Dokumenter
Resumé af møde med danske medlemmer af Europa-Parlamentet
Europaudvalget
(Info-note I 141)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Resumé af møde med de danske medlemmer
af Europa-Parlamentet
Som led i opfølgningen af de fremtidige aktiviteter i Europaudvalgets regi blev der afholdt et møde i form af en arbejdsfrokost med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet fredag den 30. marts kl.13.00-15.00.
Deltagere:
Fra Europaudvalget: Claus Larsen-Jensen (S) formand, Klaus Hækkerup (S), Jytte Andersen (S), Vibeke Peschardt (RV), Charlotte Antonsen (V), Gitte Lillelund Bech (V), Knud Erik Hansen (SF) og Susanne Clemensen (CD)
Fra Europa-Parlamentet: Torben Lund (S), Helle Thorning Schmidt (S), Lone Dybkjær (RV), Bertel Haarder (V), Karen Riis-Jørgensen (V), Pernille Frahm (SF) og Ole Krarup (N)
Af hensyn til arbejdsfrokostens karakter bedes resuméet behandlet som fortroligt.
Med venlig hilsen
Camilla Hjermind
Resumé af møde med de danske medlemmer
af Europa-Parlamentet
Claus Larsen-Jensen indledte med at byde de danske medlemmer af Europa-Parlamentet velkommen, idet han understregede nytten af gensidig informationsudveksling og øget samarbejde mellem de forskellige aktører i Europapolitikken.
På dagens Europaudvalgsmøde havde man sagt ja til et udkast til en ny beretning, som indeholdt en langsigtet strategi for Europaudvalgets fremtidige arbejde med henblik på at styrke Europaudvalgets arbejde og den danske Europadebat. Afgørende heri var på en ubureaukratisk måde at systematisere Europaudvalgets samspil med relevante aktører. Som konkret eksempel på det gavnlige i gensidig information nævnte Claus Larsen-Jensen, at det seneste m&o slash;de mellem Europaudvalget og de danske medlemmerne af Regionsudvalget og ØSU havde ført til oprettelse af et specialudvalg vedrørende den åbne koordinationsmetode, hvorved KL, ARF og arbejdsmarkedets parter fremover blev inddraget i den åbne koordinationsproces på nationalt plan.
Relationerne med folkelige organisationer og andre landes parlamenter skulle ligeledes styrkes, herunder samarbejdet mellem de nationale parlamenters fagudvalg. Sidstnævnte havde Europaudvalget fremsendt et forslag om til det kommende COSAC-møde den 20-22. maj.
Claus Larsen-Jensen understregede, at Europaudvalget forsøgte at kigge frem i de kommende år, hvor en ny folkeafstemning nok ikke var undervejs. Europaudvalget ville også forsøge at spille en aktiv rolle i drøftelserne af regeringens hvidbog om dansk Europapolitik og Kommissionens hvidbog om "Good Governance". I forbindelse med Post-Nice ville Europaudvalget særligt bidrage i forhold til styrkelsen af de nationale parlamenters rolle.
For så vidt angik det danske formandskab arbejdede Europaudvalget for, at Folketinget, Europaudvalget og fagudvalgene kom til at spille en mere aktiv rolle i arbejdet. Han nævnte, at ansøgerlandenes Europaudvalg vil blive inviteret til at deltage i en 1 dages konference i tilknytning til
COSAC-mødet under det danske formandskab. Internt forsøgte Folketinget at omorganisere sin arbejdsform, således at Europapolitikken mere systematisk blev drøftet i Folketingssalen blandt andet ved årlige redegørelser fra regeringen om status for EU i forhold til danske forhold og forespørgselsdebatter om de halvårlige formandskabsprogrammer og Kommissionens arbejdsprogram. Fagudvalgenes inddragelse ville blive styrket blandt andet ved ansættelsen af en særlig EU-specialkonsulent for fagudvalgene. Endelig skulle Europaudvalgets udadvendte arbejde styrkes ved afholdelse af temahøringer og udvikling af netværk i samarbejde med Folketingets EU-Oplysning.
