Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om emballering og etikettering af farlige stoffer

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

6. april 2004

KOMITÉSAG

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat samt grundnotat om forslaget til Kommissionens direktiv om 29. tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 67/548/EØF (stofdirektivet) om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

Der skal stemmes om forslaget den 14. april 2004 ved komitéprocedure (IIIa).

MILJØministeriet 31. marts 2004

EUK Mst/LFN/ASC/Euk/OK

MIM 571

NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Forslaget til Kommissionens direktiv om 29. tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 67/548/EØF (stofdirektivet) om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

Kommissionen sendte den 9. marts 2004 ovennævnte forslag til medlemslandene.

Forslaget om 29. tilpasning af stofdirektivet har hjemmel i artikel 29, 4 a i direktiv 67/548/EØF om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer, som er udstedt med hjemmel i artikel 95 i TEF (tidligere artikel 100A).

Formålet med forslaget er at tilpasse stofdirektivets bilag I og bilag V på baggrund af aktuel videnskabelig/teknisk viden. Forslaget indeholder således tilføjelser og ændringer af konkrete stoffers klassificeringer samt forslag til testmetoder, som skal indføres i bilag V.

Bilag I til stofdirektivet indeholder klassificering og mærkning for ca. 7.000 kemiske stoffer og stofgrupper. Dette bilag foreslås ændret som følger:

  • 443 stoffer og stofgrupper, som allerede i dag findes på bilag I (listen over farlige stoffer), ændrer klassificering, deriblandt bekæmpelsesmidler.

- 446 stoffer og stofgruppe er stoffer, der ikke tidligere har været på bilag I. Disse er

eksisterende stoffer, nye anmeldte stoffer og pesticider.

Der skal stemmes om forslaget den 14. april 2004 ved komitéprocedure (IIIa).

Regeringen agter at stemme for forslaget.

MILJØstyrelsen 31. marts 2004

Kemienheden LFN/ASC/Euk/OK

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Forslaget til Kommissionens direktiv om 29. tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 67/548/EØF (stofdirektivet) om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

1. Status

Kommissionen sendte den 9. marts 2004 ovennævnte forslag til medlemslandene.

Forslaget om 29. tilpasning af stofdirektivet har hjemmel i artikel 29, 4 a i direktiv 67/548/EØF om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer, som er udstedt med hjemmel i artikel 95 i TEF (tidligere artikel 100A).

Der skal stemmes om forslaget den 14. april 2004 ved komitéprocedure (IIIa).

2. Formål og indhold

Stofdirektivet har til formål at harmonisere lovgivning om anmeldelse af nye stoffer samt af klassificering, mærkning og emballering af farlige stoffer i EU. Det har afledte konsekvenser i mange andre lovgivninger, f.eks. krav om leverandørbrugsanvisninger, forbud mod salg af bl.a. kræftfremkaldende stoffer til private, EU’s risikovurderingsprogram for eksisterende stoffer, affaldsdirektivet samt kriterier for krav til miljømærkning.

Formålet med forslaget er at tilpasse stofdirektivets bilag I og bilag V på baggrund af aktuel videnskabelig/teknisk viden. Forslaget indeholder således tilføjelser og ændringer af konkrete stoffers klassificeringer samt forslag til testmetoder, som skal indføres i bilag V.

Bilag I til stofdirektivet indeholder klassificering og mærkning for ca. 7.000 kemiske stoffer og stofgrupper. Dette bilag foreslås ændret som følger:

  • 443 stoffer og stofgrupper, som allerede i dag findes på bilag I (listen over farlige stoffer), ændrer klassificering, deriblandt bekæmpelsesmidler.

- 446 stoffer og stofgruppe er stoffer, der ikke tidligere har været på bilag I. Disse er

eksisterende stoffer, nye anmeldte stoffer og pesticider.

Ifølge Note K i bilag I kan man undlade at klassificere for kræftfremkaldende effekt ud fra indhold af buta-1,3-dien. Denne mulighed for undladelse foreslås ændret til også at gælde for mutagen effekt.

