Spm. om oplysninger om målsætningerne for EU-landenes militære kapacitetsopbygning, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. >400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 118:
"Foreligger der på nuværende tidspunkt oplysninger om eller forslag om, hvilke målsætninger for EU-landenes militære kapacitetsopbygning, som vil komme til at gælde fremover, herunder hvilken årlig procentstigning for realværdien af forsvarsbudgetterne, som vil blive fastlagt – eller vil disse målsætninger først blive fastsat efterfølgende, fordi det vil være svært at få forfatningstraktaten godkendt ved folkeafstemninger i de enkelte lande, hvis disse oplysninger fremkommer inden?"
Svar:
Forfatningstraktaten ændrer ikke på den enkelte medlemsstats kompetence til selv at fastlægge omfanget af de militære og civile kapaciteter, som den ønsker at bidrage med. Hertil kommer, at fastlæggelse af landenes forsvarsbudgetter er et nationalt anliggende. Kapacitetssamarbejdet mellem de øvrige EU-lande foregår på frivilligt grundlag, hvor hver medlemsstat meddeler, hvilke kapaciteter, det ønsker at stille til rådighed. Kapacitetssamarbejdet skal sikre, at disse tilsagn er sammenhængende, således at alle nødvendige behov er dækket, og at der ikke sker en unødig dobbeltdækning.