ERU's udtalelse vedr. grønbogen om finansielle tjenester
Folketinget — Erhvervsudvalget
Christiansborg, den 1. juli 2005
OMTRYK
(Manglende side 2 i bilag 1)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Kære udvalgsformand Elisabeth Arnold,EUU:
ERU sender S-udtalelse om en politik forfinansielle tjenester 2005-2010
KOM (2005) 0177 til EUU
Erhvervsudvalget drøftede på sit møde 16. juni 2005 grønbogen om finansielle tjenester. Drøftelsen fandt sted på baggrund af en række omdelte bilag, samt efter en gennemgang hovedtræk af grønbogen af EU-konsulent Christian Dubois på udvalgsmødet 2. juni 2005.
Følgende bilag var baggrund for drøftelsen 16. juni:
ERU, alm. del – bilag 119 (Forbrugerrådets holdning)
ERU, alm. del – bilag 124 (ministeriets grundnotat om grønbogen)
ERU, alm. del bilag 125 (brev fra EUUs formand til ERUs formand, samt 1. del af grønbogen)
ERU, alm. del – bilag 131 (FSF-notat med Finansrådets holdning, samt omtale af enkelte internationale avisers artikler)
ERU, alm. del – Svar på Spørgsmål 26 om høringssvar på grønbogen)
ERU, alm. del - bilag 163 (EU-konsulent Christian Dubois hovedpunkter fra orienteringen af ERU 2. juni)
ERU, alm. del – bilag 164 (S-bidrag til grønbogssvar)
Socialdemokraterne har indsendt et tekstbidrag om forbrugerbeskyttelse og forbrugertillid, jf. alm. del – bilag 164 (vedlagt).
På mødet 16. juni blev der givet en frist til 20. juni for aflevering af tekstbidrag. Da der ikke er andre partier, der har afgivet bidrag, fremsender udvalget ikke en samlet udvalgsindstilling, men fremsender hermed S-bidraget til Europaudvalgets videre foranstaltning.
Med venlig hilsen
Kurt Kirkegaard Jensen,
formand.
Folketinget — Erhvervsudvalget
udvalgssekretariatet
Christiansborg, den 13. juni 2005
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere.
S-bidrag til ERU-udtalelse om finansielle tjenester
Erhvervsudvalget sigter mod at udarbejde en udtalelse til grønbogen om finansielle tjenester (KOM(2005)0117) på udvalgsmødet torsdag 16. juni 2005. Socialdemokratiet har fremsendt vedlagte bidrag til udtalelse (bilag 1).
Med venlig hilsen
Finn Skriver Frandsen,
udvalgssekretær.
bilag 1
S-udtalelse om grønbog om finansielle ydelser
Socialdemokraterne hilser EU-kommissionens grønbog om finansielle tjenesteydelser velkommen. Vi støtter Kommissionens fokus på de finansielle detailmarkeder og ønsket om at sikre forbrugerne økonomiske gevinster i kraft af en integration af markederne for disse ydelser. Vi finder det derfor højest positivt, at Kommissionen lægger op til at sætte fokus på dette område i en ny handlingsplan.
Socialdemokraterne deler imidlertid Kommissionens opfattelse af opgavens komplekse og krævende karakter. En harmonisering af de nationale regelsæt på området vil ikke alene sikre den ønskede styrkelse af konkurrencen. Derfor er det Socialdemokraternes opfattelse, at Kommissionens førsteprioritet bør være fremme af forbrugerbeskyttelse og forbrugertillid. Der bør særligt fokuseres på følgende forhold:
· Kommissionen bør sikre en høj standard for forbrugerne i hele fællesskabet Man kunne eksempelvis forestille sig fastsættelse af retningslinier for "best advice" og nye tilskyndelser til den finansielle sektors overholdelse af disse.
· Kommissionen bør sikre, at forbrugerne som supplement til rådgivning får adgang til uvildig information og sammenligningsmuligheder på europæisk plan for at overskue det øgede antal valgmuligheder.
· Med henblik på at sikre et generelt højt forbrugerbeskyttelsesniveau bør der sættes særlig fokus på forbrugernes klageadgang. Det er helt centralt, at forbrugerne sikres klageadgang hos de lokale myndigheder, hvor vedkommende er bosat – og ikke alene hos den medlemsstats myndigheder, som den pågældende finansielle virksomhed er hjemhørende i.
Et andet centralt indsatsområde gælder direkte konkurrencefremmende foranstaltninger, som også bør integreres i selve lovgivningen. Det gælder blandt andet:
· Erfaringerne viser, at målsætningen om øget konkurrence næppe kan realiseres gennem selvregulering. Det forekommer ikke sandsynligt, at de finansielle virksomheder selv vil indføre tiltag, som styrker konkurrencen. Kommissionen bør derfor afholde sig fra forslag som bygger på selvregulering.
· Det forekommer indlysende, at forbrugernes mobilitet i meget høj grad begrænses af høje exit-omkostninger ved skift af finansiel udbyder. Kommissionens tiltag bør derfor fokusere på elimineringen af sådanne former for konkurrencebegrænsning.
· En helt central forudsætning for integrationen af de finansielle markeder er, at forbrugerne under ingen omstændigheder oplever, at de nye fællesskabsinitiativer medfører en forringelse af den gældende nationale forbrugerbeskyttelse. Eftersom medlemsstaterne har forskellige traditioner på dette område består der en risiko for, at anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse som harmoniseringsgrundlag vil føre til forringelser for forbrugerne i nogle medlemsstater, hvis de engagerer sig i grænseoverskridende køb af finansielle ydelser. En sådan udvikling må naturligvis forhindres allerede i udgangspunktet.