Spm. om EU's fremtidige engagement i fredsskabende operationer uanset FN's godkendelse, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 80:
"Ministeren bedes redegøre for om EU i fremtiden kan engagere sig i fredsskabende operationer uanset FN’s godkendelse og uanset den politiske aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF, således som det skete i forbindelse med Irak-krigen?"
Svar:
Indgåelsen af den politiske aftale om Danmark i det udvidede EU mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF indebærer ingen ændringer i forhold til Danmarks eller EU’s muligheder for at engagere sig i fredsskabende operationer i ovennævnte henseende. Hvad angår militære operationer, som EU måtte påtage sig efter anmodning fra FN’s sikkerhedsråd, vil Danmark fortsat ikke kunne deltage, med mindre det danske forsvarsforbehold ophæves. Ophævelse af forsvarsforbeholdet vil kræve afholdelse af folkeafstemning.