Svar på Spm. 41 om sagsanlæg mod Rådet for brud på stabilitets- og vækstpagten. SEK(04)27

1. På 2032. møde den 4. december 2003 anmodede Coreper Rådets Juridiske Tjeneste om skriftligt at gøre rede for den juridiske rådgivning, der blev givet på Økofin-mødet den 25. november 2003 for så vidt angår proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

2. Den 21. januar 2003 fastslog Rådet, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Tyskland og rettede en henstilling til Tyskland i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 7, med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør. Den 3. juni 2003 fastslog Rådet, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig, og rettede en henstilling til Frankrig i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 7, med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør.

3. Den 9. oktober 2003 modtog Rådet en henstilling fra Kommissionen med henblik på en beslutning om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 8, at konstatere, om Frankrig havde fulgt henstillingerne af 3. juni op med virkningsfulde foranstaltninger, og den 29. oktober modtog Rådet en henstilling fra Kommissionen med henblik på en beslutning om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 9, at pålægge Frankrig at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som skønnedes nødvendig for at rette op på situationen med det uforholdsmæssigt store underskud. Den 19. november 2003 modtog Rådet en henstilling fra Kommissionen med henblik på en beslutning om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 8, at konstatere, at de foranstaltninger, som Tyskland havde fulgt henstillingerne af 21. januar op med, havde vist sig at være utilstrækkelige, og en henstilling fra Kommissionen med henblik på en beslutning om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 104, stk. 9, at pålægge Tyskland at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som skønnedes nødvendig for at rette op på situationen med det uforholdsmæssigt store underskud. Disse fire henstillinger var på dagsordenen for Økofin-mødet den 25. november 2003.

4. Repræsentanten fra Rådets Juridiske Tjeneste har behandlet nedenstående spørgsmål, og i punkt 5-12 i denne note gøres der skriftligt rede for den rådgivning, der er givet.

5. Det er Den Juridiske Tjenestes opfattelse, at EF-traktatens artikel 104, stk. 9, giver Rådet en skønsmæssig beføjelse. For at nå til denne konklusion er det tilstrækkeligt at bemærke, at bestemmelsen fastslår, at Rådet "kan beslutte at pålægge medlemsstaten". Anvendelsen af ordet "kan" er en klar indikation af, at Rådet har skønsbeføjelse og ikke pligt til at handle. Denne konklusion styrkes af den kontrast, der er i forhold til de forudgående bestemmelser i artikel 104 (f.eks. stk. 6 og 7, hvori det hedder, at "Rådet træffer afgørelse/retter henstillinger"). Forskellen mellem affattelsen af disse bestemmelser og affattelsen af stk. 9 understreger altså, at det er traktatens hensigt at give en skønsbeføjelse i stk. 9.

6. Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud fastlægger tidsfrister for forskellige trin i proceduren, giver adgang til at suspendere proceduren og til at overvåge gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat, der er underlagt proceduren, og fastlægger regler for anvendelsen af sanktioner.

7. Det har været gjort gældende, at virkningen af artikel 5 i forordningen er, at Rådet får pligt til at handle, når det er konstateret, at den berørte medlemsstat ikke har fulgt henstillingerne i henhold til EF-traktatens artikel 104, stk. 7, op med tilstrækkelige foranstaltninger. Virkningen hævdes at udspringe af kravet i artikel 5 om, at rådsbeslutninger i henhold til EF-traktatens artikel 104, stk. 9, "træffes" inden for en måned efter, at Rådet i overensstemmelse med artikel 104, stk. 8, har konstateret, at der ikke er truffet virkningsfulde foranstaltninger.

8. Selv hvis artikel 5 i forordningen, korrekt fortolket, faktisk syntes at ændre skønsbeføjelsen i henhold til traktaten til en forpligtelse, kunne den ikke have denne virkning. Den kompetence, der ligger til grund for forordningen, er en kompetence til at vedtage bestemmelser vedrørende gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Når Rådet vedtager en forordning, har det ikke kompetence til at ændre virkningen af en traktatsbestemmelse.

