Rådsmøde alm. anl. og ekst. forb. 22-23/3 04 Samlenotat
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg 19. marts 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. marts 2004 – vedlægges Udenrigsministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen.
UDENRIGSMINISTERIET EU-koordination, j.nr. 400.A.5-0-0
Nordgruppen Den 11. marts 2004
Rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. marts 2004
Aktuelt notat
1. Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer (side 2)
2. Forberedelse af møde i Det Europæiske Råd den 25.-26.
marts 2004
- Revideret udkast til kommenteret dagsorden (side
2)
- Iran (side 5)
- Strategi for Mellemøstregionen (side 5)
- ASEM – forberedelse af ASEM-udenrigsministermødet den 17.-18. april 2004 (side 6)
- Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) (side 7)
7. Det vestlige Balkan (side 7)
8. (Evt.) Irak (side 8)
9. Afghanistan (side 8)
10. Forberedelse af 60. session i Menneskerettighedskommissionen (side 9)
11. Udvidelsen – finansiel pakke til Bulgarien og Rumænien (side 10)
- EU-ACP vandfaciliteten (side 11)
13. Forslag til henstilling fra Kommissionen til Rådet om bemyndigelse af
Kommissionen til at indlede forhandlinger i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i
GATT 1994 (6792/04) (side 12)
- Eventuelt
1. Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer
Nyt notat.
Formandskabet ventes at give en kort status for arbejdet i Rådet generelt, herunder i de øvrige rådsformationer med henblik på at give et generelt overblik. Der har siden sidste rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar været afholdt en række rådsmøder, herunder rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 24. februar, rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 26. februar, rådsmøde (miljøministre) den 2. marts, rådsmøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 4. marts, rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 8.-9. marts samt rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 9. marts 2004. Punktet er fast på dagsordenen og er en opfølgning på Trumpf/Piris-rapporten om effektivisering af Rådets arbejdsmetoder. Hensigten med punktet er at medvirke til at sikre kontinuitet i arbejdet mellem de forskellige formationer, som Rådet mødes i.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004.
2. Forberedelse af møde i Det Europæiske Råd den 25.-26.
marts 2004
Nyt notat.
- Revideret udkast til kommenteret dagsorden
Baggrund og indhold:
Formandskabet lægger i sit udkast til kommenteret dagsorden op til, at hovedemnet for Det Europæiske Råds forårstopmøde som vanligt skal være en drøftelse af status for EU’s strategi for skabelsen af den mest konkurrencedygtige, vidensbaseret økonomi i verden inden 2010, Lissabon-strategien.
Herudover lægger formandskabet op til følgende andre temaer: Statusrapport vedr. regeringskonferencen, aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og eventuelt, herunder finansielle perspektiver og Rådets bygninger. Flere af de nye medlemsstater ønsker arbejdskraftens frie bevægelighed drøftet.
På rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. marts 2004 forventes en substansdrøftelse af formandskabets reviderede udkast til kommenteret dagsorden for Det Europæiske Råd. Formandskabet ønsker så vidt muligt at afslutte forhandlingerne om denne på rådsmødet.
- Lissabon-strategien:
Formandskabet ønsker at fokusere drøftelserne på Det Europæiske Råds møde (og konklusionerne herfra) på vækst (i bred forstand) og beskæftigelse. Fsva. vækst forventes behovet for at styrke konkurrenceevne og innovation i EU at blive et væsentligt budskab fra topmødet. Herudover lægger formandskabet op til, at Det Europæiske Råd skal udstikke retningslinier for arbejdet med midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien, der finder sted i 2005, herunder evt. nedsættelse af en grupper, der skal give input til midtvejsevalueringen. Endelig lægges der op til at understrege den dynamik, der følger af udvidelsen.
Specifikt lægger formandskabet i udkastet til kommenteret dagsorden op til konklusioner vedrørende: implementering af Lissabon-strategien, makroøkonomiske spørgsmål, bæredygtig udvikling, social samhørighed, konkurrenceevne og innovation, beskæftigelse, fri bevægelighed, involvering af arbejdsmarkedets parter og midtvejsevalueringen.
Kommissionen fremlagde sin rapport om Lissabon-strategien til forårstopmødet den 21. januar 2004. Kommissionen opfordrer forårstopmødet til at give et frisk input til Lissabon-strategien. Der er primært to faktorer, som kan spille positivt ind den kommende tid: 1) Det begyndende opsving skal understøttes og 2) Udvidelsens potentialer skal udnyttes.
