Kommissærer for de ti nye medlemsstater udpeget
Christiansborg, den 11. februar 2004
Folketingets repræsentant ved EU
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Kommissærer for de ti nye medlemsstater udpeget
Listen over de ti nye kommissærer fra de kommende nye medlemsstater er nu endelig offentliggjort, efter de nye medlemsstater løbende har offentliggjort deres Kommissær-kandidater. Kommissærerne er udpeget for den overgangsperiode, der opstår, fra de nye medlemsstater tiltræder Unionen d. 1. maj, og indtil Prodi-Kommissionens embedsperiode udløber d. 31. oktober 2004. De fleste lande har dog tilkendegivet, at dets udpegede Kommissær også vil være kandidat til at bestride embedet i den nye embedsperiode fra 2004-2009. De ti Kommissærer skal igennem en høring i Europa-Parlamentet af halvanden times varighed i dagene d. 13.-15. april og på plenarsamlingen i maj skal Europa-Parlamentet så samlet stemme om de nye Kommissærer.
De ti nye Kommissærer
Cypern Markos Kyprianou (M) Finansminister
Estland Siim Kallas (M) tidligere premierminister
Letland Sandra Kalniete (K) Udenrigsminister
Litauen Dalia Grybauskaite (K) Finansminister
Malta Joe Borg (M) Udenrigsminister
Polen Danuta Hübner (K) Medlem af Polens ministerråd
Slovakiet Jan Figel (M) Tidligere udenrigsminister og chefforhandler om Slovakiets tiltrædelse
Slovenien Janez Potocnik (M) Minister for europæiske anliggender
Tjekkiet Milos Kuzvart (M) tidligere miljøminister
Ungarn Peter Balazs (M) Ambassadør, faste repræsentation ved EU og bl.a. tidligere ungarsk ambassadør i København
Europa-Parlamentets godkendelse af Kommissærerne
Traktaten giver Europa-Parlamentet ret til at godkende Kommissionen som et samlet kollegium. Denne rettighed har Europa-Parlamentet fastholdt, selvom der ikke er tale om godkendelse af en ny Kommission men blot ti nye Kommissærer til overgangsperioden. De ti Kommissærer skal hver især igennem halvanden times høring i Europa-Parlamentet. Først udspørges de af de politiske grupper, dernæst i udvalgsregi og sidst af europaparlamentsmedlemmerne generelt. Som noget nyt er det Europa-Parlamentets udvalgsformænd, der står for organiseringen af høringerne i stedet for formandskonferencen, som består af lederne af de politiske grupper. Derfor afgiver udvalgsformændene d. 15. april rapport fra høringerne til det irske formandskab. Herefter skal Europa-Parlamentet stemme om en samlet indstilling af de ti Kommissærer til overgangsperioden på plenarsamlingen d. 3-6. maj. De observatører, der i øjeblikket er udpeget til Europa-Parlamentet fra de nye medlemsstater, vil i en overgangsperiode fra 1. maj og indtil europaparlamentsvalget d. 10. - 13. juni være fuldgyldige medlemmer og derfor også få stemmeret ved afstemningen om de nye Kommissærer.
De nye Kommissærers rolle i overgangsperioden
Det ligger fast, at porteføljerne for de nuværende 20 Kommissærer ikke bliver ændret i overgangsperioden for at give de nye Kommissærer deres egen portefølje. Men det ligger også fast, at Kommissærerne får stemmeret i Kollegiet i overgangsperioden. Der har imidlertid været forskellige forslag fremme, om hvilken funktion de skal have i Kommissionen i overgangs-perioden. Sandsynligvis vil de nye Kommissærer blive tilknyttet en af de nuværende Kommissærer i en slags oplæringsperiode. Der har også været tale om at have en rotationsordning, sådan at de nye Kommissærer først tilknyttes en Kommissær i tre måneder og derefter en anden Kommissær. Men denne løsningsmodel ser ud til at være forladt igen.
Udpegelse af Kommissionen for 2004-2009
Det er planen, at Det Europæiske Råd på topmødet d.17.-18. juni udpeger den nye Kommissionsformand for embedsperioden 2004-2009. Som noget nyt skal det ske ved kvalificeret flertal i Rådet (1). Medlemsstaterne og den indstillede Kommissionsformand skal i overensstemmelse nå frem til en liste over de øvrige Kommissærer, hvorefter Rådet skal vedtage listen over indstillede Kommissærer med kvalificeret flertal. Alle 24 Kommissærer og den forslåede Kommissionsformand skal igennem en ny høringsrunde i Europa-Parlamentet, og Europa-Parlamentet skal derefter endeligt godkende de 25 Kommissærer som et samlet kollegium.
Datooversigt
25.-26. marts 2004 Ministerrådet forventes at godkende listen med de ti Kommisærer.
13.-15. april 2004 Europa-Parlamentet afholder høringer af de ti Kommissærer.
1. maj De ti nye lande bliver medlemmer.
3.-6. maj 2004 Europa-Parlamentet stemmer samlet om de ti nye Kommissærer.
10.-13. juni 2004 Valg til Europa-Parlamentet.
17.-18. juni 2004 Det Europæiske Råd udpeger ny Kommissionsformand.
4.-14. oktober 2004 Høringer af udpegede Kommissærer til 2004-2005.
1. november 2004 Den nye Kommission tiltræder.
Med venlig hilsen
Michala Jessen
(1) Nice-traktaten ændrede den tidligere artikel 158 stk. 2 "Medlemsstaternes regeringer indstiller efter fælles overenskomst og efter høring af Europa-Parlamentet den person, som de forslår udnævnt til formand for Kommissionen".