Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› Europaudvalgets dokumenter
› Info-noter tilgået Europaudvalget
› Samtlige info-noter tilgået Folketingets Europaudvalg
› Aktindsigt i dokumente...
Aktindsigt i dokumenter om EU's forsvarsdimension
Den 14. august 2000 traf Rådet en afgørelse om aktindsigt i dokumenter om EU's
forsvarsdimension, som siden har været meget omdiskuteret. Afgørelsen vedlægges
som L. Ifølge beslutningen er højt klassificerede
dokumenter om EU's forsvarsdimension generelt undtaget fra aktindsigt. Det
drejer sig om dokumenter, som er stemplet "TRÈS SECRET/TOP SECRET", "SECRET"
eller "CONFIDENTIEL" (svarende til hhv. "Yderst hemmeligt", "Hemmeligt" og
"Fortroligt"). Dokumenterne er undtaget fra aktindsigt, alene fordi de er blevet
klassificeret som oven for nævnt. Der bliver altså ikke foretaget en konkret
bedømmelse af et dokuments indhold, hvis det bærer et af stemplerne ovenfor. Men
reelt betyder et sådant stempel ikke, at der er behov for at hemmeligholde hele
dokumentets indhold. Ofte er det blot nogle oplysninger i dokumenter, som er
årsagen til klassifikationen. Danmark, Finland, Sverige og Holland afgav en
erklæring i forbindelse med Rådets afgørelse, hvor de fire lande gav udtryk for,
at de klassificerede oplysninger i dokumenter godt kan blive beskyttet uden at
gå så vidt som til på forhånd fuldstændig at udelukke dokumenterne fra
aktindsigt. Samtidig gav de fire lande udtryk for, at afgørelsen efter deres
opfattelse ikke skal have indvirkning på de kommende regler om aktindsigt i EU,
dvs. den forordning om aktindsigt, som p.t. forhandles mellem Rådet og
Europa-Parlamentet. Holland har siden anlagt sag mod Rådet ved EF-Domstolen med
påstand om at Rådets afgørelse af 14. august 2000 om aktindsigt i dokumenter om
EU?s forsvarsdimension skal annulleres, fordi den er i strid med traktaten og
fordi Rådet ikke havde kompetence til at træffe afgørelsen. Holland hævder
bl.a., at der er tale om en overtrædelse af TEF art. 255, som vedrører
aktindsigt i EU. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rådets afgørelse
om aktindsigt i højt klassificerede, militære dokumenter har hjemmel i Rådets
forretningsorden samt TEF art. 207. Det betyder, at afgørelsen kunne vedtages
med simpelt flertal, mens afgørelser efter art. 255 om aktindsigt i EU skal
følge proceduren om fælles beslutningstagen i art. 251, hvor der bl.a. er krav
om kvalificeret flertal. Danmark arbejder altså for, at højt klassificerede
dokumenter om f.eks. EU?s forsvarsdimension som udgangspunkt skal være omfattet
af de kommende reglerne om aktindsigt i EU. Dog vil sådanne dokumenter ofte helt
eller delvist kunne undtages fra aktindsigt, i hvert fald i det omfang der er
tale om fortrolige oplysninger. Ikke-fortrolige oplysninger i højt
klassificerede dokumenter skal altså ikke kunne undtages fra aktindsigt. Med
venlig hilsen Anja Trier Wang