Spm. om Danmarks mulighed for at føre en mere kritisk politik over for det iranske regime, hvis traktaten træder i kraft, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 34:
"Kan ministeren bekræfte, at hvis forfatningstraktaten træder i kraft, vil det ikke være muligt for Danmark at føre en mere kritisk politik over for det iranske regime end EU?"
Svar:
Forfatningstraktaten viderefører, jf. art. I-16. stk. 2, den nuværende traktats krav om medlemslandenes udenrigspolitiske solidaritet, og kravet om koordination mellem medlemslandene præciseres. Det enkelte medlemsland skal således konsultere de øvrige medlemslande i Rådet eller Det Europæiske Råd, før der træffes foranstaltninger på den internationale scene eller indgås forpligtelser, der kan berøre EU's interesser, jfr. art I-40, stk. 5. Hensigten er i disse tilfælde at nå til enighed om en fælles tilgang, som kan danne grundlag for koordination af EU-udenrigsministerens og medlemslandenes aktiviteter i Rådet, jf. art. III-301. EU kan ikke pålægge et medlemsland at føre en bestemt udenrigspolitik, ligesom dette land ikke kan hindre de øvrige i at pålægge et land en bestemt udenrigspolitik.*
* En berigtigelse af besvarelsen for så vidt angår denne sætning, som rettelig skulle være "EU kan ikke pålægge et land en bestemt udenrigspolitik, ligesom eet land ikke bør hindre de øvrige i at føre en bestemt udenrigspolitik", findes i L 137 – svar på spørgsmål 200.