Resume af 3. plenummøde 20-21/3 om EU-charter om

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Resumé af resumeet:

Det tredje formelle plenummøde i det konvent, som skal udarbejde udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, blev holdt i Bruxelles den 20.-21. marts 2000. Som repræsentanter for den danske regering og Folketinget deltog Erling Olsen, Tyge Lehmann, Claus Larsen-Jensen og Ulla Tørnæs. Det blev ikke afklaret, om man skal bygge på Rådssekretariatets model, hvorefter de korte tekster ledsages af "begrundelser", eller på Lord G oldsmiths model, hvorefter charteret opdeles i to dele, der skal udgøre en integreret helhed. Et gennemgående træk i diskussionerne var, i hvilket omfang man i sine bestræbelser på at gøre teksten kort og letforståelig skulle afvige fra de eksisterende formuleringer i de forskellige menneskerettighedskonventioner. Et andet gennemgående træk var, hvordan man skulle forholde sig til det faktum, at de fleste rettigheder ikke er ubetingede. I 8 timer dr&os lash;ftede medlemmerne af konventet det foreliggende udkast fra Præsidiet til de første 16 artikler. Teksten er gengivet i denne Info-note, hvor der ligeledes er nævnt nogle af de fremførte synspunkter. De danske indlæg vedrørende de enkelte artikler er refereret forholdsvis detaljeret. På baggrund af drøftelserne vil Præsidiet fremkomme med et revideret forslag til de 16 artikler. Næste plenummøde i konventet afholdes den 5.-6. juni 200 0.

I fortsættelse af Info-note I 35, I 46, I 66, I 76, I 83, I 84, I 96, I 98, I 100,

I 112, I 113 og I 115gives nedenfor et resumé af det tredje møde i det konvent, som har fået til opgave at udarbejde udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Mødet fandt sted i Ministerrådets bygning i Bruxelles den 20. og 21. marts 2000.

Som den danske regerings repræsentant deltog Erling OLSEN mandag den 20. marts. Tirsdag den 21. marts deltog hans suppleant, Tyge LEHMANN, med taleret. Fra Folketinget deltog Claus LARSEN-JENSEN (som havde erstattet Jacob Buksti, der var blevet trafikminister) og Ulla TØRNÆS.

Da formanden for konventet, Roman Herzog, var forhindret, blev mødet ledet af næstformanden fra Europa-Parlamentet, Inigo MÉNDEZ DE VIGO. Han henviste til, at man i Præsidiet var blevet enig om at arbejde, som om charteret ville blive en del af traktaten. Det spørgsmål vil stats- og regeringscheferne tage stilling til. Plenummødet den 5.-6. juni er skæringsdato for drøftelserne i konventet angående indholdet i charteret. Næstformanden ønskede ikke at drøfte de horisontale spørgsmål på mødet.

Arbejdet på det tredje møde i konventet foregik på grundlag af to dokumenter:

1) Præsidiets reviderede forslag til de første 16 artikler, kaldet CONVENT 13 eller CHARTE 4149.

2) Et på plenummødet uddelt fotokopieret dokument på 73 sider indeholdende de 14 skriftlige ændringsforslag, der var indleveret indtil den 17. marts.

I de første indlæg beskæftigede talere fra Tyskland og Sverige sig med det samlede ændringsforslag, som den britiske regerings repræsentant, Lord Goldsmith, havde fremlagt, og gjorde opmærksom på, at det var vanskeligt at komme med skriftlige ændringsforslag, før man kunne se helheden i dokumentet.

Lord GOLDSMITH fandt det afgørende, at charterets bestemmelser ikke afviger fra de eksisterende menneskerettigheder. Derfor havde han foreslået en todelt model bestående af: 1) Korte udsagn, som er letforståelige for borgerne og som indeholder det essentielle i den pågældende rettighed. 2) Præcise juridiske formuleringer, som henviser til retsgrundlaget for de gældende rettigheder. Han kunne ikke acceptere en kort form, hvis man ikke tager den anden del me d.

