Forbrugerministre den 3/11 97 samlenotat

Direktivforslaget har herefter været behandlet på en række møder i Rådets arbejdsgruppe om forbrugerspørgsmål.

Formandskabet harfremlagt forskellige udkast til ændrede formuleringer af bestemmelserne i direktivforslagets artikel 1-4, som indeholder regler om direktivets anvendelsesområde, om hvornår en vare er mangelfuld, samt om hvilke beføjelser forbrugeren har, hvis varen er mangelfuld. Der er på nogle punkter tale om væsentligt ændrede formuleringer, jf. nedenfor under punkt 2.

2. Direktivforslagets indhold.

2.1. Kommissionens forslag.
I direktivforslaget behandles dels de lovbestemte mangelsregler, dels de handelsmæssige ("frivillige") garantier. Spørgsmålet om eftersalgsservice er som følge af subsidiaritetsprincippet ikke omfattet af forslaget. Under punkt 2.1.1. - 2.1.11. gennemgås kort indholdet af de enkelte bestemmelser i direktivforslaget.

2.1.1. Direktivforslagets anvendelsesområde fremgår af artikel
1. Direktivforslagets anvendelsesområde er for det første begrænset til forbrugerkøb, idet forslaget omfatter køb, som en forbruger i et ikke-erhvervsmæssigt øjemed foretager hos en erhvervsdrivende. Kun fysiske personer kan være forbrugere, mens den erhvervsdrivende kan være en fysisk eller en juridisk person (selskab, forening m.v.). Købsaftaler, som en forbruger indgår med en ikke-erhvervsdrivende, er så ledes ikke omfattet af direktivforslaget. For det andet skal genstanden for forbrugerkøbet være en "forbrugsvare". Ved en forbrugsvare forstås enhver vare, der sædvanligvis er bestemt til brug eller forbrug, bortset fra fast ejendom. Direktivforslagets anvendelsesområde er ikke begrænset til nye varer. Et forbrugerkøb vedrørende f.eks. en brugt bil vil således være omfattet af direktivet. Direktivforslaget finder endvidere anvendelse, uanset om salgsgenstanden efter sin art har en kort holdbarhed eller der er tale om et varigt forbrugsgode.

2.1.2. I forslagets artikel 2, stk. 1, fastslås den grundlæggende regel, at forbrugsvarer skal være kontraktmæssige (mangelfri) ved leveringen til forbrugeren. Ved vurderingen af, om varen er kontraktmæssig, skal der dels lægges vægt på parternes aftale, dels på de udfyldende regler, som er indeholdt i forslagets artikel 2, stk.
2.

Efter stk. 2 skal varen for det første være i overensstemmelse med sælgers beskrivelse af varen og have en kvalitet, som svarer til en vareprøve, som sælgeren eventuelt har vist forbrugeren.

Dernæst skal varen være egnet til de formål, til hvilke varer af samme type sædvanligvis anvendes, og varen skal derudover være egnet til særlige formål, som forbrugeren ønsker, hvis forbrugeren ved aftaleindgåelsen har gjort sælgeren bekendt med de særlige ønsker og det ikke fremgår af omstændighederne, at forbrugeren "ikke har taget hensyn til sælgerens forklaringer".

Endelig skal varen have en kvalitet og egenskaber, som er tilfredsstillende under hensyntagen til varens art, købesummen og offentlige erklæringer, der er afgivet af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant.

Hvis sælgeren både skal levere varen og foretage installation af varen hos forbrugeren, betragtes varen efter forslagets artikel 2, stk. 3, ikke som kontraktmæssig, hvis varen bliver mangelfuld som følge af installationen.

2.1.3. I forslagets artikel 3, stk. 1, fastlægges tidspunktet for vurderingen af, om varen er kontraktmæssig. Sælgeren er ansvarlig for mangler, som består på det tidspunkt, hvor varen bliver leveret til forbrugeren, medmindre køberen på tidspunktet for aftaleindgåelsen kendte eller burde kende til manglen. Direktivforslaget definerer ikke, hvornår levering har fundet sted.

2.1.4. Sælgeren er efter forslagets artikel 3, stk. 1, kun ansvarlig for mangler, der viser sig senest to år efter leveringen. Hvis varen er behæftet med en skjult mangel, som først viser sig, når der f.eks. er gået tre år fra leveringen, kan forbrugeren således ikke gøre indsigelse gældende over for sælgeren i anledning af manglen.