Den efterfølgende drøftelse koncentrerede sig om:
- inddragelse af fagudvalgene i Folketingets behandling af EU-sager
- gensidig deltagelse i møder, herunder Folketingets deltagelse i møder i Europa-Parlamentet
- den danske EU-debat.
For så vidt angik inddragelse af fagudvalgene i Folketingets behandling af EU-sager ønskede Bertel Haarder held og lykke, men bemærkede, at det efter hans opfattelse i realiteten kun kunne ske ved at flytte mandatgivningen til fagudvalgene.
Claus Larsen-Jensen svarede, at man havde haft et møde med fagudvalgenes formænd, og at modellen var, at fagudvalgene skulle ind i en tidligere fase, end de var på nuværende tidspunkt.
Vibeke Peschardt påpegede, at den løbende behandling af enkeltsager i fagudvalgene skulle gøres mere vedkommende. Hun havde ikke konstateret den store politiske stemning for at oprette Fag-COSAC på miljø- og trafikområdet.
Helle Thorning Schmidt anbefalede, at fagudvalgene blev inddraget allerede før Europa-Parlamentets første behandling for bedst at udnytte et samspil mellem dem og MEP’erne. Hun forstod ikke, hvorfor fagudvalgene ikke skulle tage systematisk stilling til direktiverne, hvortil Claus Larsen-Jensen sagde, at man forsøgte at finde en model for netop det.
Lone Dybkjær anførte, at man ikke kunne vedblive med at betragte Europapolitik som udenrigspolitik. I Miljøudvalget havde man altid sendt indstillinger til Europaudvalget, og det havde virket uhensigtsmæssigt, at man skulle gentage alle argumenterne i Europaudvalget.
Claus Larsen-Jensen mente, at det var vigtigt at fastholde mandatgivning i Europaudvalget for at sikre en sammenhængende politik på tværs af politikområderne. Fagudvalgene kunne melde tilbage til Europaudvalget, og efter hans opfattelse skyldtes gentagelser i Europaudvalget ofte, at medlemmerne af fagudvalgene ønskede at gentage i Europaudvalget, hvad de havde sagt i fagudvalget.
Knud Erik Hansen var enig med Lone Dybkjær i, at vi skulle vænne os til at betragte EU som indenrigspolitik, og at vores system afspejlede en opfattelse af EU som udenrigspolitik. Hans ideal var, at Europaudvalget blot stemplede, hvad der allerede var drøftet i fagudvalgene, men det krævede, at fagudvalgene var mere offensive. Hertil anførte Charlotte Antonsen, at fagudvalgenes involvering også afhang af, hvor aktive udvalgsformændene var.
Gitte LilleLund-Bech havde oplevet, at til trods for, at en sag var blevet rejst i fagudvalget, afspejlede det sig ikke på nogen måde i det mandat, ministeren forelagde i Europaudvalget. Derved blev diskussionen i Europaudvalget en gentagelse af, hvad der var sket i fagudvalget. Hertil sagde Bertel Haarder, at det kunne undgås, hvis der kom en skriftelig indstilling fra fagudvalget til Europaudvalget.
Susanne Clemensen mente, at man ikke skulle nedvurdere fagudvalgene, som havde gjort et stort arbejde det sidste 1½ år. I fagudvalgene behandlede man substansen, men gav ikke mandatet, hvilket skabte dobbeltarbejde, hvor partiets repræsentant i fagudvalget blev indskiftet i Europaudvalget. Susanne Clemensen mente som andre havde nævnt, at et samspil med Europa-Parlamentet ville være godt, og påpegede, at en sag ofte var afgjort, før mandatet blev givet i Europaudv alget. Claus Larsen-Jensen oplyste, at man arbejdede på at finde en hensigtsmæssig model, som tog hensyn til Europa-Parlamentets første behandling.
Der udspandt sig endvidere en drøftelse af den gensidige deltagelse i møder. Bertel Haarder påpegede, at MEP’erne gerne ville deltage i Europaudvalgets møder i Udenrigsministeriet. Udenrigsminister Mogens Lykketoft havde over for ham ytret, at der intet var til hinder for det, hvilket Claus Larsen-Jensen heller ikke kunne se. Han gav tilsagn om at gå videre med det.
