Grundnotater om Cypern og Tyrkiet
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets grundnotater vedrørende forslag til rådsforordning om direkte handel mellem EU og Cyperns nordlige del samt forslag til rådsforordning om økonomisk støtte til det tyrkisk-cypriotiske samfund.
|
GRUNDNOTAT | |||
|
Udenrigsministeriet Nordgruppen |
|||
|
Til: |
Folketingets Europaudvalg |
J.nr.: |
UP, 400.E.6 |
|
Fra: |
Udenrigsministeriet |
Dato: |
5. august 2004 |
|
Emne: |
Grundnotat forslag til Rådets forordning om særlige betingelser for handelen med de områder af Republikken Cypern, hvor regeringen for Republikken Cypern ikke udøver faktisk kontrol |
||
KOM(2004) 466 endelig
1. Baggrund
Det var et delt Cypern, der den 1. maj 2004 blev medlem af EU. Den græsk-cypriotiske befolkning afviste med stort flertal (75,8%) ved folkeafstemningen den 24. april Annan-planen, der samtidig godkendtes af et flertal blandt tyrkisk-cyprioterne (64,9%).
Rådet (generelle og eksterne anliggender) erklærede den 26. april 2004 på baggrund af resultatet af folkeafstemningen følgende:
"Den tyrkisk-cypriotiske befolkning har klart tilkendegivet sit ønske om en fremtid i Den Europæiske Union. Rådet er fast besluttet på at bringe isoleringen af det tyrkisk-cypriotiske samfund til ophør og lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund. Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte omfattende forslag i dette øjemed med særlig vægt på den økonomiske integration af øen og bedre kontakt mellem de to samfund og med EU".
Vedlagte forslag er Kommissionens udmøntning af Rådets opfordring og er et væsentligt element i at bringe det tyrkisk-cypriotiske samfunds isolation til ophør, da den kan lette handelen mellem Cyperns nordlige del og EU's toldområde.
2. Indhold
Forslaget vedrører en præferenceordning for varer, der indføres på EU's toldområde og indeholder bl.a. detaljerede regler for, hvilke dokumenter der skal anvendes til at attestere varers oprindelse, som skal udstedes af det tyrkisk-cypriotiske handelskammer eller et andet til formålet egnet organ, samt regler om plantesundhedsinspektion, fødevare- og produktsikkerhed, beskatningsanliggender, indberetningsforpligtelser og beskyttelses-foranstaltninger i tilfælde af ineffektivt samarbejde, uregelmæssigheder eller svig. Det foreslås, at præferenceordningen tager form af en toldkontingentordning, som skal bidrage til at stimulere den økonomiske udvikling samtidig med, at det undgås at skabe et kunstigt handelsmønster og muliggøre svig.
Det skal bemærkes, at forordningen vedrører handel og ikke andre spørgsmål som f.eks. transport. Forordningen berører derfor ikke krav, som skal opfyldes af hensyn til de internationale regler om sikkerhed inden for sø- og lufttransport. Da der desuden ikke fastsættes særlige betingelser, er det de almindelige regler for Fællesskabets udenrigshandel, der er gældende, herunder f.eks. Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 om kontrol med, at produkter indført fra tredjelande overholder produktsikkerhedsreglerne.
Retsgrundlaget for forordningen er EF-traktatens artikel 133. Cypern blev med hele sit territorium medlemsstat den 1. maj 2004. EU-regelsættet er imidlertid suspenderet i de områder, hvor regeringen for Republikken Cypern ikke udøver faktisk kontrol ("områderne"), jf. artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10 til tiltrædelsesakten. Det betyder bl.a., at Fællesskabets toldkodeks, som definerer EF's toldområde, ikke finder anvendelse i "områderne". Handelen med "områderne" sker derfor på grundlag af de gældende regler for tredjelande. Det er ikke nogen enestående situation. Der er andre territorier i EU, som ikke indgår i EF's toldområde. For Ceuta, Melilla og Gibraltar gælder – bortset fra særlige regler – handelsreglerne på grundlag af artikel 133, medens de relevante tredjelandsregler generelt gælder for Büsingen, Campione d'Italia og Helgoland.
