Hjælpemenu

Hovedmenu

Stævning af Danmark vedr. dansk pensionsbeskatningslovgivning

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

28. juni 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Skatteministeriets notat vedrørende Kommissionens stævning af Danmark i sagen om den danske pensionsbeskatningslovgivning.

2002-352-214Skat person

Notat til Folketingets Europaudvalg vedrørende Kommissionens stævning af Danmark i sagen om den danske pensionsbeskatningslovgivning.

Baggrund

Kommissionen sendte i 1991 en åbningsskrivelse vedrørende den danske pensionsbeskatning. Denne blev fulgt op med en supplerende åbningsskrivelse i april 2000, og af en begrundet udtalelse februar 2003, hvori Kommissionen tilkendegav, at Danmarks regler for beskatning af livsforsikring og pensioner strider mod EU’s regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser m.v. I sit svar på den begrundede udtalelse henholdt den danske regering sig til, at de danske regler er i overensstemmelse med EU-retten.

Dette er EU-Kommissionen ikke enig i og har den 22. marts 2004 stævnet Danmark for EF-Domstolen.

Indhold

Efter danske regler findes der to forskellige principper for beskatning af pensioner:

  • Et system uden fradragsret for indbetalinger, hvor udbetalinger er skattefri. Dette gælder generelt uanset om der er tale om en dansk eller udenlandsk pensionsordning.
  • Et system med fradragsret for indbetalinger, hvor udbetalinger er skattepligtige. Dette gælder alene ved indbetaling til pensionsinstitutter med hjemsted i Danmark.

At der kun er mulighed for at få fradragsret for pensionsindbetalinger, hvis der indbetales på en dansk pensionsopsparing, udgør ifølge Kommissionen en begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser mv., som er i strid med EF-traktaten, hvorfor Kommissionen har fremsendt en begrundet udtalelse om sagen.

Det er korrekt, at den danske lovgivning kan indebære hindringer for EF-traktatens regler for fri bevægelighed. Der er efter regeringens opfattelse imidlertid tale om restriktioner, der er begrundet i lovlige hensyn til at sikre sammenhængen i den danske beskatningsordning og skattekontrollens effektivitet.

Navnlig har Domstolen fastslået, at hensynet til sammenhæng i skattesystemet kan begrunde, at der ikke ydes fradrag til pensionsordninger i et andet medlemsland, jf. Bachmann-dommen (C-204/90).

Det er værd at fremhæve, at den danske lovgivning – da den implicerer fuld sammenhæng mellem fradragsret for indbetalinger og skattepligt for udbetalinger, henholdsvis manglende fradragsret for indbetalinger og skattefrihed for udbetalinger – netop er sammenhængende.

EF-domstolen har bekræftet princippet om sammenhæng i konklusionen i den seneste dom på området (dom af 3. oktober 2002, sag C-136/00, Danner).

Kommissionen støttede i den begrundede udtalelse og støtter på ny i stævningen navnlig sin opfattelse på den omstændighed, at Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med nogle lande, hvorefter der er mulighed for, at der gives fradrag for pensionsopsparing i det ene land, mens udbetalingerne alene beskattes i det andet land, f.eks. i tilfælde af flytning til f.eks. Frankrig eller Spanien.

Et sådant synspunkt, hvorefter man ikke kan påberåbe sig princippet om sammenhæng på grund af nogle bilaterale aftaler, der f.eks. følger OECD´s modeloverenskomst, har efter regeringens opfattelse ingen støtte i retspraksis.

Kommissionens begrundede udtalelse blev besvaret i overensstemmelse med ovenstående.

Svarskrift i sagen er udarbejdet af den til formålet nedsatte en procesdelegation med deltagelse af Udenrigsministeriet (formand), Justitsministeriet og Skatteministeriet. Svarskriftet følger regeringens hidtidige linie i sagen.

Forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.

Udvalget blev i 2000 og 2003 orienteret om sagen i forbindelse med Kommissionens supplerende åbningsskrivelse, henholdsvis Kommissionens begrundede udtalelse.