Skuffelse i Europa-Parlamentet over start på regeringskonference
Christiansborg, den 23. oktober 2003
Folketingets repræsentant ved EU
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Skuffelse i Europa-Parlamentet over start på
regeringskonference
Der faldt knubbede ord til den italienske udenrigsminister og rådsformand, Franco Fratinni, da han den 21. oktober stillede op på det første af en række "fælles møder" i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg for europaparlamentarikere og nationale parlamentarikere om forhandlingerne om en ny EU-traktat på den igangværende regeringskonference.
Specielt blev EU-landenes udenrigsministres afvisning af Konventets forslag om at oprette et "lovgivende ministerråd" kritiseret. Europaparlamentarikerne fandt afvisningen foruroligende, idet regeringerne jo havde accepteret forslaget om et "et lovgivende råd" med den endelige "pakkeløsning" i Konventet.
Fratinni afviste kritikken og gjorde opmærksom på, at 24 af 27 regeringer udtrykkeligt havde sagt klart nej til idéen. Han lovede dog Europa-Parlamentet, at Italien endnu ikke havde lukket sagen.
Stadig uenighed om tre institutionelle spørgsmål
Fratinni mente dog, trods kritikken, at det går temmelig godt på regeringskonferencen. Han sagde således, at man jo allerede er enig om 90-95% af Konventets tekst. Fratinni oplyste bl.a., at der allerede er konsensus om den nye EU udenrigsminister, en ordning for Ministerrådets formandskab baseret på gruppeformandskaber samt de nærmere procedurer for det forstærkede samarbejde – selvom regeringskonferencen faktisk kun har arbejdet i 18 dage. Tilbage står, ifølge Fratinni, hovedsageligt tre spørgsmål, hvor der endnu ikke er opnået enighed:
- sammensætning af Kommissionen,
- afstemningsreglerne i Ministerrådet
- fordelingen af europaparlamentarikere mellem medlemsstaterne.
Hertil kom dog et fjerde punkt, hvor han også måtte indrømme, at der fortsat ikke er enighed, nemlig hvorvidt man skal bevare kravet om enstemmighed og national ratifikation i forbindelse med kommende revisioner af forfatningstraktaten. Han fandt det her personligt logisk, at man finder frem til en forenklet procedure for visse dele af forfatningstraktaten, hvor man kan træffe beslutning med en eller anden form for super-kvalificeret flertal.
Kompromistekst i slutningen af november
Endelig lovede Fratinni, at det italienske EU-formandskab vil fremlægge et forslag til en samlet pakke for de udestående spørgsmål på regeringskonferencen i sidste halvdel af november efter et uformelt møde mellem EU-landenes stats- og regeringschefer. Den præcise dato for dette møde er endnu ikke fastlagt, men det bliver i perioden mellem den 15. og 30. november.
Fratinni regnede således fortsat med, at regeringskonference vil kunne afsluttes af stats- og regeringscheferne på et møde i Bruxelles den 12.-13. december.
Kun få nationale parlamentarikere deltog
Kun få nationale parlamentarikere havde fundet vejen til forfatningsudvalgets møde i Strasbourg. Kun seks repræsentanter fra medlemsstaternes parlamenter havde indfundet sig, mens der var syv repræsentanter fra parlamenterne i Cypern, Estland, Litauen, Ungarn, Rumænien og Tyrkiet.
Kommende møder
Næste møde i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg om forhandlingerne på regeringskonferencen finder sted i Bruxelles den 6. november kl. 15-17.30. Repræsentanter fra de nationale parlamenter er også inviteret til dette møde, hvor Europa-Parlamentets to observatører på regeringskonferencen, Klaus Hänsch og Inigo Mendez de Vigo vil aflægge rapport.
Fratinni oplyste desuden, at det italienske parlament sammen med Europa-Parlamentet planlægger et møde i december for de tidligere konventsmedlemmer fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Dette møde vil efter alle forlydender finde sted i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Med venlig hilsen
Morten Knudsen