Dokumenter
Resumé af nationale parlamenters formøde til EU-konvent 20. marts 2000
Europaudvalget
(Info-note I 115)
(Offentligt)
_____________________________________________
REU, Alm. del - bilag 747
(Løbenr. 15359)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Resumé af nationale parlamenters formøde
til EU-konvent 20. marts 2000
Repræsentanterne for EU-landenes nationale parlamenter mødtes forud for mødet i EU-konventets samling mandag den 20 marts 2000. Mødet blev primært brugt til at gøre status over arbejdet med charteret i de nationale parlamenter. Der var også en runde, hvor de nationale parlamenter, der var repræsenteret, tilkendegav, om de ønskede, at charteret skal være juridisk bindende, eller om det mere skal have karakter af en erklæring.
Størstedelen af tiden gik med tilkendegivelser om, hvorvidt charteret skal være juridisk bindende eller blot være en politisk erklæring.
Gunnar Jansson, der er de nationale parlamenters formand i konventet, lagde for med at gøre rede for det finske parlaments holdning. Jansson sagde her, at det finske parlaments forfatningsudvalg er kommet med en udtalelse, der anbefaler, at charteret først på længere sigt skal være juridisk bindende. Hvis dette skal ske, er det vigtigt, at befolkningen står bag.
Tuija Brax fra det finske parlament tilføjede, at der kan være tre grunde til at være imod et bindende charter. Et juridisk bindende charter risikerer at smugle en føderativ struktur ind ad bagdøren, man kan komme i konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention EMRK, og man kan få problemer i forhold til den nye finske forfatning, der ligger på et højt beskyttelsesniveau.
Charteret skal ifølge Jansson kun være gældende for EU{{PU2}}s institutioner samt for medlemsstaterne, når disse gennemfører EU-retten. Det er ikke meningen, at charteret skal udvide EU{{PU2}}s kompetence. Jansson fandt det desuden vigtigt at vurdere charterets konsekvenser for EMRK, idet han fandt det væsentligt at undgå en situation, hvor Strasbourg-systemtet kommer til at spille en sekundær rolle i forhold til EU-systemet.
Endeligt fastslog Jansson, at charteret bør være et sæt mindsteregler, der gør det muligt for medlemsstaterne at hæve beskyttelsesniveauet i deres forfatninger.
Win Griffiths fra det britiske underhus fastslog, at man endnu ikke har taget endelig stilling {{SPA}} hverken i underhuset eller i overhuset {{SPA}} til om charteret skal være juridisk bindende. Underhusets European Scrutiny Committee er ved at indlede en undersøgelse af spørgsmålet, mens overhuset allerede er gået i gang med en sådan.
Griffiths var ikke overbevist om, at man umiddelbart børe gøre charteret bindende. Han mente dog ikke, at man kan udelukke, at charteret på et eller andet tidspunkt bliver juridisk bindende. Charteret skal desuden holde sig til de eksisterende rettigheder. Konventet skal ikke opfinde nye.
Endeligt frygtede britterne også, at man med charteret får to parallelle konkurrerende systemer i Strasbourg og Luxembourg, hvis man ikke er meget forsigtige.
Jürgen Meyer fra Tysklands forbundsdag fandt det meget vigtigt, at charteret bliver ikke blot juridisk bindende, men også sikrer borgerne ret til domstols-
prøvelse. Det var ifølge Meyer en af de skæbnesvangre erfaringer fra Weimarrepublikken, at man dengang havde et sæt grundlæggende rettigheder, som borgerne ikke kunne indklage for domstolene.
Meyer var enig i, at EMRK er vigtig, men fandt det desuden meget væsentligt at inddrage EF-Domstolens retspraksis. Hertil kommer, at borgerrettighederne som også skal med i charteret, er EU-specifikke og ikke har noget med EMRK at gøre.
Meyer var forundret over en række af nordeuropæiske landes krav om, at charteret ikke må udvide EU{{PU2}}s kompetence. Charteret handler nemlig om det omvendte, nemlig at sikre at EU{{PU2}}s institutioner kan underlægges domstolskontrol, hvis de krænker borgernes grundlæggende rettigheder. Frygten for nye rettigheder til EU var derfor ifølge Meyer fuldstændig grundløs.
Meyer fortalte endelig, at man vil afholde en række høringer såvel i Forbundsdagen som i Forbundsrådet i april og maj, som skal overstås, før de to tyske kamre kan tage endelig stilling.
Heinrich Neisser fra Østrigs parlament mente, at Østrig på mellemlang sigt kan gå ind for, at charteret bliver juridisk bindende. Han mente dog først, at man kan tage endelig stilling til dette, når man kender mere til forbindelsen mellem EF-Domstolen og Strasbourg-domstolen.
Han fandt det vigtigt, at EU-strukturen får legitimation. Et bidrag til dette kunne bl.a. være, hvis borgerne får mulighed for at indklage institutionerne for en domstol. Han sagde ikke hvilken domstol.
Han sagde endvidere, at der i hans land var to holdninger til spørgsmålet om forholdet mellem EMRK og charteret: Den ene er at man skal lægge sig så tæt op ad EMRK som muligt, mens den anden, som han selv støttede, er at EMRK blot er grundlaget for charteret.
Heller ikke i det østrigske parlament havde man dog taget endelig stilling til spørgsmålet.
Andrea Manzella fra det italienske deputeretkammer mente, at vi først skal skrive charteret og så finde ud af, om det skal være juridisk bindende. Men vi skal, som Herzog har sagt, skrive charteret som var det juridisk bindende, så det kan skrives ind i traktaten. I sidste ende er det imidlertid Det Europæiske Råd, der skal træffe beslutning om, charteret skal skrives ind i EU-traktaterne. Charteret bør derfor være et punkt på re geringskonferencen. Manzella foreslog, at man her beslutter enten at tage charteret med i en protokol til traktaten eller med i selve traktatteksten.
Også i Italien var der ifølge Manzella planlagt en række høringer af juridiske eksperter mv. om charteret.
Peter Altmaier fra Forbundsdagen i Tyskland havde - som sin kollega Meyer - svært ved at forstå den modstand, nordeuropæiske lande som UK, Danmark og Sverige har mod et bindende charter. Netop i disse lande med mange EU-skeptiske borgere er charteret en god idé, fordi det vil bygge bro mellem EU-institutionerne og borgerne. Ifølge Altmaier skal borgerne kunne indklage EU-institutionerne for EF-Domstolen. Han fandt virkeligt dette nødvendigt fordi EU-i nstitutionerne indtil har været langt dårligere kontrolleret end de nationale myndigheder, hvilket også havde givet anledning til nogen EU-skepsis i hans eget land.
Han medgav, at det ville være i strid med mandatet fra Køln/Tampere at beslutte, at charteret skal være bindende. Til gengæld fandt han, at det ville være at krænke mandatet, hvis charteret formuleres så det ikke er egnet til at skrive ind i EU-traktaterne. Han afviste derfor blot at formulere charteret som en erklæring.
Göran Magnusson fra den svenske rigsdag fastslog, at debatten i Sverige pegede i retning af, at Sverige er mest interesseret i en ikke-bindende erklæring
på kort sigt. Han fandt det desuden nødvendigt at finde en løsning på forholdet mellem domstolene i Strasbourg og Luxembourg.
Han sagde dog, at Rigsdagen endnu ikke er endeligt afklaret.
Med venlig hilsen
Morten Knudsen