2.1.5. Som nævnt ovenfor under punkt 2.1.2., tillægges erklæringer fra varens producent eller dennes repræsentant betydning ved vurderingen af, om varen er kontraktmæssig. Sælgeren vil ofte være uden indflydelse på disse erklæringer. Det foreslås derfor i artikel 3, stk. 2, at forbrugeren ikke kan gøre producentens erklæringer gældende over for sælgeren,
- hvis sælgeren beviser, at sælgeren hverken kendte eller burde kende erklæringen,
- hvis sælgeren beviser, at sælgeren har rettet den fejlagtige erklæring eller har fralagt sig ansvaret for erklæringen inden aftaleindgåelsen,
- eller hvis sælgeren beviser, at erklæringen har været uden betydning for forbrugerens beslutning om at købe.

2.1.6. Salgsgenstanden skal som nævnt under punkt 2.1.3. være kontraktmæssig på leveringstidspunktet. Direktivforslagets artikel 3, stk. 3, indeholder en formodningsregel, hvorefter mangler, som viser sig inden for seks måneder fra leveringen, formodes at have foreligget ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med varens eller manglens art. Hvis en mangel viser sig inden for seks måneder fra leveringen, er det således som hovedregel op til sælgeren at bevise, at manglen ikke forelå ved leveringen. Direktivforslaget indeholder ikke andre regler om bevisbyrden.

2.1.7. Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser, når varen viser sig at være mangelfuld, er fastsat i forslagets artikel 3, stk. 4. Forbrugeren kan kræve udbedring af manglen, omlevering med mangelfri vare, hvor dette er muligt, eller forholdsmæssigt afslag i købesummen. Forbrugeren kan endvidere hæve aftalen. Misligholdelsesbeføjelserne kan efter forslaget begrænses i tilfælde af "mindre mangler". Efter direktivforslaget kan forbrugeren som udgangspunkt påberåbe sig en mangel, som viser sig senest to år efter leveringen, jf. ovenfor under punkt
2.1.4. Retten til at kræve omlevering og retten til at hæve er dog i artikel 3, stk. 4, begrænset til ét år efter leveringen.

2.1.8. Direktivforslaget regulerer navnlig forholdet mellem sælgeren og forbrugeren. En mangelfuld vare vil imidlertid ofte have passeret flere omsætningsled, før forbrugeren køber den af den endelige sælger. Selv om manglen skyldes en handling eller en undladelse hos producenten, en tidligere sælger eller en mellemmand, vil forbrugeren ikke efter direktivforslaget være afskåret fra at gøre manglen gældende over for den endelige sælger. Den endelige sælgers mulighed for at gøre krav gældende mod producenten eller tidligere sælgere eller mellemmænd vil imidlertid ofte være begrænset, enten fordi der gælder en kortere frist for at gøre kravet gældende, eller fordi mangelsindsigelsen afskæres ved en ansvarsfrihedsklausul.Efter direktivforslagets artikel 3, stk. 5, skal den endelige sælger kunne gøre regres over for det tidligere led i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

2.1.9. Forbrugeren skal efter forslagets artikel 4 påberåbe sig manglen inden én måned efter, at forbrugeren har eller burde have konstateret denne. Der pålægges ikke forbrugeren en egentlig undersøgelsespligt, men det er i kommentarerne til bestemmelsen forudsat, at forbrugeren skal udvise "normal omhu" ved undersøgelsen af varen.

2.1.10. Direktivforslagets artikel 5 indeholder regler om garantier. For det første fastslås det, at en garanti, der ydes af en sælger eller en producent, er bindende for garantigiveren. Garantigiveren bliver også bundet af oplysninger om garantiens indhold, som gives i reklamer.

En garanti skal endvidere give forbrugeren en bedre retsstilling end den, forbrugeren har efter lovgivningen.

Garantien skal fremgå af et dokument, som forbrugeren skal have adgang til inden aftaleindgåelsen, og dokumentet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for garantiens opfyldelse, herunder garantiens varighed og geografiske omfang. Det er i kommentarerne til bestemmelsen forudsat, at en garanti, der gives i strid med formreglerne i artikel 5, f.eks. ved at sælger giver en mundtlig garanti, skal kunne påberåbes af forbrugeren uanset formmanglen. Medlemsstaterne skal imidlertid fastsætte effektive midler til at forhindre, at sådanne garantier tilbydes.

2.1.11. Efter direktivforslagets artikel 6 kan beskyttelsen efter direktivet ikke fraviges ved forudgående aftale, og forbrugeren kan - uanset hvilken lov, der gælder for aftalen - ikke berøves direktivets beskyttelse, hvis aftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes område.