9. Under alle omstændigheder er der ikke nogen modstrid mellem EF-traktatens artikel 104, stk. 9, og forordningens artikel 5 for så vidt angår en korrekt fortolkning af artikel 5. For det første vedrører artikel 5 en rådsbeslutning i henhold til artikel 104, stk. 9. Denne affattelse anerkender klart, at Rådet har en skønsbeføjelse i henhold til artikel 104, stk. 9. For det andet vedrører forpligtelsen i forordningens artikel 5 en tidsfrist og ikke beslutningen om eventuelt at handle: hvis Rådet (under udøvelsen af sine skønsbeføjelser) beslutter at handle i henhold til EF-traktatens artikel 4, stk. 8 og 9, vedtages beslutningen i henhold til stk. 9 inden for en måned efter beslutningen i henhold til stk. 8.

10. Rådets Juridiske Tjeneste er af den opfattelse, at Rådet ikke bør vedtage tekster i en form, der ikke er hjemlet i traktaten, hvis traktaten har fastsat en procedure for vedtagelsen af en retsakt. Hvis Rådet som i artikel 104, stk. 9, har en skønsbeføjelse, kan det under udøvelsen af denne skønsbeføjelse beslutte ikke at vedtage den henstilling, som Kommissionen har forelagt det, men det bør ikke vedtage en tekst i en form, der ikke er hjemlet af proceduren i traktaten. Imidlertid har der været tidligere lejligheder, hvor Rådet har vedtaget konklusioner eller andre atypiske tekster i tilfælde, hvor Kommissionen havde forelagt det et forslag til retsakt om samme emne. Domstolen er aldrig blevet bedt om at træffe afgørelse om spørgsmålet.

11. For Rådets Juridiske Tjeneste har det i mange år været gældende doktrin, at hvis Rådet vedtager en tekst i en form, der ikke er hjemlet i traktaten, i et spørgsmål, hvor det kunne have handlet på et traktatfæstet retsgrundlag, bør de afstemningsregler, der gælder for det traktatfæstede retsgrundlag, gælde for vedtagelsen af den atypiske tekst. De konklusioner, som Rådet vedtog vedrørende Frankrig og Tyskland den 25. november 2003, vedrørte spørgsmål, der kunne have været genstand for en beslutning i henhold til EF-traktatens artikel 104, stk. 9. De relevante afstemningsregler indebar derfor et krav om et flertal på to tredjedele af rådsmedlemmernes vægtede stemmer, idet repræsentanterne for de lande, der ikke har euroen som valuta, og repræsentanten for den berørte medlemsstat ikke medregnes.

12. Den Juridiske Tjeneste har rådgivet som beskrevet ovenfor i punkt 10 og 11 ved adskillige lejligheder, både mundtligt og skriftligt. Et eksempel er udtalelsen af 3. maj 2001, hvor det blev foreslået at vedtage konklusioner i et tilfælde, hvor Kommissionen havde forelagt Rådet et direktivforslag.

13. For fuldstændighedens skyld gengiver den resterende del af denne note forløbet i Rådet, efter at det havde modtaget den mundtlige rådgivning, der er beskrevet i punkt 5-12.

14. Efter at Rådet havde drøftet de fire henstillinger fra Kommissionen, som er beskrevet i punkt 3, og formandskabets udkast til Rådets konklusioner, foreslog formanden, at udkastet til konklusioner blev sat til afstemning. Kommissionen anmodede om en afstemning om henstillingerne. Efter denne anmodning og i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, andet afsnit, i Rådets forretningsorden konstaterede formanden, at et flertal af Rådets medlemmer gik ind for at stemme om Kommissionens henstillinger. I henhold hertil stemte Rådet om de fire henstillinger, men i ingen af tilfældene blev der opnået tilstrækkeligt flertal. Rådet stemte herefter om udkastet til konklusioner og vedtog dem med passende flertal.