Trods fremskridt mod en konkurrencedygtig, jobskabende og vidensbaseret økonomi efter 4 års implementering, konstaterer Kommissionen, at den overordnede gennemførelse i medlemslandene er utilstrækkelig og at der fortsat er problemer på flere områder, som kan hindre en tilbagevenden til stærk vækst.
Kommissionen foreslår, at der fokuseres på at 1) Forbedre investeringer der fremmer vækst, 2) Styrke konkurrenceevnen i en bæredygtig økonomi, og 3) Sikre senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Rapporten indeholder også et anneks, som påpeger på hvilke områder hvert enkelt land klarer sig særligt godt, og hvor de væsentligste udeståender er. Danmark er et af de lande, som klarer sig relativt set bedst i forhold til Lissabon-målsætningerne.
Kommissionens rapport blev præsenteret på rådsmødet (økonomi- og finansministre) den 10. februar 2004. Siden har rapporten, og forberedelse af topmødet generelt, været drøftet på rådsmødet (uddannelse, ungdom og kultur) den 26. februar 2004, rådsmødet (miljø) den 2. marts 2004, rådsmødet (beskæftigelse, sociale forhold, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 4. marts 2004, rådsmødet (økonomi- og finansministre) den 9. marts 2004 og rådsmødet (konkurrenceevne) den 11. marts 2004.
- Regeringskonferencen:
I tillægskonklusionerne om regeringskonferencen fra det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 12.-13. december 2003 anmodedes det irske formandskab om at foretage en vurdering af mulighederne for fremskridt på grundlag af konsultationer og aflægge rapport til Det Europæiske Råd i marts 2004. Denne konsultationsproces er endnu ikke afsluttet. Formandskabet vil formentlig først fremlægge fremskridtsrapporten efter rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22. – 23. marts, hvorfor en substantiel drøftelse ikke kan forventes.
- Aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål:
Der ventes vedtaget konklusioner vedr. en række aktuelle udenrigspolitiske emner, herunder antageligt Irak, Iran, Afghanistan og Mellemøsten.
- Finansielle perspektiver:
Vedr. de finansielle perspektiver lægges udelukkende op til konklusioner vedrørende fastlæggelse af proceduren for de videre drøftelser frem til topmødet i juni 2004.
- Rådets bygninger:
Den belgiske stat tilbød forud for Det Europæiske Råd (DER) i Bruxelles den 12. december 2003 Rådet at overtage bygningen Résidence Palace i Bruxelles (ved siden af Rådets hovedbygning, Justus Lipsius) mod betaling af den symbolske sum af 1 euro og Rådets afholdelse af ombygningsrelaterede udgifter. DER i Bruxelles den 12. december 2003 opfordrede Coreper og Rådssekretariatet til i detaljer at gennemgå den belgiske stats tilbud, således at der vil kunne træffes en velfunderet beslutning på DER den 25. – 26. marts 2004.
Spørgsmålet om Rådets overtagelse af Résidence Palace skal ses i lyset af EU’s udvidelse og Rådets deraf følgende større arealbehov. Samtidig indebærer afholdelsen af DER’s møder i Justus Lipsius-bygningen - som konsekvens af flytningen af alle DER’s møder til Bruxelles - en del ulemper for Rådets almindelige arbejde grundet de øgede sikkerhedskrav og behovet for midlertidige ombygninger forud for og under DER. Rådets evt. overtagelse af Résidence Palace har bl.a. til formål at rette op herpå, og ifølge Rådssekretariatet er Résidence Palace den eneste bygning i Bruxelles’ "EU-kvarter", der størrelses- og sikkerhedsmæssigt er egnet til afholdelse af DER’s møder.