Efter direktivforslagets artikel 7 kan forbrugeren uanset direktivet påberåbe sig andre rettigheder, som forbrugeren har efter den nationale lovgivning. Der kan f.eks. være tale om retten til at kræve erstatning i anledning af en mangel. Direktivet er endvidere et minimumsdirektiv, således at medlemsstaterne kan fastsætte nationale regler, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse end den, der følger af direktivet.

2.2. Formandskabets forslag. Formandskabet har fremlagt en række forslag til ændringer af artikel 1-4 i Kommissionens forslag. De væsentligste ændringer er følgende:

2.2.1. Anvendelsesområde og definitioner. Reglerne om forslagets anvendelsesområde og definitionerne er
i det væsentlige uændrede i forhold til Kommissionens forslag, men formandskabet har dog foreslået en ændret ordlyd af definitionen af "forbruger" og "sælger", således at disse definitioner indholdsmæssigt svarer til definitionerne i direktivet om urimelige kontraktvilkår. Formandskabet har også foreslået, at der indføjes en definition af begrebet en producent. Begrebet forbrugsvare defineres ikke længere som enhver vare, der sædvanligvis er bestemt til brug eller forbrug, men i stedet som enhver løsøregenstand, der sælges til en forbruger.

Formandskabets udkast indeholder endvidere en ny bestemmelse om, at aftaler om levering af forbrugsvarer, der skal tilvirkes eller fremstilles, er omfattet af direktivforslagets anvendelsesområde, medmindre forbrugeren efter aftalen skal levere en væsentlig del af de nødvendige materialer (bestillingskøb).

Endelig har formandskabet foreslået, at det angives i et bilag, at direktivet ikke gælder for aftaler om køb af vand, gas og elektricitet, og at direktivet ikke gælder ved salg, der forestås af en retlig myndighed (navnlig tvangsauktion).

2.2.2. Mangelsbegrebet. Formandskabet har foreslået visse justeringer af forslagets regler om, hvornår en vare er kontraktmæssig.

I formandskabets seneste udkast er det således præciseret, at en vare kun kan anses som mangelfuld på grund af forkert installation af varen,hvis det er et led i købsaftalen, at sælgeren skal installere varen.

2.2.3. Forbrugerens beføjelser, når varen er mangelfuld. Efter det oprindelige forslag kunne forbrugeren som udgangspunkt frit vælge mellem fire misligholdelsesbeføjelser (reparation, ombytning, afslag i prisen, ophævelse af aftalen), dog således at medlemsstaterne kunne begrænse forbrugerens rettigheder i tilfælde af mindre væsentlige mangler.

Formandskabet harfremlagt et udkast, der går ud på, at forbrugeren ikke kan vælge frit mellem misligholdelsesbeføjelserne. I stedet er misligholdelsesbeføjelserne inddelt
i følgende "hierarkiske" system:

1) Forbrugeren har i første omgang krav på ombytning eller reparation af varen.

2) Hvis forbrugeren kræver ombytning, men dette ikke er muligt eller dette vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig stor ulempe i betragtning af varens værdi eller manglens omfang ogmed respekt af forbrugerens interesser, har forbrugeren ret til reparation af varen.

3) Hvis forbrugeren kræver reparation af varen, men dette ikke er muligt eller dette vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig stor ulempe i betragtning af varens værdi eller manglens omfang og med respekt af forbrugerens interesser, har forbrugeren ret til ombytning.

4) Hvis forbrugeren kræver reparation af varen eller ombytning, og sælgeren ikke reparerer eller ombytter varen inden rimelig tid, kan forbrugeren kræve afslag ellerhæve. Retten til at hæve aftalen gælder dog ikke, hvis der er tale om mindre mangler.

Formandskabets udkast gør det muligt at have regler i national ret om en vis "afhjælpningsret" for sælgeren, idet forbrugeren ikke kan kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, uden at der forinden er stillet krav om reparation af varen. Efter udkastet vil der imidlertid i national ret kun kunne gives sælgeren ret til at afværge et krav om ombytning ved at tilbyde at foretage reparation i stedet, hvis ombytning "vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig stor ulempe
i betragtning af varens værdi eller manglens omfang ogmed respekt af forbrugerens interesser".

2.2.4. Formodningsreglen. Formandskabets udkast indeholder ikke ændringer i direktivforslagets bestemmelse om, at mangler, som viser sig senest 6 måneder efter leveringen, formodes at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre dette er uforeneligt med varens eller manglens art.

