Registreringsafgift på biler

2. Dette direktiv omfatter ikke særlige og/eller periodiske skatter og afgifter vedrørende brugen af disse ejendele inden for landets grænser, såsom for eksempel afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer, vejafgifter og fjernsynsafgifter." 

Der er ingen ændringer i Kommissionens fortolkning af artiklen i forhold til åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse. I stævningen sker der alene en uddybning af visse punkter.

Kommissionens holdning er således stadigvæk, at den danske registreringsafgift er en forbrugsafgift, der falder ind under stk. 1, og at stk. 2 alene omfatter registreringsgebyrer, dvs. nummerpladegebyrer m.v., hvor det beløb, der opkræves, nogenlunde svarer til udgiften ved den afholdte tjenesteydelse. Kommissionen betragter forholdet mellem stk. 1 og stk. 2 som et forhold mellem lex generalis og lex specialis, hvorfor den specielle lovbestemmelse skal fortolkes strengt.

Det faktum, at afgiften først opkræves ved køretøjets indregistrering i Danmark, mener Kommissionen ikke har betydning ved vurderingen af, om afgiften betragtes som en afgift "der normalt opkræves ved privatpersoners endelige indførsel". Kommissionen anfører her, at det er hypotetisk at forestille sig, at bilejeren vælger ikke at lade sin bil indregistrere ved indførslen til Danmark, fordi den netop medbringes for at kunne anvendes til det formål den er bygget til, nemlig til færdsel på vejnettet.

Kommissionen nævner, at andre sprogversioner bekræfter, at det ikke er selve opkrævningstidspunktet for afgiften for flyttegodset, som er afgørende for, om bestemmelsen finder anvendelse, men derimod afgiftens karakter af forbrugsafgift på indførte goder.

Formålet med stk. 2 er ifølge Kommissionen, at der sker en præcisering af de afgifter, der på grund af deres særlige karakter med rimelighed må kunne opkræves af medlemsstaterne for at sikre betalingen for ydelser, som har en særlig forbindelse med brugen af det pågældende gode i mellemstaten. Fælles for de i stk. 2 nævnte eksempler er, at de nævnte afgiftstyper ikke udgør forbrugsafgifter, idet de relaterer sig til den løbende brug af godet eller sikrer, at det offentlige holdes skadesløs for visse udgifter forbundet med anvendelsen af disse goder i landet.

Dansk holdning

Den danske holdning er, at den danske registreringsafgift er omfattet af undtagelsen i stk. 2.

Ordlyden i stk. 1 begrænser bestemmelsens anvendelsesområde til afgifter "der normalt opkræves ved endelig indførsel af personlige ejendele fra en anden medlemsstat". Den danske registreringsafgift opkræves ikke ved køretøjets endelige indførsel til Danmark, afgiften opkræves først i det øjeblik køretøjet indregistreres med henblik på anvendelse indenfor landets grænser. Selv om at registreringsafgiften efter sin art måttes omfattes af begrebet "forbrugsafgift", indebærer det ikke, at den er omfattet af stk. 1.

Samtidigt fremgår det af ordlyden i stk. 2, at særlige og/eller periodiske skatter og afgifter, der vedrører brugen af de ejendele, der medtages inden for landets grænser, ikke er omfattet af direktivet. Som eksempel på sådanne skatter og afgifter nævnes eksplicit afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer.

Denne undtagelse er ikke at finde i Kommissionens oprindelige forslag til direktivet, men blev indsat under forhandlingerne af direktivet i Rådets arbejdsgruppe for fiskale spørgsmål bl.a. på Danmarks foranledning. Undtagelsen blev netop indført med henblik på at bevare retten til at opkræve registreringsafgift af motorkøretøjer, der medtages i forbindelse med skift af bopæl.

Formålet med undtagelsen var således at undtage de pågældende afgifter fra direktivets anvendelsesområde.

Det bør bemærkes, at der for EF-domstolen pt. verserer to præjudicielle sager, henholdsvis C-387/01, Weigel (Østrig) og C-365/02 Marie Lindfors (Finland), hvor spørgsmålet om fortolkningen af direktiv 83/183/EØF artikel 1 også behandles. Den danske registreringsafgift har store lighedspunkter med de afgifter, som Weigel og Marie Lindfors sagerne vedrører. De spørgsmål der er blevet rejst med sagen mod Danmark forventes således at blive besvaret med Domstolens afgørelse i Weigel-sagen, eller under alle omstændigheder med Domstolens afgørelse i Lindfors-sagen.

I begge sager foreligger der et forslag til afgørelse fra Generaladvokaten, og i begge foreslår Generaladvokaten, at domstolen fastslår, at de pågældende afgifter ikke er i strid med direktiv 83/183/EØF. Danmark findes på denne baggrund at have en god sag.

Regeringen vil under retssagen, i overensstemmelse med ovenstående, gøre gældende, at de danske regler ikke er i strid med EU-retten.