svar på spm. 55 om kastesystemet, fra udenrigsministeren
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 29. marts 2004 (alm. del – bilag 700) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 55.
Europaudvalgets spørgsmål nr. 55 af 29. marts 2004
(alm. del – bilag 700)
Spørgsmål nr. 55:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. februar 2004 fra Dalit Solidaritetsnetværk Danmark, jf. alm. del – bilag 627. Ministeren bedes herunder redegøre for, hvilke planer regeringen har i europæisk eller andet internationalt regi for at fremme afskaffelsen af den kastediskrimination, der til stadighed finder sted over store dele af verden.
Svar:
Kastediskrimination er en sag, som regeringen betragter med stor alvor. Spørgsmålet om forbedring af de kasteløses situation er et af de mange aspekter af EU's løbende dialog med Indien om menneskerettigheder. Som nævnt i brevet fra Dalit Solidaritetsnetværk Danmark rejste jeg spørgsmålet om kastediskrimination under EU-Indien-topmødet i København i 2002 under dansk EU-formandskab. Menneskerettigheder blev endvidere på dansk foranledning sat på dagsordenen for det efterfølgende EU-Indien-topmøde i november 2003. Der er nu opnået enighed med Indien om en mere regelmæssig menneskerettighedsdialog, hvori også spørgsmålet om de kasteløses situation vil indgå.
Menneskerettigheder også er et vigtigt element i vores bilaterale relationer med Indien, og fra dansk side vil vi fortsat gøre, hvad vi kan for at sikre dialogen med Indien om denne sag.
Regeringen er ligeledes meget opmærksom på de kasteløses situation i andre lande herunder i Nepal, hvor den sociale, politiske og økonomiske marginalisering af bl.a. de kasteløse er en medvirkende årsag til den konflikt, som nu er i landet. Fra dansk side arbejdes der derfor målrettet i den politiske dialog og gennem den danske bistand på at adressere dette spørgsmål. Et centralt element i f.eks. den danske støtte til uddannelsessektoren i Nepal er en målrettet indsats for at sikre de marginaliserede befolkningsgrupper - herunder de kasteløse - adgang til uddannelse.
Hvad angår behandlingen af kastediskrimination indenfor FN er det korrekt, at FN's uafhængige ekspertkomité til afskaffelse af alle former for racediskrimination (CERD) har fremlagt en række anbefalinger på området, ligesom FN's særlige rapportør vedrørende racediskrimination har beskæftiget sig med spørgsmålet. Begge organers synspunkter indgår selvsagt i regeringens overvejelser.
Det hører med i billedet, at Underkomissionen under FN's Menneskerettighedskommisson er blevet opfordret til at studere spørgsmålet nærmere og udarbejde et sæt principper og retningslinier for, hvordan alle relevante aktører på området skal forholde sig til kastediskrimination. Resultatet af Underkommissionens arbejde vil på et tidspunkt blive fremlagt til drøftelse i Menneskerettighedskommissionen. Det er regeringens forventning, at der hermed vil blive skabt et solidt grundlag for at fremme afskaffelsen af kastediskrimination, uanset hvor den måtte forekomme. Fra dansk side vil vi fortsat følge sagen med stor opmærksomhed.