2.2.5. Fristregler. Direktivforslaget indeholder visse fristregler. Efter det oprindelige forslag var sælgeren ansvarlig for mangler, som viser sig senest to år efter leveringen, dog således at retten til at hæve aftalen og til at kræve omlevering var begrænset til ét år. Efter forslaget skulle forbrugeren endvidere reklamere over for sælgeren inden en måned efter, at forbrugeren har opdaget eller burde have opdaget manglen.

Formandskabet har på baggrund af drøftelserne fremlagt et kompromisforslag, hvis hovedelementer er følgende:

- Den ovenfor beskrevne regel om en 2-årig ansvarsperiode bevares, men således, at 2-års fristen suspenderes, mens varen repareres eller ombyttes. 2-års fristen gælder for alle forbrugerens beføjelser.

- Der indføjes en ny bestemmelse, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugerens rettigheder "forældes", når der er gået mindst
2 år fra varens levering. Denne bestemmelse - der indebærer, at medlemsstaterne kan fastsætte en generel reklamationsfrist på (mindst) 2 år - synes umiddelbart at betyde, at de ovenfor nævnte regler vedrørende den 2-årige ansvarsperiode i givet fald bliver uden selvstændig betydning.

I formandskabets senesteudkast er indsat en regel om, at forbrugeren skal gøre sit krav gældende inden en vis tid efter, at forbrugeren har eller burde have opdaget manglen ("relativ" reklamationsfrist). Udkastet, som er ganske uklart formuleret, foreligger kun på fransk, og har ikke været drøftet.

3. Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet er blevet hørt, men har endnu ikke afgivet udtalelse.

4. Gældende dansk ret.
4.1. Reglerne om mangler i forbrugerkøb findes
i et særligt afsnit i købeloven, der som hovedregel ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

I købelovens § 76 er det angivet, hvad der i forbrugerkøb anses for en mangel. Der foreligger for det første en mangel, hvis varen ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller hvis sælger i øvrigt ved aftaleindgåelsen har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for forbrugerens vurdering af varen. Det samme gælder, hvis de urigtige eller vildledende oplysninger er givet af sælgeren eller et tidligere salgsled på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab.

Hvis sælgeren har undladt at give forbrugeren oplysning om forhold, der kan antages at have haft betydning for forbrugerens vurdering af varen, vil varen også være mangelfuld.

Endelig vil en vare være mangelfuld, hvis den er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være.

Købeloven regulerer ikke forbrugerens mulighed for at gøre krav gældende mod tidligere omsætningsled. Der findes heller ikke i købeloven regler om sælgerens regreskrav mod mellemhandlere eller producenten. Det er imidlertid antaget i retspraksis, at sådanne krav i visse tilfælde kan gøres gældende.

Lider varen af en mangel, kan forbrugeren under nærmere angivne betingelser hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag, omlevering eller afhjælpning, jf. købelovens § 78. Sælger har efter købelovens § 79 mulighed for at tilbyde at foretage afhjælpning eller omlevering med den virkning, at forbrugeren ikke kan kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve købet. Ved tilbud om afhjælpning kan der endvidere ikke kræves omlevering. Dette gælder dog kun, hvis afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for forbrugeren. Forbrugerens ret til at hæve købet eller kræve omlevering gælder som hovedregel kun, hvis manglen er væsentlig. Endelig kan forbrugeren under nærmere angivne betingelser kræve skadeserstatning efter købelovens § 80.

Vil forbrugeren påberåbe sig en mangel, skal forbrugeren give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid efter, at forbrugeren har eller burde have konstateret manglen. I modsat fald mister forbrugeren retten til at påberåbe sig manglen, jf. købelovens § 81. Dette gælder dog ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Forbrugeren kan påberåbe sig en mangel indtil et år efter leveringen (ved køb af byggematerialer dog fem år fra byggeriets aflevering, men højst seks år fra overgivelsen af materialerne til køberen), medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. købelovens § 83. Hvis varen medfører fare,
f.eks. for personskade, kan der efter reglerne
i lov om produktsikkerhed gives påbud om at trække varen tilbage. I så fald gælder fristen
i købelovens § 83 ikke, og forbrugeren kan påberåbe sig manglen, selv om der er gået mere end et år efter leveringen, jf. produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3.

4.2. Garantier er efter dansk ret i første række reguleret af almindelige aftaleretlige regler. Der stilles ikke i dansk ret formkrav til garantier. Efter markedsføringslovens § 4 må erklæring om ydelse af garanti eller lignende kun anvendes, såfremt erklæringen giver modtageren en væsentligt bedre retsstilling end efter lovgivningen.

