Grundnotat vedr. sikkerheden i nukleare anlæg
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Indenrigs- og Sundhedsministeriets grundnotat vedrørende forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af de grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg, KOM(2003) 32 endelig.
Indenrigs- OG sUNDHEDSministeriet Dato: 13. februar 2004
Kontor: 5.s.kt.
J. nr.: 2003-3400-3
Fil-navn:
Til Folketingets Europaudvalg.
Grundnotat vedrørende
Forslag til RÅDETS DIREKTIV om fastsættelse af de grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg.
KOM(2003) 32 endelig.
1. Resume
Kommissionen har fremlagt forslag til et nyt direktiv om fastsættelse af de grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg. Forslaget indeholder bl.a. bestemmelser om etablering af nationale nukleare sikkerhedsmyndigheder, og om sikring af tilstedeværelse af passende finansielle midler til opfyldelse af sikkerhedsbehov i nukleare anlæg samt til gennemførelse af nedlukningsaktiviteter (dekommissionering og slutdeponering) for de enkelte nukleare anlæg. Kommissionen har samtidig fremlagt forslag til et nyt direktiv om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, jf. særskilt grundnotat af d.d. herom.
2. Indledning
Den 2. maj 2003 fremlagde Kommissionen forslag til direktiv om et nyt direktiv om fastsættelse af de grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg - KOM(2003) 32 endelig. Fremlæggelsen indeholder også forslag til direktiv om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald. Der er udarbejdet et særskilt grundnotat af d.d. om dette forslag. For begge direktivforslags vedkommende er der tale om Kommissionens formelle opfølgning på meddelelsen af 6. november 2002 om nuklear sikkerhed i Den Europæiske Union.
3. Retsgrundlag
Euratom-traktaten, særlig artikel 31, 32 og 187.
Vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet.
4. Formål og indhold
Formålet med direktivet er at fastsætte grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg. De enkelte medlemsstater kan fastsætte strengere sikkerhedsbestemmelser end de, som følger af direktivet.
Forslaget indeholder bl.a. bestemmelser om etablering af nationale nukleare sikkerhedsmyndigheder, som skal overvåge og fastsætte regler for sikkerheden på medlemsstatens nukleare anlæg. De nationale nukleare sikkerhedsmyndigheder skal være uafhængige af andre myndigheder mv. som beskæftiger sig med fremme eller udnyttelse af kernekraft. Kommissionen skal forestå verifikation af de enkelte medlemsstaters sikkerhedsmyndigheder; bl.a. ved hjælp af eksperter fra de øvrige medlemsstaters sikkerhedsmyndigheder.
Forslaget indeholder endvidere bestemmelser, som skal sikre tilstedeværelse af passende finansielle midler til opfyldelse af sikkerhedsbehov i nukleare anlæg samt til gennemførelse af nedlukningsaktiviteter (dekommissionering og slutdeponering) for de enkelte nukleare anlæg.
5. Nærhedsprincippet mv.
Forslaget er fremsat i henhold til Euratom-traktaten, hvorfor nærhedsprincippet ikke er relevant.
6. Udtalelse fra Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet vedtog den 13. januar 2004 en udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv.
Udtalelsen indeholder en række ændringsforslag, som bl.a. indebærer, at hovedansvaret for sikkerheden i de nukleare anlæg i medlemsstaterne fortsat primært skal være et nationalt anliggende.
7. Gældende danske regler
Den gældende danske nukleare lovgivning omfatter følgende love:
- Lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (atomanlægsloven).
- Lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atom-anlæg m.v. (atomanlægssikkerhedsloven). Loven er kun delvis sat i kraft.
- Lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer (radioaktivitetsloven).
- Lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).
Der er derudover i medfør af ovenstående love udstedt en række bekendtgørelser af relevans for den nukleare sikkerhed på nukleare anlæg.
8. Konsekvenser
De danske retsforskrifter skal formentlig ajourføres i overensstemmelse med dette direktivforslag og det samtidig fremlagte forslag til direktiv om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.
9. Høring
Ved møde i Rådets atomarbejdsgruppe den 5. februar 2004 har Kommissionen oplyst, at den vil revidere direktivforslagene på baggrund af udtalelsen fra Europa-Parlamentet.
Når de reviderede direktivforslag foreligger, vil der blive taget stilling til spørgsmålet om en evt. høring.