Blandt de stoffer, der omfattes af 29. tilpasning, har nedenstående haft særlig dansk interesse.

Toluen findes allerede på listen over farlige stoffer klassificeret som brandfarlig og sundhedsskadelig ved indånding. I denne tilpasning foreslås stoffet tilføjet en yderligere klassificering dels som reproduktionstoksisk (skadelig på sundhed for skader på barnet under graviditeten) og for alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning. Toluen er bredt anvendt som opløsningsmiddel i farver og lak.

Nonylphenol samt forgrenet 4-nonylphenol er allerede klassificeret på Listen over farlige stoffer som sundhedsskadelig, ætsende og skadelig for miljøet. Stoffet foreslås i denne tilpasning tilføjet en yderligere klassificering som reproduktionstoksisk (for skader på forplantningsevnen samt skader på barnet under graviditeten). Nonylphenol samt forgrenet 4-nonylphenol er i dag reguleret af 26. ændring af 76 Direktivet (markedsføringsdirektivet) på grund af alvorlige miljøeffekter.

Benzyl butyl phtalat (BBP) foreslås optaget på listen over farlige stoffer og klassificeret som reproduktionstoksisk (både for skader på forplantningsevnen og for skader på barnet under graviditet). BBP er en af de mest anvendte phthalater og er under risikovurdering. Anvendes i bl.a. lim og lakker og som blødgører i bl.a. PVC.

I bilag V tilføjes 1 ny fysisk/kemisk testmetode for oxiderende egenskaber og 7 testmetoder for sundhedsskadelige virkninger (2 for akut oral toksisitet, 1 for hudirritation/ætsning, 1 for øjenirritation, 1 for prænatal udviklingstoksisitet, 1 for reproduktionstoksisitet samt 1 for hudsensibiliserende effekt). Endelig tilføjes 4 testmetoder for miljøfarlige effekter (kvælstofdannelsestest, kulstofdannelsestest, aerob- og anaerob omdannelse i jord, aerob- og anaerob omdannelse i akvatiske sedimentsystemer).

3. Konsekvenser for Danmark:

Lovmæssige konsekvenser:

De bilag, der berøres af 29. tilpasning til stofdirektivet, er i dag implementeret i bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af farlige kemiske stoffer og produkter og i bekendtgørelse af Listen over farlige stoffer. Forslaget vil kunne gennemføres i dansk ret ved en tilpasning af disse bekendtgørelser.

Økonomiske konsekvenser:

Forslaget vil medføre udgifter for producenter og importører til omklassificering og –etikettering af de stoffer, der ændrer klassificering og mærkning efter forslaget samt af de produkter, hvori stofferne indgår. Det vil i visse tilfælde betyde en ændret mulighed for markedsføring som følge af klassificeringen og dens afledte konsekvenser (begrænset brug af særligt farlige stoffer til private, krav om leverendørbrugsanvisning på arbejdspladsen, begrænsning i forbindelse med miljømærkning af produkter, affaldshåndtering).

Forslaget vurderes ikke at have kommunale eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Beskyttelsesniveau

Samlet set vurderes forslaget ikke at have væsentlige konsekvenser for beskyttelsesniveauet i Danmark. Forslagets 889 nye og ændrede klassificeringer vil dog bidrage positivt til en ensartet klassificering og mærkning af farlige kemikalier i hele EU.

Den forslåede ændring af Note K, som er en svækkelse i forhold til den nuværende lovgivning, forventes kun at få betydning i enkeltstående klassificeringstilfælde og vil derfor ikke få store miljømæssige konsekvenser.

4. Høring:

Forslaget om 29. tilpasning af stofdirektivet er sendt til kommentering i den kreds af interesserede parter, med hvem Miljøstyrelsen løbende drøfter spørgsmål vedrørende klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter. Det drejer sig om arbejdsmarkedets parter, branche-, forbruger- og miljøorganisationer samt berørte ministerier og direktorater, primært Erhvervs- og Økonomiministeriet og Arbejdstilsynet. Der har ikke været bemærkninger til forslaget.