Résidence Palace forudses derudover anvendt til mødelokaler for Rådet samt lokaler for medlemsstaternes delegationer, formandskabet samt Rådssekretariatets øverste ansvarlige. Herudover vil bygningen kunne anvendes til forskellige pressefaciliteter, repræsentationslokaler og logistikfunktioner. Med Résidence Palace vil Rådet få yderligere 40. – 45.000 m2 til rådighed. Rådssekretariatet har i en rapport fra marts 2002 anslået Rådets yderligere arealbehov efter udvidelsen som værende ca. 90.000 m2 (inkl. en arealreserve til optag af yderligere 3 medlemsstater i forhold til i dag), hvortil kommer de arealmæssige konsekvenser af flytningen af DER’s møder til Bruxelles samt evt. yderligere udvidelsesrunder mv. Sammen med den kommende LEX-bygning, der forventes færdig i 2006 (ca. 58.000 m2), vil Rådets arealbehov efter 2010 således være dækket, ligesom Rådets faciliteter for første gang vil være samlet geografisk (er i dag spredt ud over forskellige lejemål i Bruxelles). Ifølge Rådssekretariatet indebærer overtagelsen af Résidence Palace, når ombygningen er færdig i 2010, samlet set lavere bygningsrelaterede omkostninger for Rådet end i dag grundet ophævelsen af Rådets øvrige lejemål (ombygningsudgifterne andrager ifølge Rådssekretariatet ml. ca. 193 – 215 mio. euro afhængigt af ombygningsgraden, og betaling forudses gennemført i perioden 2007-2037).
Høring:
Der henvises til aktuelt notat sendt til Folketingets Europaudvalg forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet:
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004. Rådets bygninger er tidligere blev forelagt Folketingets Europaudvalg forud for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8.-9. december 2003.
3. Iran
Nyt notat.
På sit møde i november 2003 var IAEA’s Styrelsesråd ikke i stand til at konkludere endeligt på spørgsmålet om, hvorvidt Irans atomprogram alene havde fredelige hensigter. IAEA har siden fortsat undersøgelserne af det iranske atomprogram. På grundlag heraf har IAEA’s general-direktør den 24. februar 2004 afgivet en ny, foreløbig rapport om Irans gennemførelse af NPT-sikkerhedskontrolaftalen. Rapporten behandles på IAEA’s Styrelsesråds møde den 8.-12. marts 2004. Rapporten indeholder ikke endelige konklusioner, idet IAEA fortsat afventer en række oplysninger fra de iranske myndigheder om beskaffenheden og oprindelsen af nukleart udstyr. IAEA vil fortsætte sine bestræbelser på at afklare de udestående spørgsmål, og General-direktøren vil på ny rapportere herom til Styrelsesrådet på dets møde i juni 2004.
På rådsmødet forudses en drøftelse af forløbet af Styrelsesrådsmødet fra 8.-12. marts 2004 sammenholdt med udviklingen på de øvrige observationsområder, menneskerettigheder, terrorisme samt den mellemøstlige fredsproces.
Processen frem til parlamentsvalget den 20. februar var helt utilfredsstillende. Med udeluk-kelsen fra Vogternes Råd af mere end 30% af de anmeldte kandidater og med lukningen af to ledende aviser, satte de reaktionære kræfter sig igennem. Flere reformpartier besluttede af forståelige grunde at boykotte valget, men præsident Khatami accepterede dog at gennemføre det. EU besluttede på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004 fortsat at sætte fokus på den iranske demokratiseringsproces. En nyligt færdiggjort rapport vedrørende de fire prioritetsområder i forholdet EU-Iran fra EU-landenes repræsentationschefer i Teheran indeholder kritiske vurderinger på alle områder, dog med forventning om delvis afklaring på atomområdet, men med udtalt bekymring på menneske-rettighedsområdet.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004.
4. Strategi for Mellemøstregionen
Nyt notat.
Formandskabet ventes at orientere om status for arbejdet med at udarbejde en EU-strategi for Mellemøstregionen.
Det Europæiske Råd vedtog i december 2003 Den Europæiske Sikkerhedsstrategi og anmodede formandskabet og den højtstående repræsentant om i samarbejde med Kommissionen at udarbejde konkrete forslag til sikkerhedsstrategiens gennemførelse, herunder en EU-strategi for Mellemøstregionen. Det Europæiske Råd bifaldt rapporten om en styrkelse af forholdet til den arabiske verden udarbejdet af den højtstående repræsentant og Kommissionen som et bidrag til udviklingen af en samlet strategi. Det Europæiske Råd opfordrede samtidigt til at fortsætte arbejdet og aflægge en rapport herom ved rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. marts 2004.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8.-9. december 2003.
5. ASEM – forberedelse af ASEM-udenrigsministermødet den 17.-18. april 2004
Nyt notat.