Næstformanden, MÉNDEZ DE VIGO, som er tilhænger af den model, Rådssekretariatet havde lagt op til, henviste til den taletidsbegrænsning på 2 minutter, man var blevet enig om, og afbrød derfor Lord Goldsmith. Næstformanden ønskede kun indlæg, som relaterede sig til selve teksten i det fra Præsidiet udsendte dokument. I begyndelsen ville han ikke engang acceptere indlæg, som refererede sig til de "begrundelser" i CONVENT 13, som for klarer teksten og redegør for de begrænsninger, der i henhold til Menneskerettighedskonventionerne og domspraksis gælder for de enkelte rettigheder.

Lord Goldsmiths holdning fik støtte fra flere sider - bl.a. Tyskland, Sverige og Danmark - og efterhånden som forhandlingerne skred frem, kommenterede talerne naturligvis også begrundelserne. Det grundlæggende spørgsmål om, hvilken form charteret skal have, blev imidlertid ikke afgjort. Det er formentlig et af de spørgsmål, regeringernes repræsentanter vil diskutere på det separate møde, de vil afholde i Lissabon.

Nedenfor er resumeret noget af den otte timer lange diskussion, der udspandt sig om de foreslåede 16 artikler. Der var tale om en meget grundig juridisk gennemgang af de foreslåede formuleringer, og ofte gik diskussionen på, at der var nuancer imellem de forskellige sprogversioner, f.eks. den franske og den engelske. Man diskuterede også subtile juridiske formuleringer og rækkefølgen af de sætninger, hvis indhold man var enige om. Disse diskussioner vil have bet ydning for den reviderede tekst, som Præsidiet efterfølgende vil udarbejde, men er ikke gengivet i denne Info-note.

Et gennemgående træk i diskussionerne var, at nogle talere ønskede korte tekster, som var mere fængende og letforståelige end formuleringerne i forskellige menneskerettighedskonventioner, mens andre talere advarede mod at afvige for meget fra de eksisterende formuleringer, idet det kunne give risiko for en forskellig fortolkning af charterets bestemmelser (som i givet fald kan blive en opgave for EF-Domstolen i Luxembourg) og de eksisterende menneskerettighedsbestemmelser, som de bl.a. fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Nogle talere gik ind for, at man i de enkelte artikler skulle henvise til de tilsvarende bestemmelser i den relevante menneskerettighedskonvention. Andre mente, man blot skulle have en generel henvisning til menneskerettighedskonventionerne med en tilføjelse om, at charteret ikke på noget punkt kan forringe de gældende menneskerettigheder.

Nogle mente, at man godt kunne udvide rettighederne og "modernisere" de antikverede bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ligesom man burde give borgerne en merværdi ved at indføre nye rettigheder i charteret.

Et andet gennemgående træk var diskussionen om, hvordan man skulle forholde sig til det faktum, at de fleste rettigheder ikke er ubetingede. Skal undtagelserne indbygges i selve teksten i hver enkelt artikel, skal de blot nævnes i "begrundelserne" (respektive i de juridiske præciseringer), eller skal man have nogle tværgående artikler, hvori man skriver, at der under særlige omstændigheder må være en begrænsning af rettighederne, og samtid ig angiver nogle principper for, hvornår en sådan begrænsning kan ske?

I forbindelse med flere af artiklerne drøftede man, om rettighederne kun skulle gælde EU-borgere, altså statsborgere i en medlemsstat, eller om de skulle gælde alle personer, som er bosiddende i medlemsstaterne, eller som befinder sig inden for Unionens område.

For hver artikel er nedenfor gengivet:

I nogle tilfælde er desuden (med almindelig brødskrift) refereret nogle hovedsynspunkter i diskussionen, hvor denne havde et mere politisk indhold, eller hvor den illustrerer de juridiske spidsfindigheder, man diskuterede. De danske indlæg er refereret forholdsvis detaljeret.

Erling OLSEN fandt, at Præsidiet havde gjort et godt arbejde med at formulere de korte og fyndige tekster i CONVENT 13, og han havde ingen indvendinger mod selve teksten i artikel 1. Men det forhold, at bemærkningerne var formuleret som "begrundelser" og ikke indeholdt en præcisering af retsgrundlaget, gjorde ham utryg. Hvis man ikke præciserede retsgrundlaget og henviste til de eksisterende menneskerettigheder, ville han komme i samme situation som Lord Goldsmith, nemlig at han i kke ville kunne anbefale sin regering at gå ind for charteret. Erling Olsen gik derfor ind for, at man også diskuterede "begrundelserne" og prøvede at nå frem til en præcisering af rettighederne og en klar henvisning til retsgrundlaget for disse. Kun derved ville man efter hans mening have en chance for at nå frem til et resultat, som kunne samle bred tilslutning.