5. Nationale høringer. Kommissionens direktivforslag har været til høring hos en rækkeorganisationer. Høringssvarene er refereret i faktuelt notat af 13. november 1996, der blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 24. september 1997, og hvortil henvises.

Enkelte organisationer har fremsendt høringssvar efter udarbejdelsen af det faktuelle notat. Disse høringssvar (som forholder sig til det oprindelige forslag fra Kommissionen) er fremsendt særskilt til Folketingets Europaudvalg.

Direktivforslaget har endvidere været drøftet på 3 specialudvalgmøder med deltagelse af de hørte organisationer m.v.

6. Lovgivningsmæssige og finansielle konsekvenser.
I det følgende redegøres for de lovgivningsmæssige og finansielle konsekvenser, som må antages at ville være forbundet med en vedtagelse af artikel 1-4 i formandskabets seneste kompromisforslag, som indeholder regler om direktivets anvendelsesområde samt om, hvornår en vare er mangelfuld og hvilke beføjelser, forbrugeren har, hvis varen er mangelfuld.

Formandskabets forslag vil på visse punkter øge forbrugerbeskyttelsen i forhold til de gældende danske regler. Dette gælder reglen om, at sælgeren er ansvarlig for oplysninger, der er givet af producenten eller dennes repræsentant, medmindre sælgeren beviser, at udtalelserne ikke kan have haft betydning for forbrugerens beslutning om at indgå aftalen, og reglen om, at forbrugeren som udgangspunkt kan kræve ombytning af en mangelfuld vare, selv om sælger tilbyder at reparere varen. Det gælder desuden reglen om, at forbrugeren kan gøre mangelskrav gældende i op til 2 år.

På den anden side stiller forslaget på visse punkter forbrugeren ringere end efter reglerne
i den danske købelov. Dels er anvendelsesområdet for formandskabets forslag snævrere end købelovens, dels indeholder formandskabets forslag bestemmelse om, hvornår en vare anses for kontraktsmæssig, kun nogle af de elementer, som indgår i den danske købelovs mangelsdefinition. Efter købeloven kan forbrugeren som udgangspunkt vælge frit mellem misligholdelsesbeføjelserne. Forbrugeren kan
f.eks. hæve aftalen, hvorefter det er op til sælgeren at afværge ophævelsen ved at tilbyde reparation. Forslagets regler om, at forbrugeren i første omgang alene har krav på reparation eller ombytning af varen, stiller således forbrugeren ringere end købeloven. Hertil kommer, at sælgeren efter forslaget alene hæfter for oplysninger fra visse tidligere salgsled, nemlig producenten og dennes repræsentant, og derudover kun for oplysninger, som sælgeren kendte eller burde kende. På disse områder vil de gældende danske regler kun kunne opretholdes ved brug af minimumsklausulen.

6.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser.

6.1.1. Anvendelsesområde og definitioner. Formandskabsforslagets anvendelsesområde (løsørekøb) svarer i det væsentlige til anvendelsesområdet for den danske købelov, og direktivets definitioner af begreberne forbruger og erhvervsdrivende svarer i det væsentlige til definitionerne i tidligere forbrugerbeskyttelsesdirektiver. Forslagets definitioner skønnes derfor ikke at ville kræve ændringer af købelovens forbrugeraftalebegreb.

Formandskabsforslagets undtagelser vedrørende salg på tvangsauktion m.v. og aftaler om salg af vand, gas og elektricitet, svarer ikke til anvendelsesområdet for købeloven, som også omfatter disse aftaler. Anvendelsesområdet for den danske købelov vil kunne opretholdes på grund af minimumsklausulen.

6.1.2. Mangelsbegrebet. Formandskabsforslagets bestemmelse om, hvornår en vare anses for kontraktmæssig (mangelfri), indeholder kun nogle af de elementer, som indgår i den danske købelovs mangelsdefinition. De elementer, som ikke indgår i direktivforslaget, vil kunne opretholdes på grund af minimumsklausulen. Direktivforslagets bestemmelse er teknisk kompliceret og afviger rent sprogligt fra købelovens mangelsdefinition, og visse ændringer heraf vil formentlig være nødvendige.