Det sjette ASEM udenrigsministermøde afholdes den 17. – 18. april i Dublin. Det centrale tema for mødet forventes at være spørgsmålet om udvidelsen af ASEM, der efter planen vil finde sted i forbindelse med ASEM 5 topmødet i Hanoi den 8. – 9. oktober 2004. Fra EU's side ønsker man de 10 nye EU-medlemslande optaget i ASEM, mens man fra asiatisk side ønsker optagelse af de tre senest tilkomne ASEAN-lande (Burma, Cambodja og Laos). Beslutningen om optagelse af nye medlemmer forudsætter konsensus i ASEM-kredsen.
For EU, herunder ikke mindst for de nye medlemsstater, er de nye EU-medlemmers optagelse i ASEM afgørende af hensyn til de nye EU-medlemsstaters fulde deltagelse i EU-samarbejdet, herunder i de eksterne relationer. Fra asiatisk side fastholder man med henvisning til balancen i ASEM-samarbejdet (der for indeværende tæller 16 europæiske medlemmer og 10 asiatiske), at man ikke vil kunne acceptere optagelse af de nye EU-medlemmer før en samtidig optagelse af de tre nye ASEAN-lande.
Øvrige emner på dagsordenen for ASEM udenrigsministermødet forventes at være forberedelse af ASEM 5, reform af ASEM’s arbejdsprocedurer, status for ASEM-aktiviteter samt drøftelse af regionale og internationale spørgsmål af fælles interesse.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.
6. Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)
Nyt notat.
Rådet ventes at godkende anbefalinger indeholdt i SG/HR Solanas rapport vedr. det fortsatte arbejde med udvikling af en EU udrykningskapacitet, jf. de militære kapabilitetsmål vedtaget af Det europæiske Råd i Helsingfors i 1999 (Helsinki Headline goal).
Rådet tiltrådte den 8. december 2003 det daværende italienske formandskabs ESDP-fremskridtsrapport. Ved den lejlighed blev SG/HR Solana anmodet om at udarbejde en rapport vedrørende mangler i EU’s udrykningskapacitet. Helsingfors-målene blev i 2003 erklæret for opfyldt – dog blev det pointeret, at der var visse mangler i forhold til udsendelsesevne og –hastighed.
I rapporten vil Solana fremlægge forslag til, hvordan man opnår en hurtig reaktionskapacitet. Rapporten forventes også at berøre forslaget om oprettelse af EU-kampgrupper til hurtig udrykning (inden for 15 dage). Konceptet om EU-kampgrupper er et fælles udspil fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland. EU-kampgrupper skal ifølge initiativtagerne særligt anvendes til operationer, som FN anmoder EU om at gennemføre under FN-kap. VII mandat. Konceptet tænkes særligt anvendt ifm. stabiliseringsopgaver i Afrika. I rapporten vil der forventeligt blive opfordret til størst mulig gennemsigtighed og sammenhæng i forhold til NATOs arbejde med udvikling af NATOs reaktionsstyrke (NRF).
Som følge af det danske forsvarsforbehold har Danmark ikke tilmeldt militære styrker til EU, ligesom Danmark ikke vil kunne deltage i EU-kampgrupperne til brug herfor.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8.-9. december 2003.
7. Det vestlige Balkan
Nyt notat.
Rådet ventes at forlænge fælles holdning 2003/280/FUSP om støtte til krigsforbryder-domstolen vedrørende det tidligere Jugoslavien, der udløber 15. april 2004, og opdatere oplysningerne i den dertil knyttede liste over personer, mod hvem EU har udstedt visumforbud.
I forbindelse med den påtænkte forlængelse ventes Rådet, i opfølgning af en opfordring fra Sikkerhedsrådet (resolution 1503 af 28. august 2003), at drøfte et forslag om indefrysning af tilgodehavender tilhørende Radovan Karadzic, Ratko Mladic og Ante Gotovina, der er sigtet af tribunalet, men stadig på fri fod.
Rådet ventes uden debat at vedtage en rådsforordning om etablering af europæiske partnerskaber inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen på Balkan. Princippet om sådanne partnerskaber blev besluttet på Det Europæiske Råd den 19.-20. juni 2003. I partnerskaberne skal der fastlægges prioriteter for de foranstaltninger, der skal gennemføres for at støtte landenes bestræbelser på at tilnærme sig EU, og de skal tjene som udgangspunkt for evalueringen af fremskridtene. Forslag fra Kommissionen vedrørende individuelle partnerskaber ventes kort efter vedtagelsen af rådsforordningen.
