Henvendelse til FLF vedr. subsidiaritetsprincippet
|
Formanden for Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri MF Christian H. Hansen |
6. juli 2005
Nyt forslag fra EU-Kommissionen om beskyttelse af slagtekyllinger
Kære Christian H. Hansen,
EU-Kommissionen har den 30. maj d.å. fremsat et forslag til et direktiv om beskyttelse af kyllinger. Forslaget er kort beskrevet i vedlagte EU-note samt i regeringens vedlagte nærhedsnotat.
Jeg skal i den forbindelse venligst opfordre udvalget til at se nærmere på forslaget. Udvalget bedes vurdere om forslaget respekterer nærhedsprincippet, samt om forslaget i øvrigt giver anledning til bemærkninger allerede på nuværende tidspunkt i lovgivningsprocessen.
Ovenstående skal ses på baggrund af et generelt ønske om at inddrage fagudvalgene mest muligt i udvalgte og væsentlige EU-sager, jf. den seneste ændring af Folketingets forretningsorden, hvor fagudvalgene anmodes om at foretage en tidlig substansbehandling af forslag til EU-lovgivning.
Såfremt udvalget har bemærkninger til Kommissionens forslag skal jeg venligst anmode om at Europaudvalget modtager disse inden den 12. september 2005, således at Fødevareudvalgets bidrag kan sættes på dagsordenen for Europaudvalgets møde den 16. september 2005 forud for mødet i Rådet (Landbrug og fiskeri) den 18-19. september 2005.
Med venlig hilsen
Elisabeth Arnold