Tysklands forbundspræsident ønsker forfatning for føderation

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Der var stående ovationer, da den tyske forbundspræsident Johannes Rau afsluttede sin tale om EU's fremtid foran et begejstret Europa-Parlament. Talen blev modtaget med varme gratulationer af Parlamentets formand franskmanden, Nicole Fontaine, der erklærede: "Vi har lyttet til en stor europæer med visioner og det savner vi. De har, hr. Præsident, haft lejlighed til at fornemme, at Deres overbevisninger virkelig er i samklang med Europa-Parlamentets flertal".

Forinden havde den tyske forbundspræsident foreslået dannelsen af en europæisk føderation af nationalstater med egen forfatning. Han understregede flere gange, at det han ønskede var en føderation af nationalstater - ikke en europæisk enhedsstat. "En forfatning har vi netop brug for, fordi vi ikke ønsker en enhedsstat", understregede Rau.

Rau erkendte, at begreberne forfatning og føderation er begreber, som mange i Europa ser på med mistro. "Ingen vil fjerne nationalstaterne og deres suverænitet. Tværtimod, vi har brug for dem endnu i lang tid i alle deres forskelligheder som garanten for mangfoldigheden i Europa", forsikrede Rau.

Ifølge Johannes Rau har dannelsen af en føderation den fordel, at man med ét træk sikrer både Unionens demokratiske legitimitet, og at nationalstaterne beholder de kompetencer, de ønsker at beholde. På den måde skal det snarere ses som en beskyttelse mod centralisering af magten. Rau mente i øvrigt, at modviljen mod begreberne føderation og forfatning mere var en strid om ord end om indhold. Han brugte derfor talen til at forklare, hvordan en forfatning for en føderation af nationalstater kunne se ud.

Talen af den tyske forbundspræsident Johannes Raus blev holdt i Europa-Parlamentet i forbindelse med dets session i Strasbourg den 4. april 2001.

"En forfatning er en grammatik for friheden og lige netop for os i Europa, ville det også være en grammatik for solidaritet", erklærede Rau. I en forfatning fastlægger "Herskeren, nemlig folket", som Rau udtrykte det: 1) hvilke værdier man vil binde sig til, 2) til hvem man delegerer magt og hvordan denne magt organiseres og begrænses samt 3) hvem der er kompetent til hvad.

Dette betyder ifølge Rau, at en europæisk forfatning skal bestå af tre afsnit:

Forfatningens første del skal bestå af charteret for grundlæggende rettigheder, der blev højtideligt proklameret i december 2000 af Det Europæiske Råd i Nice sammen med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Formålet med charteret er at binde EU's institutioner til at overholde de grundlæggende rettigheder, som charteret indeholder, samt medlemsstaterne når de omsætter EU-retten til national lovgivning.

Anden del i forfatningen skal indeholde et kompetencekatalog, der klart fordeler kompetencen mellem medlemsstaterne og Unionen. Det skal ske efter princippet om, at alt, som ikke nævnes som europæisk kompetence, forbliver national kompetence. Som en ekstra sikkerhed mod, hvad Rau kaldte for frygten for en snigende centralisme, foreslog han, at man yderligere skal definere de kompetencer, der skal forbeholdes medlemsstaterne.

Han understregede dog, at han som den luxembourgske statsminister Jean-Claude Juncker må afvise, at der findes områder, hvor Unionen aldrig skal kunne handle. Forfatningen skal give mulighed for, at føderationens medlemsstater med enstemmighed kan beslutte, at kompetencerne kan reguleres anderledes end fastlagt i forfatningen.

Forfatningens tredje del skal fastlægge Unionens fremtidige institutionelle form. Rau forestiller sig her, at føderationen udstyres med et europæisk Parlament med to kamre. Ministerrådet skal udgøre Parlamentets statskammer, hvor hver enkelt medlemsstat har stemmeret. Statskammeret sikrer, ifølge Rau, nationalstaternes suverænitet. Europa-Parlamentet skal så være "borgernes kammer". De to kamre skal være ligeværdige på a lle områder, der vedrører vedtagelsen af europæisk lovgivning.

Også Europa-Kommissionen skal sikres større demokratisk legitimitet. Ifølge Rau kan dette ske på to måder. Enten ved, at Kommissionens formand vælges direkte af borgerne i EU-landene eller ved, at formanden vælges af parlamentets to kamre. Rau understregede dog, at han: "foretrækker den parlamentariske model, hvor Kommissionen har støtte fra et parlamentarisk flertal".

Vejen mod den europæiske forfatning skal ikke alene gå via en regeringskonference på den klassiske mellemstatslige maner. Den mellemstatslige arbejdsform har, ifølge den tyske forbundspræsident, nået sine grænser. Ifølge Rau bør der nedsættes en art forberedelsesgruppe som det konvent, der udarbejdede charteret for grundlæggende rettigheder sidste år. Dette konvent skal forberede "de nødvendige beslutninger, så v idt som det er muligt", som Rau lidt upræcist udtrykte det. Hvor meget, der nøjagtigt skal overlades til konventet og hvor meget, der skal overlades til de 15 EU-landes stats- og regeringschefer på den afsluttende regeringskonference, gjorde han ikke klart.

Konventet skal, ifølge Rau bestå af repræsentanter fra de nationale regeringer og parlamenter samt Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.

Rau tilkendegav dog ikke, hvilken rolle repræsentanter fra ansøgerlandene skal spille i konventet. Han begrænsede sig til at slå fast, at ansøgerlandenes borgere skal deltage i debatten, da den fremtidige europæiske forfatning også

bliver deres forfatning.

III. Rau versus Fischer

Den tyske forbundspræsidents tale ligger i god forlængelse af tidligere tyske synspunkter. Talen falder således i god tråd med den tyske udenrigsminister Joschka Fishers private indlæg på Humboldt Universitet i Berlin den 12. maj sidste år. Også Joschka Fischer talte dengang for dannelsen af en europæisk føderation og indførelsen af et to-kammer parlament. Rau brugte ganske vidst Jacques Delors betegnelse, en føderation af nationa lstater, og talte ikke blot om en føderation. Det forekommer dog ikke klart, hvad forskellen er mellem Fischers føderation og Raus føderation af nationalstater.

Trods de to tyske toppolitikeres fælles kurs mod en eller anden form for europæisk føderation, afviger deres synspunkter dog også på visse punkter.

Særligt med hensyn til spørgsmålet om fastlæggelsen af en ny rolle for de nationale parlamenter i den europæiske arkitektur, er der forskelle. Hvor Rau ikke nævner nationale parlamenter med et ord, har Fischer lagt eksplicit vægt på en stærkere inddragelse af disse. Fischer foreslog i sin tale på Humboldt Universitet, at førstekammeret i det nye tokammersystem, skal bestå af medlemmer, der også har sæde i de nationale p arlamenter.

Johannes Rau talte heller ikke, som den tyske udenrigsminister, for dannelsen af en egentlig europæisk regering. Fischer foreslog i sin tid en europæisk regering opbygget enten omkring "Det Europæiske Råd" og dermed de nationale regeringer eller omkring Europa-Kommissionen.

Med venlig hilsen

Morten Knudsen