han ofte havde kontakt med parlamentarikere blandt andet i globale parlamentariske forsamlinger som IPU, men der kunne naturligvis gøres mere. Løsningen var ikke at afskaffe WTO eller indsætte en verdensregering, men at give WTO og de andre globale institutioner, som var skabt med afsæt i anden verdenskrig, et eftersyn.

Mike Moore mente, at medlemsstaterne bar hovedansvaret for at bringe WTO tættere på almindelige mennesker. WTO skulle være mere åben, således at folk kunne vurdere, om regeringerne fulgte deres mandater, og argumenterne bag WTO’s regler kunne også i en eller anden form være offentligt tilgængelige – med respekt for landes behov for fortrolige forhandlingsmandater. Han opfordrede endvidere medlemslandene til at udvikle bedre procedurer for at inf menterne og vælgerne om arbejdet i WTO. Endelig kunne parlamentarikerne involveres mere i WTO’s arbejde og fungere som brobyggere mellem WTO og vælgerne ved at afholde høringer om WTO og engagere befolkningen.

Afslutningsvis erkendte han, at WTO var let at dæmonisere, men han opfordrede til en debat baseret på realiteterne og udtrykte endelig håb om, at de politiske ledere gennemtænkte sammenhængen mellem reglerne i de forskellige internationale institutioner.

Under de efterfølgende åbningsbemærkninger pegede Kimmo KILJUNEN fra det finske parlament på de nationale parlamenters mulighed for at overvåge deres regerings handelspolitik, men fandt det også positivt, hvis IPU kunne fungere som en slags koordinerende forsamling i forhold til de internationale organisationer.

Hertil anførte Antonnio SEGURO (MEP), at de nationale parlamentarikere også havde andre funktioner end at kontrollere regeringens handelspolitik. Der var brug for en parlamentarisk forsamling, som udelukkende kunne fokusere på handel. Han understregede desuden, at WTO ud over økonomisk vækst skulle sikre socialt fremskridt gennem en ligelig fordeling af fordelene ved frihandel.

Nicholas CLEGG (MEP) påpegede, at demokrati i en mellemstatslig organisation som WTO forudsatte, at byggestenene i WTO dvs. staterne og EU - pga. den fælles eksterne handelspolitik - fungerede demokratisk. Problemet var således, at parlamentarikerne på alle niveauer var udelukket fra demokratisk kontrol med handelspoltikken.

 

Philippe HERZOG (MEP) mente, at landenes positioner skulle kendes før forhandlingerne, så de kunne drøftes åbent i et politisk forum, hvor NGO’erne også kunne inddrages.

Mohau PHEKO (Africa Trade Network) kom med en mere grundlæggende kritik af WTO, som efter hendes opfattelse byggede på en ukritisk overtagelse af en neo-liberalistisk ideologi med dens udbytning og negative konsekvenser for den tredje verden. Udbygget konsultation tjente kun til at legitimere den grundlæggende ulighed, som var indbygget i WTO. Åbenhed og demokrati skulle derfor snarere ses i sammenhæng med en grundlæggende reorganisering af WTO.

Under den generelle debat efterlyste delegerede fra tredjelande som Egypten, Indien og Niger større åbenhed og inddragelse af alle og dermed også udviklingslandene i beslutningsprocesserne i WTO. De understregede, at WTO skal sikre, at udviklingslandene får en del af handelen og den økonomiske vækst herunder teknologioverførsel. Tyrkiet støttede en ny frihandelsrunde hurtigst muligt, men understregede vigtigheden af, at udvik lingslandenes interesser tilgodeses i en ny runde.