Rådet ventes endelig kort at drøfte situationen i Serbien efter dannelsen af en ny serbisk regering som resultat af parlamentsvalget den 28. december 2003.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004.
8. (Evt.) Irak
Nyt notat.
Der forventes en drøftelse af den seneste udvikling vedrørende Irak, med vægt på situationen efter underskrivelsen af den midlertidige grundlov.
Det er op til det internationale samfund at hjælpe irakerne med at gennemføre den midlertidige grundlov og den videre demokratiske proces herunder valgene til den midlertidige national-forsamling. EU og FN bør spille en væsentlig rolle i den proces.
Det forventes, at den høje repræsentant og Kommissionen kommer med en fremskridtsrapport om udarbejdelsen af en strategi på mellemlang sigt for EU’s forbindelser med Irak.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8.-9. december 2003.
9. Afghanistan
Nyt notat.
Rådet forventes at drøfte den kommende internationale konference om Afghanistan (31. marts – 1. april). Konferencen vil blive en opfølgning på Bonn-mødet i december 2001 og Tokyo-konferencen i januar 2002.
Konferencen bliver afholdt på udenrigsministerniveau og ventes åbnet af FN´s generalsekretær Kofi Annan, forbundskansler Schröder og den afghanske præsident Karzai.
Konferencen vil bestå af tre søjler: En søjle vedrørende den politiske dimension, en anden søjle vedrørende genopbygning og en tredje søjle vedrørende sikkerhedsdimensionen. Den afghanske regering har i samarbejde med det internationale donorsamfund udarbejdet et papir om "Sikring af Afghanistans fremtid". Papiret redegør for visionerne for den fortsatte genopbygning af landet og en analyse af de nødvendige tiltag. På den baggrund er det budgetterede behov for udenlandsk bistand anslået til ca. 28 mia. USD over en 12 års periode. Konferencen ventes dog at fokusere på en finansiering af de kommende 3-5 år og det vil sænke kravet til tilsagn til ca. 12 mia. USD.
Umiddelbart efter konferencen vil konferencens resultater blive drøftet på udenrigsminister-mødet i NATO den 2. april 2004, herunder medlemslandenes bidrag til udvidelsen af NATO-styrkerne i Afghanistan.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26.-27. januar 2004.
10. Forberedelse af 60. session i Menneskerettighedskommissionen
Nyt notat.
Rådet ventes at få forelagt udkast til rådskonklusioner til godkendelse om den 60. samling i FN’s Menneskerettighedskommission, der finder sted 15. marts – 23. april 2004.
Udkastet foreligger endnu ikke.
Rådskonklusionerne formodes bl.a. at ville bygge på følgende elementer:
På Menneskerettighedskommissionens samling vil EU fremlægge resolutionsforslag om afskaffelse af dødsstraf, om religiøs intolerance og – i samarbejde med den latinamerikanske landegruppe – om barnets rettigheder. Herudover vil EU fremlægge resolutionsforslag om menneskerettighedssituationen i en række lande. Rådet vil i den forbindelse bekræfte, at menneskerettighederne udgør en grundlæggende bestanddel af EU’s eksterne forbindelser. Rådet vil samtidig minde om alle staters forpligtelse til at beskytte og fremme menneske-rettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og i den sammenhæng bekræfte sin overbevisning om, at kampen mod terrorisme skal respektere menneskerettighederne og retsstatsprincipperne.
Endvidere forudses udkastet til rådskonklusioner at lægge op til, at EU støtter et eventuelt canadisk resolutionsforslag om menneskerettighedssituationen i Iran, mens spørgsmålet om EU medforslagsstillerskab til en sådan resolution udskydes til senere afgørelse. Rådet ventes endvidere at tage stilling til spørgsmålet om behandlingen af Kina på Menneskerettighedskommissionens samling.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.
11. Udvidelsen: Den finansielle ramme for Bulgarien og Rumæniens EU-tiltrædelse
Nyt notat.
På baggrund af Kommissionens meddelelse af 11. februar 2004 (SEC 160/04) forventes Rådet at vedtage konklusioner vedr. den finansielle ramme for Bulgarien og Rumæniens tiltrædelse.
