Hjælpemenu

Hovedmenu

Samlenotat vedr. Almindelige anl. 13.-14. december 2004

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

1

400.C.2-0

EUK

2. december 2004

  

 

 

                   Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 10. december 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. december 2004 – vedlægges Udenrigsministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen. 

 

UDENRIGSMINISTERIET                                          EUK, j.nr. 400.A.5-0-0

Nordgruppen                                                                  Den 2. december 2004

 

 

 

Rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. december 2004

 

Aktuelt notat

 

 

 

 

1.        Forberedelse af Det Europæiske Råd den 16.-17. december 2004                                 (side 2)

 

2.        Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer                                                              (side 4)

 

3.        Mellemøsten                                                                                                                   (side 4)

 

4.        Ukraine                                                                                                                          (side 5)

 

5.        Den europæiske naboskabspolitik                                                                                  (side 5)

 

6.        De Store Søers Område                                                                                                 (side 6)

 

7.        (Evt.) Afghanistan                                                                                                         (side 6)

 

8.    Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)                                                     (side 7)

 

9.    Iran                                                                                                                                (side 8)

 

10.  Forberedelse af 22. samling i EØS-rådet den 14. december 2004                              (side 8)

 

11.  Eventuelt

 


 

 

 

 

1.     Forberedelse af Det Europæiske Råd den 16.-17. december 2004

 

Nyt notat.

 

Dok. 14949/04 af 15. november 2004 (udkast til kommenteret dagsorden)

Dok. 15337/04 af 29. november 2004 (udkast til konklusioner)

 

På rådsmødet (generelle anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. december 2004 forventes en substansdrøftelse af formand­skabets udkast til konklusioner fra Det Europæiske Råd.

 

Hovedemnet på mødet ventes at blive EU’s udvidelse, hvor der i forlængelse af Kommissionens ”udvidelsespakke” af 6. oktober 2004 vil skulle træffes beslutning angående indledning af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet og Kroatien samt vedrørende afslutning af forhandlingerne med Bulgarien og Rumænien. Derudover ventes de finansielle perspektiver 2007-13, EU’s handlingsplan for bekæmpelse af terrorisme, EU’s narkotikastrategi og EU’s integrationspolitik samt en række udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål at blive bragt op. Under diverse ventes konklusionstekst vedr. fælles værdier, konsulært samarbejde, fælles udenrigstjeneste, placering af agenturer og udnævnelser samt evt. status for ratifikation af forfatningstraktaten og Kommissionens kommunikationsstrategi ”Communicating Europe”.

 

I juni 2004 afsluttede og lukkede Bulgarien forhandlingerne om optagelse. Rumænien mangler endnu at færdigforhandle 2 kapitler, hhv. retslige og indre anliggender og konkurrence. Det forventes at ske forud for DER. Kommissionen vurderede i sine fremskridtsrapporter og sit strategipapir af den 6. oktober 2004, at både Bulgarien og Rumænien ville være klar til medlemskab i januar 2007. DER forventes at beslutte datoen for underskrivelse af tiltrædelsestraktaten for Bulgarien og Rumænien.

 

DER besluttede i juni 2004 at give Kroatien status som kandidatland med udsigt til at påbegynde tiltrædelsesforhandlinger i begyndelsen af 2005. Samtidig understregedes, at Kroatien måtte samarbejde fuldt ud med krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY). DER vil i december skulle træffe beslutning om datoen for påbegyndelsen af forhandlingerne i starten af 2005. Her i vil indgå en vurdering af Kroatiens samarbejde med ICTY.

 

Tyrkiet blev kandidatland på Det Europæiske Råd i Helsinki i december 1999. Det Europæiske Råd besluttede i 2002: ”Hvis Det Europæiske Råd i december 2004 på grundlag af en rapport og en anbefaling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder de politiske Københavnskriterier, vil Den Europæiske Union ufortøvet indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.”

 

Kommissionen konkluderede i sin anbefaling af den 6. oktober 2004, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte de politiske københavnskriterier og Kommissionen anbefalede, at optagelsesforhandlinger indledes. Kommissionen fremlagde endvidere en række elementer, der vil kunne indgå i en stram og forsvarlig forhandlingsproces, herunder suspensionsmulighed vedr. brud på grundlæggende principper, forstærket monitorering af politiske reformers gennemførelse, målsætninger (”benchmarks”), inkl. vedr. faktisk gennemførelse af lovgivning, for lukning – og i visse tilfælde for åbning – af kapitler samt krav om fungerende markedsøkonomi, før åbning af visse økonomiske kapitler. Kommissionen anførte ligeledes, at lange overgangsperioder kan være påkrævet, og at specifikke ordninger kan blive nødvendige på områder som struktur politik og landbrug. Angående arbejdskraftens frie bevægelighed anførtes, at permanente sikkerhedsmekanismer kan overvejes.

