Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om hvorfor det hidtil ikke har været muligt at sikre åbenhed om, hvilke personer der sidder i EU-Kommissionens lovforberedende arbejdsgrupper, til udenrigsministeren

Hent bilaget i PDF-format her

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 26. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 23. maj 2005

Spørgsmål 184:

"For at klarlægge den fremtidige åbenhed i EU, bedes Regeringen forklare hvorfor det indtil nu, med det nuværende traktatgrundlag, ikke har været muligt at opfylde målsætningen om, at beslutninger skal træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt, når det gælder oplysningerne om hvilke personer, der sidder i EU-Kommissionens lovforberedende arbejdsgrupper?"

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 95 udgør forfatningstraktatens regler vedrørende åbenhed et stærkere grundlag for offentlighed end bestemmelserne i de nuværende traktater. De er samlet set et fremskridt med henblik på at skabe åbenhed i lovgivningsprocessen i EU. Det fastslås bl.a. i art. I-24, stk. 6, at Rådets samlinger er offentlige, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter. Med den politiske aftale om Danmark i det udvidede EU har et flertal i Folketinget forpligtet sig til at fortsætte indsatsen for yderligere åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Med forfatningstraktaten kan processen bringes yderligere et skridt i den rigtige retning.

Forfatningstraktatens art. I-50, stk. 3, giver alle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, ret til aktindsigt i dokumenter fra EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer på de betingelser, der er fastsat i forfatningstraktatens del III. De generelle principper for samt begrænsninger i aktindsigten af hensyn til offentlige eller private interesser fastsættes ved en europæisk lov. Charterbestemmelsen i forfatningstraktatens art. II-102 om ret til aktindsigt giver tilsvarende ret til aktindsigt på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastlagt i forfatningstraktatens art. I-50, stk. 3, og III-399, jf. forklaringer til charteret.

Forfatningstraktatens bestemmelser om ret til aktindsigt viderefører EF-traktatens art. 255, som den nugældende aktindsigtsforordning (1049/2001) er vedtaget på grundlag af.

Der er allerede i dag opnået positive og konkrete åbenhedsresultater for Kommissionens ekspertgrupper og komitologi-komitéer, hvis arbejde er omfattet af såvel aktindsigtsforordningen som forordningen vedr. beskyttelse af personlige data (1045/2001). Lister over ekspertgrupper og komitologi-komitéer er offentligt tilgængelige på Kommissionens hjemmeside, og Kommissionen er i færd med at udarbejde et generelt register med standardoplysninger fra samtlige ekspertgrupper. Dette arbejde ventes afsluttet i løbet af 2005.