Europa-Parlamentet godkender interinstitutionel aftale om bedre EU-lovgivning

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er blevet enige om en inter-

institutionel aftale, som skal forbedre kvaliteten af EU-lovgivningen. Europa-Parlamentet har netop godkendt aftalen d. 9. oktober på en miniplenarsamling i Bruxelles. Det overordnede formål med aftalen er at forbedre koordineringen af lovgivningsprocessen mellem de tre institutioner. Det skal bl.a. ske ved øget deltagelse af Rådet og Kommissionen i Parlamentets arbejde og via samarbejde om tidsplaner for lovgivningsarbejdet. Derudover er der indgået aftale om brug af konsekvensanalyser i forskellige faser af lovgivningsprocessen samt regler for "samregulering" mellem Kommissionen og f.eks. interesseorganisationer.

Den interinstitutionelle aftale er indirekte et resultat af Kommissionens hvidbog om nye styreformer. Den er bl.a. kommet i stand, fordi Europa-Parlamentet var utilfredse med, at Kommissionens hvidbog lagde op til forskydninger til fordel for Kommissionen. Parlamentet var bekymret over, at der ikke findes nogen aftale, der sikrer, at Parlamentet inddrages på behørig vis, når Kommissionen foreslår alternative reguleringsmetoder.

Som noget nyt er de tre institutioner i aftalen blevet enige om, at Rådet og Kommissionen skal bestræbe sig på at være tilstede under arbejdet i Europa-Parlamentet. Konkret skal Rådet "så vidt muligt", deltage med den berørte minister fra Rådets formandskab i forhandlingerne på Parlamentets plenarsamlinger og have en minister tilstede ved arbejdet i parlamentets udvalg. Ligeledes forpligter Kommissionen sig til, at den ansvarlige Kommissær "som hovedregel" deltager i drøftelserne i Parlamentets udvalg og ved forhandlingerne på plenarsamlingerne.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal fremover forsøge at blive enige om en fælles årlig planlægning, som kan gøre lovgivningsarbejdet bedre. Det skal ske ved, at Rådet, Parlamentet og Kommissionen hver især fremsender deres respektive tidsplaner for det kommende år til hinanden. Derudover skal Europa-Parlamentet og Rådet for hvert lovgivningsforslag udarbejde en vejledende tidsplan for alle lovgivningens faser.

Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har i aftalen desuden forpligtet sig til at fastsætte en frist for gennemførsel af alle direktiver. Gennemførelsesfristen skal være så kort som mulig og bør som hovedregel ikke overstige to år. Denne del af aftalen er Europa-Parlamentet meget tilfreds med.

Aftalen ligger op til, at Europa-Parlamentet og Rådet kan foretage konsekvensanalyser forud for vedtagelsen af "væsentlige" ændringsforslag under den fælles beslutningsprocedure. Europa-Parlamentet er dog ikke udelt begejstrede for denne bestemmelse. Ifølge ordføren for betænkningen om aftalen, Monica Frassoni, kan konsekvensanalyser af ændringsforslag betyde en indskrænkning af Parlamentets lovgivningsbeføjelser. Derfor lægger hun også vægt på, at der i aftalen kun er tale om en frivillig brug af konsekvensanalyser. Hun påpeger desuden, at der er en lang række uklare spørgsmål, som f.eks. hvem der skal beslutte, om et ændringsforslag er "væsentligt" nok til en konsekvensanalyse, samt hvilke følger konsekvensanalysen får for resten af lovgivningsfasen.

Aftalen forpligter desuden Kommissionen til, forud for større lovgivningsprojekter, at foretage en samlet konsekvensanalyse af økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål, som lovgivningen forventes at berøre. Dette er dog ikke noget nyt, da Kommissionen med lovgivningsprogrammet for 2003 i vidt omfang har gjort brug af konsekvensanalyser. Men Kommissionen har ikke tidligere været forpligtet til det.

Samregulering

Europa-Parlamentet har især været interesseret i at få en aftale i stand med Kommissionen og Rådet vedrørende "samregulering", sådan at Kommissionen ikke går for vidt i sin tolkning af, hvad der kan være genstand for samregulering. Baggrunden er, at Kommissionen i hvidbogen om nye styreformer slår til lyd for, at gennemførelsesbestemmelser i visse tilfælde kan udarbejdes som samregulering.

I aftalen slås det fast, at de nærmere regler for samregulering skal fastsættes i retsakten. Det skal sikre Rådet og Europa-Parlamentet kontrol med, hvor Kommissionen anvender samregulering. Konkret kan Rådet og Europa-Parlamentet forslå ændringer til aftalen, inden for en frist på to måneder fra udkastet til en samreguleringsaftale bliver fremlagt, hvis aftalen vurderes ikke at leve op til lovgivningens målsætning. Alternativt kan både Rådet og Europa-Parlamentet helt modsætte sig et udkast til en samreguleringsaftale.

Det lykkedes de tre institutioner at blive enige om, at samreguleringsaftaler ikke kan tages i brug i sager, der vedrører "grundlæggende rettigheder eller vigtige politiske valg". Samregulering skal heller ikke kunne benyttes på områder, hvor regler skal anvendes ensartet i alle medlemsstater.

Denne del af aftalen er et udtryk for et kompromis. Europa-Paralmentet havde håbet på at få en decideret tilbagekaldelsesprocedure (Call back procedure). Men Kommissionen mener, at alle foranstaltninger, der hører under en basisretsakt, er gennemførelsesbestemmelser, og derfor er de forbeholdt Kommissionen.

Med venlig hilsen

Michala Jessen