Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om infrastruktur for geodata

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

8. september 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets grundnotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om opbygning af en infrastruktur for geodata (geografisk information) i Fællesskabet (INSPIRE), KOM(2004) 516 endelig.

Kort & Matrikelstyrelsen 2. september 2004

Strategi og Sekretariat j.nr.: 006/006-2004

GRUNDNOTAT

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv om opbygning af en infrastruktur for geodata (geografisk information) i Fællesskabet (INSPIRE)

KOM ( 2004) 516 endelig

Resumé:

INSPIRE (INfrastructure for SPatial InfoRmation in Europe) etablerer en fælles infrastruktur for geodata i Europa (i Danmark anvendes termen geodata i stedet for geografisk information). Målet er, at data kan anvendes på både lokalt, nationalt og europæisk niveau og på tværs af sektorer (miljø, transport, landbrug, sundhed m.fl.). INSPIRE fokuserer i første omgang på de miljøpolitiske behov.

Direktivforslaget indebærer en gradvis udvikling af en harmoniseret infrastruktur for geodata i medlemslandene. Infrastrukturen har betydning både i forbindelse med beredskab ved katastrofer (fx oversvømmelse, akut forurening eller terror), den daglige administration (fx registrering, overvågning, pleje og beskyttelse) samt i forbindelse med planlægning (lokalt, nationalt, på europæisk plan og globalt). For at sikre mulighed for at sammenstille data på tværs af grænser er der behov for at have fælles referencer, standarder mm. – dvs. en fælles europæisk infrastruktur for geografisk information.

1. Status

Kommissionen sendte den 23. juli 2004 ovennævnte forslag til Europa-Parlamentet og Rådet.

Forslaget har hjemmel i artikel 175 stk. 1 i TEF og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i artikel 251 i TEF.

Der er ikke tidligere oversendt grundnotat om forslaget til Folketingets Europaudvalg.

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om sagen.

2. Formål og indhold

Kommissionen anfører, at med direktivforslaget skabes en retlig ramme for oprettelsen og driften af en infrastruktur for geodata i Europa med henblik på at formulere, gennemføre, overvåge og evaluere Fællesskabets politikker på alle niveauer og informere offentligheden.

Geodata – også kaldet geografisk information – er data, som rummer en henvisning til sted eller geografisk område (fx koordinater, adresser og stednavne).

Ved infrastruktur for geodata forstås således standarder, regler, it-baserede tjenester mv. og organisering heraf. Infrastrukturen sikrer, at data er tilgængelige, og kan bruges sammen uanset hvilken datasamling de kommer fra.

Et centralt mål med direktivet er at tilvejebringe bedre geodata til brug for Fællesskabets udformning af politikker og for gennemførelsen på alle niveauer i medlemsstaterne. INSPIRE fokuserer på miljøpolitik, men kan anvendes af og fremover udvides til at omfatte andre sektorer, f.eks. landbrug, transport og energi.

INSPIRE er udformet til at optimere mulighederne for at udnytte allerede disponible data ved at stille krav om dokumentation af eksisterende geodata. INSPIRE vil ikke iværksætte indsamling af nye geodata i medlemsstaterne. INSPIRE etablerer tjenester, som tilsigter at lette adgangen til geodata og øge deres indbyrdes kompatibilitet, samt ved at rydde hindringer for udnyttelsen af geodata af vejen. INSPIRE vil bane vej for en gradvis harmonisering af geodata i medlemsstaterne.

De centrale elementer i forslaget til direktivet vedrører:

  • Generelle regler for oprettelse af en infrastruktur for geodata (geografisk information) i Fællesskabet til brug for Fællesskabets miljøpolitik og for dets politik eller aktiviteter på andre områder, der kan få direkte eller indirekte virkninger for miljøet.
  • Bestemmelser om, at infrastrukturen for geodata (geografisk information) i Fællesskabet bygger på infrastrukturer for geodata, der oprettes og drives af medlemsstaterne.
  • Bestemmelser for de komponenter disse infrastrukturer omfatter: metadata, geodatasæt og geodatatjenester, nettjenester og netteknologier, aftaler om videregivelse, adgang og anvendelse, samt koordinerings- og overvågningsmekanismer, -proces-ser og -procedurer.

For de nævnte komponenter gælder:

  1. Metadata.
  2. Metadata er beskrivelser af geodatasæt og geodatatjenester.

  3. Geodatasæt.
  4. Direktivet indeholder en oversigt over hvilke offentlige geodatasæt, der er omfattet. INSPIRE vedrører alene geodatasæt, der foreligger på elektronisk form.

    Forslaget omfatter kun kommunale geodatasæt, hvis indsamling eller formidling af data sker på vegne af en anden offentlig instans eller det er lovpligtigt i medlemsstaten.

  5. Geodatatjenester, nettjenester og netteknologier.
  6. INSPIRE indebærer etablering af tjenester og teknologier, der sikrer brugerne oversigt over og mulighed for adgang til eksisterende data. Private dataejere har mulighed for at gøre data tilgængelige via de etablerede tjenester.

  7. Aftaler om videregivelse, adgang og anvendelse.
  8. De etablerede tjenester skal stilles gratis til rådighed for offentligheden. INSPIRE respekterer bestemmelserne i PSI (Direktivet vedr. videregivelse af den offentlige sektors information, EFTL 345) om rettigheder over, beskyttelse af og betaling for data m.v.

  9. Koordinerings- og overvågningsmekanismer samt processer og procedurer.

Kommissionen skal sammen med medlemslandene etablere det tekniske og organisatoriske grundlag vedrørende drift, udvikling, implementering og overvågning af INSPIRE. Danmark skal i den forbindelse udpege en offentlig instans som ansvarlig for kontakten med Kommissionen.

3. Nærhedsprincippet & proportionalitetsprincippet

Kommissionen anfører, at målet med dette direktiv, nemlig at oprette en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Dette skyldes målets tværnationale aspekter og det generelle behov for – og nytte af - at samordne vilkårene for adgangen til geografiske informationer i Fællesskabet.

Kommissionen vurderer på den baggrund, at direktivet er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet. Regeringen er enig heri.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Det foreliggende direktivforslag vil ikke medføre behov for selvstændig dansk lovgivning om infrastruktur for geodata.

Implementering af det foreliggende direktivforslag i dansk lovgivning vil ske i forbindelse med kommende lovgivninger på specifikke fagområder med bestemmelser om brug af den europæiske infrastruktur for geodata (INSPIRE) som planlægnings-, registrerings, afrapporterings- eller informationsgrundlag. Disse områder kunne f.eks. være miljø, transport og landbrug.

Der kan måske blive behov for udarbejdelse af bekendtgørelser og tilhørende vejledninger til støtte for decentrale og centrale myndigheder f. s. a. indhold, form mm. for datasæt omfattet af INSPIRE.

Økonomiske og administrative konsekvenser:

De økonomiske og administrative konsekvenser er under afklaring.

Beskyttelsesniveau:

Forslaget vurderes at have en neutral indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark.

5. Høring

Forslaget er sendt i høring med svarfrist til den 2. september 2004. Forslaget er udsendt til 33 statslige interessenter herunder Forsvaret, 4 kommunale og amtskommunale parter, 2 offentlige Servicefællesskaber, 10 uddannelsesinstitutioner, 17 private geodata- og it-faglige firmaer, 4 faglige foreninger samt 5 andre interessenter.