Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere

Journalnummer 400.C.2-0

Kontor EUK

28. juni 2005 

KOMITÉSAG 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg  vedlægges Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders notat samt grundnotat om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag III i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

 

Forslaget forventes sat til afstemning ved møde i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug den 1. juli 2005.

 

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

24.062005 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

 

om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag III i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

 

AGRI/60917/2005

 

Kommissionen har den 2. maj 2005 fremsendt forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag III i Rådets forordning (EØF) Nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

 

Forslaget er sat til afstemning ved møde i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug den 1. juli 2005.

 

Med forslaget foretages primært en justering med henblik på at tilpasse kravene til de nye virksomhedstyper, der omfattes af forordningens anmeldelses- og kontrolkrav pr. 1. juli 2005. Der er tale om virksomheder, der forhandler eller opbevarer økologiske produkter, men som ikke producerer, tilbereder eller importerer disse.

 

Forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

De foreslåede ændringer vil sikre, at alle virksomheder, der forhandler eller opbevarer økologiske produkter engros, vil blive omfattet af de grundlæggende kontrolbestemmelser.

 

Regeringen agter på den baggrund at tilslutte sig forslaget.


 

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet

J.nr.: 2005-20-2332-00037

24. juni 2005

 

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

 

om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag III i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

 

AGRI/60917/2005

 

Resumé:

Forslaget tilpasser kravene til de nye virksomhedstyper, der omfattes af forordningens anmeldelses- og kontrolkrav pr. 1. juli 2005. Der er tale om virksomheder, der forhandler eller opbevarer økologiske produkter, men som ikke producerer, tilbereder eller importerer disse.

 

De væsentligste elementer i forslaget er:

  • Krav om, at også ”de nye” virksomheder omfattes af kravet om minimum én årlig ”fuldstændig fysisk kontrol” samt kravet om modtagekontrol, dvs. kontrol af overensstemmelse mellem modtagne partier og følgedokumenter samt registrering af, at modtagekontrollen er udført.
  • Krav om, at stikprøvevise kontrolbesøg, der udføres udover den årlige fuldstændige kontrol, skal baseres på en generel risikovurdering.
  • Krav om, at virksomheder, der alene forhandler økologiske produkter, skal registrere visse data om køb og salg.

 

Baggrund

Kommissionen har den 2. maj 2005 fremsendt forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag III i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (herefter ”økologiforordningen”), særligt artikel 13, anden tankestreg. Økologiforordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2254/2004 af 27. december 2004.

Forslaget vil blive behandlet i en forskriftkomitéprocedure (1999/468/EF art. 5) i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig imod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

Forslaget er sat til afstemning ved møde i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug den 1. juli 2005.

 

Nærhedsprincippet

Idet der er tale om udmøntning af en allerede vedtaget retsakt er det Regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

Formål og indhold

Der er med det foreliggende forslag tale om ændringer til forordningens bilag III, særligt under afsnittet Generelle bestemmelser.

Økologiforordningens bilag III indeholder minimumskrav til økologikontrollen, herunder både krav rettet mod virksomhederne samt krav til kontrolmyndighedernes/-organernes tilsyn og kontrol.

Med forslaget foretages primært en justering mhp. at tilpasse kravene til de nye virksomhedstyper, der omfattes af forordningens anmeldelses- og kontrolkrav pr. 1. juli 2005. Der er tale om virksomheder, der forhandler eller opbevarer økologiske produkter, men som ikke producerer, tilbereder eller importerer disse.

De væsentligste elementer i forslaget er:

  • En tydeliggørelse af anvendelsesområdet for bilagets Generelle og Særlige bestemmelser.
  • Krav om, at også ”de nye” virksomheder omfattes af kravet om minimum én årlig ”fuldstændig fysisk kontrol” samt kravet om modtagekontrol, dvs. kontrol af overensstemmelse mellem modtagne partier og følgedokumenter samt registrering af, at modtagekontrollen er udført.
  • Krav om, at stikprøvevise kontrolbesøg, der udføres udover den årlige fuldstændige kontrol, skal baseres på en generel risikovurdering.
  • Krav om, at virksomheder, der alene forhandler økologiske produkter, skal registrere visse data om køb og salg.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.

 

Gældende dansk ret

Området er reguleret af reglerne i økologiforordningen samt bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion nr. 244 af 2. april 2004 med senere ændringer og bekendtgørelse om økologiske fødevarer nr. 761 af 14. august 2000 med senere ændringer. Ved forslagets vedtagelse forventes det, at der skal udstedes ændringer til bekendtgørelse om økologiske fødevarer, indeholdende tekniske justeringer.

 

Konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark. Forslaget har ingen statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

 

Høring

Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet har i oktober 2004 samt april 2005 sendt tidligere versioner af ændringsforslaget (hhv. arbejdsdokument af den 30. september 2004 og non paper af den 7. marts 2005) i høring hos en bred kreds af organisationer. Sidstnævnte non paper af den 7. marts 2005, som indholdsmæssigt svarer til det nuværende forslag, blev endvidere sendt til høring i §2-udvalget (landbrug) og Det Rådgivende Fødevareudvalg.

 

Forbrugerrådet har ikke forholdt sig til forslaget.

 

Landbrugsrådet, Økologisk Landsforening, Danske Slagterier, Dansk Landbrug, Mejeriforeningen, DLG, Landsudvalget for svin, Kødbranchens Fællesråd og øvrige medlemsorganisationer har i fælles høringssvar anført, at organisationerne overordnet er enige i, at det vil være hensigtsmæssigt, at Danmark anvender undtagelsesmuligheden for detailvirksomheder, såfremt der fortsat sikres troværdighed overfor forbrugerne. Det støttes endvidere, at der fastlægges kontrolregler for de nye virksomheder under økologiforordningen, og at der åbnes mulighed for at gennemføre en risikobaseret kontrol for både nye og gamle virksomheder. Tilrettelæggelse af kontrollen på baggrund af risikovurdering skal ske samtidig med, at troværdigheden for de økologiske produkter og forbrugernes tillid opretholdes.

 

COOP Danmark ser generelt positivt på, at økologiske produkter igennem kontrolforanstaltninger sikres tilstrækkeligt, således at der ikke sker en kompromittering af konceptet. COOP betragter sine lagre og terminaler i Norden som en integreret det af detailhandlen og finder, at disse af denne grund må være undtaget kravet om økologikontrol. Der bør sikres en ensartet tolkning heraf i EU. I høringssvar af 26. april 2005 er endvidere anført, at det fremstår uklart, hvordan ordet bruger, nævnt i økologiforordningens artikel 8, skal forstås. Herudover anføres, at modtagekontrol hos COOPs lagre allerede er implementeret i den ordinære egenkontrol, og at det ikke vil være realistisk at operere med 2 modtagekontrolsystemer.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er grundlæggende enig i de foreslåede ændringer, og forholder sig positivt til forslaget. idet de foreslåede ændringer vil sikre, at alle virksomheder, der forhandler eller opbevarer økologiske produkter engros, vil blive omfattet af de grundlæggende kontrolbestemmelser.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der forventes at være kvalificeret flertal for forslaget. Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i de andre medlemsstater.

 

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.