Grundnotat om bådtransport af farligt gods på indre vandveje
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 202)
industriministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
ERU, Alm. del - bilag 132
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
1 N.1 400.C.2-0 20. november 1997
Til underretning for Folketingets Europaudvalg frem- sendes vedlagt Erhvervsministeriets grundnotat vedrørende forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje.
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
20. november 1997
J. nr.: PJ EM0122
Forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje. KOM(97)367.
1. Baggrund og indhold
Direktivforslaget er fremsat den 16. juli 1997 med hjemmel i traktatens artikel 75, stk.1, litra c, og kan vedtages med kvalificeret flertal efter samarbejdsproceduren i artikel 189 C.
Formålet med forslaget er at harmonisere vilkårene for bådtransport af farligt gods på indre vandveje over hele EF. Det skal i praksis ske ved at gøre Rekommendationen om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN) samt Overenskomsten om transport af farlige stoffer på Rhinen (ADNR) til en del af direktivet.
De pågældende fartøjer skal forsynes med et EF-certifikat, udstedt af medlemsstaten. EF-certifikatet attesterer, at fartøjet er inspiceret, og at det er konstrueret og udstyret
i overensstemmelse med direktivet. Medlemsstaten kan bemyndige anerkendte organisationer (klassifikationsselskaber) til at udføre inspektionerne. Alle fartøjer, der medfører et EF-certifikat må transportere farligt gods på indre vandveje i hele EF.
Kommende ændringer af direktivet skal efter forslaget vedtages i henhold til en rådgivende komiteprocedure.
2. Gældende dansk ret
Der findes ikke indre vandveje i Danmark, og der er ikke udviklet danske regler for transporter ad indre vandveje.
De generelle danske regler om transport af farligt gods er med hjemmel i Lov om skibes sikkerhed m.v. fastsat som tekniske forskrifter. Forskrifterne
kræver, at man benytter den internationale IMDG-kode (International Maritime Dangerous Goods) eller Østersøaftalen. Reglerne omfatter såvel krav til skibets bygning som operationelle krav til stuvning og mærkning m.m. af farligt gods.
3. Høring
Direktivforslaget har været sendt i høring hos Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre skibe, Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Navigatørforening, Metal Søfart, Maskinmestrenes Forening, Scandlines, Erhvervenes Transportudvalg og Danmarks Skibsmæglerforening.
Danmarks Rederiforening påpeger, at direktivforslaget stipulerer, at søgående skibe, der drives på indre vandveje, skal opfylde direktivets konstruktive krav. Det bør fremgå af direktivforslaget, at søgående skibe, som er bygget til international fart, og som er godkendt til at transportere farligt gods i henhold til internationale aftaler, som IMDG-koden eller Østersøaftalen, skal kunne anses at have opfyldt direktivets bestemmelser. Desuden bør det fremgå af direktivteksten, at en medlemsstat ikke blot kan, men skal tillade, at kombineret transport af farligt gods på medlemslandets egne indre vandveje kan ske ved opfyldelse af internationale krav til sø- eller landtransport.
Erhvervenes Transport Udvalg (ETU) har tilkendegivet, at der ETU bekendt ikke foregår transport af farligt gods på dansk område, der er omfattet af bestemmelserne i rekommendationen om international transport af farligt gods ad indre vandveje, ADN. Dette bør fremgå af direktivets tekst, således at Danmark fritages for at vedtage en lovgivning, som ingen relevans har.
Der har ikke været yderligere kommentarer fra erhvervet.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget vil medføre et højere beskyttelsesniveau for skibe, der sejler på indre vandveje. Et kommende direktiv vil kunne gennemføres med en teknisk forskrift.
Direktivforslaget forventes ikke at få statsfinansielle konsekvenser.
5. Samfundsmæssige konsekvenser Forslaget skønnes ikke at have samfundsmæssige konsekvenser i Danmark.
6. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
(Løbenr. 2946)