Grundnotat om typegodkendelse af motorkøretøjer mht gebrugelighed
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere. |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
3. juni 2004 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF, KOM(2004) 162 endelig.
Grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF. KOM (2004) 162 endelig.
Direktivforslaget er fremsat under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95, og vedtages efter proceduren i traktatens artikel 251 (fælles beslutningstagen med parlamentet).
Formålet med ovennævnte direktiv er at fastlægge administrative og tekniske bestemmelser der sikrer at person- og varebiler lever op til kravene om genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelse som er fastsat i EF-direktiv 2000/53/EF.
I hovedtræk medfører forslaget, at fabrikanten i forbindelse med EF-typegodkendelse af personbiler og national typegodkendelse af varebiler skal udarbejde en strategi for genbrug, genvinding og nyttiggørelse, og udarbejde beregningsark for genvindingsgrad og nyttiggørelsesgrad efter standarden ISO 22628:2002. Beregningerne skal foretages for "referencekøretøjer" der vurderes at være de mest vanskelige mht. genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelse. Beregningerne skal godtgøre at det er muligt at genbruge/genvinde mindst 85% eller genbruge/nyttiggøre mindst 95% af bilens masse.
Derudover skal en kompetent myndighed foretage en vurdering af fabrikanten og dennes oplysninger, for at sikre at fabrikanten har valide oplysninger tilgængelige til at foretage beregningerne udfra. På baggrund af vurderingen udstedes en attest, som er gyldig i mindst to år.
Kravene til genbrug, genvinding og nyttiggørelse gælder ikke køretøjer til særlig anvendelse og køretøjer der fremstilles i små serier. For varebiler, der er etapevis opbygget, er det tilstrækkeligt at basiskøretøjet opfylder kravene.
Sluttelig indeholder forslaget bestemmelser om at visse komponenter ikke må genbruges (i nye biler) af miljømæssige og sikkerhedsmæssige hensyn, eksempelvis katalysatorer og airbags.
Direktivet træder i kraft 36 måneder efter det er vedtaget, for nye biler.
De tekniske krav til køretøjer fremgår af Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer.
EF-direktiv 2000/53/EF er gennemført i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 480 af 19/06/2002 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.
Færdselsstyrelsen har foretaget en høring af de berørte organisationer og myndigheder:
AUTIG (Autobranchens Handels- og Industriforening), Brancheforeningen af leverandører af aksler og bremsekomponenter i Danmark, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Autogenbrug, Dansk Industri, Dansk Standard, Dansk Transport og Logistik, De Danske Bilimportører, Den Danske Bilbranche, Forbrugerrådet, FDM, Justitsministeriet, Miljøministeriet, Noah Trafik, Sammenslutningen af Karosseribyggere og Autooprettere i Danmark, Statens Bilinspektion, Teknologisk Institut, Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Følgende organisationer har bemærkninger til forslaget:
FDM:
FDM er af den holdning, at det skal bestræbes at en så stor del som muligt skal genanvendes af en brugt bil. Dog må det beregnes, at fabrikanterne pålægges forøgede omkostninger for, at opnå de krævede resultater.
FDMs bekymringer går på, at disse meromkostninger vil blive pålagt prisen i forbindelser med køb. Da forbrugeren allerede betaler en høj pris på grund af registreringsafgiften kan man frygte, at det vil blive endnu dyrere, at være bilejer i DK.
Ud over dette har FDM ikke yderligere kommentarer.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget vil kræve ændring af Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer og Miljøministeriets bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.
Forslaget skønnes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser.
5. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at ville have samfundsøkonomiske konsekvenser af betydning. European Automobile Manufacturers Association vurderer, at resultatet ligger mellem en besparelse på 14 euro pr. køretøj til en ekstraomkostning på 50 euro pr. køretøj, dvs. kun en marginal påvirkning af bilprisen.
På sigt ventes forslaget at kunne bidrage til miljøforbedringer.
6. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Kommissionen anfører, at der er blevet taget hensyn til nærheds- og proportionalitetsprincipperne som omhandlet i traktatens artikel 5. Direktivets mål er at reducere udrangerede køretøjers indvirkning på miljøet mest muligt, ved at sikre, at køretøjerne er konstrueret til at lette genbrug, genvinding og nyttiggørelse. Målet kan ikke i tilstrækkeligt omfang opnås af medlemsstaterne selv, og vil bedre kunne opnås på fællesskabsplan. Dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilsigtede mål. Regeringen er derfor enig i, at forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.