Spm. om EU-forfatningens indvirken på NATO-samarbejdet, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 133:
"Der bedes om regeringens bedømmelse af, om vedtagelse af EU-forfatningen ikke på mellemlangt eller langt sigt vil kunne føre til en svækkelse af NATO og dermed det transatlantiske forhold, idet Forfatningen styrker EU-samarbejdet indenfor udenrigs- og forsvarspolitikken og, såfremt dette er tilfældet, bedes oplyst, om det er den danske regerings politik at styrke det europæiske samarbejde på bekostning af de fleste europæiske landes nuværende gode forhold til USA."
Svar:
Forfatningstraktaten understreger NATO’s fortsatte rolle som fundament for det kollektive forsvar for de allierede lande. EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er ikke en konkurrent til NATO, men er en styrkelse af det internationale samfunds kapacitet til at gennemføre krisestyringsopgaver. EU er rede til i stigende grad at tage ansvar for krisestyring samt civil-militære krisestyringsindsatser.