Enighed om forretningsordenen for Euro-Middelhavsaftalen

Til

Bestræbelserne på at oprette en parlamentarisk forsamling for EU-landene og en række lande syd og øst for Middelhavet er nu rykket et skridt tættere på målet. I hvert fald blev en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra en række af de parlamenter, der deltager i det såkaldte Euro-Middelhavsforum under Barcelona-processen, enige om et udkast til forretningsordenen for den kommende parlamentariske forsamling på et møde i Europa-Parlamentet d. 19.-20. januar. Man blev bl.a. enige om at etablere et lille sekretariat dog uden fast placering samt regler for finansiering af forsamlingen. Vanen tro herskede der stor uenighed om afstemningsregler og stemmevægte. Mødet foregik ved, at udkastet til forretningsordenen blev gennemgået og debatteret regel for regel, hvorefter den italienske europaparlamentariker og formand for arbejdsgruppen Renzo Imbeni opsummerede debatten. Denne fremgangsmåde medførte en del uklarhed om konklusionen på flere af reglerne.

Forsamlingen skal efter den foreløbige plan mødes til et konstituerende møde i Grækenland i slutningen af marts, hvor forretningsordenen skal vedtages.

Forsamlingen skal bestå af 240 medlemmer fordelt på et nordligt og et sydligt komponent, som hver skal have 120 pladser. Ud af EU-landenes 120 pladser vil 45 blive besat af medlemmer fra Europa-Parlamentet. Hvordan det nordlige og sydlige komponent vil fordele pladserne i øvrigt er op til de to komponenter. Mellem de europæiske lande er der lagt op til at fordele pladserne ligeligt mellem EU-25, dvs. hvert land får 3 pladser. På mødet appellerede Renzo Imbeni landene i det sydlige komponent om ikke at benytte et rent proportionalitetsprincip, når forsamlingens pladser skal fordeles mellem medlemslandene.

Hvis et parlament vælger ikke at deltage, er der ikke truffet nogen beslutning om, hvad der skal ske med dets pladser. På mødet argumenterede nogle deltagere for at omfordele dem, mens andre hældede til at lade dem stå tomme, såfremt parlamentet senere skulle ønske at deltage. I øvrigt er det et ønske, at alle parlamenter, som deltager i Barcelona-processen, også deltager i den parlamentariske forsamling for at sikre repræsentativiteten. Hvis det besluttes at lade pladserne stå åbne, vil det betyde, at alle EU-landene automatisk er medlemmer, men at landenes parlamenter kan vælge ikke at deltage.

Det er hensigten at nedsætte et præsidium bestående af fire medlemmer, hvoraf en er udpeget af Europa-Parlamentet, en af de deltagende parlamenter i EU og to fra de sydlige middelhavslande, hvorefter de alle skal godkendes af forsamlingen. Præsidiet skal sidde for fire år ad gangen, og medlemmerne kan ikke genvælges. Præsidiets formand skal vælges for et år ad gangen og skiftevis komme fra henholdsvis nord og syd.

På arbejdsgruppemødet enedes man om at etablere "et lille sekretariat" med medarbejdere fra de lande, der er repræsenteret i præsidiet. Imidlertid ser det ud til, at det er besluttet ikke at placere sekretariatet noget fast sted. Selv om både Europa-Parlamentet, Malta og Ægypten tidligere har lagt billet ind på at huse sekretariatet. Størrelsen på sekretariatet blev ikke diskuteret synderligt på mødet. Men at dømme fra formuleringen i udkastet til forretningsordenen, skal sekretariatet bestå af mindst fire medarbejdere – en fra hver af parlamenterne med medlemmer i Præsidiet.

Beslutninger skal under normale omstændigheder træffes ved konsensus, men alligevel er der foreslået stemmeregler i udkastet til forretningsordenen. Der er enighed om, at der skal være 50% + 1 af delegationerne til stede fordelt ligeligt mellem nord og syd for at kunne vedtage en beslutning ved konsensus. Der blev også opnået enighed om, at der ved afstemninger skal være kvalificeret flertal bestående af 80% af delegationerne i hver af de to komponenter. Men der er ikke enighed om, hvorvidt en delegation har én stemme eller det samme antal stemmer som pladser i forsamlingen. Det betyder selvsagt en stor forskel blandt de europæiske lande, fordi Europa-Parlamentet vil være ligestillet med de nationale parlamenter ved den første mulighed, men få 45 stemmer og dermed 37,5% af stemmerne i det europæiske komponent, hvis den sidste mulighed bliver realiteten.

Under mødet ledte dette spørgsmål til en heftig diskussion mellem den italienske delegation og Europa-Parlamentets italienske formand Renzo Imbeni, og den italienske delegation lod forstå, at de ikke vil acceptere at Europa-Parlamentet får 45 stemmer. Det vil desuden få stor betydning for stemmevægtene, hvad skæbnen bliver for de eventuelt tomme pladser fra de landes parlamenter, der ikke ønsker at deltage.

Forslaget til finansiering har tre forskellige dele:

• Lønninger og andre udgifter til sekretariatsmedarbejderne skal finansieres af de lande, der stiller medarbejderne til rådighed, hvilket vil sige de lande, der til en hver tid sidder i præsidiet.
• Det parlament, som arrangerer et møde i forsamlingen eller et udvalgsmøde, er ansvarlig for de praktiske foranstaltninger, og ifølge Renzo Imbeni herunder også de økonomiske foranstaltninger. Men Præsidiet kan foreslå forsamlingen, at de øvrige delegationer også bidrager til finansieringen.
• På trods af ovenstående, skal udgifter til organisering og tolkning under møderne dog ske efter en "retfærdig fordelingsnøgle". På mødet blev en anden løsningsmodel dog forslået, hvor tolkning til andre sprog end de tre arbejdssprog (engelsk, fransk og arabisk) sker for det pågældende parlaments egen regning. Der var generelt tilslutning til denne model, men hvorvidt det var konklusionen, er usikkert. Det blev i den forbindelse desuden besluttet, at forsamlingen årligt skal vedtage en finansiel forordning for et årligt budget, men der er ikke besluttet noget om, hvem der skal administrere og foretage revision af budgettet.