6.1.2.1. Oplysninger fra tidligere salgsled.
I formandskabets forslag indgår en bestemmelse om, at en vare som udgangspunkt er mangelfuld, hvis den ikke svarer til oplysninger, som er givet af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant. "Producent" er defineret som fabrikanten, den, der har importeret varen til EU, eller den, der over for forbrugeren fremstår som producent (f.eks. ved at sætte sit mærke på varen).

Efter formandskabsforslaget hæfter sælgeren dog ikke for oplysninger fra producenten m.v., hvis sælgeren beviser, at oplysningen ikke kan have haft betydning for køberen. Efter den tilsvarende bestemmelse i købeloven hæfter sælgeren kun, hvis den forkerte oplysning kan antages at have haft betydning for køberen. Denne bestemmelse vil skulle ændres.

6.1.2.2. Forbehold fra sælgeren. På grund af bestemmelsen i artikel 6, hvorefter forbrugerens rettigheder i medfør af direktivet ikke kan fraviges ved aftale, er det uklart, om sælgeren i aftalen gyldigt vil kunne tage forbehold om, at varen på et eller flere punkter ikke er fejlfri.

Reglerne i købeloven åbner mulighed for, at sælgeren - med visse nærmere angivne begrænsninger - i aftalen kan tage konkrete, velbegrundede forbehold om, at varen på et eller flere punkter ikke er fejlfri. Ved salg af nye varer forventer køberen i almindelighed en fejlfri vare, og et generelt forbehold er ikke egnet til at nedsætte køberens forventninger. Som følge heraf tillægges betegnelsen "solgt som den er og forefindes" og lignende vilkår i almindelighed kun betydning ved salg af brugte genstande. Det gælder dog ikke, hvis sælgeren ved købets afslutning har angivet en særlig grund til, at genstanden ikke er fejlfri, f.eks. en brandskade, idet køberen i så fald på samme måde som ved køb af en brugt ting må være forberedt på forskellige skavanker ved genstanden.Disse regler i købeloven vil ikke kunne opretholdes, hvis direktivforslagets mangelsbegreb ikke kan fraviges.

Spørgsmålet om forståelsen af artikel 6 er endnu uafklaret.

6.1.3. Forbrugerens beføjelser, når varen er mangelfuld. Bestemmelserne i formandskabets udkast om forbrugerens beføjelser, når varen er mangelfuld, afviger på væsentlige punkter fra gældende dansk ret. Det vil ikke være muligt fuldt ud at opretholde reglen i købelovens § 79, hvorefter sælgeren som udgangspunkt kan afværge køberens øvrige misligholdelsesbeføjelser ved at tilbyde reparation, idet forbrugeren efter direktivet som udgangspunkt har ret til at få en ny vare, medmindre dette "vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig stor ulempe". Hertil kommer, at det ikke vil være muligt at opretholde købelovens regel om, at forbrugeren som udgangspunkt kun kan kræve omlevering, hvis der er tale om en væsentlig mangel.

6.1.4. Sælgers regreskrav. Bestemmelsen i direktivforslaget om den endelige sælgers mulighed for at gøre krav (regreskrav) gældende mod producenten eller tidligere sælgere eller mellemmænd "i overensstemmelse med den nationale lovgivning" er endnu ikke blevet drøftet. Efter dansk ret har sælgeren allerede i dag en vis mulighed for at gøre regreskrav gældende mod tidligere salgsled. Som følge af henvisningen til den nationale lovgivning er det uklart, om en gennemførelse af reglen vil kræve, at der i købeloven gives sælgeren en udtrykkelig regresret.

6.1.5. Formodningsreglen. Det vil kræve ændringer af købeloven at gennemførereglen i formandskabsforslaget om, at mangler, der viser sig inden 6 måneder, formodes at have været til stede ved leveringen.

6.1.6. Fristregler. Den uklare regel i det seneste formandskabsforslag gør det tvivlsomt, om det vil være muligt at opretholde købelovens regel om, at forbrugeren som udgangspunkt skal reklamere inden rimelig tid efter, at han har eller burde have opdaget manglen.

Endvidere vil det være nødvendigt at forlænge den generelle reklamationsfrist i købelovens § 83, stk. 1, fra 1 til 2år.

6.2. Erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige konsekvenser. Den nærmere fastlæggelse og forståelse af direktivforslagets indhold er endnu uklar, og det er derfor stadig for tidligt at udtale sig nærmere om forslagets erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.

Kommissionen har bestilt en rapport om forslagets økonomiske konsekvenser hos et uafhængigt analysefirma. Rapporten - der forventes at foreligge i slutningen af året - vil bl.a. indeholde et afsnit om forslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser i Danmark.