Fra EU-landene støttede formanden for det græske Europaudvalg, Dinos VRETTOS, det synspunkt, at Seattle havde signaleret behov for mere åbenhed og multilaterale regler, som var til gavn for alle. Han advarede mod stigende arrogance fra de store lande side og henviste til den nye amerikanske administrations manglende vilje til at ratificere Kyoto-protokollen. Fra Frankrig tilsluttede Maurice LIGOT sig, at WTO må afspejle og tilgodese alle repræsenterede interes ser. Fra Italien foreslog Sandra FEI mere informationsudveksling og øget parlamentarisk kontrol gennem de nationale parlamenter, hvilket Portugals delegerede tilsluttede sig og sagde, at Seattle havde vist, at en ny metodik, hvor de nationale parlamenter og civilsamfundet havde større indblik i beslutningerne forud for forhandlingerne, var påkrævet.

Fra Europa-Parlamentet fremhævede Ilkka SUOMINEN, næstformand i PPE-gruppen, at hvert WTO-land havde en pligt til at organisere en kontakt med sit nationale parlament, som sikrede parlamentarikerne forudgående viden om forhandlingerne og en efterfølgende redegørelse for beslutningerne.

Under aftenens middag talte EU-handelskommissær Pascal LAMY. Han mente, at der selv blandt WTO’ stærkeste kritikere var enighed om, at der var behov for at styrke snarere end at opgive den regelbaserede styring af den internationale handel. Han understregede dog, at WTO skulle opdatere organisationen i forhold til civilsamfundet. WTO stod ifølge Lamy over for tre udfordringer:

  1. at sikre at alle også de små udviklingslande bliver hørt
  2. at sikre et funktionsdygtigt system selv med et voksende antal medlemmer
  3. at sikre en bedre dialog med civilsamfundet

Lamy understregede, at WTO kun kunne møde udfordringerne i enighed med medlemmerne og ved at etablere nye arbejdsformer. For så vidt angik intern åbenhed henviste Lamy til EU-forslag om øget effektivitet, åbenhed og deltagelse i EU’s handelspolitik.

Om forbedring af beslutningsprocedurerne sagde Lamy, at uformelle konsultationer var uundgåelige med så mange medlemsstater, men at EU ønskede retningslinjer for konsultationerne, herunder at konsultationerne skulle fremme konsensus, men ikke erstatte beslutningstagen, at deltagerkredsen skulle repræsentere en bred skare af WTO-medlemmer, og der skulle ske tilbagemeldinger fra møderne. For det andet kunne beslutningsprocessen lettes ved, at der blev etableret en bredt samm ensat konsultationsgruppe, som rådgav Generaldirektøren/det generelle råd. Lamy medgav dog, at der ikke var udbredt interesse for denne idé, idet ingen stater brød sig om tanken om at lade sig repræsentere af andre. Endelig nævnte Lamy muligheden for simpelt flertal på visse områder.

Lamy forslog endvidere konkrete ændringer i WTO’s ministermøder og arbejdsmåde med henblik på at forbedre de fattigste landes mulighed for at deltage i møderne herunder lavere mødefrekvens og teknisk assistance.

For så vidt angik ekstern transparens fremhævede Lamy, at EU havde foreslået adgang til de fleste WTO-dokumenter for at styrke konsultationen med NGO’er, og EU så gerne regelmæssige konsultationer med NGO’erne. Lamy støttede øget parlamentarisk kontrol med handelspolitiken og fremhævede, at EU gerne ville drøfte mulighederne for at etablere en rådgivende parlamentarisk forsamling i WTO, dog med respekt for WTO’s intergovernm adskillelsen af lovgivende og udøvende magt i medlemslandene.

Lamy understregede kraftigt, at EU støttede en ny runde med en dagsorden, som ville gavne alle medlemmer. Han nævnte i den forbindelse "alt undtagen våben" tilgangen.

Lord WALLACE of SALTAIRE fra House of Lords indledte andendagen med at påpege, at der i dag ikke var et kollektivt globalt lederskab, der kunne presse frihandel og internationalt samarbejde frem. USA var ikke længere så villig til at lede, og EU så ligeledes indad. I stedet for dominerede lobbygrupper, teknokrater og NGO’er, som ofte repræsenterede særinteresser. Nationale og regionale parlamentarikere skulle aktiveres mere i handelspolitikken, blan et ved at nationale parlamentarikere deltog i regeringsdelegationerne ved WTO’s ministerkonferencer. Han frygtede endvidere, at en ny frihandelsrunde blev sat i gang uden en ordentlig forberedt dagsorden, og nævnte Bruntlandrapporten som et forbillede, idet den havde formået at fange og fokusere debatten.

