Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om EF-Domstolen og ret til fortolkning af traktatteksten, til udenrigsministeren

Hent bilaget i PDF-format her

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 102:

"Kan ministeren bekræfte, at bestemmelsen om forrang i art. I-6 har den betydning, at det er EF-Domstolen, som den eneste institution i Europa, som reelt kan afgøre, hvorledes traktatteksten skal fortolkes, herunder om dette princip også gælder i relation til art. II-112, stk. 4?"

Svar:

Der henvises til svar på spm. nr. 49. Yderligere kan følgende anføres:

Forfatningstraktatens art. II-112 indeholder bestemmelser om rækkevidden og fortolkningen af charterets enkelte bestemmelser. Stk. 4 i art. II-112 siger, at for så vidt charteret indeholder bestemmelser, der har grundlag i medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, skal disse rettigheder fortolkes i overensstemmelse med disse traditioner. Bestemmelsen i stk. 4, har således ikke til virkning, at EU-domstolen så at sige skulle overtage ansvaret for fortolkningen af de nationale frihedsrettigheder fra de nationale domstole. Det fremgår i overensstemmelse hermed af art. II-113, at intet i charteret kan begrænse de rettigheder, som følger bl.a. af de nationale forfatningers frihedsrettigheder.