Kommissionen vil efterfølgende kunne udarbejde udkast til fælles EU-holdninger til forhandlingerne af de tre budgettunge kapitler: Regionalpolitik, budget og landbrug. Proceduren med en Kommissionsmeddelelse og rådskonklusioner forud for udkast til fælles holdning på de budgettunge kapitler svarer til den, der tidligere blev anvendt i forbindelse med afslutningen af forhandlingerne med de 10 tiltrædende lande under det danske EU-formandskab.
Kommissionen tager sit udgangspunkt i eksisterende acquis og de principper og metoder, der blev anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af den finansielle ramme for de 10 tiltrædende lande. Der lægges op til, at den finansielle ramme for Bulgarien og Rumænien skal gælde i 3 år (2007-2009), som det var tilfældet for rammen for de 10 tiltrædende lande.
Landbrug: Markedsrelaterede landbrugsudgifter
For de markedsrelaterede landbrugsudgifter (f.eks. intervention og eksportstøtte) finder ordningerne anvendelse straks ved de to landes tiltrædelse. Grundlaget er det eksisterende acquis, herunder reformen af den fælles landbrugspolitik fra juni 2003.
Landbrug: Direkte støtte
Der lægges op til en 10-årig gradvis indfasning af de direkte betalinger til de to lande. Niveauet for de direkte betalinger til Bulgarien og Rumænien vil på den baggrund være 25% af de nuværende medlemslandes niveau ved tiltrædelsen i 2007, 30% i 2008, 35% i 2009 og 40% i 2010. Herefter vil støtten blive øget med 10 procent årligt indtil 2016, hvor niveauet for den direkte støtte vil svare til niveauet for de nuværende medlemslande.
Landbrug: Landdistriktsudvikling
Kommissionen foreslår en indfasning svarende til henholdsvis 60% i 2007, 80% i 2008 og 100% i 2009 (baseret på procent-delen af, hvad der var bevilget til Bulgarien og Rumænien i forhold til de 8 tiltrædende lande, der fik del i SAPARD-førtiltrædelsesbistandsmidlerne multipliceret med, hvad de 8 lande blev bevilget i landdistriktsstøtte for 2006). Indfasningen på dette område er den væsentligste ændring i forhold til rammen for de 10 tiltrædende lande, der deltager 100% ved tiltrædelse. Baggrunden for Kommissionens forslag er den begrænsede absorptionskapacitet i de to lande på dette område.
Strukturelle foranstaltninger
Kommissionen foreslår en 3-årig indfasningsperiode, hvor forpligtelsesbevillingerne (i procent af BNP) gradvis hæves fra 2,4% i 2007 til 3,2% i 2008 og 4% i 2004. Indfasningen tager højde for udviklingen i absorptionskapaciteten og svarer i praksis til indfasningen for de 10. Indikativt foreslås omkring en tredjedel anvendt i samhørighedsfonden, dvs. primært med henblik på infrastruktur og miljøforbedringer, som det også var tilfældet for de 10. Rationalet herfor er, at kandidatlandene allerede har en betydelig erfaring fra førtiltrædelsesbistandsinstrumentet ISPA, samt at en markant infrastruktur og miljøindsats er påkrævet – også med hensyn til kravene i EU’s acquis. En sideeffekt herved vil være, at graden af national medfinansiering derved nedsættes noget, hvilket letter finansieringsbyrden for de to kandidatlande. De øvrige to tredjedele anvendes på strukturfonde.
Interne politikker
De to lande deltager fuldt ud i de interne politikker fra tiltrædelse (som for de 10). Ligesom der var enkelte landespecifikke ordninger eller ekstrafaciliteter for de 10, foreslår Kommissionen en facilitet til afvikling af utidssvarende reaktorer på det bulgarske atomkraftværk Kozloduy. Endvidere foreslås en overgangsfacilitet med henblik på at støtte etableringen af de nødvendige administrative og juridiske strukturer og sikre disse kapacitet til at administrere acquis’et ved tiltrædelse.
Tabel 1: Finansielle ramme for Bulgarien og Rumænien 2007-2009, mio. euro, 2004 priser.
|
2007 |
2008 |
2009 |
Total | |
|
Forpligtelsesbevillinger |
||||
|
Landbrug |
1.141 |
1.990 |
2.342 |
5.473 |
|
Strukturforanstaltninger |
1.938 |
2.731 |
3.605 |
8.273 |
|
Interne politikker |
444 |
434 |
426 |
1.304 |
|
Administration |
96 |
125 |
125 |
346 |
|
Forpligtelsesbevillinger i alt |
3.619 |
5.279 |
6.498 |
15.396 |
|
Betalingsbevillinger* |
1.648 |
3.276 |
4.131 |
9.056 |
* baseret på de fire ovennævnte udgiftskategorier og samme metodologi som for de 10.