Beatrice MARRE fra den franske nationalforsamling havde dagen forinden holdt sin åbningstale, hvori hun pointerede, at parlamentarikerne skulle inddrages, og at det globale demokrati skulle øges inden for handelspolitikken. Marre så dog hellere en styrkelse af IPU, frem for at der blev oprettet en parlamentarisk forsamling for hver international organisation. Hun så endvidere gerne, at WTO’s konfliktløsningspanel udviklede sig til en uafhæ nternational domstol, som dækkede alle internationale organisationer.

Under åbningsbemærkningerne sagde Maati SOUHAIL, formand for finansudvalget i Marokko, at styrkelse af parlamentarikernes rolle var en institutionel medicin, som ikke tog fat om kernen i WTO’s legitimitetskrise, nemlig at WTO bygger på et profitmotiv, som udviklingslandene ikke kan deltage i. Handel skabte ikke udvikling i sig selv, og udviklingslandene behøvede udvikling, før de havde noget at handle med. Derfor skulle WTO ændres til et solidaris nerskab. Han nævnte derudover en række konkrete tiltag for at styrke åbenheden i WTO herunder parlamentariske observatører, simplificering af procedurerne og styrkelse af den parlamentariske kontrol med de nationale regeringer.

Erika MANN (MEP) erklærede sig enig med Lord Wallace i, at der var sket et tillids- og ledelsestab globalt, som gjorde parlamentarikernes rolle som formidlere af de komplicerede handelspolitiske spørgsmål over for folk vigtigere. Parlamentarikerne skulle inddrages i processen ikke kun via adgang til dokumenter, men også ved høringsprocedurer.

Caroline LUCAS (MEP) mente, en reform af WTO var nødvendig før en ny runde. WTO skulle åbnes for NGO, og der skulle være fuld åbenhed om inddragelse af virksomheders interesser. Hun spurgte, hvor udviklingsdimensionen i WTO var, og sagde, at i modsætning til Pascal Lamy mente hun, ansvarliggørelse kom før effektive institutioner.

Nicola BULLARD, Focus of the Global South, anførte blandt andet, at litteraturen ikke var entydig med hensyn til, om liberaliseret handel var godt for udviklingslandene. Korea, Kina og Taiwan havde således opnået fremskridt ved statsstyring, som havde beskyttet deres svage sektorer mod konkurrence og sørget for intern omfordeling. En ny runde skulle ikke iværksættes, før der havde været en grundig undersøgelse af fordele og ulemper ved frihandel. Desuden skulle eksisterende WTO-regler gennemgås, og udviklingslandenes regeringer og parlamenter skulle have ret til selv at styre deres egen udvikling uden WTO-reglernes diktat. Demokrati og åbenhed i internationale institutioner, NGO’er og i virksomheder og finansielle institutioner skulle sikres. Hun mente ikke, at tiden var moden til et parlamentarisk forum, som kun kunne give legitimitet til en organisation, som behøvede en dyb reform.

Fergus WATT fra verdens føderalisterne i Canada understregede, at øget adgang for NGO’er til at blive hørt og det langsigtede mål om en rådgivende permanent parlamentarisk forsamling supplerede hinanden, hvor NGO’erne ville støtte den parlamentariske inddragelse, men også være kritiske over for en svag parlamentarisk kontroludøvelse.

