Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat og komitéprocedure vedr. ikke-optagelse af aktivstoffer for plantebeskyttelsesmidler

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere.

Bilag 1

Journalnummer 400.C.2-0

Kontor EUK

31. maj 2005 

KOMITÉSAG 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat samt grundnotat vedrørende Kommissionsbeslutning om ikke-optagelse af aktivstofferne methabenzthiazuron og alachlor på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler. 

Afstemningen forventes at finde sted den 2.-3. juni 2005. 

Forslaget vil medføre et bedre beskyttelsesniveau, da methabenzthiazuron og alachlor bliver optaget på negativlisten i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler. 

Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg grundnotat vedrørende Kommissions beslutning om ikke-optagelse af aktivstofferne methabenzthiazuron og alachlor på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Foreløbige forslag til Kommissions beslutning om ikke-optagelse af aktiv stofferne methabenzthiazuron og alachlor på bilag 1 til direktiv 91/414 om plantebeskyttelsesmidler er fremsendt til medlemsstaterne. 

Afstemningen forventes at finde sted den 2.-3. juni 2005. 

Forslaget vil medføre et bedre beskyttelsesniveau i Danmark, da methabenzthiazuron og alachlor bliver optaget på negativ listen i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler. 

Regeringen agter at stemme for Kommissionens forslag, da Regeringen er enig i, at der ikke er grundlag for at optage methabenzthiazuron og alachlor på bilag 1 til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.  

Notatet er oversendt parallelt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. 

 

MILJØstyrelsen                                                                                      Den 30. maj 2005

Kemikalier                                                                                                 J.nr. 017-0049                                                                 

                                                                                                                  NSH/MST, EHT/EUK

GRUNDNOTAT 

Forslag til kommissionsbeslutninger om ikke-optagelse af aktivstofferne methabenzthiazuron og alachlor på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstofferne methabenzthiazuron og alachlor ikke optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilag til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen. Forslaget vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser. Forslaget medfører et bedre  miljøbeskyttelsesniveau. 

1. Status

Foreløbige forslag til kommissionsbeslutninger  “Commission Decision of [...] concerning the non-inclusion of methabenzthiazuron and alachlor in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the withdrawal of authorisations for plant protection products containing this substance” er fremsendt til medlemsstaterne. 

Forslagene er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 6, som fastlægger proceduren for optagelse af aktivstoffer på bilaget til direktivet. 

Da der ikke er kommet endelige forslag til Kommissionsbeslutninger om ikke-optagelse af methabenzthiazuron og alachlor, har Folketingets Europaudvalg samt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg ikke fået forelagt endelige forslag til beslutning. 

Det forventes, at der skal stemmes om forslagene den 2.- 3. juni 2005. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5). 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningerne. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslagene uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslagene, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen. 

Parlamentet har ifølge proceduren kompetence til at underrette Rådet, hvis Europa Parlamentet mener, at et forslag, der er forelagt af Kommissionen i henhold til en basisretsakt vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i basisretsakten. 

Da stofferne har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslagene direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes. 

2. Formål og indhold

Alachlor er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen, hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. For methabenzthiazuron er der ikke blevet indsendt tilstrækkelige data til at kunne foretage en vurdering iht. kravene i direktiv 91/414/EØF. Dette har resulteret i ovennævnte forslag, der har til hovedformål ikke at optage aktivstofferne på bilag I til direktiv 91/414/EØF. 

Forslaget om methabenzthiazuron begrundes med, at ansøgeren ikke har indsendt tilstrækkelige data til en optagelse af stoffet på bilag I til direktiv 91/414/EØF.  

Forslaget om alachlor begrundes med, at der på det foreliggende grundlag ikke er vist sikker anvendelse for plantebeskyttelsesmidler med alachlor. Der er alvorlig risiko for bl.a. udvaskning til grundvandet, og der er ikke vist sikker anvendelse for sprøjteføreren.  

Forslagene pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methabenzthiazuron og alachlor som aktivt stof, inden 6 måneder efter beslutningens vedtagelse. Medlemsstaterne pålægges endvidere fremover ikke at give godkendelser eller forny sådanne til plantebeskyttelsesmidler med methabenzthiazuron og alachlor efter direktivets overgangsregel i artikel 8 (2). Endelig skal medlemsstaterne give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der er så kort som mulig og ikke længere end 18 måneder efter beslutningens vedtagelse. 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Som følge af forslaget vil methabenzthiazuron og alachlor skulle optages på bilag 9 til bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bilag 9 er listen over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet. 

I Danmark har der ikke været godkendt plantebeskyttelsesmidler med alachlor siden 1986. Midler med methabenzthiazuron har været godkendt i Danmark indtil juni 2003. Godkendelseshaverne har afmeldt godkendelserne. 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser.  

Beskyttelsesniveau:

Forslaget medfører et bedre beskyttelsesniveau i Danmark, da  methabenzthiazuron og alachlor bliver optaget på negativ listen i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler.  

5. Høring

Der foreligger ingen høring af forslaget. 

Rammenotatet om forslaget har den 12. maj 2005 været forlagt for specialudvalget. Rammenotatet har ikke givet anledning til kommentarer. 

6. Forhandlingssituation

Forslaget forventes vedtaget med kvalificeret flertal. 

7. Dansk holdning

Danmark vurderer, at Kommissionens forslag er positive, da Danmark er enig i, at methabenzthiazuron og alachlor ikke skal optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF.