Rådsmøde alm. anligg. og ekst. forb. ekstraordinært møde 26/7 Redegørelse
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse for ekstraordinært rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. juli 2004.
UDENRIGSMINISTERIET EUK j.nr. 400.A.5-0-0 Nordgruppen Den 27. juli 2004
Ekstraordinært rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. juli 2004.
1. WTO/Doha Development Agenda (DDA)
På baggrund af Kommissionens præsentation havde Rådet en indgående drøftelse af forhandlingssituationen i Doha-Runden baseret på den fremlagte forhandlingstekst fra formanden for WTO's Generelle Råd, ambassadør Oshima. En Oshima II tekst forventes at foreligge medio indeværende uge. Rådet tilsluttede sig Kommissionens præsenterede forhandlingslinie i relation til mødet i WTO's Generelle Råd den 27.-29. juli 2004 i Genève.
Kommissionens vurdering af teksten var overvejende positiv. Rådet tilsluttede sig, at EU med sit fortsatte engagement spillede en brobyggende, ledende rolle i forhandlingerne. Det var væsentligt, at WTO-mødet fastholdt momentum i DDA og at EU fastholdt sin fleksible forhandlingsstrategi ved aktivt at søge at opnå enighed i Genève om en ramme for de videre forhandlinger.
Kommissionen ville afrapportere fra forløbet af mødet i WTO's Generelle Råd senere i indeværende uge. Et nyt rådsmøde forudses derfor afholdt henimod WTO-mødets afslutning. Henset til, at forhandlingsresultatet formentlig først foreligger fredag den 30. juli, vil GAERC-mødet formentlig finde sted samme dags eftermiddag.
2. Finansielt perspektiv for 2007-2013 (Præsentation af Kommissionen)
Kommissær Schreyer præsenterede lovpakken vedr. de finansielle perspektiver. Yderligere forslag ville foreligge i september. Der fremkom ikke noget nyt i præsentationen og ingen delegationer tog ordet.
3. Mellemøsten
På rådsmødet orienterede den Høje Repræsentant, Javier Solana, om sin seneste rundrejse i regionen, hvor han besøgte Jordan, Egypten og Israel. Det blev besluttet, at Rådet vil drøfte situationen i Mellemøsten igen ved det kommende uformelle rådsmøde (Gymnich), der forventes afholdt i Nederlandene til september.
4. Sudan
Der var enighed om rådskonklusioner om Darfur, hvori presset på Khartoum opretholdes. FNs Sikkerhedsråd opfordres bl.a. til at vedtage en resolution, som vil betyde yderligere tiltag over for Sudans regering, herunder indførelse af sanktioner, såfremt regeringen ikke samarbejder. Enighed om at vurdere nye optioner efter udsendelse af den fælles verifikationsmission og efterfølgende møde i den fælles implementerings-mekanisme den 2. august 2004 (missionen og mødet er en opfølgning på det fælles kommuniké, som FNs generalsekretær og Sudans regering indgik den 3. juli 2004). Kommissionen kritiseres på grund af langsommelighed med udbetaling af finansielle bidrag relateret til krisen i Darfur.
5. Det vestlige Balkan
Den nederlandske udenrigsminister redegjorde for sit besøg i regionen den 21.-23. juli 2004.
Rådet bød de opnåede fremskridt indenfor reform af de lokale myndigheder i Kosovo velkommen og understregede betydningen af fortsatte reformer til gavn for alle indbyggere i Kosovo.
Rådet bød aftalen om decentralisering i Makedonien velkommen og opfordrede alle politiske partier til at sikre gennemførelsen af decentraliseringsaftalen, som Rådet betegnede som et meget vigtigt skridt til en fortsat tilnærmelse til EU.
Rådet bød åbningen af Mostar-broen velkommen som et symbol på de positive forandringer i Bosnien-Herzegovina og genbekræftede EU’s støtte til reformerne i landet.