 

På Det Europæiske Råd vil man skulle tage stilling til, om man indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet og i givet fald, hvornår forhandlingerne indledes.

 

Der ventes endvidere truffet beslutning om rammen for tiltrædelsesforhandlinger med udgangspunkt i Kommissionens udvidelsespakke af 6. oktober 2004.

 

Det Europæiske Råd ventes at gøre status for gennemførslen af EU’s handlingsplan vedrørende bekæmpelse af terrorisme. Der vil være fokus på en række emner, herunder: 1) Fremskridt i arbejdet med integrering af en efterretningskapacitet i Rådets Generalsekretariatet; 2) Integrering af terrorbekæmpelse i EU’s eksterne relationer, herunder med fokus på dialog med og teknisk bistand til tredjelande i deres indsats mod terrorisme; 3) Styrket indsats mod finansiering af terrorisme, herunder mod misbrug af frivillige (non-profit) organisationer og 4) Styrket samarbejde om civilbeskyttelse og etablering af et program for beskyttelse af grænseoverskridende kritisk infrastruktur.   

 

Drøftelsen af de finansielle perspektiver 2007-13 på Det Europæiske Råd ventes at fokusere på formandskabets byggeklodstilgang og retningslinjer for de videre forhandlinger under det luxembourgske formandskab. Formandskabet har med den valgte tilgang formået at skabe en vis klarhed over medlemsstaternes respektive forhandlingspositioner og derved et godt udgangspunkt for det videre forløb. Selv om alle byggeklodserne rummer tre til fem udgiftsscenarier med konkrete beløbsrammer, er det fortsat Kommissionens forslag, som vil udgøre udgangspunktet for de videre forhandlinger. Der forventes ikke en substansdrøftelse af de finansielle perspektiver på mødet. Konklusionerne fra Det Europæiske Råd om de finansielle perspektiver ventes ligeledes at være af overordnet karakter.

 

Det Europæiske Råd ventes at tilslutte sig en ny EU-narkotikastrategi for 2005-2012, som Rådet forventes at vedtage, og derpå opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag i 2005 om gennemførelse af strategien. Det Europæiske Råd ventes desuden at notere sig Rådets vedtagelse af fælles grundlæggende principper for EU's integrationspolitik.

 

Følgende udenrigspolitiske emner vil kunne komme op: Mellemøsten, Iran, Irak, Sudan, Afghanistan, Ukraine samt Det Strategiske Partnerskab for Middelhavsområdet og Mellemøsten. Desuden ventes der vedtaget konklusioner om Den Europæiske Sikkerhedsstrategi, formandskabets rapport om ESDP, EU's Fælles Udenrigstjeneste samt internationalt udviklingssamarbejde.

 

Formandskabet har under diverse tilkendegivet, at man vil tage resultaterne af formandskabets konference ”Europe. A beautiful Idea” den 4. december 2004 i Rotterdam om Europas værdimæssige fundament til efterretning. Konferencen afslutter en række arrangementer under nederlandsk formandskab.

 

Under punktet placering af agenturer og udnævnelser forsøger formandskabet efter det oplyste at opnå enighed om placering af Grænsekontrolagenturet samt udnævnelse af Direktør for Europol. Ungarn, Polen, Estland, Slovenien og Malta har alle meldt sig som kandidater til placering af Grænsekontrolagenturet. Forordningen om grænsekontrolagenturet er netop vedtaget, og forudses etableret den 1. maj 2005. Agenturet får til opgave at koordinere en række grænsekontrolopgaver, herunder i forhold til de allerede etablerede centre vedrørende lande-, sø- og luftgrænsekontrol. Det vil desuden yde bistand til lande med særlige problemer. Agenturet forventes at få ca. 30 ansatte. Det lykkedes ikke under irsk formandskab at opnå enighed om en af de tre kandidater til stillingen som Europoldirektør, hvorefter en ny runde blev iværksat. Efter ansøgningsfristens udløb er der ankommet ansøgninger fra Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland, Belgien (to ansøgere) og Ungarn. Styrelsesrådet for Europol ventes at komme med en indstilling til Rådet den 14. december om kandidaternes egnethed.

 

Mødet i Det Europæiske Råd ventes at være det første efter tiltrædelsen af den nye Kommission.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen forud for rådsmødet (almindelige anliggender og anliggender og eksterne relationer) den 22.-23. november 2004.