Torben Lund påpegede, at MEP’erne ikke udgjorde en fasttømret institution. Deres primære kontakt hjem gik gennem partierne, og hovedvægten skulle fortsat ligge dér. Det forhindrede dog ikke Europaudvalget og MEP’erne i at have samarbejdsflader, herunder eventuelt udnytte, at Europa-Parlamentet var langt tidligere inde i beslutningsprocessen end Europaudvalget. Ole Krarup indskød i forlængelse af Torben Lunds indlæg, at folk havd e interesser. Han havde således ikke et parti, han kunne udveksle oplysninger med.
Angående mødeplanlægningen anmodede Torben Lund om, at Europa-Parlamentets kalender blev taget i betragtning, når man planlagde høringer, og at de så vidt muligt blev placeret i Europa-Parlamentets hvide uger og ikke, når der var session i Strassbourg, hvilket Pernille Frahm støttede. Helle Thorning Schmidt tilføjede, at alle skulle have lige indflydelse på datoerne i forbindelse med møderne med Regionsudvalge t og ØSU. Claus Larsen-Jensen gav tilsagn om, at man så vidt muligt ville tage hensyn til Europa-Parlamentets kalender, men påpegede, at der var mange hensyn at tage. For høringerne var det afgørende, hvornår den relevante minister og det relevante fagudvalg kunne deltage.
Der udspandt sig en mindre debat om Europaudvalgets deltagelse i Europa-Parlamentets møder, idet Helle Thorning Schmidt havde forstået, at Europaudvalget ikke havde været interesseret i at deltage i et møde om Post-Nice i Europa-Parlamentets institutionelle udvalg. Hun opfordrede Europaudvalgets medlemmer til at møde op.
Charlotte Antonsen forklarede, at Europaudvalgets medlemmer normalt gerne ville deltage i Europa-Parlamentets høringer, men at man principielt havde været imod netop det møde, idet man havde set det som et forsøg fra Europa-Parlamentets side på at tiltage sig en koordinerende rolle i forhold til COSAC.
Knud Erik Hansen tilsluttede sig Charlotte Antonsens forklaring og fortalte, at Kristian Thulesen Dahl havde deltaget i mødet om Post-Nice og været overrasket over Europa-Parlamentets meget bastante reaktion, da han havde meddelt, at Europaudvalget ikke syntes, at Europa-Parlamentet skulle indkalde til den slags møder.
Knud Erik Hansen fandt, at repræsentativiteten var et problem, når man deltog i møderne i Europa-Parlamentet. Han gjorde selv ved møderne opmærksom på, at han ikke repræsenterede Folketinget. Claus Larsen-Jensen påpegede, at problemet med repræsentativitet også gjaldt i forhold til COSAC. Delegationerne blev sammensat efter, hvem der meldte sig, og filosofien var, at man deltog under ansvar. Han vidste ikke, om man kunne finde en an den løsning på det.
Lone Dybkjær anførte, at det ikke tjente noget formål at skjule, at der ikke var enighed om Folketingets deltagelse i Europa-Parlamentets møder. Nogle var imod og andre var for.
På foranledning af et spørgsmål om Europaudvalgets manglende deltagelse i Europa-Parlamentets møde om Echelon forklarede Bjørn Einersen, at invitationerne fra Europa-Parlamentet normalt var stilet til Folketingets formand. Herefter vurderede Europaudvalget, om Folketinget burde deltage, og i bekræftende fald hvilke udvalg mødet havde relevans for. Ofte var det Europaudvalget og et relevant fagudvalg, som hver fik lov til at stille med to medlemmer. Det blev oplyst, at i den konkrete sag om Echelon var invitationen sendt direkte til formanden for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, som ikke havde ønsket at deltage.
Charlotte Antonsen gjorde opmærksom på, at Europaudvalget fik besked om møderne i Europa-Parlamentet sent. Såfremt COSAC blev styrket, mente hun, at man kunne overveje, om folk skulle vælges til COSAC for at være mere repræsentative, men konsekvensen ville være, at de små partier aldrig ville være repræsenteret, hvilket hun syntes var uklogt.
