Hjælpemenu

Hovedmenu

Henvendelse fra Økologisk Landsforening om økologisk landbrug, økologi

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Fødevareminister Mariann Fischer Boel

Fødevareministeriet

Holbergsgade 2

1057 København K

Århus den 17. juni 2004

Kære Mariann Fischer Boel

Økologisk Landsforening har med glæde modtaget Europa-Kommissionens meddelelse til Ministerrådet og Europa-Parlamentet angående Den Europæiske Aktionsplan for Økologi. Når vi tænker tilbage til udgangspunktet for syv år siden, da IFOAM først tog initiativ til en EU-aktionsplan, husker vi de holdninger til økologi, der herskede dengang i kommissionen. Og den manglende viden og fokus. Ikke meget havde ændret sig, da Ritt Bjerregaard lidt senere tog sagen op ved organisering af den første af to EU-konferencer, der bragte planen nærmere.

I dette lys er vi meget tilfredse med, at der er kommet en ret omfattende og god aktionsplan fra kommissionen. Og vi takker for din flerårige indsats for at fremme arbejdet med aktionsplanen.

Planen er et godt fundament, som Ministerrådet og Europa-Parlamentet kan bygge videre på. Og vi vil opfordre kraftigt til, at Danmark tager initiativ på ministerrådets møde d. 21.-22. juni, ved at foreslå konkrete opfølgninger på flere af punkterne, samt en tidsplan for gennemførelse af planens anbefalinger. Vi har trods alt ventet 7 år på planen; der skal ikke gå 7 år mere, før anbefalingerne implementeres. Mange af anbefalingerne i planen har været på kommissionens "to do" liste i flere år, men det er ressourcer og faste tidsplaner, der mangler.

Økologisk Landsforening vil anbefale følgende konkrete opfølgninger:

  • Kontrol: At anbefalinger vedr. EU's overvågning af medlemsstaternes indsats i forhold til akkreditering af økologikontrol-organisationer strammes og implementeres hurtigst muligt. Der skal afsættes midler til en styrket støtte til medlemsstaterne, således at deres tilsyn med private kontrolorganer styrkes, og EU's overvågning af medlemsstaternes indsats optrappes. Målet er naturligvis at sikre, at kun professionelle kontrolorganisationer bliver akkrediteret, og at tilfælde af snyd forebygges eller opdages hurtigt. Kommissionen bør, af Ministerrådet, pålægges at fremsætte en tidsplan for styrkelse og implementering af anbefalinger 13, 17 og 18.
  • Forskning: At det 7. rammeprogram indeholder øremærkede midler til forskning i økologisk jordbrug. Målet bør være som minimum en tredobling af forskningsindsatsen og økologisk forædling bør fremmes.
  • EU-logo: Det er essentielt, at Ministerrådet tager initiativ til finansiering af forbrugerinformation og markedsføring af EU-logoet, jf. anbefaling 1.
  • Frihandel: Ministerrådet bør byde initiativer til at sikre frihandel velkommen, herunder de tiltag i anbefalinger 19-20 der har til hensigt at sikre økologiske producenter i udviklingslande uhindret adgang til EU's voksende marked for økologiske produkter, herunder ved anvendelse af EU-logoet. Det er også meget positivt, at kommissionen vil medvirke aktivt i ækvivalens arbejde, der skal bygge på de allerede opnåede aftaler mellem private kontrolorganisationer og nogle lande. Kommissionen bør pålægges senest 1. januar 2005 at fastsætte en tidsplan for arbejdet i anbefalinger 19 og 20.
  • Troværdighed: Anbefalinger 9-12 har den helt nødvendige fokus på den økologiske sektors troværdighed, og bør støttes. Kommission bør senest 1. januar 2005 fremsætte en tidsplan for arbejdet med mangler i de økologiske regler (jf. anbefaling 10). Kommissionens fokus på de økologiske producenters interesser i forhold til frihed fra forurening fra GMO er vigtigt, og relativt nyt. Ministerrådet bør bruge denne mulighed for igen at understrege vigtigheden af, at GMO i såsæd over detektionsniveauet skal mærkes. De faglige udredninger i Danmark peger på såsæd som den mest alvorlig forureningskilde i forhold til det økologiske landbrug.

Økologisk Landsforening ser Aktionsplanen for Økologi som en bred anerkendelse af økologi. Kommissionen fremhæver økologisk jordbrugs bidrag til beskyttelse af drikkevand, vilde planter og dyr, jordens frugtbarhed og dyrevelfærd samt udvikling af miljøvenlig teknologi og kvalitetsfødevarer. Planen støtter desuden en fortsat rolle for økologisk jordbrug i EU's landdistrikts-, landbrugs- og miljøpolitik.

De konkrete politiske tiltag i planen er et godt fundament for fremme af økologisk landbrug. Vi havde meget gerne set anbefalinger om en mere proaktiv brug af økologi i EU's landbrugsreform og miljøpolitik, men kommissionen har arbejdet snævert indenfor den nuværende reform. Det må være Ministerrådets og Europaparlamentets opgave at kigge fremad og pålægge kommissionen at supplere Aktionsplanen med en meddelelse til Ministerrådet om mulighederne for at fremme økologisk jordbrug, og målsætningerne i EU-reformen, ved at give økologisk jordbrug en mere central placering i reformen, ved flere konkrete tiltag til udvikling af økologisk jordbrug og evt. ved etablering af en særskilt kapitel for økologisk jordbrug i den europæiske landbrugspolitik.

Kommissionens stærke opfordring til medlemslande til at bruge landdistriktsordninger til at fremme økologisk jordbrug, økologisk afsætning og omlægning af offentlige køkkener til økologi kan med fordele implementeres i højere grad end i dag i Danmark, bl.a. ved konkrete tiltag til opfølgning på aftalen i Vandmiljøplan III om styrkelse af økologisk afsætning via landdistriktsordningen. Men kommissionen og Ministerrådet kan også lægge handling bag opfordringen, og ligestille landdistriktsordningerne i højere grad til markedsordningerne hvad angår EU-finansiering. Det er ikke ligefrem motiverende for medlemslandene, at initiativer i landdistrikterne kræver medfinansiering op til 50 %, mens EU dækker hele regningen, når der er tale om støtte til dyrkning af afgrøder.

Igen, tak for din indsats i forhold til aktionsplanen.

Med venlig hilsen

Knud Erik Sørensen

formand

Økologisk Landsforening

Dansk repræsentant

IFOAM EU Regionale Gruppe