Resumé af konventsmøde 17 - 19/7-2000

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

På konventets møde den 17.-19. juli meddelte konventets ene næstformand Guy Braibant, der også er den franske regerings repræsentant, at Præsidiet inden udgangen af juli ville udsende det første samlede udkast til EU{{PU2}}s charter for borgernes grundlæggende rettigheder.

Konventets medlemmer ville derefter have frem til 1. september til at sende deres generelle bemærkninger til Præsidiet. Præsidiet ønsker ikke "konkrete ændringsforslag" til udkastet.

Efter sommerferien vil konventet mødes første gang den 11.-13. september til en første drøftelse af udkastet. På første- og andendagen vil der være møder i konventets tre "undergrupper": de nationale parlamenter, medlemsstaternes regeringer og Europa-Parlamentet. De tre undergrupper skal her undersøge, om der i disse grupper kan skabes opbakning til charterudkastet, samt identificere eventuelle uoverensstemmelser. Tredje dagen helliges et møde i konventets plenum.

Sidste møde i konventet bliver derefter mødet den 25.-26. september, hvor det forventes, at der vedtages et udkast til charter, der kan sendes til det Europæiske Råd i Biarritz. De nationale parlamenter vedtog dog på deres interne møde om aftenen den 17. juli, at der bør holdes en dato åben for et sidste møde i konventet, formentligt den 18.-19. oktober, hvis Det Europæiske Råd i Biarritz ønsker at ændre på udkastet og sender det tilbage til konventet.

Charteret forventes fortsat at kunne proklameres i Nice i december af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.

EU-konventet afsluttede drøftelserne af de økonomiske og sociale rettigheder på mødet den 17.-19. juli. Også charterets præambel og struktur var her for første gang til diskussion. Drøftelserne fulgte her det allerede kendte mønster, hvor en gruppe af medlemmer ledet af Storbritannien insisterede på, at kun sociale rettigheder, der har karakter af egentlige rettigheder, skal med i charteret, mens konventets flertal ledet af Frankrig fastho ldt, at de økonomiske og sociale rettigheder skal tages med på linje med de klassiske friheds- og lighedsrettigheder.

På førstedagen koncentrerede man sig om at diskutere artiklerne om vandrende arbejdstagere, social beskyttelse, sundhedsbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse.

Første artikel til diskussion var om vandrende arbejdstagere. Bl.a. den britiske regerings repræsentant Lord Goldsmith, Frits Korthals Altes fra den hollandske regering og Ingo Friedrich fra Europa-Parlamentet forslog, at man slettede artiklen. Lord Goldsmith og Friedrich mente, at formuleringen i artiklen går ud over EU{{PU2}}s nuværende kompetence. Lord Goldsmith gjorde opmærksom på, at der her eksisterer en række bilaterale aftaler mellem EU og tredjelande, d er vandrende arbejdstagere fra disse lande visse begrænsede rettigheder, som ikke blot kan udvides med charteret. "Vi kan med dette charter ikke give disse borgere rettigheder, der går ud over hvad de har ifølge de eksisterende associeringsaftaler. Det er uacceptabelt", erklærede Goldsmith. Korthals Altes fandt det unødvendigt med hvad han kaldte endnu en ikke-diskriminations-

bestemmelse, "når vi allerede har et generelt forbud mod diskrimination af tredjelandsborgere i artikel 21".

På den anden side afviste den italienske regerings repræsentant Rodotta og Johannes Voggenhuber fra Europa-Parlamentet, at man kan nægte tredjelandsborgere de samme rettigheder som unionens borgere, når de først opholder sig på unionens område. Voggenhuber mente også, at tredjelandsborgere, der opholder sig illegalt på Unionens område, skal have samme rettigheder. Dette blev dog generelt afvist af konventets medlemmer.

Den svenske regerings repræsentant Daniel Tarschys fandt det nødvendigt i forbindelse med denne artikel at få præciseret, at social sikring og social bistand er en medlemsstatskomptence. "Hele lovgivningen på dette område er jo national", sagde Tarschys. Europa-Kommissionens repræsentant i konventet afviste Tarschys udlægning og sagde, at EU ifølge TEF artikel 137, stk. 3 skam har en kompetence vedrørende social sikring, hvor R&arin g;det med enstemmighed kan vedtage regler. EU har blot ikke udnyttet kompetencen endnu.

Michel Patijn fra det hollandske Tweede Kamer støttede Tarschys og sagde, at Præsidiets udkast gik for langt i forhold til den delikate balance, der er mellem national kompetence og EU-kompetence på dette område. "Det er medlemsstaternes opgave at træffe beslutningerne og betale for de sociale ydelser. Det EU kan gøre er at sikre lige adgang til disse ydelser", sagde Patijn.

Bl.a. Ingo Friedrich og Lord Goldsmith afviste, at social bistand skal ydes til enhver person. Bestemmelsen bør kun gælde for EU-borgere.

Lord Goldsmith kritiserede endelig forslaget for at "garantere" boligstøtte til enhver. "Det er ikke EU´s institutioners opgave at blande sig i spørgsmål om boligstøtte", sagde Lord Goldsmith.