6.3. Statsfinansielle konsekvenser. Forslaget skønnes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser.

7. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg. Faktuelt grundnotat er fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 24. september 1996.

Direktivforslaget har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den
22. november 1996.

2. Levnedsmidler
- Kommissionens grønbog vedrørende de generelle principper for Den Europæiske Unions levnedsmiddellovgivning KOM (97) 176

Baggrund og indledning Kommissionens grønbog, KOM (97)176 af den 30. april 1997, er fremsendt til Rådet d. 5. maj 1997.

Den danske regering har med skrivelse af 19. september 1997 til Kommissionen fremsendt bemærkninger til grønbogen.

Grønbogens formål og indhold Formålet med grønbogen er med Kommissionens egne ord:

1) At undersøge, i hvilket omfang lovgivningen opfylder forbrugernes, producenternes, de forarbejdende virksomheders og de handlendes forventninger.

2) At overveje, hvordan foranstaltningerne til styrkelse af de officielle kontrol- og tilsynssystemers uafhængighed, objektivitet, overensstemmelse og effektivitet opfylder de grundlæggende krav om sikring af en sikker og sund levnedsmiddelforsyning og beskyttelse af forbrugernes andre interesser.

3) At lancere en offentlig debat om vor levnedsmiddellovgivning, og dermed gøre det muligt for Kommissionen at fremsætte forslag til passende foranstaltninger i forbindelse med den fremtidige udvikling af Fællesskabets levnedsmiddellovgivning, hvor det er nødvendigt."

Herudover ønsker Kommissionen også at undersøge hensigtsmæssigheden af at bringe såvel forarbejdede levnedsmidler som primærprodukter under de samme generelle bestemmelser.

De afgørende grunde til at fokusere på udviklingen og Fællesskabets behov for løbende ajourføring af den fællesskabsretlige regulering er dels, at fødevaresektoren er af allerstørste betydning for den europæiske økonomi som helhed, dels at det er nødvendigt at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

Kommissionen gennemgår følgende hovedaspekter af såvel historisk beskrivende karakter som overvejelser om fremtidens behov:

Forenkling og rationalisering af fællesskabets levnedsmiddellovgivning vedrører "strategiske spørgsmål" som balancen mellem detaljeret lovgivning versus generel lovgivning med flere frihedsgrader til at opfylde målsætningerne, horisontal kontra vertikal regulering, nærhedsprincippets efterlevelse, råderummet fra national lovgivning, og behovet for harmonisering af yderligere lovgivningsområder.

I Gennemgang af den eksisterende fællesskabslovgivning diskuterer Kommissionen spørgsmålet om i større udstrækning at anvende forordninger i stedet for direktiver, der argumenteres for yderligere kompetancedelegation til Kommissionen, og der overvejes, hvorvidt fastlæggelse af generelle definitioner af "levnedsmiddel" mv. vil være en fordel i det samlede regelsystem. På hygiejneområdet peger Kommissionen på den meget komplicerede regelstruktur, som åbenlyst trænger til forenkling og behovet for forbedring af mærkningsreglerne.

I kapitlet Oprettelse af et højt beskyttelsesniveau taler Kommissionen for at udstrække anvendelsen af artikel 100A som hjemmelsgrundlag til hele levnedsmiddelreguleringen af det veterinære og plantesundhedsmæssige område og for, at der bør udvikles en egentlig levnedsmiddelpolitik

dvs. inkl. ernæring og lignende i fællesskabet.

Det beskrives, hvorledes Kommissionen har omorganiseret og omplaceret de videnskabelige komitéer for at styrke uafhængigheden og transparensen. Endelig nævnes spørgsmålet om imødekommelse af diverse forbrugerkrav om yderligere information om etiske forhold, oprindelsesland, fremstillingsmetoder mv.

Under overskriften Sikring af en effektiv gennemførelse af bestemmelserne om det indre marked gennemgår Kommissionen det gældende kontrolsystem og peger på forpligtelsen til at sikre fri bevægelighed i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.

I slutkapitlet Den eksterne dimension gennemgås tilpasningsbestræbelser vedr. Central- og Østeuropa, fællesskabets forpligtelser i WTO-systemet og den særlige rolle, Codex Alimentarius har fået i forhold til Aftalen om Anvendelse af Sundheds- og Plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) i WTO. Vedrørende Codex finder Kommissionen det af afgørende betydning, at Fællesskabet bliver egentligt medlem.

Udtalelse fra Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse.

