Spm. om forståelsen af besvarelsen af spm. 106 om artikel III-125 og overladelse af yderligere beføjelser til EU og omtalen heraf i Justitsministeriets redegørelse af 22. nov. 2004., til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 26. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 23. maj 2005
Spørgsmål 224:
"Hvorledes skal besvarelse af spørgsmål 106 forstås, når man i sidste afsnit om art. III-125 skriver at "Dette indebærer ikke overladelse af yderligere beføjelser til EU, jf. afsnit 4.4.3. i Justitsministeriets redegørelse af 22.november 2004..", (jf. EUU alm. del (041) bilag 64) når der netop i afsnit 4.4.3 i redegørelsen fra Justitsministeriet skrives at "art. III-125, stk. 2, antages i et vist omfang at indebære en udvidelse af Unionens beføjelser" hvilket "forudsætter anvendelse af grundlovens § 20"?"
Svar:
Besvarelsen af spørgsmål nr. 106 vedrørte adgangen til at vedtage regler om social sikring med hjemmel i forfatningstraktaten. Det fremgår af Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004 for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa, at art. III-125, stk. 2, i et vist omfang må antages at indebære en udvidelse af EU’s beføjelser. Det skyldes navnlig, at der med forfatningstraktatens art. III-125, stk. 2, vil være adgang til – også med virkning for Danmark – at vedtage foranstaltninger om pas, identitetskort mv., i det omfang forfatningstraktatens art. III-265, stk. 2, litra b og d, om grænsekontrolsamarbejde (der ikke finder anvendelse for Danmark) ikke giver fornøden hjemmel til at vedtage tilsvarende foranstaltninger.