 

 

2.    Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer

 

Nyt notat.

 

Formandskabet ventes at give en kort status for arbejdet i Rådet generelt, herunder i de øvrige rådsformationer med henblik på at give et generelt overblik. Der har siden sidste rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004 været afholdt en række rådsmøder, herunder rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 22.-23. november, rådsmøde (økonomi- og finansministre – budget) den 25. november, rådsmøde (konkurrenceevne) den 25.-26. november samt rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 29. november 2004. Punktet er fast på dagsordenen og er en opfølgning på Trumpf/Piris-rapporten om effektivisering af Rådets arbejdsmetoder. Hensigten med punktet er at medvirke til at sikre kontinuitet i arbejdet mellem de forskellige formationer, som Rådet mødes i.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004.

 

 

3.    Mellemøsten

 

Nyt notat.

 

På rådsmødet ventes en drøftelse af den aktuelle situation i regionen og EU’s muligheder for at støtte det palæstinensiske selvstyre i den aktuelle overgangssituation. Rådet forventes særligt at fokusere på det kommende palæstinensiske præsidentvalg berammet til den 9. januar 2005 samt på mulighederne for at støtte de palæstinensiske bestræbelser på at reformere sikkerhedsstyrkerne.

 

I margin af rådsmødet afholdes det femte associeringsråd med Israel, hvor EU vil drøfte en række politiske emner med Israel, herunder den aktuelle situation i regionen, Israels facilitering af de forestående palæstinensiske valg, bosættelser og sikkerhedsmuren. I forbindelse med associeringsrådet ventes EU at notere sig Kommissionens og Israels indgåelse af et teknisk arrangement om oprindelsesregler, som har til formål at gøre det administrativt lettere for EU’s toldmyndigheder at sikre, at varer fra bosættelser ikke indføres til EU til præferencetold.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004. Folketingets Europaudvalg har herudover den 17. november 2004 modtaget svar på EUU alm. del spørgsmål 7 af 21. oktober 2004 vedrørende EU’s associeringsaftale med Israel.

 

 

4.    Ukraine

 

Nyt notat.

 

Rådet ventes at drøfte udviklingen i den politiske situation i Ukraine.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med  dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.

 

 

5.    Den europæiske naboskabspolitik

 

Genoptryk af aktuelt notat forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004.

 

Kommissionen har indledt forhandlinger om handlingsplaner til gennemførelse af EU’s nabo­skabs­politik med Ukraine, Moldova, Marok­ko, Tunesien, Jordan, De palæstinensiske Selvstyre­om­råder og Israel. Hvis forhandlingerne er afsluttet inden rådsmødet, ventes resultatet forelagt.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.–23. november 2004.

 

 

6.    De Store Søers Område

 

Nyt notat.

 

Der forventes vedtaget Rådskonklusioner om en regional tilgang til De Store Søers Område. Endvidere forventes en generel drøftelse af situationen i området.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.

 

 

7.    (Evt.) Afghanistan

 

Nyt notat.

 

Punktet er sat på dagsordenen med henblik på at drøfte en opdatering af EUs politik over for Afghanistan.

 

Præsidentvalget blev afholdt i september og præsident Karzai vandt overbevisende. De kommende distrikts-, provins- og parlamentsvalg i foråret 2005 vil være et afgørende skridt i den politiske forandring, Afghanistan har iværksat. Samtidig vil valgene være det sidste element for opfyldelse af tidsplanen opstillet i Bonn-aftalen fra december 2001.

 

Det er vigtigt fortsat at signalere europæisk opbakning til den afghanske demokratiseringsproces. Den demokratiske udvikling, som nu er skubbet i gang med valgene, kan ikke stå alene. Hvis juridiske reformer, god regeringsførelse og forbedringer af menneskerettighederne styrkes, kan det bidrage til processen. 

 

På sikkerhedsområdet er narkotikaproblemet et væsentligt bidrag til fortsat ustabilitet. Derudover er det væsentligt, at den allerede iværksatte demobilisering og reintegration af militser føres til ende.

 

Formalisering af relationerne mellem EU og Afghanistan, herunder den politiske dialog, vil blive drøftet.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004.

 

 


 

8.    Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)

 

Nyt notat.

 

Formandskabsrapport

På rådsmødet forventes udenrigsministrene at godkende formandskabets fremskridtsrapport om ESDP, der skal forelægges Det Europæiske Råd. Rapporten redegør for de opnåede fremskridt i indeværende formandskabsperiode i andet halvår af 2004 og danner grundlag for arbejdet under det kommende luxembourgske formandskab.

