Hjælpemenu

Hovedmenu

Resumé af engelsk rapport vedrørende Tammerfors II-dagsordenen udarbejdet af europaudvalget i det engelske underhus (The European Scrutiny Committee)

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integration

Folketingets Retsudvalg

Folketingets Europaudvalg

Christiansborg, den 25. august 2004

EU-konsulenten

 

 

Til

udvalgenes medlemmer og stedfortrædere

 

Resumé af engelsk rapport vedrørende Tammerfors II-dagsordenen udarbejdet af europaudvalget i det engelske underhus (The European Scrutiny Committee)

Retsudvalget er i forbindelse med sin behandling af Kommissionens meddelelse om Tammerfors II-dagsordenen blevet opmærksom på, at europaudvalget i det engelske Underhus har udarbejdet en rapport om Tammerfors II-dagsordenen. Retsudvalget har herefter bedt EU-konsulentembedet i Folketinget om et resumé af rapporten.

Rapporten, der er offentliggjort den 22. juli 2004, indeholder en kort gennemgang af Kommissionens meddelelse tillige med såvel den engelske regerings som det engelske europaudvalgs holdning til udvalgte passager. Der synes ikke at være væsentlige uoverensstemmelser mellem regeringens og europaudvalgets holdning til Kommissionens meddelelse.

Rapporten er som udgangspunkt positiv overfor et øget og bedre samarbejde for så vidt angår EU’s rets- og udlændingepolitik, men har dog en række ganske væsentlige forbehold, der i hovedtræk er som følger:

Generelle betragtninger

  • Kommissionen har ikke foretaget en evaluering af de praktiske konsekvenser/resultater af de tiltag, der er vedtaget under Tammerfors I-dagsordenen.
  • Kommissionen angiver heller ikke hvilke konkrete og praktiske resultater, der forventes af Tammerfors II-dagsordenen.
  • Det engelske europaudvalg finder det bekymrende, at Kommissionen åbenlyst tilkendegiver, at den – såfremt Forfatningstraktaten træder i kraft - vil fremme sin politik ved hjælp af flertalsafgørelser i Rådet (RIA) på så sensitive områder som rets- og udlændingepolitikken.
  • Grænsekontrol, visum, asyl og indvandring

      • Det engelske europaudvalg støtter en fælles politik for indvandring, asyl og visum, men er imod etableringen af et egentligt grænsepoliti, ligesom udvalget ikke mener, der er behov for yderligere harmonisering af asylpolitikken. Den nuværende minimumsharmonisering af asylreglerne er tilstrækkelig, og der er ikke behov for en totalharmonisering af området.

    Civil- og strafferetligt samarbejde

      • Det engelske europaudvalg støtter anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse på såvel det civilretlige som det strafferetlige område, men mener ikke dette bør føre til harmonisering af landenes lovgivning, medmindre det er påvist, at der er et klart behov herfor.
      • Særlig mener det engelske europaudvalg ikke, at en harmonisering af medlemslandenes straffeproces er en forudsætning for gensidig anerkendelse.
      • Det engelske europaudvalg advarer generelt mod en tendens til at ville harmonisere medlemslandenes lovgivning også i tilfælde, hvor der er tale om lovgivning, der kun har relevans for rent interne forhold.
      • Det engelske europaudvalg er imod etableringen af en europæisk anklagemyndighed.

    Politi- og toldmæssigt samarbejde

      • Det engelske europaudvalg støtter som udgangspunkt de fleste af Kommissionens overvejelser omkring en styrkelse af det politi- og toldmæssige samarbejde.
      • Det engelske europaudvalg er dog imod at give EUROPOL egentlige efterforskningsmæssige beføjelser, idet dette ifølge det engelske europaudvalg vil ændre EUROPOLs rolle fra en efterretningsenhed til en egentlig politistyrke.
      • Også for så vidt angår Kommissionen overvejelser omkring kriminalpræventive tiltag på EU-niveau, vil det engelske europaudvalg kun støtte sådanne tiltag, såfremt disse er i fuld overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne.

    Det engelske europaudvalgs konklusion

    Alt i alt er det det engelske europaudvalgs konklusion, at Kommissionens meddelelse om Tammerfors II-dagsordenen indeholder så væsentlige elementer, at der bør holdes en debat i det engelske underhus om meddelelsen.

     

     

    Med venlig hilsen

    Christian Dubois

    (3611)

    (1) KOM (2004) 0401 af 2.juni 2004

    (2) House of Commons European Scrutiny Committee - The EU’s Justice and Home Affairs work programme for the next five years – Twenty-eigth Report of Session 2003-04.