Konsekvenser Grønbogen har, da den er et debatoplæg, ingen umiddelbare lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring Det Rådgivende Fødevareudvalg har generelt udtrykt sig positivt om Kommissionens grønbog. Københavns Kommunes Levnedsmiddelkontrol har rejst spørgsmålet om de ernæringsmæssige konsekvenser af f.eks. tilskudsordninger til mælk, og Dansk Industri har bemærket, at industrien ikke går ind for europæiske varestandarder og er imod ophævelsen af 25 %-reglen i mærkningsdirektivet (grænsen for oplysning om ingrediensblandinger), fordi der ikke er plads til alle oplysningerne, og fordi det bliver uoverskueligt for forbrugeren med for mange oplysninger. Bevarelse af 25 %- reglen vil dog kunne medføre krav om deklaration af specielle indhold som f.eks. har relation til allergiproblemer. Økonomaforeningen har støttet synspunktet om, at 25 %-reglen skal ændres for at forbedre forbrugeroplysningen.

§2-udvalget (landbrug) har udtrykt sig positivt om fremlæggelsen af grønbogen.

Referencer til tidligere oversendelser til Folketingets Europaudvalg Der er fremsendt faktuelt grundnotat om sagen til Folketingets Europaudvalg den 19. august 1997. Regeringens skrivelse af 19. september 1997 til Kommissionen med bemærkninger til grønbogen er den 25. september 1997 oversendt til Folketingets Europaudvalg til orientering. Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 17. oktober 1997 i forbindelse med forelæggelse af dagsorden for rådsmøde (landbrug) 20.- 21. oktober 1997, jf. aktuelt notat af 10. oktober 1997.

- Meddelelse fra Kommissionen om forbrugersundhed og levnedsmiddelsikkerhed KOM(97) 183 endelig udgave.

Kommissionens meddelelse, KOM(97) 183 endelig udgave af 30. april 1997 er den 5. maj 1997 fremsendt til Rådet.

Kommissionen betragter meddelelsen som en orientering af alle berørte parter og tilkendegiver løbende at ville orientere om gennemførelsen af den strategi, som er beskrevet i meddelelsen.

Formål og indhold Meddelelsen vedrører Kommissionens strategi for at forbedre Fællesskabets bestræbelser vedrørende levnedsmiddelsikkerhed og forbrugersundhed. Med Kommissionens egne ord baseres bestræbelserne på følgende tre generelle principper:

"- for det første bør lovgivningsansvaret holdes adskilt fra ansvaret for videnskabelig rådgivning;

- for det andet bør lovgivningsansvaret holdes adskilt fra tilsynsansvaret;

- for det tredje bør der være større åbenhed og bredere informering i forbindelse med beslutningsprocessen og tilsynsforanstaltningerne."

På baggrund af disse principper redegør Kommissionen detaljeret for sin nye strategi, særlig med hensyn til videnskabelig rådgivning, kontrol og tilsyn, og oplyser, at de berørte videnskabelige komiteer og ansvaret for tilsyn og kontrol nu er underlagt det kommissionsmedlem, der har forbrugerpolitik og sundhedsbeskyttelse som område, det vil sige DG XXIV.

Kommissionen præciserer, at målsætningen for den politiske nyorientering er at forbedre beskyttelsen af forbrugersundheden, og at levnedsmiddelsikkerhed er en nødvendig forudsætning for, at denne målsætning kan opfyldes. Virkemidlerne hertil skal være styrkelse af: videnskabelig rådgivning, risikoanalyse og kontrol, jf. nedenfor.

Denvidenskabelige rådgivning skal styrkes ved tre hovedpricipper: kompetence, uafhængighed og åbenhed. I meddelelsen beskrives de eksisterende videnskabelige komiteers ansvarsområde, og hvorledes man vil bestræbe sig på at omorganisere disse. Medlemmernes uafhængighed skal sikres, og man vil revidere komiteernes mandater og bringe dem på linje med hinanden samt koordinere deres arbejde ved hjælp af en videnskabelig styringskomite. Endelig beskrives komiteernes arbejdsform og udvælgelsesprocedure, hvordan koordineringen vil blive varetaget, samt hvorledes troværdigheden over for offentligheden sikres. Virkemidlerne hertil skal være, at rapporterne fra komiteerne skal indeholde præcise angivelser af forskellige synspunkter, der kommer til udtryk i komiteerne, og at referater fra møderne skal indeholde mindretalsstandpunkter, såfremt de pågældende medlemmer ønsker dette. Disse referater skal stilles til rådighed for offentligheden.