Flere franske talere gik ind for, at man skrev, at charteret er møntet på Unionens institutioner, og at det overholder subsidiaritetsprincippet.

Jürgen MEYER (Tyskland, Forbundsdagen) betegnede artikel 1 som "alle menneskerettigheders moder". Det er en umistelig rettighed, men den kan ikke direkte danne grundlag for en klage, der kan behandles en domstol. Meyer pegede på, at mange mennesker nærer en frygt for, at EU's institutioner vil blande sig for meget i medlemslandenes anliggender og i deres rettigheder som borgere i medlemsstaterne. Charteret er faktisk udtryk for det modsatte. Derfor fremhævede Meyer det, der stod i begrundelsen til artikel 1 om, at charteret finder anvendelse på Unionens institutioner og organer samt medlemsstaterne, når disse gennemfører fællesskabsretten. Det fandt han så vigtigt, at det bør stå i en selvstændig artikel.

Denne artikel gav anledning til to interessante diskussioner. Dels en diskussion om, hvornår retten til livet indtræder. Det var den franske teksts anvendelse af ordet "Personne" (hvor den danske tekst har "Enhver" og den engelske "Everyone"), der gav anledning til denne abortdebat, som stadig er aktuel i visse katolske medlemslande.

Dels en diskussion om, hvorvidt charteret skal indeholde et ubetinget forbud mod dødsstraf. Selv om der ikke p.t. er dødsstraf i noget medlemsland, kan et ubetinget forbud give problemer i visse lande; f.eks. vil det kræve en forfatningsændring i Spanien. Ingo FRIEDRICH (EP, Tyskland) betegnede det som en vittighed, at man i et charter, der henvender sig til EU's institutioner, beskæftiger sig med dødsstraf, idet ingen vel har tænkt sig at anvende dødss traf i forbindelse med overtrædelser af EU's forordninger.

Ingo FRIEDRICH foreslog følgende formulering: "Enhver har ret til fysisk, psykisk, biologisk og genetisk integritet."

I øvrigt gav artiklen anledning til længere diskussioner om bioteknologi, biomedicin og patentbeskyttelse.

Der var enighed om, at militærtjeneste må være undtaget, mens der var forskellige synspunkter på, hvad der i øvrigt skal kunne begrunde en undtagelse fra det overordnede princip, f.eks. naturkatastrofer og samfundstjeneste.

Flere gjorde opmærksom på, at "loven" ikke er et unionsbegreb, og at undtagelserne derfor vil have et forskelligt indhold i de forskellige medlemslande, hvis man i charteret anvender formuleringer som: "bortset fra de undtagelsestilfælde, der er fastlagt ved lov."

Michiel PATIJN (Nederlandene, Tweede Kamer) pegede på, at artikel 7-11 ikke drejer sig om civilret, men om strafferet, som stort set ikke er omfattet af Traktaten. Heroverfor anførte Andrew DUFF (Europa-Parlamentet, UK), at man i charteret bør tage højde for, at Unionen i fremtiden vil kunne få udvidet sin kompetence, så traktaten også kommer til at gælde visse områder inden for strafferetten.

Gunnar JANSSON foreslog, at man i denne artikel medtaget retten til appel og til god forvaltning, hvilket gav anledning til en diskussion af begrebet "good governance".

Georges BERTHU (Frankrig) pegede på, at en ret til gratis retshjælp eller gratis juridisk assistance vil have konsekvenser for EU's budget. I den efterfølgende diskussion kom flere ind på, at "retshjælp" også må omfatte sproglig assistance til oversættelse.

Erling OLSEN foreslog, at man udbyggede artiklen med et forbud mod selvinkriminering, altså at ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv eller til at indrømme sin skyld. Han henviste i den forbindelse til jurisprudens fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og til artikel 14 i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Hen mente, en sådan bestemmelse er vigtigt for at beskytte borgere og virksomheder på konkurrencerettens område, hvor Kommissi onen har ganske store beføjelser til at afkræve virksomhederne faktuelle oplysninger, der kan bruges imod dem i en sag om overtrædelser af konkurrencereglerne.

2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, varen forbrydelse ifølge de af demokratiske nationer anerkendte almindelige retsprincipper.