Tarchys, Tobisson fra den svenske Rigsdag, Lord Goldsmith og Ingo Friedrich fra Europa-Parlamentet afviste udkastet til denne artikel med henvisning til, at EU ikke har kompetence til at garantere "sundhedsbeskyttelse". Lord Goldsmith og Korthals Altes foreslog på den baggrund en henvisning til national lovgivning. Rodotta efterlyste en liste over, hvad der egentlig er unionens kompetence, fordi han efterhånden var træt af at diskutere hvad der er unionskompetence og ikke mind st hvad der ikke er.

Konventets franske næstformand Guy Braibant udtrykte stor forbavselse over de problemer, der var med denne artikel, idet han på forhånd havde vurderet, at det ville være en af de letteste artikler at blive enige om. Han mente, at sundhed er et af Unionens store kompetenceområder. "Der sidder hundredvis af embedsmænd i Europa-Kommissionen og arbejder med sundhed, bl.a. i forbindelse med kogalskabssagen", erklærede Braibant.

Endelig spurgte Korthals Altes, om sundhedsbeskyttelse virkelig skal gælde enhver {{SPA}} og altså også personer, der opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område. Manzella fra det italienske deputeretkammer insisterede på, at sundhedsbeskyttelse skal gælde enhver person. "Det er et vigtigt princip i europæisk kultur. Man spørger ikke om pas, når en person er syg i Europa", erklærede Manzella.

Der syntes at være bred enighed i konventet om Præsidiets forslag til denne artikel.

Den danske regering repræsentant Erling Olsen understregede, at Præsidiets udkast var bedre end det oprindelige. Han gjorde dog opmærksom på, at handicaporganisationer i Danmark havde svært ved at forstå, at den beskyttelse, som EU's institutioner kan give ifølge charteret, er svagere end de hensyn medlemsstaterne skal tage ifølge FN-resolution 4896 fra 1993. Olsen foreslog desuden, at det skrives, at der sikres handicappede social og erhvervsmæssig integration samt deltagelse i "samfundslivet" i stedet for i "fællesskabet".

Tuija Brax fra det finske parlament roste Præsidiets forslag til artikel om miljøbeskyttelse, men foreslog, at alle har et ansvar for miljøet (som i den finske forfatning), idet miljøet er en anderledes rettighed end alle andre rettigheder i charteret, fordi det involverer "kommende generationer". Penches Beres fra Europa-Parlamentet ønskede en klar henvisning til "nuværende og kommende generationers ret til et rent miljø" i artiklen.

"Også for Sverige er miljøet vigtigt", erklærede Tarschys. Men vi må udtrykke os på en måde i charteret, der er i overensstemmelse med den faktiske EU-kompetence. Ifølge Tarschys bør man derfor tale om at "fremme" i stedet for at "sikre" miljøet i denne artikel. Han fik støtte i dette fra Lord Goldsmith og Michiel Patijn. Den finske regerings repræsentant Paavo Nikula fandt ordet "sikre" glimren de og mente, at det netop understregede artiklens store betydning.

Ingo Friedrich fra Europa-Parlamentet advarede mod at formulere miljøbeskyttelse som en individuel rettighed. Det bør formuleres som et mål for fællesskabernes politikker. Jo Leinen afviste dette, idet han sagde, at det ikke er konventets opgave at formulere målsætninger, men kun individuelle rettigheder.

Erling Olsen støttede desuden idéen om et stk. 2, hvor retten til adgang til mijøinformation fastslås i overensstemmelse med direktiv 90/313 samt Århus-konventionen om adgang til klageadgang på miljøområdet.

Diskussionen af denne artikel var nærmest en kopi af drøftelserne om artiklen om miljøbeskyttelse. Indvendingerne mod Præsidiets forslag gik ligeledes på anvendelsen af ordet "sikre" et højt niveau for beskyttelsen af forbrugernes sundhed. "Man bør i stedet bruge "tage hensyn til" et højt niveau for beskyttelsen af forbrugernes sundhed", erklærede Lord Goldsmith.

Denne artikel om retten til adgang til forsyningspligtsydelser vakte en del diskussion. Artiklen var kommet ind på initiativ fra bl.a. den franske regering, den italienske regering og den belgiske regering. Den blev derfor også forsvaret hårdnakket af primært konventets franske og italienske medlemmer samt Europa-Kommissionen. Braibant henviste til TEF artikel 16 som retsgrundlaget for artiklen.

Der var stærke protester fra adskillige medlemmer over inkluderingen af denne ret. Michel Patijn, der er tidligere hollandsk forhandler på regeringskonferencerne, der førte til Amsterdam-Traktaten (og artikel 16 i TEF), udtrykte stor forbløffelse over at se artiklen i charteret. "Ingen på regeringskonferencen rejse dette som noget, der var tænkt som en individuel ret til forsyningspligtsydelser, men alene for at undgå uhensigtsmæssig statsstøt te eller konkurrenceforvridning inden for disse sektorer. Jeg må på det kraftigste advare mod at inkludere denne bestemmelse", erklærede Patijn. Flere af konventets tyske medlemmer, den østrigske regerings repræsentant Naisser samt de britiske og irske medlemmer var ligeledes stærkt skeptiske over for artiklen. Nogle medlemmer bad desuden om at få klar besked om, hvad det præcis var for forsyningspligtsydelser, der var tænkt på med artiklen.