 

Der ventes at blive tale om en gennemgang af status for udviklingen af civile og militære krisestyringskapaciteter. Efteråret har på det operationelle plan været præget af de igangværende operationer i Bosnien, Makedonien, Georgien, samt planlægningen af den militære efterfølgeroperation til NATOs SFOR, som EU overtager den 2. december. Desuden vil EUs kommende politimission til Kinshasa, DR Congo, blive omtalt.

 

Arbejdet med at udvikle de nødvendige civile kapaciteter vil blive omtalt. Den civile kapabilitetskonference i november 2004 bekræftede landenes ønske om at udvikle de nødvendige kapaciteter. På rådsmødet ventes enighed om et styrkemål for 2008 for de civile kapabiliteter.

 

Hertil kommer arbejdet med at nå til enighed om de nye initiativer inden for ESDP: Civil-militær celle, EU-kampgrupper, nye headline goals (2010). Oprettelsen af Forsvarsagenturet omtales, og det nævnes, at alle lande – undtagen Danmark p.g.a. forsvarsforbeholdet – har bekendt deres ønske om at deltage i Agenturets arbejde.

 

Civil-militær celle

Det forventes, at der inden rådsmødet opnås enighed om de sidste udestående vedr. oprettelsen af en civil/militær celle. Der vil ikke blive tale om vedtagelse af en retsakt, da cellen oprettes i tilknytning til den eksisterende militærstab.

 

Baggrunden for cellen er, at DER i december 2003 besluttede at oprette en EU-planlægnings­celle i tilknytning til EUs militære stab (EUMS) til håndtering af autonome EU-operationer, hvor NATO-aktiver via Berlin+ arrangement og nationale hovedkvarterer ikke anvendes. Udover planlægningscellen vil der som led i kompromisset skulle oprettes et ad hoc operationscenter samt gensidige forbindelsesarrangementer mellem NATO og EU med henblik på at sikre bedre gennemsigtighed og kommunikation mellem de to organisationer.

 

I lyset af de endelige modaliteter for den civil-militære celle vil man fra dansk side skulle overveje, om – og i givet fald på hvilken måde – Danmark under respekt for forsvarsforbeholdet vil kunne deltage i cellens arbejde. Europaudvalget vil blive orienteret herom.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om ESDP forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004.

 

 

9.    Iran

 

Nyt notat.

 

På rådsmødet forventes en drøftelse af aftalen mellem Iran og EU-trioen (Frankrig, Tyskland, UK og EU’s Rådssekretariat) om suspension af det iranske program for uranberigelse, samt en drøftelse af de videre forhandlinger med Iran om en langsigtet aftale. 

 

På sit forrige møde den 13.-18. september 2004 vedtog IAEA’s Styrelsesråd en kritisk resolution om Irans atomprogram. I resolutionen opfordrede IAEA Iran til at ophøre med alle aktiviteter relateret til uranberigelse inden det næste møde i Styrelsesrådet den 25. november 2004. På denne baggrund samt med udgangspunkt i en Rådsdrøftelse den 11.-12. oktober 2004 (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), påbegyndte EU-trioen forhandlinger med Iran om en aftale om vedr. Irans atomprogram. Den 15. november oplyste EU-trioen, at der forelå en aftale med Iran, og den 29. november verificerede IAEA, at Iran var ophørt med alle kendte aktiviteter relateret til uranberigelse.

 

Som næste skridt vil EU og Iran iværksætte videre forhandlinger om en langsigtet aftale mellem EU og Iran. Med dette for øje vil arbejdsgrupper drøfte politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, teknologi og samarbejde samt nukleare spørgsmål. Forhandlingerne mellem EU og Iran vedrørende en handels- og samarbejdsaftale (TCA) samt støtte til Irans optagelse i WTO vil ligeledes iværksættes.

 

Da menneskerettighedssituationen i Iran har udviklet sig i negativ retning i det seneste år, er det muligt, at også dette spørgsmål vil blive taget op.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. november 2004.

 

 

10.  Forberedelse af 22. samling i EØS-rådet den 14. december 2004

 

Nyt notat.

 

Rådet vil skulle vedtage den fælles EU holdning til den 22. samling i EØS-rådet, som vil blive afholdt i forlængelse af rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13. – 14. december 2004.

 

På mødet forudses der en generel drøftelse vedrørende EØS aftalens funktion samt en orienterende debat vedrørende EU’s videre udvidelse samt den europæiske naboskabspolitik.

 

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

 

Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.