Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedr. forordning om CO2-kvoteregister

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

22. juni 2004

KOMITÉSAG

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat samt grundnotat vedrørende forordning om CO2-kvoteregister.

Der forventes afstemning om forslaget den 24.-25. juni 2004 ved komitéprocedure (forskriftsprocedure).

DEPARTEMENTET

Ledelsessekretariat, EU-koordinationen

J.nr. D 351-0003

Ref. CML

NOTAT til EUROPAUDVALGET

Forordning om CO2-kvoteregistrer

Forslag til Kommissionens forordning om et standardiseret og sikkert registersystem, jævnfør artikel 19(3) i direktiv 2003/87/EC og artikel 6(1) i beslutning 280 /2004 /EC.

På de følgende sider følger grundnotat om ovennævnte forslag.

Der forventes afstemning om forslaget den 24.-25. juni 2004 ved komiteprocedure (forskriftsprocedure).

Formålet med forordningen er at sikre et standardiseret og sikkert system af nationale registrer for CO2-kvoter under EU’s kvotehandelsystem. En uafhængig EU-transaktionslog skal registrere udstedelser, beholdninger, overførsler, erhvervelser, annulleringer og udskiftninger af kvoter, til sikring mod transaktioner i strid med Kyoto-protokollen. Endvidere skal forordningen sikre offentlighedens adgang til information.

Danmark har en generel interesse i en snarlig vedtagelse af forordningen, således at det danske register kan være i drift fra starten af kvotehandlen 1. januar 2005. Danmark ser positivt på, at registreringen sikre en automatisk kontrol, idet dette fremmer tilliden til systemet, transparens for aktørerne på markedet og sikre overholdelse af de nationale allokeringsplaner.

Danmark kan dog ikke støtte forslaget om at det ikke skal være muligt at gebyrfinansiere registret. Regeringen agter således at stemme nej til forslaget, dersom gebyrfinansiering ikke gøres muligt.

DEPARTEMENTET

GRUNDNOTAT Den 21. juni 2004

Forslag til Kommissionens forordning om et standardiseret og sikkert registersystem, jævnfør artikel 19(3) i direktiv 2003/87/EC og artikel 6(1) i beslutning 280 /2004 /EC.

1. Status

Kommissionen fremlægger til vedtagelse den 24.-25. juni 2004 ovennævnte forordning om et standardiseret og sikkert system med registre i form af standardiserede elektroniske databaser, der indeholder fælles data til sporing af udlevering, besiddelse, overdragelse og annullering af kvoter, til sikring af offentlig adgang, henholdsvis den fornødne fortrolighed og til sikring af, at overdragelser ikke er i strid med forpligtelser, der følger af Kyoto-protokollen.

Registeret registrerer kvotehandler, tildeling af kvoter og aflevering af kvoter svarende til CO2-udledningen under kvoteloven og er en betingelse for opfyldelse af EU's kvotedirektiv.

Fremlæggelsen sker i i Climate Change Committee, som er den komite der er nedsat i medfør af direktivet om en mekanisme for drivhusgasovervågning (93/389/EØF)

Forslaget har hjemmel i direktivet om EU’s kvotehandelssystem, 2003/87/EC artikel 19(3), og behandlingen i ovennævnte komite er tilsvarende fastlagt i kvotehandelsdirektivets artikel 23.

Udkastet til forordning har været igennem adskillige kommenteringsrunder i en ekspertgruppe (WG3) under Climate Change Committee.

Der skal stemmes om forslaget den 24. juni ved komitéprocedure efter artikel 5 og 7 i 1999/468/EF, dvs. med 2/3 kvalificeret flertal for vedtagelse

Forordningen vil have betydning for de nærmere regler og indretningen af det kvoteregister der er beskrevet i "Lov om CO2-kvoter", §24, herunder for Miljøministerens fastsættelse af de nærmere regler for registret i medfør af §24 Stk. 3 og for Miljøministerens fastsættelse af regler om betaling af gebyr for registrets kontohavere i medfør af §24 Stk. 4.

2. Formål og indhold

Kommissionen anfører, at forslagets formål er at sikre et standardiseret og sikkert system af nationale kvoteregistre. Registrene skal være standardiserede nationale elektroniske databaser, der indeholder fælles dataelementer. Hertil kommer en uafhængig EU-transaktions-log, der skal registrere udstedelser, beholdninger, overførsler, erhvervelser, annulleringer og udskiftning af kvoter, og som skal sikre, at der ikke sker transaktioner, der er i strid med forpligtelser ifølge Kyoto-protokollen. Endvidere skal forslaget sikre både offentlig adgang såvel som fortrolighed, alt efter omstændighederne.

Forordningen indeholder specifikationerne for funktioner, tekniske specifikationer og krav til drift og vedligehold, som kræves opfyldt af hvert register og af den uafhængige EU transaktions-log. Forordningen skal sikre en effektiv kommunikation inden for registersystemet og sikre integriteten i det fælles kvotehandelssystem.

Forordningen indebærer endvidere, at der via transaktions-loggen sker en kontrol af, at der ikke gennemføres transaktioner, der er i modstrid med hvert lands nationale kvote-allokeringsplan.

Forslaget til forordning, som det foreligger, indebærer endvidere, at adgangen til at gebyrfinansiere registret begrænses væsentligt, idet kun opkrævning af gebyr fra personlige konti (konti der er oprettet af personer, som ikke er driftsleder for en produktionsenhed omfattet af kvoteloven) tillades, og kun i form af faste gebyrer (ikke f.eks. et gebyr pr kvote der allokeres).

3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om en gennemførelsesforanstaltning af en allerede vedtaget rådsretsakt.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Forslaget vil lægge rammerne for Miljøministerens fastsættelse af regler og gebyrer for kvoteregistrene, som er hjemlet i lov om CO2-kvoter §24.

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget vil medføre, at udgifterne til kvoteregistrets oprettelse og drift - et beløb af størrelsen 3,8 mio. kr./år. – stort set ikke kan gebyrfinansieres.

Beskyttelsesniveau:

Forslaget er som sådant neutralt for beskyttelsesniveauet.

5. Høring

Forslaget har ikke været sendt i høring. Rammenotat er sendt i høring i EU-specialudvalg (miljø) med frist 16. juni 2004.

Dansk Industri mener ikke at kvotevirksomhederne skal bære omkostningerne for kvoteregistret. DI finder det vigtig at registret er på plads i god tid før 1. januar 2005 således at virksomhederne kan få tilpasset procedurer og forpligtelser i deres daglige drift, hvorfor gebyrspørgsmålet ikke må blokere for en hurtig vedtagelse. Oliebranchens Fællesrepræsentation fremfører at det er det danske samfund og ikke virksomhederne der har påtaget sig forpligtelserne under Kyoto-aftalen, og finder det derfor rimeligt, at samfundet - og ikke virksomhederne – bære omkostningerne for kvoteregistret. Landbrugsrådet er ligeledes imod, at virksomhederne skal bære omkostningerne for registret.