Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde alm.anl og ekst.forb. 23-24/2-04 Tillæg til samlenotat bilag 517

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

1

400.C.2-0

EUK

18. februar 2004

 

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg 20. februar 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (almindelig anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar 2004 – vedlægges Justitsministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkt 14.

 

A K T U E L T N O T A T

 

om

 

udkast til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at føre forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en aftale om benyttelse af passagerlisteoplysninger (PNR), SEK (2004) 119 endelig.

 

Nyt notat.

 

1. Baggrund

 

Den amerikanske lov Aviation and Transportation Security Act (ATSA) af 19. november 2001 fastsætter, at luftfartselskaber, som foretager passagerflyvninger til og fra De Forenede Stater, på anmodning skal stille passageroplysninger til rådighed for toldvæsenet (Bureau of Customs and Border Protection (CBP) – Department of Homeland Security).

 

Inden for lufttransport er passagerlisten "Passenger Name Record" (PNR) en liste over hver passagers rejsesituation, som omfatter alle nødvendige oplysninger til, at reservationer kan behandles og kontrolleres af det luftfartsselskab, der foretager reservationen, og af de deltagende luftfartsselskaber. Som eksempel kan nævnes de oplysninger om navn, adresse samt kontonummer, som passagerer har oplyst i forbindelse med bestilling af flybillet.

 

Siden 5. februar 2003 har CBP krævet, at alle luftfartsselskaber, som foretager passagerflyvninger til og fra De Forenede Stater, skal give CBP elektronisk adgang til PNR, for så vidt som denne foreligger og er lagret i luftfartsselskabets automatiske reservationssystem.

 

Disse foranstaltninger kunne komme i konflikt med Fællesskabets og medlemsstaternes lovgivning om databeskyttelse, særlig Europaparlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesdirektivet).

 

Kommissionen har det seneste år arbejdet sammen med USA for at forsøge at finde frem til et juridisk grundlag for overførsel af PNR-oplysninger til USA. På baggrund af disse drøftelser med USA og de endelige tilsagn fra CBP besluttede Kommissionen på sit møde den 16. december 2003, at dette juridiske grundlag skulle tage form af dels en afgørelse om konstatering af tilstrækkeligt beskyttelsesniveau i overensstemmelse med artikel 25, stk. 6, i databeskyttelsesdirektivet efter proceduren i artikel 32 i databeskyttelsesdirektivet og Rådets afgørelse af 99/468/EF, dels en aftale mellem EU og USA.

 

Om det retlige behov for sidstnævnte aftale er det i udkastet til forhandlingsmandat anført, at aftalen er nødvendig for at behandle juridiske problemer, som ikke kan behandles i afgørelsen om konstatering af et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Det er således for det første anført, at adgang for amerikanske retshåndhævende myndigheder til PNR-databaser på Fællesskabets område kun er mulig ifølge folkeretten, hvis der foreligger samtykke. Der er således behov for en international aftale til at bemyndige de amerikanske myndigheder til at få adgang til PNR-databaser på Fællesskabets område, så længe der ikke findes noget system, hvorefter PNR-oplysninger kan sendes direkte til USA. For det andet er det anført, at artikel 7 i databeskyttelsesdirektivet udtømmende beskriver, under hvilke omstændigheder der må finde behandling af personoplysninger sted. En international aftale, der indebærer pligt for luftfartsselskaber og edb-reservationssystemer til at behandle PNR-oplysninger som krævet af CBP, i det omfang de er omfattet af en konstatering af tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, vil således være et egnet middel til at realisere målet med tilvejebringelse af et legitimt grundlag for luftfartsselskabers og edb-reservationssystemers behandling af oplysninger i overensstemmelse med databeskyttelsesdirektivet.

 

Kommissionens 1. udkast til Rådets afgørelse er dateret den 2. februar 2004. Hjemmelsgrundlaget for forslaget er ikke anført heri.

 

 

2. Indhold

 

Udkast til Rådets afgørelse indeholder en bemyndigelse til Kommissionen til at føre forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en aftale om benyttelse af passagerlisteoplysninger (PNR). Efter aftalen opnår CBP adgang til PNR-databaser på Fællesskabets område, og luftfartsselskaber og edb-reservationssystemer pålægges at behandle PNR-oplysninger som ønsket af CBP.

 

I udkast til forhandlingsretningslinier, som Rådet tillige skal vedtage, fremgår det bl.a., at tilladelsen til, at CBP får adgang til databaser på Fællesskabets område, skal være begrænset til den tid, det tager at indføre et system, hvorefter PNR-oplysninger kan sendes direkte til USA.

 

Aftalens anvendelse skal endvidere gøres betinget af, at der foreligger en afgørelse fra Kommissionen om, at niveauet for den beskyttelse, som de pågældende myndigheder i USA, yder PNR-data, er tilstrækkeligt, som omhandlet i databeskyttelsesdirektivet. Eventuel manglende overholdelse af de tilsagn, som USA i den forbindelse afgiver, og som fører til, at Kommissionen ikke længere anser dette beskyttelsesniveau som tilstrækkeligt, vil automatisk føre til suspension af anvendelsen af den internationale aftale.

 

Ifølge udkast til forhandlingsretningslinier må den måde, hvorpå PNR-oplysninger anvendes af USA, ikke bevirke nogen ulovlig forskelsbehandling af EU-passagerer. Forhandlingsretningslinierne indebærer herudover, at aftalen skal sikre gensidig opbakning fra USA til et europæisk passageridentifikationssystem, som måtte blive indført i fremtiden.

 

3. Europa-Parlamentet

 

Sagen har endnu ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

 

4. Høring

 

Forslaget har ikke været sendt i høring.

 

5. Subsidiaritetsprincippet

 

Udkastet ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

 

 

6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

 

Sagen ses ikke at indeholde lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

 

7. Tidligere forelæggelser for Folketingets udvalg

 

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.