3. Nærheds - og proportionalitetsprincippet
Forslaget giver ikke anledning til overvejelser om nærheds - og proportionalitetsprincippet.
4. Høring
Høring ikke skønnet relevant.
5. Behandling i Rådsregi
Forslaget ventes behandlet i Rådet (generelle og eksterne anliggender) til september.
6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Udenrigsministeriet
|
GRUNDNOTAT | |||
|
Udenrigsministeriet Nordgruppen |
|||
|
Til: |
Folketingets Europaudvalg |
J.nr.: |
UP, 400.E.6 |
|
Fra: |
Udenrigsministeriet |
Dato: |
6. august 2004 |
|
Emne: |
Grundnotat forslag til Rådets forordning om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund |
||
KOM(2004) 465 endelig
1. Baggrund
Det var et delt Cypern, der den 1. maj 2004 blev medlem af EU. Den græsk-cypriotiske befolkning afviste med stort flertal (75,8%) ved folkeafstemningen den 24. april Annan-planen, der samtidig godkendtes af et flertal blandt tyrkisk-cyprioterne (64,9%).
Rådet (generelle og eksterne anliggender) erklærede den 26. april 2004 på baggrund af resultatet af folkeafstemningen følgende:
"Den tyrkisk-cypriotiske befolkning har klart tilkendegivet sit ønske om en fremtid i Den Europæiske Union. Rådet er fast besluttet på at bringe isoleringen af det tyrkisk-cypriotiske samfund til ophør og lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund. Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte omfattende forslag i dette øjemed med særlig vægt på den økonomiske integration af øen og bedre kontakt mellem de to samfund og med EU. Rådet anbefalede, at de 259 mio. EUR, der allerede er øremærket til den nordlige del af Cypern i tilfælde af en løsning, nu anvendes til dette formål."
Vedlagte forslag er Kommissionens udmøntning af Rådets opfordring til anvendelsen af den 259 mio. EUR og har til formål at lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund.
2. Indhold
På baggrund af den politiske situation og med henblik på at sikre at støtten kan anvendes så effektivt og hurtigt som muligt, lægges der i forslaget op til at bistanden ydes direkte til modtagerne.
Finansieringsoversigten til dette forslag vil omfatte et beløb på 6 mio. EUR i 2004, som navnlig skal anvendes til feasibility-undersøgelser med henblik på ydelse af økonomisk støtte i årene 2005 (114 mio. EUR) og 2006 (139 mio. EUR). En del af bistanden vil blive anvendt til finansiering af støtteudgifterne i tilknytning til gennemførelsen.
Formålet med forordningen er at lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske og sociale udvikling med særlig vægt på den økonomiske integration af øen ved tilpasning til EU-retten og sikring af bedre kontakt mellem de to samfund og med EU. Ud over forsoning og tillidsskabende foranstaltninger vil den bl.a. omfatte fremme af den sociale og økonomiske udvikling, udbygning af infrastrukturen og mellemfolkelige kontakter. Størstedelen af aktiviteterne vil derfor ligne førtiltrædelsesaktiviteter. Som følge af det tyrkisk-cypriotiske samfunds isolation i de seneste år vil aktiviteterne i høj grad fokusere på bistand til tilpasning til EU-retten, navnlig hvad angår investeringer med henblik på efterlevelse af de europæiske normer, bl.a. på miljø- og transportområderne.
3. Nærheds - og proportionalitetsprincippet
Forslaget giver ikke anledning til overvejelser om nærheds - og proportionalitetsprincippet.
4. Høring
Høring ikke skønnet relevant.
5. Behandling i Rådsregi
Forslaget ventes behandlet i Rådet (generelle og eksterne anliggender) til september.
6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser, idet der kan findes midler inde for EU’s eksisterende budget. Forslaget vurderes endvidere ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Udenrigsministeriet