Kommissionens udspil til den finansielle ramme for Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er udgangspunktet for den snarlige fastlæggelse af EU’s fælles holdninger på de budgettunge forhandlingskapitler. Udspillet fra Kommissionen følger i overvejende grad de principper og metoder, der blev anvendt ved fastlæggelsen af den finansielle ramme for de 10.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8.-9. december 2003.
12. EU-AVS Vandfaciliteten
Nyt notat
Rådet forventes at træffe beslutning om oprettelse af en EU-AVS Vandfacilitet på 500 mio. euro. Vandfaciliteten vil skulle finansieres gennem Den 9. Europæiske Udviklingsfond (EUF 9). Finansieringen vil skulle baseres på anvendelse af midler fra den betingede 1 mia. euro i EUF 9, der kan komme til udbetaling, når Rådet i 2004 har bedømt finansieringen af det hidtidige samarbejde med AVS-landene (78 udviklingslande i Afrika, Karibien og Stillehavet). En første trance på 250 mio. euro forventes at kunne allokeres i 2004. Endvidere ventes Rådet at træffe beslutning om, at Rådet senest i marts 2005 vil skulle træffes beslutning om mobilisering af en anden trance på 250 mio. euro til Vandfaciliteten - afhængig af behov. Senest i marts 2005 vil Rådet ligeledes skulle træffe beslutning om anvendelsen af de resterende 500 mio. euro af den betingede 1 mia. euro i EUF 9. Der skal på det tidspunkt træffes nærmere beslutning om hvilke formål midlerne vil skulle anvendes til.
Vandfaciliteten blev første gang præsenteret for Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i maj 2003 efter et forslag fremlagt af Kommissionens formand Prodi til EU's statsoverhoveder. Kommissionen foreslog at forøge de midler, der skulle stilles til rådighed for at støtte EU's Vandinitiativ i AVS regionen ved at anvende den betingede 1 mia. euro i EUF 9. På rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 19.-20. maj 2003 noterede Rådets sig både forslaget fra Kommissionens formand og Kommissionens meddelelse om at etablere en Vandfond og bad Kommissionen fremlægge forslag til modaliteter, der kunne drøftes i Rådet og i AVS-EU Ministerrådet.
EU's Vandinitiativ blev præsenteret på Verdenstopmødet i Johannesburg om Bæredygtig Udvikling i september 2001 som bidrag til at nå 2015 målene på vand og sanitet. Afrika-delen af EU's Vandinitiativ gennemføres via det Strategiske Partnerskab mellem EU og Afrika, der blev præsenteret af den danske statsminister i Johannesburg i egenskab af EU-formand.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen i sin nuværende form. "Opfølgning på internationale konferencer: Monterrey" har dog tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 19.-20. maj 2003.
13. Forslag til henstilling fra Kommissionen til Rådet om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i GATT 1994 (6792/04)
Nyt notat.
Rådet forventes på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 22.-23. marts 2004 at skulle bemyndige Kommissionen til at føre forhandlinger i samråd med Artikel 133-Udvalget indenfor rammerne af Art. XXIV, stk. 6, i GATT med henblik på at fastsætte nye bundne toldsatser og andre forpligtelser for det udvidede EU.
I forbindelse med EU-udvidelsen vil også den fælles toldunion blive udvidet til de nye medlemslande. I nogle tilfælde vil overtagelsen af EU’s eksterne toldordning fører til toldsatser, der overstiger det niveau, som tiltrædelseslandet har bundet sig til inden for rammerne af WTO. I så fald skal EU i WTO indlede forhandlinger med tredjelande, der har forhandlingsrettigheder i et af de 10 tiltrædende medlemslande for at nå til enighed om en kompensationstilpasning. I forhandlingerne skal der samtidig tages "behørigt hensyn til reduktioner af tolden på samme toldpositioner, som er foretaget af andre medlemmer af toldunionen ved dens dannelse", dvs. for de toldnedsættelser, som udvidelsen vil medføre i nogle af de nye medlemslande.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.
Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat om sagen.