Lone Dybkjær påpegede, at der var skabt en dynamisk akse mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet, hvor Rådet ikke var aktivt. I den dynamiske akse deltog de nationale parlamenter ikke. Hun så Europa-Parlamentets initiativ som en accept af, at de nationale parlamenter også skulle spille en rolle i drøftelserne af Europas fremtid. Man kunne gøre dette til en institutionel kamp, men man skulle ikke lade som om, Europa-Parlamentet ikke havde noget at sige.
Bertel Haarder sagde, at han havde noteret sig, at indbydelserne til Europa-Parlamentets møder kom for sent. Han anførte, at folketingspolitikerne efter hans mening skulle være bedre forberedt til møderne i Europa-Parlamentet. Forud kunne en tale forelægges i Europaudvalget, og der kunne foregå en afrapportering til udvalget. Han bemærkede i øvrigt, at notaterne fra Folketingets repræsentant i Bruxelles Morten Knudsen var fremragende, idet de i modsætning til notaterne fra Udenrigsministeriet beskæftigede sig med det politiske i sagerne.
Knud Erik Hansen sagde, at man i princippet deltog uden at repræsentere Folketingets flertal, men at der reelt blev krævet mere.
Om den danske EU-debat påpegede Bertel Haarder, at politikerne skulle komme med politiske udspil. Venstre var kommet med et udspil, men andre måtte på banen for at få skabt debat.
Vibeke Peschardt mente, at Europadebatten skulle gribes helt anderledes an end tidligere, og at langt flere skulle inddrages i EU-debatten. Det erklærede Claus Larsen-Jensen sig fuldstændig enig i og henviste til et møde, Europaudvalget havde haft med Nævnet vedrørende EU-oplysning, hvor man havde drøftet anvendelsen af midlerne. Europaudvalget planlagde en halvdagskonference om EU-oplysning med Nævnet vedrørende EU-oplysning og andre akt& oslash;rer inden for EU-oplysningen senere på året for at drøfte, hvordan Europadebatten kunne styrkes, hvilket blandt andre Ole Krarup fandt positivt.
Pernille Frahm mente, man skulle gøre sig klart, om man blot ønskede at informere, eller om man ønskede at debattere, hvor meningerne også kunne gå fra folket til politikerne. Hun mente, at en skarp opdeling i modstandere og tilhængere var forenklet. Man skulle i stedet for undersøge, hvad der lå bag ved folks ja og nej. Dialogen med ansøgerlandene var ligeledes vigtig, og foreninger skulle kunne få støtte til gensidige bes&oslas h;g med folk fra ansøgerlandene. Claus Larsen-Jensen indskød, at det havde SF også påpeget på Europaudvalgets møde med Nævnet vedrørende EU-oplysning.
Lone Dybkjær mente, at man burde overveje, hvilke emner som kunne danne grundlag for bredere folkelige debatter, også i forhold til andre lande. Man kunne benytte det danske formandskab til at tage forskellige
temaer op. Claus Larsen-Jensen erklærede sig enig og sagde, at man forsøgte ikke at være fastlåst af dagsaktuelle emner, men at indkredse bredere emner, som kunne være grundlag for temahøringer.
Man kom endvidere ind på, hvordan de nationale parlamenter og folket kan inddrages i Post-Nice. Claus Larsen-Jensen sagde, at regeringen var afventede skeptisk over for konventmodellen, og henviste til sine erfaringer med konventet for udarbejdelse af charteret om fundamentale rettigheder, som både havde været positive og negative. Men der var ingen tvivl om, at målet var størst mulig åbenhed. Knud Erik Hansen tilføjede, at han var tvivlsom over f or den reelle åbenhed i konventmodellen.
Afslutningsvis sagde Claus Larsen-Jensen, at man ville forsøgte at tage hensyn til Europa-Parlamentet ved den fremtidige planlægning af møder. Han tilføjede, at de også ville modtage Europaudvalgets nye beretningen, når den var færdig, og takkede for et godt møde.