Under den efterfølgende generelle debat udtalte delegerede fra tredjelandene Indien, Kenya, Niger og Togo sig blandt andet. Indien understregede vigtigheden af, at WTO’s regelsæt blev gennemført, og at man sikrede, at udviklingslandenes interesser blev tilgodeset, herunder at man var opmærksom på faren for brain drain. Kenya understregede, at inddragelse af parlamentarikere ville skabe et demokratisk rum i WTO, mens Niger gjo mærksom på, at NGO’er var vigtige i den demokratiske proces, men ikke i et udviklingsperspektiv. Togo anførte, at Afrika stort set var marginaliseret i verdenshandelen, og efterlyste derfor en grundlæggende ændring af WTO til gavn for de fattige lande.

Fra EU-landene støttede Dinos VRETTOS som formand for det græske Europaudvalg en parlamentarisk kontrolinstans i forhold til WTO og understregede EU’s store ansvar mht. at fremme åbenhed i handelspolitikken. Marie-Hélène AUBERT fra det franske parlament støttede sin landsmand Beatrice Barre i, at parlamentarikere skulle spille en vigtig rolle i handelspolitikken, men uden at der skulle oprettes en parlamentarisk forsamling for hver international isation. IPU var i stedet for det rette forum for parlamentarisk kontrol med WTO. Ideelt set mente hun, at WTO skulle høre ind under FN, og erklærede sig enig med Marokko i, at vægten mellem handel og udvikling i WTO var forkert. D. José SIGUI DIAZ fra den spanske delegation påpegede, at EU også skulle have orden i sin egen interne proces i udarbejdelsen af EU’s handelspolitik. Marie GRANLUND fra det svenske Erhvervs- og Handelsudvalg sagde, at det var vigtigt med rlamentarisk forsamling, men understregede, at parlamentarikerne også havde et pædagogisk ansvar internt for at forklare frihandelens fordele og sikre, at frihandelen i omstillingsfasen blev understøttet af ordentlige sociale ordninger. Hun fremhævede generelt, at handelspolitikken skulle kombineres med andre politikker såsom arbejdsmarkeds- og miljøpolitik. Fra italiensk side efterlyste Onorevole Gianfranco SARACA et slags observatørorgan med blandt andet parlam entarikere og paritet mellem i- og ulande.

James ELLES (MEP) anførte, at dokumenter skulle komme til rette tid, og pointerede, at den nye handelspolitiske dagsorden omhandlede interne forhold som nødvendiggjorde, at parlamentarikere blev inddraget. Man skulle lade sig inspirere af erklæringen fra WTO, som udtrykte ønske om øget demokratisk legitimitet og parlamentarisk inddragelse. Han foreslog en forberedende arbejdsgruppe, som blandt andet skulle kunne

udveksle informationer med arbejdsgrupper under IPU, og henviste til mødet i IPU den 8.-9. juni. Carlos WESTENDORP Y CABEZA formand for Europa-Parlamentets Erhversudvalg støttede det synspunkt, at den skæve fordeling af fordelene ved frihandel medførte behov for mere lige deltagelsesbetingelser for landene i WTO. Han efterlyste en parlamentarisk dimension, som kunne give plads for en større demokratisk dialog og åbenhed i WTO.

Raffaele SALINARI fra SOLIDAR (alliance af NGO’er) understregede, at uden en reform af WTO til fordel for fremme af bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom ville WTO vedblive med at have et legitimitetsproblem. Afgørende forudsætninger for øget legitimitet var, at nationale parlamentarikere bliver hørt, og at der blev skabt en forbindelse mellem WTO og de nationale parlamenter, samt systematisk inddragelse af NGO’er.

Professor Bharati RAY fra Indien nævnte i sin opsummering af dagens møde blandt andet, at flere havde påpeget, at fordelene ved WTO og frihandel ikke var fordelt retfærdigt, og at nogle lande var så fattige, at de intet havde at konkurrere med. De behøvede udvikling før handel.

Endelig læste Ilkka SOUMINEN (MEP) næstformand i PPE-gruppen en slutdeklaration op, hvori der blev udtrykt støtte til forsat at styrke en tættere parlamentarisk tilknytning til WTO’s aktiviteter. Han mindede om, at der ville blive holdt et uformelt møde mellem parlamentarikerne under den 4. ministerkonference i Qatar.