Hjælpemenu

Hovedmenu

Svar på spørgsmål 53 om Malta, diplomatiske repræsentationer, til udenrigsministeren

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

19. april 2004

Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 18. marts 2004 (Alm. del – bilag 644) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 53.

UDENRIGSMINISTERIET OKO, 3.A.22

Fællessekretariatet

Europaudvalgets spørgsmål nr. 53 af 18. marts 2004

(Alm. del – bilag 644)

Spørgsmål 53:

Ministeren bedes oversende et notat, der redegør for regeringens planer for Danmarks diplomatiske repræsentation på Malta, set i lyset af, at øen bliver medlem af EU pr. 1. maj 2004.

Svar:

Der henvises til vedlagte notat.

NOTAT

Udenrigsministeriet

Fællessekretariatet

Til:

Folketingets Europaudvalg

J.nr.:

OKO, 3.A.22

CC:

Bilag:

Fra:

Udenrigsministeriets

Økonomikontoret

Dato:

19. april 2004

Emne:

Besvarelse af Europaudvalgets spørgsmål 53 af 18. marts 2004 om planer for Danmarks diplomatiske repræsentation på Malta.

Den globale dækning med ambassader tilpasses løbende med sigte på optimering af ressourceindsatsen i lyset af Danmarks internationale interesser. Det gælder Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser, mulighederne for at yde hjælp til nødstedte danskere i udlandet, varetagelsen af erhvervsmæssige interesser, samt hensynet til sikker og effektiv forvaltning af udviklingsbistanden.

For tiden er det ambassaden i Rom, der varetager danske interesser i Malta. Danmark har desuden en såkaldt honorær generalkonsul i Valletta, som varetager danske interesser på det konsulære område og på eksportfremmeområdet som et ulønnet tillidshverv.

Ambassaden i Rom følger den politiske og økonomiske udvikling i Malta ved hjælp af et godt kontaktnet blandt derværende ambassader og centrale kontakter i den - lille - maltesiske centraladministration og regeringsapparat. Udover løbende telefoniske og elektroniske kontakter foretager ambassaden flere gange årligt officielle arbejdsbesøg i Malta.

Ambassaden trækker også på materiale fra Maltas ambassade i Rom, som udarbejder daglige sammenskrivninger af de mest centrale nyheder og udviklingstræk i Malta. Endvidere foretager det danske generalkonsulat i Valletta dagligt for ambassaden en screening af de engelsksprogede maltesiske medier.

For så vidt angår eksportfremme til Malta bistår generalkonsulatet ambassadens handelsafdeling. Eksportfremmearbejdet indgår ligeledes i ambassadens løbende kontakter til det maltesiske politiske system.

På det konsulære/borgerservice område konstateres meget få sager, som i langt hovedparten af tilfældene kan håndteres direkte af generalkonsulatet i Valletta.

Også fra København er der regelmæssige kontakter med regeringen og administrationen i Valletta. Således gennemførte Udenrigsministeriets direktør samtaler i Valletta den 11.-12. marts 2004, og et besøg af udenrigsministeren i maj 2004 er under planlægning.

Samlet set har Danmark således en god og effektiv løbende kontakt til Malta, der også vil fungere, når Malta indtræder i Den Europæiske Union. Som et lille medlemsland har vi en særlig interesse i at holde tæt kontakt til Malta som ny aktør i EU’s beslutningsproces. En permanent dansk tilstedeværelse ville kunne styrke kontakten yderligere, men ud fra en samlet ressourcemæssig afvejning vurderes åbning af en repræsentation i Valletta ikke hensigtsmæssig. Udenrigsministeriet vil imidlertid holde udviklingen i behovet for repræsentation under observation, herunder i lyset af hvad der generelt sker med den diplomatiske tilstedeværelse i de nye medlemslande.

Udenrigsministeriet